- eller hvordan græsset ikke altid er grønnere inde hos naboen - eller bare en historie om en gammel cykel og noget røv-sved

Kæmpe suk ....SUUUUUKKKKKK...!!!!!
   Her ligger man så - midt på lossepladsen i andres skidt, mellem afdankede, dørløse køleskabe og mugne agurker. Man er blevet kasseret, smidt ud på det groveste, af den mand man har tjent trofast i så mange år. Hvor kunne han! Alle de gode stunder de havde haft sammen, men som han bare havde valgt at glemme.
   Georg snøftede, og strakte sit styr. Nattekulden havde sat sig i hans stive led, men nu var solen heldigvis på vej op, måske kunne den lune ham lidt. Måske blev det en smuk dag? Men det kunne sgu' for fanden være skide lige meget, når det eneste man havde lyst til, var at blive smidt ind i en stor, grov metalkværn, og smadret i stumper og stykker. For Georg havde ikke lyst til at være mere, ville bare helst forsvinde helt fra denne verden....

Kling..kling... Tage susede ned af gaden på sin nye flotte cykel. Den fik ikke for lidt med ringeklokken - kling... kling. Se mig alle sammen - se mig! Hold kæft hvor kørte den bare godt den nye racer, det var helt utroligt. Noget helt andet og spændende, slet ikke i nærheden af den gamle lorte-cykel, han lige havde skilt sig af med. Bling, bling, solen ramte det gyldne stel under Tage, og han følte sig som en konge, en lykkens pamfilius.

Åh suk igen... Georg drejede sin revnede forlygte op mod himlen, og missede mod solen. Åh ville det dog bare begynde at regne.
   -Himmel bliv sort, og åben dine sluser, så jeg kan drukne mine sorger ! Skreg Georg.
   Men himlen hørte ikke den gamle, udtjente cykel. Den blev blot endnu mere lyseblå, og solen endnu varmere. Det gjorde så ondt at tænke på alle de gode stunder han og Tage havde haft. Den første dag Tage tog ham i sine hænder. Det var nede i cykelhandlerens kælder. Tage havde kælende kørt sin ru hånd ned over Georgs blanke, højrøde stel. Hen over stangen, op over sadlen, og til sidst med sin håndflade, et solidt klask på bagagebæreren, hvorefter han højt havde råbt: Ja den ta'r jeg sgu!
   Det havde været en fantastisk dag!

Tage kunne slet ikke få nok af sin nye cykel. Han cyklede og cyklede bare derud af. Han glemte helt at spise, og drikke og gå på toilettet og sådan noget. Han drønede ned til sportshallen, og kørte rundt i cirkler på den store parkeringsplads. Hen forbi købmanden, mens han kiggede rundt til alle sider, for at holde øje med alle de mennesker, der helt sikkert sagde til hinanden: Se ham på cyklen der! Han er godt nok heldig, at han har sådan en flot cykel. Og nogle andre sagde måske: hvor ser han elegant ud på den skinnende cykel, han ligner næsten en konge - han må være en lykkens pamfilius. Og det var netop sådan Tage følte sig. Han var så lykkelig. Hvis man kan være forelsket i en cykel, så var det det Tage var. Drøn forelsket!

Så let det er at blive glemt og forladt. Georg var skiftevis ulykkelig og vred. Han lå bare der, midt i affaldet. En fed rotte var kommet til. Den begyndte først forsigtigt, siden grådigt, at nippe med sine gule, udstående fortænder, i dækket på Georgs baghjul.
   -Bare spis mig, hviskede Georg til den lille, klamme pelsklump.
   -Der er alligevel ingen der vil have mig mere. Jeg har kørt min sidste tur. Nu kan jeg lige så godt ende som rotteføde, så gør jeg da lidt nytte i døden.
   -kald bare på resten af din familie, så kan I få jer et festmåltid. Og husk også at smage på min sadel, den er dejlig mør, lige til at sætte tænderne i.
   -Åh ja! Min sadel! Tænkte Georg. Den har Tage siddet på mange gange.
   Nu var det faktisk sådan, at Tage ikke havde en særlig lækker røv. Georg kunne tydeligt huske den første gang Tage havde sat sig op på ham. Det havde været en lummer sommerdag, og Tage havde haft tynde, grønne bomuldsshorts på. Sådan nogen af dem der ikke var foer i. Tage havde haft røv-sved den dag. Det havde Tage faktisk altid.( Kom ikke og sig, at I ikke ved hvad røv-sved er. Selv om I ikke vil indrømme det, så har I alle sammen prøvet det der med, at man om sommeren kan mærke at ballerne glider frem og tilbage og fra hinanden når man går. Det er fordi man sveder i røven, og så kan man komme til at klø noget så vanvittigt, og når man så kan se sit snit til det, og ingen kigger, så klør man lige tilbage, og det er så dejligt og befriende og nemt at klø sig, når man har sådan nogle tynde sommerbukser på. Når man har kløet færdig, tænker man på om ens fingre mon nu lugter af sur røv, så man lader lige som om man klør sig under næsen, dvs. man tager en hurtig sniffer, og JA - ens fingre lugter med garanti ikke af violer. Det er røv-sved!).
   Tages røv lugtede altid, men Georg var lige glad, for han var vild med Tage, for Tage var vild med ham. De havde været et godt team de to. De havde suset op og ned af gaden, hen på sportshallens parkeringsplads, hvor de havde kørt rundt i cirkler, hen forbi købmanden, hvor folkemængden havde beundret dem:
   -Se den flotte cykel der! Havde de helt sikkert sagt.
   Og andre havde sagt: Sikke dog nogle blanke eger, og se lige nogle flotte kurver kædeskærmen har!
   Det var den gang. Årene var fløjet af sted, og de havde sat deres efterhånden tydelige spor på Georg. Lidt rust her og der. En del skrammer på skærmene. Revner i lædersadlen. Forbremsen havde ikke virket de sidste par år, og Georg var oven i købet blevet lidt utæt i den ene slange.
   Han havde til at starte med ikke bemærket, at Tage opførte sig anderledes. Godt nok havde de ofte i den seneste tid, slået deres vej ind forbi cykelhandleren, men Georg havde troet at Tage havde været inde for at købe kædeolie eller nye cykelslanger eller pudsemiddel eller andre ting som man nu engang er nødt til at købe, når man er cykelejer. Men Georg havde alligevel ikke rigtig mærket noget til disse indkøb.
   Det var først den dag Tage glad kom ud fra cykelhandleren, med et farvestrålende katalog under armen, at alarmklokkerne begyndte at ringe.
   Men da var det for sent - Tage var som besat. Hans øjne glødede, hans krop emmede af iver, og hans bagdel lugtede værre end nogen sinde før, da han satte sig op på Georg og cyklede hjem ad.

