Det er en blæsende og kold efterårsaften. Igennem mørket kommer der en kærre skramlende. Den har to gråskimlede heste spændt foran. I fuldt trav kører den mod det faldefærdige tårn. Hun trykker sig tilbage i mod den kolde, klamme væg. Den hvide hud står i skarp kontrast til den grå stenmur. Kærren kommer langsomt nærmere. Ude over sletten leger rågerne videre. Tumler skrigende rundt. Dykker ned mellem træerne og kommer atter op igen. Hun kan høre mænd råbe, de skændes, men om hvad, kan hun ikke høre før de er ganske tæt på. Stemmerne snor sig op ad muren til hende sammen med slyngplanterne. Bærer adspredte ord op til hende.
"Heks, hun skal brændes, den lede troldkvinde."
Det går langsomt op, for hende at det er hende de snakker om. Heksen. Den tomme vindueskarm bliver genspejlet i de dybt sorte øjne. Det var dem, som havde skylden. De sorte hekseøjne i den alt for lyse hud. Kærren stopper og mændene springer ud. Kviste knækker i skovbunden, mens de leder. Hun kan høre dem trampe rundt i moset uden for tårnet. Hendes hjerte springer et slag over, og hendes hvide, lange, tynde fingre ryster. Hun tør ikke trække vejret. Glider langsomt ned på hug, stadig trykket mod muren.
"Hvad med inde i tårnet," spørger en dyb mandestemme.
Hun forstår, at det er slut, at nu skulle det ske. Nu skulle hun dø, alt havde været forgæves. Netop som hun skal til at give alt op og lade sig finde, svarer en stemme.
"Trappen er vokset til og trinene er eroderet væk, det er umuligt."
Med en mumlen sætter de sig op i kærren og kører videre ad den hullede skovvej. Giver sig til at skændes om hvem, der er skyld i, at hun var undsluppet.
Hun bliver siddende på gulvet. Langt om længe rejser hun sig op med vaklende ben. Hun går hen imod vinduet og ser på skyerne, der breder sig over nattehimlen. Vælter ind over sletten og bader hver en krog i mørke. Hun står der som gudinde og ser natten få overtaget. Hun sætter sig på den bunke mugne tæpper, der skulle forestille en seng. Nogen har brugt dette til skjule-sted før hende. Nattens storm rusker allerede i tårnet. Det piber i alle sprækker og blæser koldt igennem det tomme vindue. Hun sidder der med hænderne i skødet og rank ryg. Som hun var til kongeligt bal og ikke sad i et beskidt tårnværelse, kun iført en kort, tynd silkenatkjole. Hun fryser ikke. Sidder bare lige så stille med de fine hvide hænder hvilende i skødet. Den første tone klinger smukt over trætoppene. Den buede hage bevæger sig langsomt, mens den former ordene i sangen. Smukt og forførende. Hun tav. Tænkte sig om et øjeblik, lukkede øjnene og tænkte tilbage.
Der var blevet hvisket og tisket hver gang, hun gik forbi. Brudstykker af samtaler havde sneget sig ind i hendes øre.
"Se hende, hun er ond, hun tilkalder ånder og forfører mændene med sin overnaturlige stemme."
Hun lod sig ikke mærke med det. Svævede videre igennem de fyldte gader. Ja svævede, det var det, de sagde, at hun gjorde. Svævede igennem gaderne som en valkyrie. Overnaturligt. Det var markedsdag og gaderne var fyldte. Men hun havde ikke problemer med at komme gennem gaderne. Folk trykkede sig mod husene bare for at undgå hende. Der duftede af krydderier og nybagt brød. Røde tomater og grønne planter lyste op. Mennesker råbte op om, at det var deres varer og ikke naboens, man skulle købe og der blev handlet livligt i de små, stribede boder. Når hun gik forbi, tav de alle dog og handlen gik nærmest i stå. De fleste handlede modvilligt med hende, men det hændte, at hun blev jaget væk eller at de hvæsede, at de ikke ville have hendes forheksede penge. Det var samme aften, der var kommet besøg ud til huset inde midt i skoven. Det var sjældent, at der kom nogen ud til det øde liggende hus. Men de kom ikke for at drikke kaffe i den lille hyggelige stue. De ville ikke sidde foran kaminen og drikke en kop urtete, eller bare sidde i den store, røde sofa som man sank helt ned i. Nej, det var noget ganske andet, de var kommet for.
Det var sent og mørket havde for længst bredt sig til hver en afkrog af himlen. Kun et let rødligt skær lige over jorden vidnede om, at natten ikke havde varet længe. Det var første gang, kærren med de 2 gråskimlede heste foran, mødte hendes syn. Det var bødlens vogn. Vognen, der mindede hende om hvad der skulle ske. Hvad hun vidste der ville ske og hvad hun frygtede ville ske. Hun havde sin tynde, hvide natkjole på. Men der var ingen nåde. De bandt hendes arme på ryggen med stive, kradsende reb. Benene blev snøret godt sammen så hun ikke kunne flygte. Hun vidste, hvad der skulle ske og havde affundet sig med det. Affundet sig med flammerne, som først skulle slikke sig op af hendes lægge. Derefter ville den brændende smerte fortsætte helt op til hovedet og til sidst ville hun dø af hedeslag. Hun vidste det, affandt sig med smerten, før hun end havde mærket den. De smed hende brutalt op i kærren, hvor hun bumpede rundt mellem utallige kasser. Der lå lidt hø i bunden af vognen, det kildede hende i næsen og kradsede hendes tynde ben. Kulden lå som et tæppe over hende. Hun frøs, men ænsede det ikke. Flammerne, som havde overtaget hendes sind forhindrede kulden i at få ordentlig fat.
