Mørket havde endelig lagt sig over den lille by Quibek. De små lygter langs vejen blev tændt og kastede lys på den unge plokant, Lodajs. Lodajs kunne lugte at regnen lå lige på den anden side af bjergene og snart ville den ramme byen og gøre al ting vådt. Det var en sjældenhed at regnen nåede byen, man havde ikke oplevet regnen i den lille by i næsten 150 år, men Lodajs var sikker på at det denne gang ville nå byen og overraske en masse plokanter. Lodajs var på vej ned på den lokale bar, hvor han skulle mødes med nogle andre unge plokanter. Han sjoskede af sted og fulgte føddernes skridt med øjnene, imens han tænkte på den regn, som snart ville ramme byen. Ville det være en lille byge, som de unge plokanter ville lege i, og som hurtigt ville forsvinde igen? Eller ville regnen oversvømme haverne og gøre skade, ville den blive ved i flere dage og lamme hele byen? Lodajs' skridt blev længere som han nærmede sig sit mål. Uden for baren, kunne han høre musikken og en summen fra de andre gæster.

Lodajs havde kigget på hende hele aftenen, og fundet hende en smule tosset og uordinær. Hun var en lille plokant hun, måske den mindste han havde mødt. Hendes dans var grotesk, og hun mindede mest af alt om en snurretop, der spandt alt for hurtigt rundt. Hun havde ingen elegance på trods af det lyserøde tylskørt, der strittede så lystigt og elegant ud til alle sider. Hun var speciel. Ensom og unik ville nogen nok kalde hende, men i Lodajs' øjne var hun tosset og barnagtig. De sorte militærstøvler og den hullede t-shirt hun havde på, gav den lille pige i tylskørtet kant. Det fik hende til at virke mindre barnlig, og mere moden, ældre om man ville. Hun blev ved at snurre rundt, men nu iblandt en flok fuldvoksne plokanter, de var alle på jagt efter en mage, og det havde de været længe. Deres grønlige ører stak i hvert fald 8 cm ud gennem det sorte hår som hang ned og dækkede det meste af deres ryg. De ville snart dø, hvis ikke de fandt en mage, så man kunne vel sagtens forstå deres iver. De fem voksne plokanter voksede sig op omkring Sodik - den unge hun, som stadig snurrede rundt i sine militærstøvler og tylskørt uden nogen elegance. De voksne hanner var tydeligvis interesseret i Sodik, der stod i midten. Lodajs var stadig ikke tiltrukket af hende, men det huede ham ikke just, at de voksne viste så stor interesse for så ung en hun. De var fuldvoksne, og hun var stadig meget ung. De var bange for at dø, bange for at blive til støv og dermed forsvinde. Måske var de tilmed bange for ikke at nå at opleve regnen, som var kommet tættere på byen. Sodik så ud til at være ligeglad, hun dansede bare rundt imellem de voksne hanner. Så stoppede hun pludseligt op, og rettede blikket mod Lodajs, der sad i baren og suttede i en Kentaur-juice sammen med sine venner.
   Lodajs havde ikke behov for at tale med hende, men nu hun havde sat kursen direkte imod ham. Hun havde fået kæmpet sig fri af de store hanner, men de holdt alle sammen et vågent øje med hende. De fulgte hendes mindste bevægelse og man kunne se, hvordan jalousien voksede frem i dem. Sodik havde begivet sig op i baren, hvor Lodajs sad, efter endnu en Kentaur-juice, og satte sig ved siden af ham.
   "Hej, jeg er Sodik" sagde hun og rakte sin porcelænshånd frem imod ham. Den var lige så iskold, som han havde forventet, men den var samtidig blød som silke. Hendes stemme var rusten, og den kildede i hans øregang, så han kom til at grine. Sodik grinede med ham og glippede med sine store øjne.
   "Jeg er Lodajs" smilede han, men fortrød hurtigt smilet og skar i stedet en mystisk halvt grinende grimasse, som fik Sodik til at fnise.
   Hendes lange gullige hår gik ned til knæhaserne og var helt glat. Det så stift ud, men det kunne man ikke vide sig sikker på, øjnene i natten havde det med at bedrage dem. Hendes spidse øre stak næsten 5 cm ud mellem de tykke hår strå, det betød, at hun ledte efter en mage. Så forstod Lodajs pludselig bedre, hvorfor hun havde snurret sådan rundt blandt de voksne hanner.
   Hendes fejlfrie hud var bleg, men skinnede som små krystaller, i det elektroniske lys fra loftet. Inde bag de malede øjenlåg gemte der sig to store lyseblå øjne. Hun var utrolig smuk, men Lodajs var endnu ikke tiltrukket af hende. Hun var tydeligvis draget af ham, det kunne ingen gå fejl af, sådan som hun snurrede rundt foran ham og blinkede med sine store øjne. Hun fastholdte sit blik på Lodajs og smagte på den luft omkring ham.
   "Hej Lodajs," sagde hun med en let latter i stemmen, imens hun sippede til sin drink. "Jeg synes ikke, jeg har set dig før. Kommer du her tit?"
   Hvorfor blev hun ved med at tale til ham, han var jo tydeligvis ikke interesseret i hende eller var han? Skulle hun ikke tilbage til dansegulvet og snurre som den smukkeste top i rummet? Desuden stod der en hel flok hanner, som gerne ville kæmpe om hendes gunst. Hvorfor blev hun ved med at tale med Lodajs, når han end ikke søgte en mage endnu.
   "Nej det gør jeg ikke." sagde han kort og kæmpede for ikke at smile til hende. Det var som om, hun havde en magisk kraft, der fik ham til at smile, selvom han slet ikke ville. Som om hun havde kontrollen over ham.
   Sodik blinkede igen med begge sine store øjne og smilede uskyldigt, så Lodajs kunne se hendes sylespidse tænder, bag de røde læber.
   "Det var da en skam" sagde hun smilende og snurrede rundt foran ham. Hun gled ud på dansegulvet igen og lod ham stå midt i mængden af alle de andre plokanter. Hun holdt øjnene på ham, selvom de store hanner kæmpede for hendes opmærksomhed. Sodik ville have Lodajs og ingen andre, alt hun skulle vente på var, at han også ville have hende. Der ville gå et par timer endnu, før han også ville gå på jagt efter en mage, og så ville Sodik stå klar.

