Nu sad hun her igen, denne gang var der bare en grund til det. Hun græd og var meget ked af det. Hun følte at det var det eneste sted, hvor hun kunne komme ud med sine følelser. Han var død. Nu havde hun forstået det. Men det hele var bare så svært. Hun holdt så meget af ham, og nu var han bare væk. For altid. Hun følte sig fortabt. Fortabt i sit hjerte. Hun holdt så meget af sin lillebror. Hvorfor skulle de også leve her. Hvis de havde levet et andet sted, så ville det aldrig være sket. Han kunne jo også bare have holdt sig indenfor. Han ville aldrig have været syg, hvis han bare havde hørt efter. Hun græd endnu mere. Hun havde altid været så hård ved ham. Hun følte sig skyldig. Så skyldig over at han ikke var sammen med dem længere. Hvis han havde holdt sig indenfor, som hun havde sagt han skulle, ville hun aldrig have været sur, og sagt at han kunne blive ude resten af natten. Det var hendes skyld, at han var død. Hun smed en sten fra sig, af vrede og sorg. Den trillede ned ad den lille bakke, der førte op til 'hendes' sted.

Den lille by sov stadig. Solen var kun på vej op over bjerget. Kvinderne var på vej ud af sengen med søvnige øje, men det endte altid med, at de blev i sengen en halv time længere. Denne lille by, hvis navn ikke kendes, var meget fattig. Indbyggerne måtte selv på jagt for at skaffe mad, og vandet var ikke ligefrem så dejligt. Der var en familie i landsbyen, hvis man kan kalde det en familie da, de var så få, som var meget interessant. De havde deres egne idéer, og levede som de selv ville. De levede sådan, at andre havde det godt i stedet for at tænke på sig selv, som alle andre. Først til mølle, som alle siger, fulgte de ikke, fordi de altid synes, at de andre skulle have lov til at komme først. Den lille familie bestod af en far, datter og søn. Faderen, Srik, stod for alt med hensyn til det mad, der skulle skaffes, Datteren, Alrika, stod for alt det huslige, rengøring, madlavning og pasning af sin lillebror. Lillebroderen/sønnen, Tack, skulle bare gøre, hvad der blev sagt. Han gik ikke i skole, det havde de ikke råd til, så Alrika sørgede for at han kunne læse og skrive nogenlunde. Da solen så var stået op, startede en ny dag, som alle andre også startede, men ville den også ende lige sådan?

Alrika stod op og klædte sig i sin normale gul - og hvidstribede kjole. Det var en hun engang havde fundet på lossepladsen få km, derfra. Hun vækkede Tack og fik ham til at gå uden for at lege lidt.
   Når Tack fik det at vide, løb han altid, han elskede at løbe. Han løb altid rundt om hele landsbyen. Blev bare ved uden at stoppe. Indtil han blev kaldet ind igen.
   Alrika gik ud til hønsene og fik 4 æg ud af det. Hun havde dem i en lille kurv med et hvidt klæde over. Inde i køkkenet var der ikke særlig meget plads. Ingen steder at sidde, bare et lille komfur med

