Han så på sig selv i spejlet. Fedtet hud og uldent skæg. De røde øjne og det pjuskede hår mindede ham om en hund han en gang gik forbi. Han lignede en Harry Potter på hash. Måske lige minus briller og lynformet ar i panden.
   Man kunne høre alt ude på badeværelset. De andre beboere og hvad de foretog sig. Dels på grund af akustikken men også udluftningen der ikke kun distribuerede frisk luft men også lyd rundt i bygningen. Gulvet i badeværelset var af samme slags man finder på kasserner, skoletoiletter eller fællesbadet efter gymnastik i folkeskolen. Koldt, gammelt, slidt og slået itu. Det lugtede af institution og de kalkdækkede, tidligere blanke, fliser, kastede et mat lys rundt i rummet. Lyde blev intensiverede og på en eller anden mærkelig måde følte han sig isoleret, som i et karbad med hovedet under vandet og kun næsen var livlinen til Verden uden for dette ene af de i alt fire elementer. I dette kolde, nøgne og beskidte rum, følte han sig afskåret fra resten af Verden. Det var hans frihavn. Det sted han kunne være alene med sine tanker. Tankerne var det eneste som ikke gav genlyd her. Her var ro og fred.

Han elskede spejle. Spejle lyver aldrig, kun om afstand og gennemsigtighed. Man kan se alt og alle, men intet er hvad det ser ud til. Man kan betragte folk, uden de ved det eller med deres stiltiende accept. Ligesom pigen i toget han ikke kunne fjerne øjnene fra. Hun havde halvlangt ildrødt hår, de klareste blå øjne og det kønneste ansigt han nogensinde kunne mindes at have set.
   Hun havde hastet ind i regionaltoget, smidt sig i sædet over for ham og stillet sin rygsæk på sædet ved siden af sig. De sad begge ud imod vinduet, men på hver sin side af bordet imellem dem. Ingen af dem kiggede på den anden, andet end stjålne blikke. Han kunne tydeligt se hvordan hun studerede ham, når han lod som om han kiggede ud i natten, og afsløringen kom når han ville rette på sin trøje eller bladet foran ham på bordet. Fluks slog hun øjnene ned i hænderne eller overtog hans tilsyneladende intense skuen ud i mørket. Nyheder interesserede hende vist ikke, for hun havde hverken mobiltelefon eller computer fremme. Da hun var færdig med at læse sit blad kiggede hun rundt i vognen. På de andre mennesker, gabte og strakte sig lidt. Han kunne ikke lade være med at bemærke hendes blottede maveskind da trøjen gled lidt op. Hun var tydeligvis en kvinde der gik op i sin fysiske fremtoning, men ikke på en forfængelig måde. Hendes stramme jeans komplimenterede hendes figur, hvorimod den store sorte trøje skjulte den lidt. Som om hun skammede sig over at se så godt ud. Da hun satte sig tilbage i sædet sad hun blot og stirrede ud over landskabet. Han var ikke klar over hvor lang tid hun sad sådan, eller hvor længe han stirrede på hende, men pludselig opdagede han at hun stirrerede tilbage. Sådan sad de i et stykke tid. Alligevel var der noget foruroligende ved hele situationen. Den måde hun holdt hovedet på, rørte ved sit hår med den hånd der vendte imod ham og når hun fugtede some læber med tungen. Selvom hun nok ikke var klar over- eller ønskede det, så talte hele hendes krop til ham.
   Eller, måske hun var klar over det og ønskede at han skulle opfange hendes signaler? Han vidste ikke hvad han skulle gøre og gravede i et stykke tid efter er eller andet i sin taske.
   "Tyggegummi?" han rakte en pakke V6 over bordet. "Nej tak" hun viftede afvisende med hånden mens hun smilte. Han pakkede tyggegummiet tilbage i tasken mens han tænkte "fuck en lam scorereplik. Hey babe! Du har lidt drageånde, men hvis du vil godtage dette stykke tvivlsomme ånde-forbedrings-slik, har vi måske en mulighed" han rystede på hovedet mens han brummede for sig selv.
