I


I dag vågnede jeg op til min sidste dag.
   Jeg vidste det længe før øjnene mødte dagens første lys.
   Min første tanke, den dag, var, hvilken hverdagsvelsignelse det er at have et sydvendt soveværelse.

Jeg lod mine fingre danse henover hans side af sengen, stadig varm, mens vintersolen kastede farverefleksioner gennem ruden.
   En af de dage med elektricitet og iskrystaller i luften. Ren himmel, høj sol, fyldt ud af vores hverdagslarm.
   Jeg trak hånden til mig, rullede om på siden og trak hans pude til mig. Begravede næsen i duften, jeg kalder tryghed.

Senere da jeg stod nøgen foran spejlet, tænkte jeg på, hvor meget af min ungdom, jeg havde spildt på hade mig selv og min krop og mine tænder og rynker og...
   Så grinede jeg, blottede det fineste, hvide tandsæt og mumlede ud i ingenting, hvor alting mødes:
   For helvede
   Jeg bed mig i læben ved synet af nattens mærker i min hud. Røde, brændende streger, fra de fineste piskesmæld. Jeg tænkte på første gang, en kæreste havde pisket mig og blottede igen det hvide tandsæt, inden den skønneste symfoni af forløsningsskrig og hæse støn opstod i mit hoved.

Udenfor ventede hverdagen, med en kold sol hængende over byens tage.
   Tanken om kulden udenfor fik mine brystvorter til at stritte, og jeg smilede en sidste gang til mit eget spejlbillede ved tanken om altid at have været velsignet med smukke bryster.
   Runde og faste, lidt større end en håndfuld.
   For helvede, hvis man da bare ikke havde spildt så meget tid på alle de åndssvage tanker.

Vemodet rev, da det gik op for mig, at jeg aldrig ville nå at se kroppens forvandling - alt det, jeg havde frygtet hele min ungdom. Rynkerne, der fortæller historier om liv, brysterne, der bukker under for tyngdekraften og hænder med hud så tynd som silkepapir.
   30 år er ikke længere lige rundt om hjørnet, og dagens lyde bliver de sidste, jeg hører.
   Biler, dørklokker og andres småbørn.

Mon han nogensinde får børn, var min sidste nøgne tanke den dag... Nogensinde.


II


På bordet i stuen stod morgenritualernes rester og strålede i det skønneste, mest simple skær. Halvfyldte kaffekrus, halvfyldt askebæger og en lille gul seddel med ordene:
   God morgen, baby.
   Du er den smukkeste,
   når du sover.
   Jeg håber din dag bliver bedre end god.
   Jeg glæder mig til at kysse på dig.

Ps.
   Jeg er din.

Jeg sukkede og følte pludselig hele verdens lethed strømme gennem blodet.
   Så simpel en morgen, fuld af trivialiteter fra første øjenkast.

Jeg satte mig i sofaen og tændte en smøg. Tænkte at idag kunne være en god dag at stoppe med at ryge.
   Så grinede jeg ad min egen tørre tanke og tænkte i stedte på ham.
   Og hans kys.
   Vemodet rev igen, så jeg besluttede mig for ikke at tænke på ham hele dagen. Overvejede tilgengæld at stille mig ud på altanen og smide mine blå kings i hovedet på en tilfældig med ordene "Hej. Jeg skal alligevel dø i dag, og det her går simpelthen for langsomt".

I stedet røg jeg færdig og tog på arbejde.
   For sidste gang.
   Busturen var den smukkeste tur og jeg mærkede et stik i hjertet af ren fryd over den naturlige skønhed, der ligger derude, hvis man bare gider rulle gardinerne fra.
   Jeg tænkte på, at gardiner er en unødvendig opfindelse, der burde afskaffes.


Vi kan jo bare lukke øjnene.

På arbejdet var alt som det plejede.
   Og da jeg slukkede lyset og låste døren, så alt rigtigt ud. På overfladen.
   Jeg sukkede ved tanken om, at det altid er der man kigge først, der hvor det ikke betyder noget.
   Et fint dækket morgenbord, nyredt hår og skinnende, tom håndvask.

Ingen vil lægge mærke til de manglende morfinsprøjter i det aflåste skab.
   I hvert fald ikke før i morgen.

I morgen, ordet der pludselig fik ingen og alverdens betydning

III


Om aftenen holdte vi i hånd, mens fjernsynet skabte baggrundstøj.
   Jeg fortalte ham, at han havde de smukkeste hænder, jeg nogensinde havde set. Og jeg mente det.
   Så smilede jeg fjollet og vidste, at han ikke ville forstå, hvorfor lige netop disse ord, sagt uden løgn, betød så meget.
   Og mens rulleteksterne fra en ligegyldig firserfilm rullede over skærmen, overvejede jeg om livet ville have været anderledes, hvis jeg aldrig havde løjet.

"Jeg glæder mig til at vågne med dig i morgen", hviskede han ned i mit hår.
   "I lige måde", kvitterede jeg.

Sandheden kan være tarvelig, men løgnen er fej.
   Jeg var fej.

Jeg vil blive gammel med dig, plejede jeg at sige.
   Og mene.
   Tårerne pressede sig på, så jeg knugede hans hånd hårdt og forsøgte at nyde følelsen af hans ru hud mod min.
   Han tog mit ansigt mellem sine hænder og kyssede mig dybere og længere end normalt. Jeg tænkte på, om han vidste, hvad der ville ske og hvad der mon ville ske med ham, inden jeg besluttede mig for ikke at tænke mere og forsvandt væk i et kys, der mindede om det første.


Soveværelset stod i perfekt kontrast til det jeg var vågnet op til.
   Badet i månelys.
   "Hvor er her lyst og smukt", mumlede han med varm ånde mod min nakke, da vi lå i ske under fælles dyne.
   Der var lyst. Og smukt.
   Vi lå lidt, uden ord, nøgne.
   "Jeg har dig", hviskede han og jeg knugede hans arm hårdere ind til brystet end normalt.
   Så faldt han i søvn. Jeg lå længe og så ud i det lyse, mørke ingenting uden at tænke, for det havde jeg besluttet, inden jeg rejste mig og fandt sprøjterne i tasken.

På badeværelset kiggede jeg en sidste gang på mig selv og konkluderede at min største fortrydelse var selvhad.
   Jeg burde have smilet mere.
   Jeg talte 12 skridt fra toilettet til sengen og lagde mig til rette i perfekt ske hos ham.
   Han snorkede, ikke voldsomt, men alligevel nok til at det normalt ville have irriteret mig.
   Jeg sagde ingenting. Lå bare og lyttede til hans lyde og tænkte på, hvor mange gange, jeg havde bedt om stilhed, men i virkeligheden burde have nydt lyden af liv.

Så smilede jeg...