Hvordan man overlever i et rum med een (1) kvinde
Dette er den letteste (læs: mindst farlige) diciplin, af dem vi skal gennemgå idag. Samtidigt er det nok den, der er sværest at mestre! En enlig kvinde er som en tom pumpgun: Hun udstråler farlighed, men hun går sjældent af uden varsel. Som altid skal der dog opfordres til forsigtighed: Kvinder gemmer ammunition de mærkeligste steder!
Her først nogle grundregler, som kan hjælpe novicen levende igennem hans første par møder med kvinder (overhold dem, og du lever måske længe nok til at udvikle en personlig stil): Vær omhyggelig; observer rummet inden du vover dig derind. Lær rytmen i kvindens cirkuleren i rummet at kende - vær især opmærksom på objekter i rummet, som hun viser interesse for; kan de bruges som kaste- eller slagvåben? Er hun højre- eller venstrehåndet? (vi placerer os altid i en vinkel på 30 grader bag hendes svageste arm! - husk, at ca. 3% af alle kvinder er ambidextrøse, og som sådan ikke har en svag arm. Vover du dig ind til en sådan kvinde, har du selv bedt om det). Beskyttelsesudstyret er en selvfølge; især ørepropperne kan ikke overvurderes - de har reddet adskillige observatøres forstand. Den enlige kvinde er i nogen grad afhængig af din genspejling af hendes verden - vær derfor opmærksom på, hvordan du placerer dig i forhold til rummets spejle. Endelig er der din adfærd i rummet: Indlad dig aldrig på diskussioner med kvinden - det er formålsløst: der er ingen liniær forbindelse mellem det, du siger og det, kvinden hører! Den erfarne observatør indgår dog nu og da i smalltalk med den observerede; her skal man blot huske, at uanset samtalens indhold, vil den, i kvindens univers, altid dreje sig om hende. I normalsituationen bør man aldrig forfalde til simpel smiger - den gennemsnitlige kvinde lapper den slags i sig, og man opnår kun at vanskeliggøre fremtidig observation. I ekstremsituationen er det dog i orden at bruge smiger som overlevelsesvåben - selv her, skal det dog anvendes med forsigtighed; jeg har læst observatørrapporter, som beretter om antydninger af selvindsigt hos de observerede kvinder, og ved disse individer ville forsøg på smiger naturligvis være fatalt (personligt mener jeg, vi må tage alle antydninger af selvindsigt dybt alvorligt; der må målrettede avlsprogrammer til for at udrydde denne tendens, og det kan ikke ske hurtigt nok).
Kvinden er det eneste kendte rovdyr, hvis støjniveau er ligefrem proportionalt med dets antal; lad dig ikke narre: En enlig kvinde kan være næsten lydløs - vend aldrig ryggen til hende.
Fordele: Du kan give hende din fulde opmærksomhed
Ulemper: Du skal give hende din fulde opmærksomhed
Hvordan man overlever i et rum med to (2) kvinder
Af endnu ikke fuldstændigt forståede årsager er dette nok det farligste antal kvinder, som kan være samlet på et sted! Forsøg så vidt muligt, at undgå denne situation. Tvinges man alligevel ind i et rum med to kvinder, skal ovennævnte grundregler følges til punkt og prikke.
To kvinder i et rum er observatørens klassiske mareridt: Uanset hvad du gør, kommer du i centrum, mister din observatørstatus og bliver en integreret del af det, du ville beskrive! De to kvinder vil have al deres opmærksomhed rettet mod dig - alle tegn på, at du viser den ene af dem speciel interesse vil øjeblikkeligt bringe den anden i offensiven. Som udgangspunkt, kan dette være smigrende, da hun normalt først vil forsøge sig med at være indsmigrende og forførende, men virker det ikke, er man omgående i livsfare. Lader man derimod som om det virker (flytter sin opmærksomhed), er man blot kommet fra asken og i ilden, idet den kvinde, som lige nød opmærksomheden, vil reagere endnu voldsommere. Der er to mulige udgange på denne onde cirkel: 1) Man forbliver centrum for kvindernes opmærksomhed og den onde cirkel bliver ondere og ondere; denne situation demilitariseres som regel først, når kvinderne har delt observatøren i to lige store bunker, som de hver især er tilfredse med. Kun de færreste observatører overlever denne proces! 2) Visse erfarne og hurtigtænkende observatører siges at have overlevet den onde cirkel ved hjælp af aktiv reprojektion. Kernen heri er, at den udfarende kvindes opmærksomhed afledes fra observatøren og i stedet rettes mod den anden kvinde, som anklages for at have forblændet den stakkels uskyldige observatør. Når det virker, fører aktiv reprojektion til en ganske underholdende kamp mellem de to rovdyr og den eneste ulempe er, at der sjældent bliver noget tilbage at observere (med mindre man interesserer sig for mikrobiologisk dekomposition). Når det ikke virker, har aktiv reprojektion den ulempe, at man påkalder sig ikke een, men to kvinders vrede. Den logiske konsekvens heraf er, at kvinderne ikke stopper, når de har opdelt observatøren i to bunker - de bliver ved: man bliver gulvbelægning.
