Valdemar åbnede øjnene til en ny dag, men lukkede dem hurtigt igen. Han kneb øjnene hårdt sammen, og holdt vejret et par sekunder og ventede. Men dagen var kommet, og Valdemar skulle op. Han pustede hårdt ud, så støvet fløj rundt i det gyldne morgenlys. Hovedet blev ransaget for undskyldninger til at blive liggende under den varme dyne, men ingen lød særligt overbevisende. Han satte sig op i sengen, og mærkede den middelalderende krop værke og knirke som et gammelt bornholmerur. Fødderne stak han i sine gamle udslidte sutter, han kløede sig på sin halvskaldede isse, gabte og rakte ud efter sine briller på natbordet. En ny dag var begyndt.

Døren smækkede hårdt, så det gav genlyd i gangen. Valdemar stillede paraplyen op af væggen, og hængte den gennemblødte jakke til tørre. Han selv var gennemblødt fra top til tå, og rystede frygteligt, men ikke af kulde. Han var rasende og på grådens rand igen. Han kunne næsten ikke få snørebåndene op, så anstrengte var hans fingre, og verden blev sløret, da brillerne gang på gang røg ned af hans store næse, mens han stod lænet ned over skoene. Et øjeblik stod han ubeslutsomt svajende i gangen med en enkelt sko på, og en næse som dryppede. Så græd han.

Valdemar havde været så voldsomt følelsesladet på det sidste. Han græd når han skar løg, græd når han strøg skjorter, græd når han så "Fra skrot til slot", græd når han hørte mikroovnens høje BING. Men han græd aldrig udenfor lejligheden, og aldrig når der var andre mennesker omkring ham. Han havde et papirarbejde i et offentligt firma, og havde siddet ved det samme skrivebord igennem de sidste 27 år - ikke engang tapetet havde skiftet farve siden Valdemar begyndte, det falmede bare langsomt hen og det gjorde Valdemar også.
   Han tænkte tit på alle de ting han havde lyst til. Han havde en forfærdelig lyst til at rejse. Som ung drømte han om at starte sit eget firma, måske en lille restaurant. Men tiden var fløjet af sted, og pludselig var han nødt til at finde sin skrivebordsplads i det danske samfund - derefter var tiden blevet gammel sammen med ham. Sommetider gik den nærmest i stå, som en gammel mand der ubeslutsomt står og svajer med kun den ene sko på.

Valdemar gik ud i badeværelset for at pudse næsen og blev mødt af et fedtet spejlbillede. For første gang i flere år mødte han sit eget blik, og lagde mærke til de mørke rande under øjnene. Det var tydeligt at han havde grædt, de små røde spor afslørede ham hurtigt. Han fik ondt af manden i spejlet, for han indså at han var slidt og tiden hang ham i ærmet som en gammel kliché. Han støttede med begge hænder på porcelænsvasken, og studerede de dybe furer i spejlbilledets pande.
   "Det skal nok gå," sagde Valdemar højt til spejlbilledet.
   Lyden rungede i det beskidte badeværelse, pæren blinkede et par gange i loftet og Valdemar så skygger danse på sin iris.
   "Det skal nok gå," gentog han, og tårerne begyndte at trille ned af kinderne igen. Han genkendte sin egen ensomhed og uudfriede lyst. Så gik pæren helt ud, og der blev mørkt.
   "Det skal nok gå," lød det fra mørket.

I de efterfølgende dage blev det en vane for Valdemar at tale med sit spejlbillede, som altid var der, når han havde brug for det. Han vidste godt, at det var skørt, men genkendelighedens glæde overgik fornuften, og det var længe siden han var blevet genkendt. Men når han så ind i de mørkebrune øjne, og genkendte sig selv, fandt han trøst og glæde til at stå op den næste morgen. Når han kom udmattet hjem fra arbejde, gik han direkte ind til spejlet.
   "Ja, jeg ved det godt," sagde han og snøftede lidt.
   "Det hele er noget lort, Ramedlav." Han så ind i de mørke øjne endnu en gang, og så en mand der forstod Valdemars frustration.
   "Du føler dig snydt," forsatte Valdemar, "snydt for livet og glæden. De lader som om du ikke eksisterer, men det gør du. Det gør du, Ramedlav, jeg ser dig hver eneste dag."
   En kort stilhed mellem mand og spejl.
   "Jeg ser dig."
   Valdemar stak en vatpinde i venstre øre, så det kildede et sted bag næsen. Det lod til at gøre ham i bedre humør. Han pegede på Ramedlav med den frie hånds pegefinger, mens han kørte vatpinden rundt.
   "Det kan godt være, at du ikke ser ud af meget, gamle mand," begyndte Valdemar med en skæv grimasse, "men du har potentiale ud over alle grænser." Han smed vatpinden ud, og kørte en kam gennem det mangelfulde hår, mens han snakkede videre.
   "En dag vil du imponere alle. Du venter bare på det rigtig øjeblik, gør du."
   Valdemar var sikker på, at han så Ramedlav vokse et par centimeter.