to kogeplader og en lille bordplads. Hun fandt en pande fra skabet. En pande var måske for meget sagt, for noget af den ene kant var brækket af og den var meget slidt i bunden. Hun slog 2 æg ud i panden. Hun spiste aldrig selv morgenmad, for så var der ikke nok. Hun var ligeglad med, at hun skulle gå sulten rundt resten af dagen, hellere det end at de andre sulter, tænkte hun altid. Srik så man ikke hele dagen, han var altid ude på jagt eller også sad han sammen med nogle gutter for at drikke pengene op, altså dem, der var tilbage.
   Hver dag kom der nogle skattefolk ridende til landsbyen, da der altid var mindst én, der ikke kunne betale skat. De kom tidligere end normalt. Alrika kaldte Tack ind og han kom løbende med det samme. Srik var ikke at se nogen steder. Alrika lukkede døren ind til huset. Hun var altid lidt bange når de kom, for man vidste aldrig, hvad skattefolkene kunne finde på. De havde ikke råd til at betale skat og det var slemt.
   Skattefolkene stoppede ud foran deres hus. Pantefogeden stod af hesten og gik helt tæt hen på Alrika. "Ligger pengene snart på bordet?", sagde han hårdt til Alrika mens han kiggede ned på hende, da han var næsten to hoveder højere end hende. Hun trådte et skridt tilbage og gengældte hans vrede ansigtsudtryk "Her hænger pengene jo ikke ligefrem på træerne, nej her må vi arbejde for at få dem, virkelig knokle for at få bare lidt at spise, men det kan sådan en flok kyniske personer som dig sikkert ikke forstå!" sagde hun og hentydede til den flok skattemænd Pantefogeden havde bag sig. Pantefogeden stirrede hende koldt ind i øjnene, skulle lige til at gå, men vente sig så om og gav hende en ordentlig lussing på kinden "Jeg skal nok lære sådan nogle udskud som jer at betale til tiden!" Tack kom løbende ud af huset og gik hen foran pantefogeden med en grydeske i hånden "Hvis du røre min søster igen, får du med mig at bestille!" sagde han og prøvede at spille hård, mens han fægtede lidt med grydeskeen i luften. "Gå ind med dig igen Tack, du er ikke gammel nok til det her!" sagde hun til ham og kiggede strengt befalende på ham, men han blev stående.
   Den eneste kommentar Pantefogeden sagde var: "Hrmpf, det er ikke det sidste i kommer til at høre fra mig, I skal nok få lov til at bøde for denne uciviliserede opførsel!" Han svingede sig op i den brune læderfarvede saddel og red ud af landsbyen igen. Han ville ikke en gang bruge tid på de andre landsbybeboere. Alrika fulgte dem hele vejen væk med sit blik.
   Da de var helt ude af syne tog hun fat i Tack. "Hvad i alverden skulle det til for?" spurgte hun vredt. Han svarede ikke. Hun ruskede lidt i ham og kiggede strengt på ham. "Du er ikke min mor!" sagde han ondt og nedgørende til hende. Hun slap ham, gik inden for og sagde: "Så kan du få lov til at være ude til i morgen! Du er jo så vild med at være ude." hun trak ned i det tæppe, som skulle forestille at være en dør, og ærgrer sig over, at hun ikke havde en dør, hun kunne smække med.
   Tack rystede på hovedet med tårer i øjnene. Han begyndte at løbe, som altid, men denne gang løb han kun et lille stykke og stoppede igen. I udkanten af landsbyen stod der et meget højt træ. Tack

kravlede op ad den. Oppe i toppen havde han, sammen med sin far (Srik) bygget et træhus. Det var længe siden, han havde været deroppe. Man kunne se, at der var kommet lidt mug på træet, og stoffet, der skulle forestille gardiner i vinduerne, var helt hullede og flænsede. Han satte sig på gulvet og kiggede ud over landsbyen, da der pludselig kom et ordentlig tordenbrag og regnen dalede hurtigere og hurtigere ned fra himmelen, ja det faldt ikke en gang, nej det var som smidt ud af en balje. Han trak benene længere op under sig og tænkte lidt over det, der var sket tidligere på dagen.
   Alrika smed sig på skindtæppet ved bålstedet og græd. Hun var ked af det, der var sket. "Donk! Donk!" Srik kom. Han slæbte altid sine ben hen ad gulvet når han kom, og det var som regel fordi han havde drukket, det betød så at han ikke havde været på jagt, og at de så ikke kunne få aftensmad. Alrika rejste sig og gik Srik i møde.
   "Hvor er maden?!" sagde hun skrapt til ham, selvom hun godt vidste det. Hun kiggede ham ind i hans røde fordrukne øjne. "Har du nu drukket igen?! Hvorfor kan du ikke tage dig sammen?! Bruge pengene fornuftigt?! Her går vi og slider og slæber hele dagen for at tjene lidt penge, så du kan købe de redskaber, du skal bruge til jagt, og så drikker du dem bare op?! Det er for meget!"

