Det skete uden at hun rigtigt lagde mærke til det, før det var for sent. Hun havde lagt hovedet en smule på skrå inde i bussen, og med ét var hendes tanker langsomt begyndt at sive ud af hendes hoved. En gammel kone der sad lidt foran kikkede op på hendes ansigt, ned, og så op på hendes ansigt igen, og smilede ligesom for at sige "det er ok".
   En mand bag hende begyndte at grine en smule hånligt, men da hun kiggede sig tilbage nikkede han bare venligt, mens hans øjne sagde "bare se fremad, der er intet for dig at se her". Hun følte sig mere og mere urolig, og forsøgte både på at undertrykke uroligheden og tankerne, så ingen ville springe på hende og flå hende fra hinanden og spise hendes kød. Hun krummede sig sammen, og klemte sine svedige håndflader mod sin pande. Hendes blod flyde ned af bussens gange, som en doven flod af skarlagensrød silke. Hun kikkede overrasket op og ned af sin krop, men så intet andet end hendes mellem-blege hud, og den sarte sorte kjole med de hvide pletter, som hun havde valgt fra skabet i morges. Da bussen endelig stoppede hvor hun skulle af, stormede hun ud af den, som om tusind mænd hev og sled hundredevis af reb bundet rundt om hendes arme og ben. Hun kom op på sit kollegieværelse, og krummede sig sammen i frygt, uden at kunne huske nøjagtigt hvordan hun kom derind. Hun svedte, så hun havde nok løbet. Havde det regnet? Hun vidste det ikke. Hun ville rejse sig og kikke ud af vinduet, men gardinet var trukket for, og hun kunne ikke rejse sig op. Hun kunne ikke. I stedet lå hun sammenkrøllet lige foran hendes værelsesdør, og ønskede hele verden langt langt væk. Når nu det var. Når det nu var sådan at alle og enhver kunne læse hendes tanker. Når nu det var sådan det var blevet, hvordan skulle hun så forholde sig? Hendes tanker flød dovent ned over stuegulvet, og samlede sig i små pytter uden at hun vidste hvilken pyt hun skulle fokusere på. Ville hendes tanker gøre folk rasende? Ville de have ondt af hende, og give hende hjælp? Måske ville de lave en særlig hjelm til hende. Måske ville de slet ikke fortælle hende at de kendte hendes tanker. Dem der var i bussen gjorde ikke.

Sådan flød hendes tanker, og det var først da hun kunne høre at de var begyndt at dryppe ned gennem gulvbredderne til kollegieværelset under hende, at hun endelig tog sig en smule sammen, og hentede et par håndklæder ude på badeværelset og tørrede dem op. Hun vaskede også sit ansigt, og studerede det nøje i spejlet. Intet var ændret. Hun havde lyseblå øjne, et smalt katteagtigt ansigt, men med bittesmå runde kinder, mørkebrunt hår, og en lille spids muse-agtig næse. Intet var forandret, og intet sted kunne hun finde det hul som hendes tanker sivede ud fra. Altså måtte det være gennem porerne. Hun vidste det ikke, bare at de tanker der burde være hendes nu ikke længere var det.

Hun kunne intet eje længere, hvis ikke hendes tanker tilhørte hende mere. Alt andet var bare fyld, men tankerne det var hendes essens, og essensen af hende sivede ud af hende, så alle kunne se, høre og føle hvad hun var, helt uden at hun kunne gemme det. Alle hendes aller inderste tanker tilhørte nu det offentlige domæne. Tanken var svimlende. Hvad betød det at hun stadig havde borde, stole bøger og tøj der var hendes, når hendes tanker ikke var det? Tankerne dryppede igen fra hendes pande, og hun var nødt til at tage sine sokker af, fordi de var blevet våde. Hun ville sætte sig ind under bruseren et stykke tid, så hendes tanker kunne dryppe ned i afløbet, men det bankede på. Det var selvfølgelig Adrian. Hendes underbo. Han var en høj, tynd lyshåret fyr der altid havde en grå trilby på, af en eller anden grund, og selvom han var tynd havde han usædvanligt muskuløse arme. Han havde en stram blå T-shirt på. "Har du det okay?", spurgte han, og så lidt bekymret ud. Hun kunne ikke lade være med at tænke på om det mon var påtaget, men hun tog sig hurtigt i det igen for høflighedens skyld. Hun smilede bare og nikkede forsigtigt, mens hun forsøgte at undgå øjnekontakt. "Jeg har ellers...". Mere sagde han ikke. Han sagde ikke at hendes tanker var faldet ud, og dryppede ned gennem loftet. Ganske som dem i bussen sagde han intet, men lod det bare strømme forbi som om det intet var. Han havde fået del i hendes tanker, og nu tænkte han sit. Hun følte sig syg og svimmel, lukkede døren mens hun takkede for bekymringen, tog sin dyne og sin pude og lagde sig ind under brusekabinen igen. Hun ville sove, eller i det mindste slappe af. Noget andet end det her, noget andet end at tænke. Bekymre sig, planlægge, evaluere, studere, etc.

Hun sov en urolig søvn, og næste morgen var dynen gennemvædet af urolige drømme. Fantastiske fabeldyr der med ét ændrede karakter og blev hæslige med store hugtænder, og fæle kløer. Hun forsøgte at flygte fra hende selv, men hun holdt hende fast, hun blev skyllet med at tankernes syndflod og kunne ikke kæmpe sig fri fra frygten for det der var hende selv. Hendes tanker. Hun kunne ikke stå ved dem. Hun kunne ikke, hun ville ikke. Men hun havde intet valg. Dér var konklusionen. Hun måtte bare stå ved den hun var, for hun kunne ikke længere lyve, ikke længere opbygge en illusion, ikke længere holde noget privat. Det havde været en kamp for hende at stå ved hende selv, hendes tanker, hendes følelser, hendes seksualitet. Men hun havde intet valg. Hun kunne ikke være nogen anden, og nu da hendes tanker var begyndt at lække uden hun kunne kontrollere det måtte det bare være sådan det var. Hvorfor frygte det uundgåelige? Hun følte sig afklaret. Det var måske en gave. Nu kunne hun aldrig mere være kunstig, eller tage maske på. Hun havde ikke længere noget andet valg end at være sig selv. Fuldt og helt. Hele tiden, og for alle mennesker. Hun rejste sig op. Gik hen til døren. Tog i den. Og gik ud. Ud. Ud i verden.