Jeg kan ikke sove. Min ryg gør ondt og rastløsheden holder mig vågen. Nu har jeg ligget og vendt mig siden kl. 22 og søvnen har kun meldt sig som en insisterende hovedpine. Jeg må ud! Min jakke hænger i gangen, så jeg er stille mens jeg lister den ned fra knagen. Jeg får ikke ordentlig fat i den, men tekstilet er mig gavmildt og støjer ikke. På med huen, hætten op over. Fantastisk sweatshirt, den luner mig allerede, selvom jeg ikke fryser.
   Døren ud til bryggerset plejer at larme lidt men jeg kender de små tricks. Siden gymnasiet er jeg ofte kommet hjem, alt for sent, og har lært at krybe i seng uden at vække hele huset. Det er sågar lykkedes mig at tage et bad, for at fjerne den mest presserende stank af cigaretrøg og pigeparfume. Ikke fordi jeg havde en kæreste at tage hensyn til, men hele forhøret med hvem, hvornår og hvor mange. Jeg orkede det ikke, så hellere vaske beviserne væk og lade dem forblive i troen om den jomfruelige søn.
   Aftenluften slår imod mit ansigt som det forfriskende kolde vand man smider i hovedet om morgenen. Der er en anden udenfor. Jeg kan høre en sneskovl der skraber imod fliserne et eller andet sted. Jeg får straks øje på ham. Han har taget hunden med udenfor. Det er genboens søn, vel omkring de fyrre nu, og hans kone er højgravid. Det er sikkert for at holde indkørslen parat, såfremt det lykkelige øjeblik skulle indtræffe. De var ude og gå en tur forleden.
   Hun er nu en frisk kvinde. Lotte, tror jeg hun hedder, har ben i næsen. Sådan husker jeg hende i hvert fald… måske hun hedder Charlotte? Jeg kan ikke huske hendes navn. Kun hendes milde ansigt med de nøddebrune øjne og det rødbrune hår. Især hendes fregner der springer ud om sommeren. Hun er altid i godt humør.
   Hunden glamrer, den har fået øje på- eller færten af mig. Jeg ændrer taktik og vælger at gå igennem haven ud til hovedvejen. Måske jeg skulle gå op til den gamle ruin? Der er et interessant lys i horisonten jeg ikke kan identificere. En landsby eller måske et gartneri? Det lyser i hvert fald op og selvom der er mørkt kan jeg sagtens se og finde vej. Ikke at det betyder det store.
   Jeg voksede op hér, jeg kender området og kan finde rundt. Sneen gør turen spændende og udfordrende. Ruinen ligger på en bakketop. Nedefra ser det meget romantisk ud, men når man kommer derop er det tydeligt at stedet ikke bliver besøgt ofte. I hvert fald ikke af mennesker. Dyrenes efterladenskaber plejer at ligge spredt i området og danner et minefelt der, i værste fald, medfører et par beskidte og ildelugtende sko. Jeg ved faktisk ikke om andre har taget piger med herop. Det er da sket et par gange at jeg selv, i mangel på inspiration, har inviteret hende på udflugt til ruinen. Måske det er hele den amerikaniserede forestilling om køreturen til 'make out point' der har overbevist hende om at det ville være romantisk.
   Indrømmet. Der er stille heroppe og udsigten er fantastisk. Især i nat. Stjerneklar himmel og en bidende - men ikke stormende - blæst kærtegner landskabet og former snedriverne. Min hovedpine er på vej væk og jeg tænker, på hende, alle de ting jeg skulle have sagt mens tid var, men det er for sent nu. Det er over ti år siden og jeg må bare erkende at jeg ikke var mand nok i øjeblikket. Jeg bliver heroppe lidt endnu. Luften på landet er så frisk og let.

Gad vide hvad hun laver lige nu? Mine øjne flakker ud over landskabet. Der er en modig chauffør på togt i aften. Det ligner en personbil på vej ned ad bakken. Han eller hun, hvem end føreren måtte være, kører langsomt. God idé. Jeg var nær skvattet på vej hen over indkørslen hen til lågen i stakittet, der leder ud til hovedvejen. Der er møghamrende glat, men temperaturen er vist ikke i minusgrader. Sneen var blød, mudret, men ikke sprød og knitrende som når der er frost i luften.
   I min søvnløshed klikkede jeg ind på hendes profil på Facebook. Hun havde lige lagt billeder op fra jul- og nytårsaften. Det så ud til at have været hyggeligt. Hun ligner sig selv. Selvom vi aldrig har kysset, i hvert fald ikke hvad jeg kan huske, betragter jeg hende som min første store kærlighed. Hun har det ligeså. Jeg kommer til at le, højlydt, for mig selv. Latteren drukner i blæsten, men det varmer indeni og det bruser for mine ører.
   Vi var lidt sære og burde nok bare have fundet sammen. Jeg ved, at hun også ærgrer sig lidt over i det mindste ikke at have udforsket dén mulighed, men omvendt, er det måske bedre at have forestillingen, drømmen, om hvor godt det kunne have været. Hvem ved. Måske vi havde været sammen i dag? Så ville vi have været sammen i lidt over 12 år.
   Det bølgede frem og tilbage. Først ville hun ikke, så ville jeg ikke, men så ville hun gerne og så ville jeg også gerne, men igen ændrede hun mening og var sur på mig. Jeg husker det som var det i går. Hun smed brevet for mine fødder. Den eneste af mine små kærlighedserklæringer hun svarede på, direkte, var den hvor hun var allermest sur på mig. At jeg nølede, at jeg var en vatnisse og at hun i øvrigt havde hele livet foran sig og ikke kunne blive ved med at vente på os. OS - havde hun skrevet, med store bogstaver. Ikke mig, men os. Det måtte betyde et eller andet, men hun skulle holde facaden over for de andre piger der også synes jeg var lidt sær.
   Måske det var derfor vi faldt for hinanden? Fordi vi kunne se igennem hinandens særhed og bare nyde en god film, sidde og stirre på hinanden over noget dejligt musik eller nyde en stille stund sammen. Det var hende der begyndte, men jeg var ikke sen til at følge op på hendes tegn på interesse. Sikke en masse vås man siger. Men heldigvis var jeg altid god for en omgang pladder, selv dengang. Forskellen på nu og da er nok bare, at nu falder pigerne for det. Måske de ikke var klar dengang? Umuligt. Jeg har altid været barnlig og er det til den dag jeg dør. Men hun faldt for det. Hun så lige igennem mig, hvilket jeg fandt både skræmmende og fascinerende. De borende øjne der bare sagde: Jeg skal nok tage mig af dig, kom bare med mig. Men hendes måde at smile på fik bare hele sammenhængen til være så perfekt.

