En flot sommeraften, en af de perfekte. Campingpladsen ligger lige ned til vandet og insekterne har allerede indtaget den fugtige, men lune, aftenluft. Der breder sig en stille idyl over området og kun nyforelskede par og enkelte ældre er ude nu. Vi har aftalt at mødes kl. 22 ved kiosken hvor hun arbejder. Jeg ved ikke hvad hendes plan er, men jeg har mine håb og inderst inde ved jeg det nok også godt. Selvom jeg har forklaret at mit hjerte tilhører en anden kan jeg ikke lade være med at føle mig draget mod hende.
   Hun hedder Jeanette, en rigtig sød pige, og lidt ældre end jeg. Alligevel er hun interesseret i mig og skrevet et sødt brev jeg igen knuger i lommen. Jo, det er der stadigvæk. Jeg vifter en myg væk fra ansigtet da et ungt par kommer gående forbi mig. De er helt forgabt i hinanden og ænser mig ikke. Min plan ser ud til at lykkes, eller rettere, hendes plan ser ud til at gå.
   Jeg listede mig ud af teltet, næsten uden en lyd. Jeg tror ikke at nogen hørte mig selvom gruset larmede under mine sandaler. Jeg burde have taget sokker på, der er lidt fodkoldt, men forhåbningen om aftenens udvikling holder mig varm. En dirren inde i mig har manifisteret sig i samtlige af mine lemmer. Jeg er spændt, skræmt og vildt nysgerrig på samme tid.
   Ditte spøger i min bevidsthed, men samtidig ved jeg også godt, at det nok aldrig bliver til noget. Hendes lille romance med Brian inden sommerferien slog et stort skår i min ubetingede forelskelse. Måske det var hendes måde at få mig til at vågne op på, men i stedet for kampgejst følte jeg kun skuffelse og forrædderi. Jeg ved at hun har været vild med mig, lige så længe jeg har været vild med hende. Det har jeg fået bekræftet fra anden side. Hendes kalender er fyldt med hjerter, krusseduller og mit navn. Det samme gælder mine tanker. Den sparsomme poesibog jeg har forfattet indeholder kun skrifter med hendes navn.
   Hun er også fantastisk. I hvert fald indtil det med Brian. Hva' tænker hun på? Hun kan jo ikke en gang lide ham, eller hvad?
   Det er også fuldstændig ligemeget. Jeanette er her og nu og Ditte er, var og bliver et evigt "måske". Hvem ved? Det kan være at hun dukker op en gang om mange år når jeg sidder i en midtvejskrise og finder ud af at hun stadigvæk er forgabt i mig. Hold op. Hun er sammen med Brian nu. Hun er ikke potentiale!
   Klokken nærmer sig 22. Jeg tager papiret op endnu en gang og forsøger at læse teksten i lygtepælens sparsomme gullige lys:
   Hej Michael.
   Jeg synes at du er superdejlig og fed at være sammen med. Skal vi ikke mødes ved kiosken kl. 22? Så kunne vi evt. sidde og kigge på stjerner nede ved vandet. Måske snakke lidt om hende der Ditte du er så forgabt i...
   Kram Jeanette
   Hvorfor hun vil snakke om Ditte fatter jeg ikke. Måske fordi jeg har nævnt hendes navn 14.000 gange i løbet af ugen vi har snakket sammen? Det er også ligemeget. Der er hun. Hold op hun ser flot ud. Hvid t-shirt, træningsjakke og mørkeblå shorts. Jeg er helt pjattet med hendes rødbrune hår. Når solen står helt rigtigt, er hun rødhåret. Ellers har det en flot nøddebrun farve der matcher hendes øjne perfekt. Lidt buskede øjenbryn. Hun er nok lidt drenget, men også samtidig sporty. Det er tydeligt at hun dyrker idræt lige så meget som jeg. Hendes krop taler i hvert fald et sprog jeg forstår og det tænder mig.
   Nu er den dirrende følelse der igen. Måske det er kulden eller nervøsiteten der får mig til at ryste lidt? Hun har fået øje på mig. Vinker mig hen til sig.
   "Hej. Var lidt nervøs for om du dukkede op."
   "Selvfølgelig. Elsker at kigge på stjerner. Jeg har taget en flaske rødvin og nogle krus med. Håber det er ok?"
   "Ork ja. Det lyder pissehyggeligt. Jeg har taget et tæppe med inde fra kiosken. Det kan godt blive lidt køligt at sidde på græsset her om aftenen."
   "I know. Tog også en jakke med, bare for en sikkerheds skyld."
   Hun griner. Hendes latter er som magi der får mig til at svæve til fjerne steder man kun drømmer om sidst på skoledagen hvor brøker, tysk grammatik eller oldgræsk historie hænger en langt ud af halsen.
   "Det lyder sgu dejligt. Så må jeg jo bare putte mig ind til dig hvis jeg begynder at fryse."
   Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Inde i mig former sætningen "Det er bare i orden" sig, men den kommer ikke over mine læber der kun når at forme sig til et skævt smil. Hun opfatter min kejtede tavshed korrekt og rækker hånden frem.
   "Kom. Så smutter vi."