Vejret var gråt udenfor de grå kontorlokaler. Gråt i gråt i gråt. Valdemar sad i hjørnet, ubemærket, og blev oplyst af de klare fosforrør i loftet og sin computerskærm. Der var helt stille i kontoret udover en enkelt der talte i telefon, og lyden af klikkende tastaturer. Valdemars kontorstol gav en høj knirkelyd, da han rettede sig en smule op og sukkede. Endnu en høj knirkelyd efterfulgte, da han lænede sig godt tilbage i stolen, lagde hænderne på sit baghoved og kikkede op i det hvide loft. Dagen føltes længere end nogensinde. Da sekretæren for tre timer siden kom med morgenkaffe til alle, var alle desværre ikke Valdemar.
   "Åh ... er du også kaffedrikker? Der kan man bare se," sagde hun og kluk-grinede. "Det må du sørme undskyld... øhm ..."
   "Valdemar," hjalp han hende.
   "Åh ja, selvfølgelig, Valdemar," hun grinte igen. "Men du plejer da også altid at have din lille termokande med, gør du ikke? Og din lille madpakke."
   Valdemar kunne høre folk grine lavmælt bag ham. Han smilte bare skævt, nikkede og satte sig tilbage på sin plads, tomhændet. Og hun havde selvfølgelig ret; han havde sin termokande med varm kaffe. Han vidste jo godt, at de ikke havde kaffe med til ham.
   Han satte sig ved sit skrivebord og åbnede tredje skuffe, hvor termokanden og hans madpakke lå. Men ved lugten af kontorlunken leverpostej, rynkede han på næsen og lukkede skuffen igen. Han skævede til sine kollegaer, som var samlet om sekretærens skrivebord og som grinte højt. Han følte en lille skrøbelig ting briste indeni.
   Fjerde skuffe blev åbnet i stedet, som normalt var tom.
   Helt nede på bunden lå Ramedlav og kikkede op på ham, som havde han kun ventet på at Valdemar ville åbne denne skuffe. Forsigtigt samlede Valdemar håndspejlet op, uden at nogle bemærkede ham – en risiko, som var ufattelig lille. Han vendte ryggen til kontoret, og så ned på spejlbilledet.
   "Hej Ramedlav," hviskede han.
   Ramedlav smilede ham i møde, men blev straks alvorlig, da han fik øje på Valdemars triste øjne.
   "Ja, jeg ved det godt, jeg ved det godt," tårerne vældede allerede op, men han fik styr på sig selv.
   Valdemar tog en dyb indånding og pustede langsomt ud.
   "De ved ingenting om dig, Ramedlav. Hvis de gjorde, så ville de behandle dig med respekt. Og du burde behandle dig selv med lidt større respekt," Valdemar følte vreden boble indeni.
   "Du burde sige noget til dem. Eller give dem en på snotten!"
   Valdemar kunne ikke lade være med at grine, da han så glimtet i Ramedlavs øjne.

Efter nogle få måneder var Valdemar begyndt at have spejle overalt. I hver eneste jakke han havde, lå der et lille håndspejl i den ene lomme. I hvert et rum i hans lejlighed, hang der et spejl. Han havde et spejl til enhver lejlighed og situation, han følte sig nærmest nøgen uden et. Han talte med Ramedlav hver eneste dag, og fandt ud af, at de to havde meget til fælles.

"Ved du hvad?" sagde Valdemar glad til Ramedlav en søndag.
   "Du kan gøre alt du har lyst til!" Valdemar tændte for bruseren, og lod den rende varm.
   "Du er en mand i dine bedste år, og med et hjerte af guld!" Han tog tøjet af, sokkerne først, underbukserne sidst, kradsede sig selv på maven og lagde brillerne på hylden. Alting blev sløret.
   "Ingen kan stoppe dig fra at udleve dine drømme, Ramedlav," tilføjede Valdemar mens han kneb øjnene sammen for at se bedre. Han smilte stort, og gennem tågen kunne han se et smil tilbage.
   Efter badet følte Valdemar sig som en ny mand. Ja, han havde faktisk fået lyst til at ringe til sin bankrådgiver, og spørger hvad det mon ville koste at starte eget firma op. Han viklede et håndklæde om livet, og viskede spejlet rent for dug. Han kneb øjnene godt sammen, men kunne ikke rigtig se noget. Brillerne blev pudset, før de røg på næsen, og så vendte Valdemar sig igen mod spejlet.
   Men der var ingen.
   Ramedlav var væk.
   Valdemar holdt vejret, forstod ikke hvad det var der var sket. Han så sit badeværelse, fuld af damp, men intet spejlbillede. Han vinkede målløs med sin venstre hånd foran spejlet, men det hjalp ikke. Febrilsk samlede Valdemar sine bukser op fra gulvet, og rodede i lommerne efter sit lille håndspejl.
   Langsomt førte han spejlet op i øjenhøjde, men så ikke andet end de småsnavsede håndklæder bag sig.

Ude fra gangen hørte han entredøren smække.