"Av for satan!" Jeg mærker en finger prikke hårdt nogle gange i mit ene øje.
   "Det er utroligt, så livagtige de øjne er," hører jeg en stemme sige. "De må være lavet af glas."
   "Ja, man kunne virkelig tro, den er levende," svarer en anden, lige så ukendt, stemme.
   Jeg prøver at beskytte mig, men jeg kan hverken lukke øjet eller bevæge mig i øvrigt. Jeg forsøger at vride kroppen og sætte en beskyttende hånd op, men er totalt lammet. Det er en underlig fornemmelse. Jeg kan forestille mig enhver bevægelse og ligesom beslutte at udføre den i fantasien, men der sker intet.
   "Det er Birgit, der kom med dem. Vi skal mødes kl. 10, sagde hun. Men hvad skal vi med sæl-dukker? Her kommer jo så sjældent børn her."
   "Ved du hvad, Jytte, det er da sådan en robot. Det har jeg læst om. Det er for at trøste dem, der er senile."
   Jeg ligger og lytter. Hvad foregår der her? Hvor er jeg? Så går det op for mig, at det er mig, de snakker om. Jeg forsøger at se mig selv. Er jeg en sæl?

"Godmorgen, alle sammen." Det kunne godt lyde som hende Birgit, tænker jeg.
   "Som I måske allerede har hørt, har vi her på afdelingen fået en sæl-robot til rådighed. Som et forsøg vil den blive givet til en beboer, som vurderes at have glæde af et kæledyr, som ikke hele tiden løber sin vej, sådan som vores Misser jo tit gør. Den hedder Paro og er udviklet helt nede i Japan med henblik på at hjælpe ældre på plejehjem, som savner selskab."
   "Det er jo bare en dukke," hører jeg én kommentere.
   "Ja, måske. Men den hyler lidt, glipper med sine store, mørke øjne og slår lidt med halen, hvis man klapper eller a'er den på ryggen. Og så bliver den varm, nøjagtig som et levende væsen. Men du har ret, man skal ikke være ked af at lægge den fra sig på kommoden. Det er en robot og ikke et dyr."
   "Jeg er hverken en robot eller et dyr; jeg er et menneske," protesterer jeg højlydt inde i mig selv, men er klar over, at ingen kan høre det. Det slår mig i øvrigt, hvordan jeg egentlig kan vide, at jeg er et menneske, når jeg ikke har nogen menneskekrop. Men jeg føler mig altså som et menneske.
   "Vi har besluttet, at du, Amanda, skal have Paro, hvis du er interesseret. Vil du ha' den?"
   "Bider den?" Det må være hende Amanda, der spørger.
   "Nej, den bider ikke." Der høres spredt latter i lokalet.
   "Jeg vil gerne ha' den." Det lyder, som om Amandas stemme flyder på en bund af gråd.
   Herefter bliver jeg løftet op og båret over til Amanda. Jeg føler mig godt nok noget indespærret og underlig tilpas, men tager det ellers forbavsende roligt, synes jeg selv. Det hjælper lidt, da der bliver tændt for mig. Selv om jeg ikke selv kan styre tingene, gør det godt at kunne glippe med øjnene og slå lidt med halen. Men alt, hvad jeg forsøger at sige, resulterer blot i et lidt svagt sæl-piv.