Fordele: To kvinder er det mest spændende antal man kan observere
Ulemper: To kvinder er det mest spændende antal man kan observere
Hvordan man overlever i et rum med tre (3) kvinder
I denne situation kommer moderne observationsudstyr til sin ret. Uden video- og lydoptagelser er det praktisk talt umuligt at beskrive det mylder af skiftende alliancer og bagtalelse, som er det naturlige miljø i et rum med tre kvinder. Det er også her kvindens specielle begavelse bedst kommer til udtryk (som bekendt er 85% af kvindens neurale netværk reserveret til registrering af tidligere løgne, halve sandheder og årsager til alliancebrud). Observatørens vigtigste opgave er dog ikke som sådan at observere dynamikken; vil han overleve, må han være ekstremt opmærksom på tegn på en varig alliance mellem to af kvinderne. Skulle en sådan opstå, er det tid til at evakuere rummet, da det er i fare for at transformere til det ovennævnte, ekstremt farlige, to-kvinde-rum! Den erfarne observatør har dog gode muligheder for at fange sådanne tegn i tide, hvorfor tre-kvinde-observation (som giver gigantiske, næsten uoverskuelige datamængder) er blevet en ganske populær beskæftigelse. Der mangler stadig gode analyser af de indsamlede data.
Fordele: Tre-kvinde-observatører har en meget lav mortalitetsrate
Ulemper: Tre-kvinde-observatører har en stor arbejdsbyrde
Hvordan man overlever i et rum med fire (mange) kvinder
Mænd som observerer fire eller flere kvinder kaldes kaosforskere. De betragtes af de fleste som fantaster og man ser dem ofte hængt ud i pressen. Jeg vil her gerne mane til besindighed: Det virker overilet at opgive observation, blot fordi det mulige antal alliancer bliver et uoverskueligt stort tal! Hvis vi ikke kan beskrive situationen matematisk (og det gør jeg mig ikke håb om, dertil er vi simpelthen ikke mænd nok), så lad os i det mindste forsøge at forstå den dynamiske matrix. Kvinden har det i dette rum som fisken i det veliltede akvarium, og hvis hun kan håndtere situationen, hvorfor skulle vi så ikke kunne forstå den? Jeg mener, er vi ikke mænd? Der er egentligt kun een fare, som observatøren skal være opmærksom på i dette rum - den frygtede matriarkalisering: Kort fortalt, er matriarkalisering den situation, hvor kvinderne i rummet, med baggrund i deres blotte antal, når til den horrible konklusion, at de er vigtigere og klogere end manden! Den ulykkelig observatør befinder sig således i en situation, hvor ethvert tegn på hans naturlige overlegenhed vil resultere i øjeblikkelig udslettelse. Lykkeligvis virker kvindens medfødte mindreværd aktivt dæmpende på tiltag til martriarkalisering.
Fordele: Dette rum kunne blive kilden til den ultimative forståelse af kvinden
Ulemper: Kaos, dit navn er kvinde
Endelig, husk altid: Kvinder er ikke flokdyr; ethvert rum med mere end een kvinde er derfor ikke i balance! Man ser ofte den erfarne observatør lade naturlig udvælgelse gøre arbejdet, og først starte sine observationer, når balancesituationen med een kvinde er nået. God fornøjelse med observationerne.