Tage trådte hårdt i pedalerne. Han bed tænderne sammen, og spurtede af sted på det gyldne lyn, mens han lænede sig ind over styret med sænket hoved, for at strømline sin pandeskal og dermed mindske vindmodstanden. Det gik fanme stærkt nu.
   Smok.... og cykel-stop! Tages svedige røv lettede fra den slanke sports-sadel, og hans krop fløj hen over gedebukkestyret. Og KLASK! Tage landede på bagsmækken af en sølvfarvet Toyota Corolla, der holdt parkeret ved kantstenen uden for døgneren. Cyklen strøg ud på vejen, hvor den desværre straks blev kørt over af en meget stor lastbil, med hænger og mange hjul.
   Forholdet endte den dag. Tage var sur og ked af det. Han følte sig svigtet, havde det næsten som om hans hjerte var blevet flået ud af brystkassen. Han havde elsket den nye cykel. Den var så dejlig og lækker. Han havde fået et kick når han kørte på den - følt sig som en fandens sej karl. Men den ville åbenbart ikke have ham. Nu han tænkte over det, så havde sadlen faktisk skavet ham i skridtet. Det havde nok egentlig også været lidt hårdt for ryggen, sådan at køre med racerstyr. Og så de der pedaler, hvor man altid var nødt til at køre rundt med click-on-cykel-sko på! Ikke godt - svært at komme af cyklen, og skoene larmede opsigtsvækkende højt når man gik.
   Åh gud! Hvad havde han dog gjort...!

Den store rotte-familie gik virkelig til den. Det gjorde lidt ondt når de bed med deres sylespidse tænder. Men denne smerte var intet imod den smerte der dunkede i Georgs hjerte.
   En flok måger lettede fra affaldsdyngerne længere henne. Georg rettede sin forlygte mod stedet, og så en ung mand komme gående. Han havde gule gummistøvler på, og vadede bare igennem bunkerne med opsvulmede tisse- og lorte bleer, gamle blikdåser og vindhærgede plankeværk og alle de andre ting der normalt er på en losseplads. Pludselig stoppede han op et øjeblik, og så satte han i løb hen mod Georg, og rotterne forsvandt væk til alle sider.
   -Er du da vimmer mand, sagde han højt til sig selv.
   -Sikke dog en fantastisk skat, der ligger her midt i alt det ulækre affald.
   Georg rødmede under rusten. Det var ham manden snakkede om.
   -Smukke cykel! Sagde den unge mand.
   -Du skal da vist med mig hjem.
   Og så hankede han op i Georg og tog ham på nakken, og traskede igennem affaldsdyngerne. Da de kom ud på vejen, trak manden af sted med Georg, mens han smilede over hele hovedet.

Tage ledte og ledte - solen var ved at gå ned. Der var fanme kun alt muligt skidt og lort omkring ham, men ingen Georg. Tage snøftede, og med skjorteærmet tørrede han vredt tårerne af sine beskidte kinder, og snottet af næsen.
   Han havde smidt sin elskede cykel ud. Han havde været så betaget af det gyldne lyn. Havde gået og kigget på den racer-cykel i en måned, og måtte bare til sidst ha' den, kunne ikke sove, eller tænke ordentligt før han havde prøvet at køre på den. Og så havde Georg bare lige pludselig irriteret ham så meget. Og var blevet så gammel og grim at se på. Det havde været en god fornemmelse at smide Georg på losseren, så var han væk, og Tage kunne koncentrere sig om sin ny-erhvervelse. Men åh du milde, hvor Tage fortrød det nu.

Den unge mand, der for øvrigt hed Kjeld, og boede i et kollektiv i udkanten af byen, var vildt glad for at have scoret Georg. Han syntes Georg var en super dejlig cykel, og han nussede og puslede om ham, med kædeolie og nye slanger. Sadlen fik en god gang isoleringstape, og han malede George i nogle dejlige livsbekræftende farver. Georg var lykkelig igen.

Tage var absolut ikke ved muffen. Han havde været så forblændet af den nye, lækre, og havde bare smidt sin gamle trofaste ud med hård hånd.
   -Så! Havde han sikkert tænkt.
   -Nu gider jeg sgu ikke køre på dig mere, dit gamle lig! Jeg har fundet noget der er mere spændende.
   Men det var jo en kort fornøjelse for Tage - det opdagede han bare for sent.

Og Kjeld døjede slet ikke med ulækkert røv-sved lige som Tage.