Det er mørkt, koldt og vinden rusker i mit vindue. Jeg ligger svøbet ind i fire tæpper og min dyne. Godt et halv år efter min syv års fødselsdag, blev jeg syg. Det er nu et år siden. Jeg har leukæmi. Lægerne har givet mig et halvt år endnu. Dette bliver formentlig min sidste jul. Jeg ligger og kigger op på stjernerne. Et stjerneskud passerer himlen. Jeg ønsker. Det har min far lært mig, man skal, når man ser et stjerneskud. Jeg ligger og kigger lidt, mens der bliver helt stille, og jeg næsten er ved at komme i drømmeland. Pludselig begynder min radiator at ryste, og der ryger damp ud. Mine gardiner flakker fra side til side, og mit vindue åbner sig. Jeg hører et bump, og skurdøren åbner sig. Sneen bliver helt gul pga. det lys der, pludselig kommer fra skuret. Jeg rejser mig op i sengen. Jeg tager min paryk på, og griber fat i min langarmede abebamse, han hedder Ingolf. Mine ben skælver under mig. De sidste par måneder har jeg været utrolig svag. De få skridt hen til døren føles som 100 m. Jeg går forbi mor og fars soveværelse. Fars snorken overdøver mine trin på det nyvaskede gulv. Jeg hopper i mine gummistøvler og lister ud af døren. Sneen kvaser under mine støvler. Jeg bevæger mig forsigtigt hen til skurdøren. En underlig hvisken lyder derinde fra. Jeg stopper op, og venter et øjeblik. Mine ben skælver under mig. Jeg fryser, men jeg er nysgerrig. Det er nok én af de ting, jeg har arvet fra min mor udover min stædighed, ellers ligner jeg min far fuldstændig. Jeg bevæger mig et skridt nærmere. Den underlige hvisken hører op, og en overvægtig, gråhårede mand med hvidt skæg dukker op. Han stirrer på mig, og et kort øjeblik efter spørger han: "Nej, men er dét ikke lille Ida?" Jeg kigger stiltiende på ham, og ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller gøre. Den store overvægtige mand, rækker sin hånd ud mod mig. Jeg griber fat i den, og han trækker mig med ind i skuret. Han siger, jeg ikke skal være bange. Inde i skuret ser jeg to rensdyr, en lille dreng med store ører. Det må være den overvægtige mands søn, tænker jeg. Den lille fyr knipser med fingrene, og frem kommer en kane. Jeg udbryder: "Det ligner Julemandens kane!" Den overvægtige mand udbryder: "Jamen, jeg er skam også Julemanden, og det her er min søn Klak," hvorefter han peger på den lille dreng, og udbryder et grin i retning af: hohohohoooo. Jeg kan ikke lade være at smile. Mit ønske er gået i opfyldelse! Da jeg så stjerneskuddet, ønskede jeg at opleve Julemanden, inden himlens engle kommer og henter mig. Jeg bliver vist op i kanen, og Klak bringer Ingolf og jeg et tæppe. Julemanden siger en masse ord, jeg ikke forstår, og så flyver kanen. Der lyder en masse larm, men det ser ikke ud til, at mor og far hører noget.

