Så mødes vi igen. Blodet bruser i mine ører og jeg kan ikke høre min fornuft. Jeg ved at du sidder derude, et eller andet sted, i den anden ende af forbindelsen til internettet. Fantastisk opfindelse egentligt, man slipper for en masse pinagtigheder og kan til gengæld rode sig ud i noget endnu værre - om end en anelse mere uskyldigt.
   Gad vide hvad mine forældre ville sige, hvis de kendte til de ting vi skrev til hinanden, du og jeg? Mon det var så meget anderledes førhen? Mon det er derfor, at 'vores' forældre er så pinligt nærgående og kommer med dumme kommentarer? Vi er jo vokset op med telefoner, sms'er og online-chat. Vi er vokset op med idéen og opfattelsen af fornuftigt liv i den anden ende af cyberspace. Det er nok også derfor, at vi går lidt længere på tekst (og video - tak Youtube), fordi vi ved at grænserne går lidt længere. Samtidig virker det til, at nogle har smidt al pli overbord...
   Hov vent?! Er det mon derfor at vi sidder og chatter lige nu?

"Michael. Gå nu i seng... nu vrøvler du igen. Hvis du bliver ved med de enetaler, så logger jeg af."
   Undskyld ven. Jeg ved godt, at jeg ofte kommer ud af en tangent og diskuterer ligegyldige ting. Hvad laver du lige nu? Er der også megavarmt hos dig?

"De sagde at der ville være tropisk klima i nat, over hele landet, så hvad tror du selv?"
   Sorry. Prøver bare at holde samtalen kørende...

"Whatever."
   Er der noget i vejen?

"Nej... er bare lidt... pirrelig i aften."
   Hvorfor. Er der sket et eller andet?

"Hvad sker der med dig, når du ikke har fået noget i lang tid?"
   Altså, smøgere, eller hvad?

"Nej sgu da. Måneder..."
   Måneder? Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår...?

"Man bliver let lidt pirrelig, hvis det er længe siden man har... du ved. Fået 'noget'..."
   Arh... he he. Der er jo ikke så langt over til dig. Jeg kan bare snige mig ud til golfen, trille ud af indkørslen, og så er jeg der om en halv times tid ;-)

"Det er nok ikke så god en idé."
   Hvorfor ikke?

"Det ved du jo godt... fjols."
   Nøh :-P

"Hva' ville din kæreste sige til det?"
   Altså. Nu ligger landet sådan, at bare fordi man har fast kæreste, behøver det ikke at betyde man får 'noget', vel?

"Er der noget i vejen?"
   Jeg ved det ikke helt. De seneste par måneder har vi bare ikke rigtig puttet sammen. Vi siger hej til hinanden når vi kommer hjem, rydder lidt op, laver aftensmad, spiser aftensmad, ser lidt 'Paradise' og så går vi i seng. Med mindst en times mellemrum, lægger os til at sove, og siger godmorgen til hinanden inden vi farer ud af døren.

"Det lyder lidt trivielt..."
   Det er det sgu også. Det er fucking frustrerende, når vi ikke kan snakke sammen.

"Snakker I slet ikke om jeres hverdag?"
   Lidt. Men ikke andet end: 'nå, hvordan gik det så på arbejdet i dag skat?' - 'det gik fint nok. Hva' med studiet?' - 'ikke det store. Line fjollede lidt rundt oppe ved tavlen i øvelsestimen og fik holdet til at grine' - 'hvem er Line?' - 'hende striglen fra matematik' - 'har I fag sammen med matematik?' - 'det ved du jo godt' - 'nej jeg gør ej' - ... og så kører den ellers derfra. Ingen kommunikation, kun småskænderier der løses med et 'jeg driller bare skat', eller 'hold nu op med at være så nærtagende', suk. Der er ingen... der er bare ikke rigtig noget...

"Spænding?"
   LOL - Spænding er der sgu nok af, alting skal strammes op, forbedres, ændres eller optimeres. Effektiviseres, diskuteres og evalueres.

"Sådan er det at komme sammen med en akademiker skat."
   Jeg ved det godt. Jeg var da også glad for det der analytiske og nysgerrige hoved da vi begyndte at komme sammen.

"Hva' så nu? Vil du slå op eller vil du give det en chance til?"
   Jeg ved det efterhånden ikke længere. Det kan også bare være, at det her er en af de der trivielle faser, hvor parlivet står den store prøve.