Amanda tager mig med ind på sit værelse, hvor hun sætter sig i sin lænestol med mig på skødet. Forsigtigt stryger hun mig over hovedet og ned langs ryggen.
   "Du er sød, Paro. Paaroo. Paroo." Hun smager på navnet nogle gange. Jeg synes også selv, det lyder lidt fremmed.
   "Vil du gerne være min, lille Paro," fortsætter hun og kigger mig i øjnene. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare, og det ser jo heller ikke ud til, at jeg har noget valg. Jeg spekulerer på, om hun kan se mig, men uanset at jeg forsøger at gøre mig så synlig og tilstedeværende som muligt, ser hun vist ikke andet end sin sælunge.
   Jeg føler mig indespærret. Mine muligheder for kontakt med omverdenen er meget begrænsede. Og så er jeg forvirret. Hvad er det her for et sted? Hvem er jeg? Hvorfor er jeg havnet i denne meget begrænsede krop? Hvad skal der ske? Hvad er meningen med det hele? Spørgsmål, der konstant trænger sig på, men som jeg ikke ser nogen mulighed for at få svar på. Hvor skulle svarene komme fra?
   Amanda behandler mig godt. Hun er senil, hører jeg de andre i afdelingen sige, fordi hun gentager den samme historie om sig selv og sit liv hver dag. Men hvem gør ikke det, tænker jeg. En stor del af dagen sidder hun med mig, nusser og kæler for mig.
   Det er altid den samme historie om sit liv, hun fortæller. Måske med lidt varierende formuleringer. Men en dag kigger hun på mig med et anderledes blik. Måske er hun lidt klarere.
   "Jeg har aldrig fået børn; ikke efter det første," fortæller hun. "Det slog jeg ihjel. Og hun havde ikke engang et navn." Hun begynder at græde. En stille gråd, der ser ud til at komme dybt inde fra hendes sjæl.
   "Jeg havde ikke noget valg. Der var ikke plads til hende. Jeg slog hende ihjel." Hun fortæller med desperation i stemmen.
   "Der er ingen, der ved, hvad det kunne være blevet til, hvis hun var i live."
   "Men hun har altid været med mig herinde." Hun tager sig til brystet. Jeg føler med hende. Jeg har ikke noget valg; det er, som om hendes smerte fylder hele rummet.
   "Hun ville male eller skrive, måske. Det eneste billede, det blev til, brændte de. Der var ikke plads til os," fortsætter hun. Jeg fyldes af spørgsmål, men må lade dem ligge.
   Amanda kigger på mig gennem sine våde øjne og siger: "Bare du var levende; bare du rigtig kunne se mig i øjnene. Jeg elsker dig, Paro, jeg fjols."
   "Jeg elsker også dig," hvisker jeg, selvom jeg ikke ved, om det er rigtigt. Hvad er kærlighed egentlig for noget?
   Hun vender aldrig tilbage til den historie. Jeg ved ikke, om den er sand, eller om det er hendes fantasi.

Pludselig en dag kommer hun ikke og tager mig op. Hele dagen ligger jeg og venter. Og jeg opdager, hvor meget jeg holder af hende og savner hende, nu hun ikke er her.
   Om aftenen kommer én af plejerne. Hun tager mig op og lægger mig ved siden af Amanda i sengen. Amanda ligger helt stille. Jeg kikker på hendes ansigt, der er som et landskab med bakker og dale, marker og huse. Skove og søer. Jeg forsøger at finde hendes liv, dér i landskabet.
   Pludselig åbner hun øjnene på vid gab og kigger mig dybt i øjnene, uden at hendes krop i øvrigt bevæger sig. Jeg ved ikke, om hun trækker vejret, men jeg kan tydeligt se og mærke, at hun er der - inde i øjnene. Jeg bliver flov af at ligge dér og så skamløst studere hendes ansigt. Men jeg kan ikke lukke mine øjne, ikke engang blinke for i et sekund at samle mig i mig selv. Jeg har ingen mulighed for at trække mig fra hendes nærmest blændende tilstedeværelse.
   Mon hun kigger dybt nok til at se mig, tænker jeg. Det er, som kigger jeg ind i et rør af lys, der synes uden ende. Det er, som er vi i ordløs kontakt, men hun synes at trække sig dybere og dybere ind. Lyset synes at komme fra et stadig fjernere punkt, dybt inde bag øjnenes spejlglatte overflade.
   "Jeg vil med dig!" ryger det ud af mig. Ja, måske kan jeg følge hende i døden, tænker jeg. Det er vist min eneste chance for at komme ud af den meget begrænsede tilværelse, jeg lever her. Hvor fører det hen, lyset i døden? Jeg ved det ikke, men har jeg andet at satse på? Er der andre muligheder?
   Jeg føler, at lyset rækker ud, omslutter mig og suger mig til sig. Og dér, midt i lyset, ser jeg en ganske lille pige. Hun vinker og kalder på mig. Jeg kan ikke høre, hvad hun siger.
   Som i en drøm ser jeg en plejer lægge et hvidt klæde over Amandas forladte krop.
   "Paro skal vist lægges til opladning; den virker helt død," hører jeg som det sidste.