Hun blev smidt ind i et koldt og mørkt rum. Fugten drev ned ad væggene, gulvet var hårdt at side på og der lugtede af død. En lugt som ikke kan overdøves af nogen anden lugt. Hun lå på maven, men kunne ikke rejse sig. Hendes fødder og hænder begyndte at dunke og gøre ondt. Rebene skar sig længere og længere ind i kødet. Hun kunne mærke en sten ligge lige under hendes hofte. Den skar som en syl ind i knoglen. Hun forsøgte at komme op på knæ, men i stedet havnede hun i en endnu mere umulig stilling, med stenen pressende mod de tydelige ribben. Hun måtte være faldet i søvn for pludselig stod der en mand foran hende. Han var bred og muskuløs og havde en stor sort kappe hængende over skuldrene. Han skubbede til hende med en stor og velpudset, sort støvle. Hun trillede om på ryggen. Armene gjorde ondt, når hun lå på dem og hendes fingre var følelsesløse på grund af de stramme reb. Manden bøjede sig ned over hende og tog med et par ru hænder fat om hendes hage.
"Smuk, det er hun nu." Smiskede han.
En anden mand kom ind ad døren.
"Synd og skam at sådan en fin kvinde skal brænde op." Manden grinede en ondskabsfuld latter.
De slog kapperne om sig og gik ud ad døren. Hun lå lidt. Ventede på at de kom igen og førte hende til bålet. Men ingen kom.
Hun fik sig kæmpet op at sidde. Den kolde stenmur mærkedes tydeligt igennem det tynde lag stof. Hun kiggede rundt. Der var en briks og der stod en stol henne i hjørnet. Hun forsøgte at rejse men benene gav efter under hende. Hun lænede hovedet mod den ru væg og munden bevægede sig, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Hun prøvede igen, lukkede øjnene og sang. Hun glemte alt omkring sig. Dansede med de lyse toner omkring på engene. Fulgte efter sommerfuglen over mar-ken. Plukkede blomster, mærkede græsset under tæerne og duften af sommer i næsen. Pludselig blev hun revet ud af sine drømme, da hun kunne høre låsen klikke. Hun så op. Det var lyst uden for, men hvad var klokken mon. Skyerne dækkede over solen, men hun kunne regne ud at det måtte være eftermiddag. Hun rejste sig rystende op. Var der nogen? Den åbne dør, der symboliserede frihed, gav hende nyt håb. Hun tog et skridt, kom i tanke om, at hendes ben var bundet sammen. Forberedte sig på at falde, men der skete ikke noget. Hun kiggede ned og opdagede, at rebene var gået op. Også dem om hænderne. Hun vaklede hen mod døren. Kiggede ud, men der var ikke nogen. Der var folk på gaderne og en duft af aftensmad steg op fra hver eneste skorsten. Hun listede, eller svævede, gennem de små gader. Kunne høre smeden banke på jernet og Morlille røre i gryden med sovs. Alle sanser var skærpet. Den mindste lyd, den mindste berøring og hun snurrede rundt. Duften af nybagt brød lagde sig over gyderne. Hun var ikke nået langt, før hun kunne høre råbene.
"Heksen er væk. Heksen er væk," gjaldede over byen.
Hun svævede ufortrødent videre. Tænkte ikke over hvad hun gjorde, gjorde det bare. Uden for byen havde hun straks sat kursen mod skoven. Det var ved at mørkne. Hun dansede over sletten, rolig og afklaret. Rundt og rundt, rundt og rundt. Hun nåede skovbrynet og så straks tårnet. De havde ret. Trinene var næsten væk og det hele var overgroet med buskads. Men det var ikke noget problem. Ikke for hende. Og der var hun nu. Står i det tomme vindue og kigger ud over sletten.
Hun åbner øjnene. Ser hun står neden for tårnet. Ser flere skyer vælte ind over himlen. Blæsten river i hendes hvide natkjole. Hun lyser nærmest op, som hun går stormen i møde. Ikke som en far går, en far der skal nå hjem til sine børn. Nej, hun går, modsat ham, med løftet pande og rank ryg. Et lysglimt flænger himlen. Det skærer i øjnene, så man bliver natteblind. Overalt sidder børn og tæller sekunder, men de når ikke langt, før braget kommer. Så højt, som det kun kan lyde, hvis hele verden var faldet sammen. Hun smiler afklaret, nu forstår hun. Hun skulle ikke dø på bålet. Det havde guderne bestemt.
Så udbryder regnen, det hvide klæde klæber sig til hendes krop. Der kommer det næste lys. Hendes ansigt bliver lyst op, hun smiler. Smiler, for hun har ventet dette. Braget kommer næsten samtidig. Øredøvende, værre end det forgående. Og så bliver der stille. Skyerne glider væk, ligeså hurtigt som de var kommet. Over hende er fuldmånen. Lysende og klar, som en sol der er nogen der har skruet ned for. Så stor og så flot. Men slider man øjnene fra den, ser man de milliarder af stjerner, der som et tæppe, er blevet rullet ud på himlen. Stjernehavet er overvældende og fortryllende. Som hentet ud fra et eventyr. Et eventyr skrevet af en med fantasi. En der endnu ikke har fået sin barndom frarøvet.
Som morgnen gryer og solen lader sine første stråler ramme jorden, finder jægerne en livløs, mager kvinde liggende ved foden af det hjemsøgte tårn. Ingen forstod hende og ingen vil nogensinde forstå.