Midt i det kolde nord, hvor bjergene møder skyerne og regnen altid siler. Der hvor mørket klæder byen i sort, og hvor månen oplyser natten. Lige der under den skarpeste stjerne ligger en lille by - Zolan. Byen har sine borgere, sine veje og sine huse. Den har sine grønne parker, sin latter og glæde. Umiddelbart ligner det en ganske almindelig by, men byens indbyggere er ikke så almindelige.

Det var længe siden, det havde regnet så meget i den lille by. Gaderne havde sejlet i vand den sidste måned. Det havde dagligt regnet et par timer om dagen, nogen dage endda uden ophold. Det plejede som regel bare at vare et par dage, men denne gang havde det været anderledes. Nogle mente endda at dråberne var større og faldt hårdere. De sidste par timer havde der været opholdsvejr og Lodajs havde derfor gemt sig væk på sit værelse oppe under loftet i det skæve hus for enden af vejen. I gangen hang en fugtig regnjakke, og et par våde sokker hang alene til tørre på radiatoren. Den unge plokant lå på den hjemmelavede seng, som hans far havde bygget til ham, da han var blevet for stor til den gamle. Sengen var blevet skubbet helt op under skråvæggen, så Lodajs kunne ligge på sengen og falde i søvn til regnens trommen på ruden.
   Den unge plokant lå på maven med hænderne under hovedet og læste i en bog, men med et halvt øre ude på taget. Værelset var lille, og der var kun lige plads til sengen og bogreolen, som var fyldt op med forskellige bøger. Lodajs havde læst dem alle sammen, nogle af dem mere end en gang. Mens han lå der og slugte hver eneste side i bogen, begyndte det let at tromme på taget. Lyden tog til og Lodajs kastede et flygtigt blik op på ruden, hvor dråberne gled ned over. Han klappede hurtigt bogen sammen og fór ned af trappen, som bragede under ham. I stuen sad hans bedstemor i en lænestol, med front mod det store vindue. Her kunne hun se det meste af gaden, og dermed holde øje med det hele.
   "Lodajs!" kaldte hun med sin milde stemme. "Det regner, min kære."
   Lodajs stod allerede i døren og kiggede ind i stuen. Her hang loftet lavt og lugten fra de gamle møbler sneg sig op i næsen på ham. Gulvet i stuen var en lille plæne med græs, som kildede hans bare tæer. En lille bille kravlede over hans fod, netop som han gik hen til den gamle dame i lænestolen. Han satte sig på gulvet ved siden af hende, og gav hendes senede hånd et kærligt klem. Den gamle same havde dybe rynker i panden, og han vidste at munden kunne fortælle de mest fantastiske historier. De sad begge to helt stille og lydløse, mens de kiggede ud og lyttede til regnen.
   Lodajs brød stilheden idet han rejste sig og kyssede hendes skrøbelige hånd. Hun måtte lægge nakken helt tilbage for at sende ham et takkende smil.
   "Tag nu en regnjakke på, skat, du skulle nødig gå hen og blive syg" nærmest råbte hun efter ham.

Lodajs greb den gule regnjakke i entréen, som stadig var en anelse fugtig. De våde sokker fik lov at blive hængende, og trak barfodet i sine gummistøvler. Han smækkede døren efter sig, men stoppede op på det første trappetrin og tog en dyb indånding. Han lukkede øjnene og mærkede luften helt ned i maven og pustede ud ligesom et tordenbrag buldrede hen over byen. Han slog hatten op, så den dækkede det meste af hans lange mørke hår og tog et skridt ud i regnen. For enden af havegangen stoppede han igen op og lyttede til den trommende lyd på hatten, som gjorde ham døv for andre lyde omkring sig. Så lagde han hovedet bagover og åbnede munden på hvid gab. Tusindvis af dråber væltede ned i ansigtet på Lodajs, han smagte på hver eneste dråbe, der landede i munden. Den unge plokant kunne konstatere, at regnen snart ville holde helt op. Det betød at han igen ville trække sig tilbage på værelset oppe under taget. Den unge plokant summede lidt for sig selv, og gik ud på fortovet og fortsatte ned af vejen. Han kiggede rundt, gaderne var øde, men han fortsatte trolig og i let løb ned ad vejen.

Der var de plokanter der elskede regnen, og så var der de plokanter som ikke kunne fordrage den. Disse plokanter havde næsten alle sammen søgt ned i dalen, hvor det stort set aldrig regnede. Her havde de isoleret sig i store beton blokke og dækket alt grønt med sten og cement.