Lodajs var høj af en ung plokant at være, næsten 2,5 m. Hans hud var lige så fejlfri som Sodiks, men i og med Lodajs var en han, havde hans hud derimod et grønligt skær. Hans øjne var store og blå, og hans sorte hår gik kun ned til midt på ryggen. Hans ører stak næsten 3,5 cm ud mellem de tykke hår strå, de manglede stadig en halv centimeter før han var klar til at finde sin mage.
   Sodik afviste de ivrige hanner og så, hvordan de faldt om på gulvet og smuldrede lige for fødderne af hende. Hun var tydeligvis ligeglad og blev ved med at snurre rundt og lod støvet hvirvle op omkring sig. Imens begyndte Lodajs at finde hende mere og mere tiltrækkende i takt med at ørerne voksede frem bag det mørke hår. Han kunne smage hende i luften og mærke hendes hjerte banke. Sodik trådte over det grønlige støv på gulvet og svævede næsten over til Lodajs, som havde øjnene rettet imod hende.
   "Hej igen Lodajs." sagde hun og smilede "Gi'r du en Kentaur-juice?"
   Hun satte sig på stolen ved siden af ham, og lod sit hoved hvile i hænderne. Hendes duft var ubeskrivelig - så sødlig og delikat. Lodajs var snart klar til sin søgen efter en mage. Han var begyndt at kunne mærke hendes latter helt inde i hjertet, og han gemte ikke længere på smilet når hun talte til ham.
   "Jo... Øhh?"
   "... Sodik. Jeg hedder Sodik" kildede hendes stemme lettere fornærmet over hans forglemmelse af hendes navn.
   "Du er meget smuk, Sodik" smilede Lodajs. "Jeg har aldrig mødt en plokant som dig."
   "Jeg er heller ikke som alle andre plokanter." grinede hun og rettede på tylskørtet.
   Lodajs var velklædt med skjorte og slips. Hun kiggede på ham fra top til tå og sendte ham et vurderende blik.
   "Du er egentlig også meget smuk, Lodajs. Meget velklædt og..." Sodik bed sig selv i fingeren for at finde det rigtige ord. "... høj" udbrød hun og grinede af sig selv "Du er meget høj, nok den højeste plokant jeg har mødt"
   Lodajs smilede ned til hende og følte sig smigret af hendes lidt tossede kompliment.
   "Tak... tror jeg nok. Du er nok også den mindste plokant jeg har set." sagde han og blinkede ned til hende.
   Sodik smilede, imens hun så, hvordan ørerne voksede frem fra hans sorte hår. Hun indåndede luften og smagte tilfreds på den, så bredte der sig et smil på hendes læber, som smittede af på Lodajs.
   "Er du klar, Lodajs?" spurgte Sodik og greb fat i hans hånd.
   "Klar til hvad?" Smilede Lodajs og fulgte nervøst med Sodik.
   "Til at regnen kommer?"
   Lodajs kiggede forundret på den unge hun.
   "Kender du til regn?"
   Han kiggede hende dybt i øjnene, og kunne pludselig se, hvordan hun for mange år siden havde danset rundt i regnen som en lille ny plokant. Hun havde boet i bjergene ligesom Lodajs. Hun elskede regnen og havde glædet sig til, at den ville ramme byen.
   "Kommer du, Lodajs" grinede Sodik og vippede med ørene. Nu var Lodajs som tryllebundet til Sodik. De smeltede sammen og blev som én. Sodik snurrede rundt og rundt, hun satte farten op og fik Lodajs til at gøre det samme indtil de begge endte uden for baren.

Uden for var lamperne blevet slukket og Lodajs gik op af gaden med Sodik i hånden. Regnen havde været mild mod haverne, og var for længst drevet over bjergene igen. Tilbage var kun våde veje og spejlblanke vandpytter. Sodik slap Lodajs hånd og løb mod den største vandpyt, hun sprang ind i den og hoppede voldsomt rundt i den enorme pyt midt på vejen.
   "Sodik, pas nu på, du bliver helt våd nu" råbte Lodajs til hende og gik imod hende.
   "Jamen det er så sjovt, kom nu og vær med." grinede hun tilbage.
   Hendes lange hår flagrede og blev vådt af vandet, som sprøjtede om ørene på hende.