Han gik med hastige skridt fra parkeringspladsen, hen mod det lille hus 200 m derfra. Det var en usædvanlig smuk dag, og han var nødt til at tage den mørkeblå kasket af i varmen. Han mærkede sveddråberne løbe ned fra sine nakkehår og ned i kraven på sin politiuniform, men han havde andet at tænke på. Han var blevet pålagt to opgaver den dag, da der ikke var andre, der ville gøre det. Han undres over, hvorfor mennesker var så sky når det kom til et budskab om død.
   Aftenen før havde en ung bilist drukket, og kørt galt med sin veninde på bagsædet. Ingen brød sig om at tage ud til de pårørende, men han havde ikke noget imod det. Tværtimod.
   Han vidste godt hvad der ventede ham. Tårerne og gråden rørte ham ikke længere, og han var mester i at støtte de bævende mødre til et sted at sidde. Det var hans opgave at lytte til deres råb, og samle dem op fra gulvet som glasskår. Det var ren rutine.

Han ringede på døren, og en smuk kvinde åbnede. Hun så overrasket på ham, og han smilte venligt, men beklageligt, som så mange gange før. "Er De Elisabeth Hansen?" spurgte han, selv om der ikke var nogen tvivl om, at hun var drengens mor. Hun nikkede og inviterede ham indenfor akkurat efter bogen. "Er der noget galt?" Hun lød oprigtig bekymret, og stod i en afventende position med let rynkede bryn. Han scannede rummet på få sekunder for det mest optimale sted at fortælle hende, at hendes søn er død. Han nærmede sig målbevidst køkkenbordet, og spurgte om han måtte sætte sig. "Endelig." svarede hun, og tog, som han forventede, en stol til sig selv. I film bad politiet altid dem om at sidde ned, og på den måde fattede de mistanke om det frygtelige, langt før det blev dem fortalt. På denne måde undgik han det, og nu sad hun der og stirrede på ham. "Det gør mig ondt at fortælle dem, at der har været en ulykke..." Han betragtede hende, mens han fortalte hvordan det var gået til. Han så spillet i hendes øjne, da hendes verden brød sammen og vidste, at på grund af hans budskab, ville hendes verden ændre sig for altid. For hende, var hendes søn ikke død, før han fortalte hende det. Hun sad først vantro med åben mund og tårer i øjnene, før hun begravede sit ansigt i hendes røde hænder. Hun hulkede så hun ikke kunne få vejret, og han lagde blidt sin højre hånd på hendes skulder og mærkede blodet pulse i ham. Han slugte hendes reaktion og sorg som han havde skabt. Han stod hos hende i et stykke tid, og oplyste hende så om de mere praktiske informationer, og spurgte om hun havde en at ringe til. Hun så op på ham, som om hun pludselig blev bevidst om hans tilstedeværelse. Han vidste, at hun havde lukket ham ude af sin verden, men nu var han der igen. Som den nådefulde engel, som bar hende over ilden, der brændte i hende.