Lodajs gik i sine egne tanker og nød ensomheden i den fugtige luft, mens dråberne stadig trommede på regnfrakken. Han gik igennem en dyb vandpyt og mærkede, hvordan vandet kølede de bare fødder igennem gummistøvlen. Den unge plokant sparkede lidt til vandet i den store pyt og grinede højt af sig selv. Ørerne under hatten voksede sig langsomt større, og lydene uden for den blev langsom tydeligere. Der var ikke andre end Lodajs' egen latter og regnen der ramte asfalten, men alligevel lyttede han efter en anden og ny lyd. Han gik rundt i byens gader og nød regnen og ikke mindst stilheden. Pludselig blev han afbrudt, i sine tanker, af en mild latter. Han slog hatten ned, og mærkede vinden i håret. Den rare latter kildede i hans øre, og fik ham til at grine. Plokanten blev nysgerrig og måtte finde ud af, hvem den skønne latter tilhørte. Lodajs snurrede langsomt rundt om sig selv, for at finde ud af, hvor latteren kom fra. Hans blik blev fanget af skæret fra noget gyldent, og fortsatte længere ned ad vejen. En lille ung plokant hun dansede klodset rundt mellem dråberne med armene i vejret og munden på vid gab. Hendes regnfrakke var alt for stor og ærmerne var derfor smøget op, så hænderne kunne stikke ud. Hendes røde gummistøvler gik næsten helt op til knæene, hvor det lange gyldne hår, som havde fanget Lodajs opmærksomhed, sluttede lige ved støvlekanten. Hun var lille af en plokant at være, men hendes lange hår tydede på visdom. Lodajs stoppede og iagttog den ukendte plokant hun lidt på afstand. Han opdagede at han smilede, og at han havde glemt at trække vejret. Plokant hunnen foran ham grinede højlydt, men det var som om den hjertevarme latter, ikke passede til hendes lidt kluntede ydre. Alligevel smittede hendes latter af på Lodajs, så han kom til at grine. Den ukendte plokant hun fik øje på Lodajs og stoppede hurtigt op. Hun fjernede forsigtigt håret fra øjnene og smed det, i en hurtig bevægelse, om på ryggen. Deres øjne mødtes og de stod begge som forstenet et sekund og iagttog hinanden. Lodajs løftede hånden og vinkede til hende imens han smilede. Den unge hun sendte ham et smil tilbage, men skød genert blikket i jorden. Hun vendte sig om og gik op imod huset bag hende. En høj og voldsom stemme tordnede ud af den grønne hoveddør i huset, og den unge hun satte farten op.
   "Ka' du komme herind. NU!" råbte stemmen af hunnen.
   Hun styrtede ind i huset uden så meget som at se sig tilbage. Lodajs havde aldrig set hende før, og undrede sig over, hvem hun var. Han kiggede op på det gule hus, som hun var forsvundet ind i. Bag gardinerne kunne han se to mørke silhuetter, den ene var større end den anden, men han var ikke i tvivl om, hvilken der var den unge plokant hun.
   "Jeg har sagt du skal holde dig fra regnen." råbte den store silhuet.
   "Hvorfor må jeg aldrig have det sjovt, hvorfor skal det hele altid være så kedeligt?" råbte den lille tilbage og forsvandt fra vinduet.
   Lodajs listede tættere på og fandt et vindue på gavlen, hvor gardinerne var trukket fra. Han kiggede ind, og så hende sidde på en gammel sofa. Den manglede det ene ben, der i stedet var blevet erstattet af gamle bøger. Hun sad med armene over kors og havde skudt underlæben frem.
   "Jeg hader dig!" råbte hun og skar en sur grimasse.
   Lodajs kunne ikke se den plokant, som hunnen kaldte far, men han kunne høre stemmen tordne i hendes retning.
   Den unge plokant hun rejste sig fra sofaen og løb ud af rummet så Lodajs ikke længere kunne se hende.
   Lodajs sjoskede hjem imens han sparkede lidt til vandet i de vandpytter der lå på vejen. Han tænkte på hunnen og den store stemme som blev kaldt far. Da han nåede sit hjem stoppede han op uden for døren. Han sukkede en gang, før han åbnede og gik ind. Regnjakken hang han på knagen og tog de tørre sokker fra radiatoren på, inden han listede op på værelset under taget.