Udenfor Desben, Dhankarth.

Vejen gik i en lige streg hen mod staden. Det var en gammel købsstad med gamle, men alligevel høje og brede mure. Raums viljeløse, tunge skridt ville ingen pause give ham. Det var 9 måner siden han så sin enhed blive kæmpet tilbage, og selv taget til fange. Hans sind skreg eder han ellers ikke troede han kunne komme med. Han lænede sig haltende op mod staven med den ene hånd, de møgdyr havde lavet en kopi af hans gamle støttestav. Hendes syge sind ville ingen ende tage. Lysgudinden.
   Men i hans anden hånd, gik et værktøj, en lille pige med et sæt sjældne øjne. Hun var en af de værktøjer, artefakter, han længe havde søgt efter. Hun var en del af hans plan, en del af hans maskineri der skulle hjælpe verdenen at blive fri for lysdyrkerne. Hun så op på ham med sine smaragdgrønne drageøjne. Hun var nok ikke mere end 10 år, og havde allerede set mere elendighed end sundt var. Hendes greb om hans hånd var hårdt og hendes små hænder var kolde af nattefrosten. Han ønskede han ikke var under en gudindes indoktrinering. Hele hans krop var udenfor hans kontrol. Uanset hvor meget han prøvede på at generobre den med hjælp af auraer og diverse formularer han vidste af, hjalp intet.
   Hun smilede trist, hun vidste var der skulle ske med denne stad, ligesom de forrige. Denne nat, skulle en forfærdelig ting ske. Raum mærkede grebet fra hende blive hårdere. Hun kiggede trist ned. Hun var det eneste der gav ham styrke til ikke at opgive helt.
   De kom tættere på bymuren, hendes rygsæk med nogle potter og pander bankede mod hinanden for hvert skridt hun tog, hun begravede ansigtet trist mod siden på ham. Han mærkede hun følte sig tryg i hans selskab. Hvor han dog ønskede at bryde sig ud af denne indoktrinering.
   To trætte vagter løftede deres hoved, når de nåede til porten. Den ene gabte og kiggede op og ned på de to rejsende. Han tog sin riffel og holdt hånden i en stoppende gestus.
   "Hvad er jeres formål her?" spurgte han med en formel stemme. Den anden vagt gabte og lænede sin kant på hatten ned og lænede sig op mod et vagthus og virkede uinteresseret. Raum mærkede ord der ikke var hans, komme op af hans hals og ud af hans mund.
   "Vi er blot to trætte rejsende der prøver på at flygte fra nattefrosten og få et varmt måltid". Vagten kiggede først på pigen, hun så træt ud, som en der havde gået store skridt med ben der var for små i lang tid. Manden så syg ud, han lænede sig op af en stav, en meget pæn stav. Lidt pænere end det tøjs udseende han havde. Men han kunne næppe have stjålet den, han så skadet og svag ud. Vagten gryntede og stillede riffelen på plads og råbte op til porthusets top. En klagende stemme hørtes der oppe fra og inden længe åbnede porten sig for dem, og de kunne gå igennem.
   Vel inde i byen, var der stadig lidt liv fra krogbesøgerne som stablede rundt om i byen i deres fuldskab. Nogle steder gik luderne bekymringsfrie rundt og tilbød deres ydelser til de fulde folk. Hist og pist gik der nogle byvagter i deres vante patruljeringer. Nogle af husene var belyst. Men de fleste huse lå slukkede hen.
   Raums øjne kiggede rundt på husene. Mange af dem bar præg af at være familiehjem. Hans hjerte sank, han ønskede han bare kunne dø, at den lille pig trak en kniv og stak den i hans hjerte. Men dette var ikke tilfældet. De gik gennem de lige gader mod midten af staden. Der var en masse lukkede boder rundt om en fontæne der forestillede Kitaran, købmændenes gud og beskytter for dem på lange handelsfærde.
   Raum følte hadet rejse sig i sig, hadet mod hende som gjorde det her. Han hørte hendes stemme godte sig med det der skulle ske nu, han forbandede sig selv for at have en stor nok kraft til at kunne gøre dette. Lykkedes det ham at bryde fri, ville han aldrig prøve på at finde ud af at lære, det der skulle til at ske. Han haltede hen mod fontænen. Staven faldt ned og toppen, støbt af sølv, klankede ned mod det flisebelagte torv. Han faldt på knæ med den lille pige, hun krammede ham og begyndte at græde bange, hun krammede sig tæt mod ham med hendes små hænder begravet i frakkens stof. Han mærkede lysgudinden grine, mærkede hendes brændende blik på ham, inde i ham.
   Han mærkede hvordan hans kraft boblede op i hele hans krop, en sitren, en kilden fra top til tå, fra inde til ude af ham. Hans ryg bøjede sig bagud, en amulet rejste sig fra hans brystkasse, med en sten så blå som vandet ved Kyu'sesh' laguner og havne. Hele hans krop smertede af dens begyndende skin. Den glimtede i små korte impulser som blev kraftigere og kraftigere og længere og længere. Hans krop begyndte at svæve opad, med armene ude og benene dinglede livløst, den lille pige klamrede desperat til ham, grædende og begravede ansigtet mod hans brystkasse. Hun var varm og kold på samme tid.
   En summen af kraftfuld magi og skimtet fra amuletten begyndte at lokke folk til fra gaderne. En orb fra amulettens lys begyndte at sluge dem. Vagter kom til og begyndte at lægge an til skud og affyrede en salve, men skuddene prallede bare af. En ildelementarist kom til ud fra mængden og manede sin kraft frem og skød en stråle af ild imod Raum. Det hjalp heller ikke, selv om Raum bad og bad om at de ville finde en løsning på at ende det.
   Ildelementaristen så på orben og rystede på sit hoved og brølede febrilskt ordre til soldaterne og de som var kommet frem, soldaterne prøvede på at skubbe nysgerrige folk væk, folk inde i husene åbnede vinduer og døre for at se hvad alt det liv og larm gik ud på. Alle stod måbende og så på den orb af blåligt koldt lys som svævede ved stadens fontæne.
   Raum følte en pulserende dunkende lyd og hvert dunk var som at føle hele hans krop blive mast og trukket ud samtidigt. Han ville skrige af ren smerte, som den han oplevede som barn. Men han kunne ikke, Hun ville ikke lade ham. Hun elskede at lege med ham.
   Pludseligt skød orben sig kraftigt ud og voksede sig hurtigt og desintegrerede næsten alt levende i sin vej. Alt der levede og bevægede blev til aske, skrig langt fra hørtes og inden længe var hele byen opslugt i det blålige kolde lys. Alle der blev fangede i det døde og dem der var fangede i udkanten blev brændt indefra og ud. Hele byen summede op i et langt dødsskrig, som ikke lang tid efter døde ud sammen med Raums bevidsthed og til lyden af den lille piges gråd.
   Raums krop faldt bevidstløst ned på det som en gang var fliser, men som nu var et sammentrykket pulver under dem. Han var omgivet af sit sinds mørke, et lille fristed, væk fra alt. Ingen smerte, intet liv. Kun hans bevidstløshed.