For mit indre blik danner sig endnu et billede af en aften for længe siden. Vi sad og så en film oppe i klubben. Der var kun hende og jeg. Sofaen havde stået tom men jeg tilbød at hun kunne tage den, hvis hun gerne ville strække sig. Tåbeligt forsøg på ridderlighed, det var en 2-personers og hun kunne ikke ligge udstrakt dér.
   Jeg sad på gulvet foran sofaen og lænede mig op ad den, da jeg kunne mærke hun strejfede mig. Dengang gjorde jeg ikke noget men i dag kan jeg let tænke mig at hun gjorde det med vilje. For at fange min interesse. Hun havde sat sig op, og hendes fod havde kortvarigt berørt min nakke, men ikke som et puf eller spark. Det kildede lidt.
   Sådan sad vi i et stykke tid, indtil hun begyndte at nusse min nakke. Hendes fingerspidser sendte en elektrisk følelse ned igennem rygsøjlen og helt ud i tåspidserne. Jeg tog hendes hånd. Den var varm og lidt svedig. Det samme var min. Atter sad vi sådan for en stund indtil hun mistede tålmodigheden. "Kommer du ikke op og sidder? Du får da ondt i ryggen af at sidde på gulvet" det lød som om hun smilede mens hun sagde det, men hun kiggede ikke på mig. Jeg kravlede op i sofaen og satte mig i den modsatte ende.
   Efter en stund kravlede hun hen til mig og puttede sig op ad mig. Sådan sad vi resten af filmen. Heldigvis varede den længe, så ingen af os behøvede at rejse sig. Af og til kiggede vi hinanden i øjnene, dybt, længe, men det blev ved dét. Jeg kunne ikke høre noget. Alle lyde forsvandt, det samme gjorde resten af min krop. Der var kun hende og mig, som om kun vores hoveder eksisterede og svævede i luften. Temperaturen i lokalet steg en lille smule og hun klemte om min hånd.
   Vi var ikke teenagere, forelskede eller kærester. Vi var to opdagelsesrejsende der skulle tegne et helt nyt landkort for Verden som vi kendte den. Hendes øjne kiggede bare op på mig, hun åbnede munden lidt men sagde intet. Øjnene talte det nye sprog vi var ved at lære. Det samme gjorde resten af hendes krop. Jeg følte mig som en modig mand der stod ved afgrunden og afvejede om han skulle forsøge at springe over eller gå tilbage til hvor han kom fra.
   Alting snurrede rundt, men stod bomstille på samme tid. Der var kun os to, sofaen og dette øjeblik. Intet andet i Verden betød noget som helst. Jeg kunne mærke på hende at hun havde det på samme måde. Vi ville gerne, men var i tvivl om hvad der ville ske hvis vi gennemførte det.
   Hvilke fremmede og muligvis farlige stammer var der på den anden side af kløften? Ville det være forskrækkelsen værd? Hun bevægede sig ikke, lod det være op til mig. Jeg kyssede hende blidt på panden. Hun virkede ikke tilfreds, men, forstående.
   "Din fucking idiot. Du skulle da bare have gjort det!" siger jeg højlydt. Jeg er tilbage på bakketoppen ved ruinen. Personbilen er på vej op ad bakken på den anden side. Pludselig er det som om at luften er blevet koldere og vinden mere intens. Den perfekte følelse af at være afkølet, frisk og på nippet til at fryse. Jeg beslutter mig for at gå hjem. Mine knæ er kolde og ømme. Gad vide hvor lang tid jeg har siddet her? Turen hjem går smertefrit. Manden med hunden er færdig med sit forehavende. Jeg tænder en sidste smøg inden jeg går indenfor igen.

Den kolde aftenluft danner en poetisk blanding af cigaretrøg, kulde, ærgrelse i retrospekt og ønsket om at have været en lidt modigere opdagelsesrejsende, dengang, da det gjaldt.