   Hendes hænder er varme. Hun emmer af energi, overskud og måske en anelse kærlighed. Jeg er fuldstændig på udebane hér. Det er første gang jeg er alene sammen med en pige, helt alene. Ikke bare en tur i biografen som med Kirstine eller natløb med Sara og resten af klassen. Vi er helt alene. Det er lidt voksent. Sådan at sidde og kigge på stjerner, drikke rødvin og bare være sammen.
   Varmen fra hendes hænder bevæger sig op igennem mine fingerspidser. Alle mine sanser er på maks og jeg kan høre alle lyde og det er også som om jeg pludselig kan se i mørke. Vi går stadigvæk hånd i hånd, hvor mon hun fører mig hen? Jeg fanger mig selv i at betragte hendes hår igen. Hun har en lys stribe ved panden der går igen ved det ene øjenbryn.
   Den slags asymmetri har altid fascineret mig. Jeg har aldrig været til de der "perfekte" piger, med lidt for meget makeup, lidt for perfekt hår, tøj og generelt et lidt for perfekt udseende. Mette er et alletiders eksempel på sådan en pige. Hun havde en magisk latter, et skørt og uglet hår, og et skævt smil. Som om hun trak til siden når hun grinede, men nøj hvor jeg kunne lade mig tryllebinde af det ansigt. Jeanette stopper op.
   "Så er vi her. Hva' synes du?"
   "Hyggeligt. God udsigt i hvert fald."
   Vi er stoppet op i en lille lysning der ligger ud til vandet. Der er kun buske til siderne, men derudover er der frit udsyn til nattehimlen. Pludselig opdager jeg at der har været andre her før os. Jeannette slipper min hånd.
   "Lige et øjeblik."
   Hun forsvinder for en stund og kommer tilbage med favnen fuld af tørt brænde. Midt i lysningen ulmer et bål. Der ligger tre store stammer omkring gløderne der vist har fungeret som siddepladser. Jeg tænker på tæppet.
   "Tror du vi får brug for det?"
   "De plejer gerne at være lidt fugtige på dette tidspunkt."
   Jeg lader mig imponere over hendes kendskab til træ, luftfugtighed og brænde et øjeblik.
   "Fair nok. Skal jeg åbne vinen eller vil du vente lidt?"
   "Nej. Luk du den bare op. Det kunne være den lunede lidt. Her er lidt koldt. Der går nok et par minutter inden bålet kan varme os."
   Hun fik ret. Der gik lidt tid inden bålet kom igang. Alligevel åbner vi vinen, som en dårlig undskyldning for at drikke den, men den varmer os ikke. Jeg begynder at tænke på om hun måske havde planlagt det sådan at hun kunne putte lidt op ad mig, da det ikke tager hende mange minutter at krybe ind til mig.
   Vi har sat os på vores jakker og læner os nu op ad hinanden under tæppet. Hun ryster lidt mens hun lægger armene omkring mig. Nu er hun også blevet lidt kold. Bålet kommer i gang, men hun bliver siddende.
   Måske det kun var for nogle minutter, men det føltes som timer. Vi siger ikke noget til hinanden. Vi sidder der bare og lader bålet varme os op igen. Pludselig mumler hun et eller andet. Jeg kan ikke forstå hende.
   "Undskyld?"
   "Ikke noget."
   Jeg føler ikke irritation over at have misset budskabet, men hun putter sig blot endnu tættere ind til mig. Det gibber i mig. Jeg kan mærke at hun har lagt den ene hånd på mit lår. Hun sidder nu og stirrer mig ind i øjnene.
   Fuck mand. Jeg har bare så åndssvagt meget lyst til at kysse hende lige nu. Jeg ved ikke hvorfor. Vi kigger lidt på hinanden.
   "Du er så smuk."
   'Idiot' tænker jeg for mig selv. 'Du er så smuk - hva' fanden er det for en lorteåbner?!' Hun smiler bare. Hun fører sin anden hånd op bag min nakke og nusser mit hår. Det kilder ubeskriveligt meget i hele kroppen. Det er som om huden på mit hoved trækker sig sammen og sender bølger ned ad ryggen på mig. Jeg kommer til at give et lille spjæt. Hun trækker mig ned til sig og vores læber mødes i kys.
   Hun er varm. Jeg fører hånden op til hendes ansigt og kærtegner hendes kind, øre og hår. Hun kan lide det. Vores kys bliver mere intenst. Vi har begge lidt dårlig ånde kan jeg fornemme. Jeg forsøger at skjule det ved at trække vejret ind med munden og ånde let ud gennem næsen. Hun virker ligeglad. Vores kys bliver mere... lidenskabeligt. Hun fører hånden op under min trøje og stryger min mave og brystkasse.
   Hun stopper op og trækker hænderne til sig. 'Fuck?! Hva' fanden gjorde jeg forkert?!' jeg panikker i hjernen- men det var unødvendigt at uddybe. Måske hun er tankelæser? Hun kigger bare på mig lidt tøvende og begynder så at smile skælmsk.
   "Hold da op. Går du til styrketræning eller sådan noget?"
   "Øh... atletik. Jeg cykler også lidt."
   Jeg smiler nervøst tilbage. Hun siger ikke noget, men fører blot sin hånd op under min trøje igen. Det kilder i hele kroppen. Hold kæft hvor er hun smuk og dejlig. Hun læner sig ind imod mig igen og vi fortsætter kysseriet i et stykke tid.