Hendes sind var mørkt og tynget af byrder
der var så mange krav
så meget hun skulle leve op til
hensynene til venner og familie
det tærede hende op

Ofte satte hun sig i sin bedste stol
lyttede til hendes elskede Chopin
lod de dystre tanker flyve
i forvikling med musikkens toner

Hvad skulle hun dog gøre
var bundet på arme og ben af tunge reb
dem magtede hun ikke at røre
hun kom dybere og dybere ind i sit mørke sind

Årene gik, langsomt var hun begyndt
at pille ved de tunge reb
det mørke hul hun havde befundet sig i
stod nu og glimtede for enden

Med små skridt gik hun efter
det glimtende lys
og snart var alle reb bundet op
nu kunne hun række ud og modtage
det som hun aldrig før havde kunne føle i sin krop

Hun kom ud af sit mørke
hendes stolthed voksede
hendes tillid kom i top
rebene havde hun smidt
men erstattet af fine - lette- silkebånd

Først nu var hun lykkelig - rigtig lykkelig
det sorte hul var nu en glimtende krystalkugle
hun kunne se det dejlige liv
med alle dens farver og nuancer
det var værd at kæmpe - at smide rebene