Da han forlod huset, kørte adrenalinen i ham som en mægtig pumpe, der hævede ham over alt andet. Han låste sin bil op og kørte videre mod det sidste hus, som ikke lå langt derfra. Han sad i bilen foran huset i nogle minutter, mens han overvejede måden at meddele ulykken på. Han kunne lide at sidde i bilen, og spekulere på om det mon var manden eller kvinden der åbnede. Hvis kvinden åbnede, ville han være tilfreds.
   Han steg ud af bilen, og rettede på uniformen igen. Så sig i sidespejlet og så ingenting. Han smilte kort, men trak så vejret dybt og tog sin beklagelige maske på igen. Den lugtede af sved og strammede over hans næseryg. Han bankede på døren, men ingen åbnede. Han bankede på et par gange, før han bevægede sig om bag i haven. "Hallo?" råbte han, og hørte så en puslen bag huset. Det var en kvinde, der var ved at hænge vasketøj op. Hun var meget ung, men han var ikke i tvivl om, at det var pigens mor. En identitet som snart ville forsvinde som dug fra solen, fordi han ville fortælle hende, at hendes tid som pigens mor er fortid for altid. "Hvem er du?" spurgte hun mistroisk, da hun så ham. "Min mand er ikke hjemme." Han rømmede og svarede; "Det drejer sig om din datter. Tror De, at vi kan gå indenfor et øjeblik?" Hun så op på ham med barske øjne, og nikkede omsider. Hendes læber var sprukne og hendes hår hang i tjavser, men hun var meget smuk på sin egen måde. Hun virkede ikke bekymret, men nærmere irriteret. Hendes datter havde også en kriminel fortid, så hun tænkte nok, at hun havde rodet sig ud i noget igen. Om lidt ville hun ønske at det blot var det, tænkte han. De satte sig ved et bord, og hun tændte en cigaret og så på ham med hævede øjenbryn. Da han først ikke viste tilløb til at fortælle noget, viftede hun med cigaretten og spurgte: "Nå?" Hun pustede røgen ud i rummet, og han rømmede sig lidt, satte sig til rette og begyndte showet. "Deres datter har været ude for en ulykke. Hun sad på bagsædet, da bilen ramte rabatten ... der er desværre intet lægerne kunne gøre for hende."
   Han ventede på en reaktion, men der kom ingen.

Hun sukkede dybt og skoddet så sin cigaret og så køligt på ham. "Er hun død?" spurgte hun uden tegn på fortvivlelse. Hun fornægter det, tænkte han. "Ja, hun er død." svarede han hende, og var parat til at ligge sin hånd på hendes skulder. Men hun nikkede blot, og tændte en ny cigaret. "Ryger du?" spurgte hun og rakte cigaretterne mod ham. "Øh, nej tak." Hun trak på skulderne, og lagde pakken ned på bordet igen, og så ud af vinduet. "Det måtte ske før eller siden. Hun var altid over alt, den grimme unge. Over alt, siger jeg dig. Jeg sagde til hende, hun skulle holde sig væk fra de såkaldte venner hun rendte rundt med, men så gik fanden i hende. Som altid." Hun tog et hiv mere, og så på ham for at se om han fattede hvad hun sagde. "Hun har aldrig været nem. Til sidst måtte vi have hende ud, og jeg har ikke set hende siden." Han betragtede hende, men der var ikke en bæven omkring hendes sprukne læber, ingen tårer i hendes øjenkrog, ingen søgen efter ord til at beskrive sorgens greb. Ingenting. Han så på hende og så ingenting. "Skal vi betale for begravelsen?" spurgte hun i en bebrejdende tone. Han var forvirret, og ledte efter ord. Han gav hende en folder med praktisk informationer til den pårørende. Han spurgte om det eneste han kunne komme på: "Er der nogen du kan ringe til?" Hun så på ham. "Ringe til?" Han rejste sig, og det gjorde hun også. Cigaretten hang i hendes mundvige, og hun børstede lidt krummer på gulvet med den ene håndflade. "Ja, altså ... nogen andre pårørende. Som kan være her sammen med dig, og ... øh..." Nu så hun lige så forvirret ud som han gjorde. De stod overfor hinanden, og så forvirret på den anden part. Rummet emmede af stilhed, som der så tit gør efter et dødsfald, og de stod bare og så på hinanden og så ingenting. "Naaa, Henning kommer snart hjem fra arbejde, og han bliver alligevel så gal, når jeg ringer og rykker efter ham. Men hvis du vil have mig undskyldt...?" Han stirrede intenst på hende, indtil han blev klar over, at hun faktisk var ligeglad. Hendes datter var blevet dræbt i en bilulykke og hun var ligeglad. Hun følte ingenting. Han forlod hende med vasketøjet, så sig tilbage, og så at hun var i gang med at hænge et rødt lagen til tørre.
   Han satte sig ud i bilen og græd.