Srik vente sig om og begyndte at gå tilbage af den vej han var kommet fra, da han efter lang tavshed spurgte: "Hvor er Tack?" Alrika tænkte lidt og kom i tanker om dagens tidligere problemer. Hun løb ind i huset og fandt sit skindtæppe frem, tog det over sig og gik ud i regnen, mens hun kaldte så højt hun kunne: "Tack, hvor er du?!!", men der kom ingen svar. Hun var rundt i hele landsbyen for at lede efter ham, men uden held. Han var ikke til at se nogen steder. Alrika løb hen til det store træ, ikke for at lede efter ham, men for at tænke. Tack fik øje på hende da hun kom gående. "Alrika?" sagde han lavmælt. "Tack der er du!!" sagde hun med en smil på læben og lykke i stemmen. Tack kravlede ned og de omfavnede hinanden. "Du er jo drivvåd." sagde Alrika bekymret. "Vi må hellere skynde os hjem så du ikke bliver syg." hun trak lidt i ham for at få ham til at gå, da der pludselig lød et: "ATJU!" Det var Tack. "For sent." Sagde han, så man næsten ikke kunne høre det.
   Hun lagde en tæppe ud på hans 'seng' og fik ham til at lægge sige, hvorefter hun lagde endnu et tæppe over ham. "Jeg laver noget suppe til dig" sagde hun til ham, hvorefter hun bevægede sig ud i køkkenet og lavede suppen. Hun fandt boksen frem med grønsager, tog de sidste to gulerødder og en porre, satte boksen på plads og begyndte at skærer dem. Hun satte suppen over kog og ventede til boblerne lige så stille ville komme til syne i vandoverfladen. Da suppen var færdig slukkede hun for komfuret og hældte suppen over i en skål, lagde en lille ske i og gik ind til Tack og gav ham suppen. Han tog et par mundfulde af suppen, men satte den derefter fra sig, lagde sig om på siden og sov.

Alrika satte sig på sengekanten og strøg håret væk fra hans ansigt.
   Hun var bekymret for ham. Det at være forkølet i et sådan miljø var ikke godt, ja man kunne faktisk dø af det, hvis man var uheldig.
   Alrika stod og tørrede komfuret af, da hun hørte noget støj inde fra stuen. Hun gik der ind og så at Tack lå og vente og drejede sig i sengen. Han havde mareridt. Hun rakte hånden frem for at mærke på hans pande, men da den strejfede den, trak hun den hurtigt til sig igen. Den var meget varm. Hun så bedrøvet ud. Hun tog sig sammen, satte i løb ud på gaden og løb op af vejen. Hun skulle hente lægen.
   "Ja, det eneste der er at gøre er at sørge for at holde ham varm og give ham en masse suppe." Sagde doktoren og rejste sig. Han lagde en hånd på Alrikas skulder og smilede et lille medlidenheds smil. Der trillede en tåre ned ad hendes kind.

Dagene gik og Tack fik det værre og værre. Der var mindre og mindre mad, for Srik fik ikke så meget ud af sin jagt, men der var lige nok til at lave suppe til Tack. En sen morgen hvor Alrika gik ind med suppen til Tack, tabte hun det hele. Hun kunne ikke få liv i ham. Hun gik i panik og ruskede og ruskede i ham, mens hun blev med at sige hans navn. Hun faldt sammen over ham og græd. Srik kom hen til Alrika. Han havde forstået, hvad der var sket. Han fik Alrika op at stå og tog så om hende, i et varmt og trøstende knus. "Det skal nok gå," sagde han med en beroligende stemme. "Det skal nok gå alt sammen." Det var længe siden Alrika havde fået sådan et knus af sin far. Måske kunne det her få ham til at lade være med at drikke?
   Roserne, som de smed, dalede lige så stille ned på kisten mens fire mænd forsigtigt hejsede den ned i mørket. En anden tog skovlen og begyndte at dække hullet til igen. "Bomb, bomb" sagde det for hver gang en bunke jord landede på kisten. Alrika holdt sin far i hånden. Det havde en beroligende virkning. De græd begge to. De fik klap på skuldrene af alle de tilstedeværende. "Held og lykke og Det gør mig ondt." Blev sagt fra alle sider. Da alle menneskerne var forsvundet, gik Alrika også. Ikke hjem, men hen til et sted uden for landsbyen. Et sted hun altid var når det var noget. Denne gang havde hun bare en grund til at være det.