Vi lander på en ø med en masse sne. Klak fortæller mig, at det her er Grønland. Jeg er så glad, men jeg kan mærke, jeg bliver mere og mere svag. Jeg kan næsten ikke komme ud af kanen. Julemanden bærer mig op af kanen, og jeg kommer ind i varmen. Jeg bliver sat på en stol foran en dejlig varm kamin. En dame ved navn Julie kommer hen til mig med en skål dejlig varm risengrød med ekstra smørklat. Julie fortæller mig, at hun er "Julemanden", Nicholas kone. Jeg nikker, men er så svag, at jeg næsten ikke kan løfte skeen. Julie siger, at jeg skal spise grøden helt op, og bagefter har jeg det meget bedre. Det er nemlig en magisk grød, der får mig til at føle mig helt rask. Den virker dog kun et døgn, og kun mens jeg er på Grønland. Jeg spiser op, og bagefter har jeg brug for at hvile mig lidt. Mens jeg ligger og slapper af, kommer Klak over til mig. Han fortæller mig, at han er en drillenisse og, at det er ham, der har gemt forskellige ting hjemme hos mig, men det var kun for at drille mig. Jeg griner. Et kort øjeblik efter undrer jeg mig over, at jeg kan grine uden at have smerter i maven. Klak siger, at han synes, jeg skal rejse mig op. Jeg rejser mig op, og kigger rundt. Mit syn er blevet klarere, og mine ben ryster ikke længere. Jeg føler mig fri. Fri som fuglen. Jeg hopper rundt af ren glæde. Julie beder Klak vise mig værkstedet. Jeg går med Klak. Vi går ind af en lille gang, og helt nede ved panelet ved gulvet er en lille dør. Klak trykker på en knap, og pludselig bliver døren meget større, og vi går ind. Inde på den anden side af døren, er en masse larm, og utrolig mange nisser. Der er pakkenisser, drillenisser, madnisser, tryllenisser og mange andre slags nisser. Klak viser mig legetøjsmaskinen. Her bliver alle børns legetøj lavet. Jeg får lov at hjælpe til med at lave legetøjet, og bagefter er der aftensmad. Dejlig, lækker risengrød som kun Julie kan lave den. Jeg er helt mæt bagefter. Efter vi har spist, viser Klak mig rensdyrene. Rudolf, som det ene rensdyr hedder, skal være far. Klak siger, at Moren skal føde i dag. Ganske rigtig moren Kimse, føder et smukt, lille rensdyr med en rød tud lige som sin far. Klak og jeg går tilbage til køkkenet. Julemanden spørger mig, hvad jeg ønsker mig til jul. Jeg svarer, at jeg ønsker mig at være rask. Julemanden beder mig sætte mig ned. Han tager min hånd, og siger: "Ida, hvor end jeg gerne ville, kan jeg ikke gøre dig rask. Det er Guds valg, at du ikke hører til her på Jorden. Du skal i himlen, hvor der er paradis, og jeg lover dig, at jeg hver eneste jul nok skal flyve en tur forbi himlen og sige god jul til dig." Jeg smiler, og siger, at jeg ønsker mig en lillesøster. Julemanden griner, og siger det er ved at være sengetid.

Næste morgen bliver jeg vækket meget tidlig af Klak, han tager mig med over til Julemandes kane, hvor julemanden venter på mig. Klak siger, det er på tide at komme hjem, så mine forældre ikke bliver bekymrede. Jeg siger farvel til Julie, og træder op i kanen. Vi flyver og få minutter senere, er vi i vores lille skur igen. Jeg træder ud af kanen, og siger farvel til Klak og Julemanden. De siger til mig, at jeg ikke skal være bange for døden. Jeg vender mig om, og kigger tilbage, og pludselig er de væk. Jeg mærker et stik i brystkassen, og jeg falder sammen. Jeg ligger i sneen, og kigger mod himlen. Jeg tror nok, at jeg kan se en kane flyve henover himlen. Det er ved at være lyst, og jeg kan høre mor trampe rundt i sine sædvanlig søndagssokker ude i køkkenet. Jeg hører et skrig, og få sekunder efter står mor foran mig. Jeg bliver meget dårlig, og begynder at svede, selvom jeg ligger udenfor i -6 grader og sne. Far og mor bærer mig ind i stuen, og en læge kommer til mig. Jeg bliver taget med på hospitalet, og får besked på at holde jul her. Jeg får det lidt bedre, da mor fortæller mig, at jeg skal være storesøster. Jeg smiler. Jeg kan se noget lyst. Er det mon englen? Alt bipper omkring mig. Mor skriger...