   "Undskyld?" hun kiggede atter på ham.
   "Undskyld, hvad?"
   "Sagde du ikke et eller andet?" hun smilede igen. Han forsvandt i et øjeblik ind i et fremtidssyn hvor de sad på en café og drak kaffe og snakkede om gamle dage.
   "Øhh... ok. Sorry" hun lænede sig tilbage, tydeligvis ikke tilfreds med det manglende svar.
   "Undskyld. Sommetider forsvinder jeg bare ind i mig selv. Jeg kan dog forsikre Dem om, at jeg ikke sagde noget, og i så fald jeg gjorde, var det ikke henvendt til Dem men blot en højlydt ytring over min hidtil dummeste scorereplik... ever!" han stirrede på hende og afventede spændt en reaktion.
   "... var, var det en scorereplik?" Hun løftede det ene øjenbryn, hvilket fik hende til at se nysgerrig og fræk ud, på samme tid.
   "Hvilken af dem?" han slog ud i et storladent smil, der klæder de færreste og han var bestemt ikke en af dem.
   "Det med tyggegummiet eller det du lige sagde nu her?"
   "Faktisk. Var min kommentar med tyggegummiet mest ment som en høflig samtale-åbner. Jeg kan desværre ikke byde Dem et glas rødvin eller fortælle om spændende rejser jeg har været på. Dog er jeg opmærksom på problematikken omkring stilstand og lukket mund i længere tid, hvilket forårsager en mærkelig smag i munden og oftest leder til endnu mere stilhed... ja, undskyld mig, hvis De ikke allerede har gættet det, er jeg ikke så god til stilhed." Han vidste at slaget var tabt. Ingen kvinde, i Verdenshistorien, havde nogensinde fundet en sådanne svada charmerende.
   "Det lyder da ganske fornuftigt. Lad mig få et stykke alligevel." Hun rakte hånden frem, og han rodede febrilsk efter pakken i tasken.
   "Pis!"
   "Undskyld mig?"
   "Ja, det virker som en rigtig dårlig indledning på hvad der nok kunne have været et længere og særdeles interessant bekendtskab. Men sagen er den, at jeg netop selv er kommet til at fortære det sidste stykke i min pakke, og derfor er mit tidligere tilbud reduceret til en tom høflighed. Jeg beklager meget."
   "Mjaeh. Hva' med det du tygger på lige nu?" hun smilede opfordrende.
   "Ja hvis De har lyst til at dele kropsvæske med en fremmed mand, skal De da være så hjerteligt velkommen" han forsøgte endnu en gang at spille charmerende over evne, men hun lod til at se lige igennem den papirstynde facade.
   "Finno." Hun placerede sin hånd fladt foran hans ansigt og opfordrede ham dermed til at spytte sit tyggegummi ud. Efter at have delt tyggegummiet i to, næsten, lige store dele, faldt de tilbage til rollerne som to fuldstændigt - for hinanden - ukendte rejsende.
   De sad i et stykke tid og stirrede på hinanden i refleksionerne i vinduet. Pludseligt begyndte hans fødder at føles kolde, hun tonede bort og blev til et spejlbillede af ham selv.

"Måske spejle lyver alligevel?" ordene rungede på badeværelset og stemmen var faretruende nær. "Hun var aldrig fulgt med dig hjem, tabernar!" disse ord rungede kun i det tomrum der fandtes mellem hans ører. "Meget muligt, min gode herre. Men ikke desto mindre, så var det præcist hvad hun gjorde." Han smilede selvtilfreds i spejlet og stemmen uden rumklang forstummede i minderne om en lang eftermiddag og aften, der skulle gå hen og blive til de bedste 10 år af hans liv.