"Det kan være..."
   Jeg gider det bare ikke. Det er så fucking røvsygt. Vi hænger hinanden langt ud af halsen, men ingen gør noget ved det, for så er der hele forhøret med familien: "Hvorfor slog I op?", "Gjorde du et eller andet?" osv. og alt det der. For slet ikke at nævne vennerne: "Jeg vidste det, lige da I begyndte at komme sammen. Der tænkte jeg - de to holder ikke længe. Er mest overrasket over at I holdt i tre år" alt det pis dér. Jeg gider det simpelthen ikke.

"Så du vil ikke slå op, fordi du er for doven til at tage konflikt og spørgsmål fra familie og venner?"

"... undskyld, men det er sgu da noget af det mest åndssvage jeg har hørt længe!"
   Ja, men, så er det jo heldigt at det ikke er dig der kommer sammen med mig, ikke sandt?

"Nej. Men det kunne jo godt ske, Michael, at der var nogle som gik og ventede på dig..."
   Hva' mener du?

"Ikk' noget."
   Jo... kom nu med det. Hvem venter på mig?

"Mig eksempelvis..."
   'Mig?' - hvem 'mig'?

"Mig... det kunne jo godt tænkes, at jeg gik og ventede på dig. Ventede på at du tog dig sammen og forlod den..."
   ... 'den' - hvad?

"Ikk' noget. Bare glem det Michael. Hvis du ikke fatter det nu, kommer du aldrig til at forstå det!"
   Seriøst. Jeg er helt blank lige nu. 'Den' - hvad? Hvem venter på hvem?

"Michael. Hvor længe har vi to kendt hinanden?"
   Det ved jeg ikke. Siden... folkeskolen?

"Mmm..."
   Og?

"Hvad har ligesom været omdrejningspunktet for hele vores venskab?"
   ... det ved jeg da ikke. At vi begge to godt kan lide hinanden? At vi bare svinger sammen?

"Der er slet ikke en lille detalje med noget den første store kærlighed?"
   Øhh... undskyld mig. Dén "første store kærlighed" døde lidt, da du var sammen med Brian til skolefesten, husker du nok Ditte, dengang i folkeskolen? Så snakkede vi ikke sammen i ca. 2 år, og nu her, hvad? 7 år efter, sidder du og fortæller mig, at du har ventet på mig?

"JA UNDSKYLD!!! Men det med Brian var bare for at skubbe dig i gang."
   SKUBBE MIG I GANG? Hva' fanden fejler I piger??? Hvornår har det nogensinde hjulpet, på noget som helst, at snave og holde i hånd med en anden? Skulle det vække min kampgejst eller noget?

"Ja!"
   Ja? Du kan sgu da ikke bare skrive "ja!" Det er da noget fis...

"Det er det da ikke. Jeg gik og ventede, over 2 år, på at du skulle tage initiativ. Og hvad sker der? En filmaften med holden i hånd og et kys på panden? Michael for helvede. Sommetider skal tøsen bare snaves i gulvet eller vindes ved skudduel på en bakketop! Det andet er simpelthen for vattet!"
   Alle og enhver ved, at jeg er fucking vattet! Der er INTET tæskemandigt over min personlighed, mit korpus eller min bil! Initiativ?Jeg er en skide tøsedreng der ikke engang tør kysse på pigerne...

"Hov! Lad mig lige stoppe dig, allerede dér!"
   Hva' nu?

"Nu skal jeg nemlig fortælle dig en sjov lille historie, jeg hørte på højskolen, fra en pige jeg boede på værelse med."
   Kom med det.

"Hendes forældre har en campingplads..."
   Ja og?

"Hun arbejdede, om sommeren, i kiosken for at tjene penge til et højskoleophold på Sjælland..."
   Mjaeh?

"Hun hedder Jeanette."
   ... oh shit.

"Nemlig!"
   Nu skulle det ikke forholde sig sådan, at hun havde havde en lys stribe i håret, der gik igen ved øjenbrynet?

"- rødbrunt hår og et lille skævt smil?"
   Ho ho! Det er sgu da en lille Verden vi lever i.

"Ja åbenbart. For hun kunne fortælle historier om en sommer, hvor hun mødte en dreng. Hvordan de sad i måneskinnet og drak rødvin, varmede sig ved bålet og han sang skønne sange for hende... lyder det bekendt?"
   Det gør det skam. Hvor vil du hen med det?

"Tjoh. Hendes eneste anke var, at ham her fyren blev ved med at kævle om en eller anden trunte. De havde kredset lidt om hinanden, hvordan hun havde 'forrådt' ham og hvor ulykkelig han var. Hun tog opgaven meget seriøst, skulle jeg hilse og sige. Håber hun har gjort indtryk..."
   Det kan jeg love dig for at hun har. Nej vent! Fuck...

"Tænkte jeg nok."