Næh, man bør nok vænne sig til at tænke sig om før man sender en kommentar. Håber du har held med det fremover.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hermanøv, jeg brugte videnskabeligt ladet ord i en kommentar, der lød meget diagnosticerende uden jeg kendte personen. Jeg er enig med personen om man ikke bør forsøge at diagnosticere folk på nettet.

Det var uovervejet og dumt ordvalg, når der er så mange andre ord jeg kunne bruge der ovenikøbet er mere præcise i forhold til hvad jeg faktisk prøvede at sige.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hermanøv, jeg er enig så langt at skrivning for sig selv ikke er terapi og bør ikke forsøge at være det.

Satire og pastiche passer ind i din definition af skrivekunst, men jeg synes det bør holdes for øje at uoplyste folks skriveri ofte bare er en udstilling af deres fordomme. Mænd der skriver om hvordan de tror kvinder oplever traumer og rammer så gralt forbi. Folk der omskriver historien for at opfylde et narrativ. Folk der forsøger at beskrive hverdagen for en psykisk syg og overhovedet ikke har sat sig ind i det.

Det er tydeligst, når hvide forsøger at beskrive oplevelsen af at være sort eller af farve. Hvordan ekstrem dyriske lyster bliver sat i forgrunden fordi forfatteren tror sorte er mere i kontakt med deres dyriske natur etc. Som når Goebbels forestillede sig livet som jøde var at sidde på en guldstol og gnubbe sine hænder hele dagen.

Så jeg tror på skriverens opgave er at skrive ærligt og autentisk uden om fantasiforestillinger påduttet af samfundet. Når George Lucas skriver om Luke Skywalker, så skriver Lucas om sig selv. En knægt, hvis interesser er mekanik, langt ude på landet, der havner i en kulturkrig. Han Solo er Francis Ford Coppola, Chewie er deres hund, etc.

Det har bund i noget sandt. At skrive blindt om noget man ikke har oplevet er for mig en af de største fejl man kan begå som skriver. Hvilket jeg synes tydeligst er i de Star Wars film, der er baseret på hvordan en eller anden klaphat tror det er at vokse op i en eller anden fjern galakse.

Og når en person åbner op og gør det enormt udfordrende at fortælle om sin oplevelse, så bør det opmuntres og støttes. Men derimod hvis de spinder narrativer ud af den blå luft og lyver om verdens natur, så er det skadende og nyttesløst.

Skrivekunst er måske fiktion, men det er ikke en løgn.

Hej Titken.

Det var ellers et godt indlæg, du lige sendte. (#5)

Det er noget af en opsang til sådan nogle som jeg der stort set intet har oplevet, men må opfinde alt hvad jeg skriver.

Jeg forbavses lidt over at "Stjernekrigen" - og dens univers - viser sig at være en realisering af Lucas' eget selvbillede.

Og jeg mener umiddelbart at man kan skrive om mennesker uanset hvilken hudfarve de har.
Vi behøver ikke alle at skrive som Richard Wright (som iøvrigt skrev fremragende!) hvor HP's hudfarve var hele nøglen til romanerne. En person kan vel godt være sort bare fordi han tilfældigt har en afrikansk oprindelse?
Hvis en sort forfatter skriver en roman skal alle hvide personer så absolut være arketypisk hvide? (Altså som noget selvfølgeligt besidde en nedladende holdning til sorte?)
Eller er det måske helt umuligt at skille det ad?
Jeg mener: En film/bog kan være med kun hvide. Her berøres racespørgsmålet ikke. Men hvis en film/bog er med begge slags, så vil alle hvide være ikke-sorte og alle sorte være ikke-hvide?
Kan de ikke bare være mennesker, uden at deres historisk belastede/tyngede ry skal træde frem?

Hvis man skriver en roman om mordere, må den så afsløre morderiske tilbøjeligheder hos forfatteren for at blive accepteret som en god bog?
Kan kun en morder skrive lødigt om morderens psykologi og tænkemåder? Kan en lovlydig (i levned og tanke) ikke skrive lødigt om lovbrydere?
I så fald må vi nok skrotte det meste af kriminallitteraturen.

Og hvis man må lade fantasien udfolde sig om erhverv, kan den vel også gøre det om etnicitet?

Nuvel, der er forskel på at skrive episk om noget, og at sætte en afrikaner i jeg-form, hvis man selv stammer fra Skandinavien.

Jeg kan godt forstå at man KAN komme galt afsted i så henseende, altså begå et værk som ikke er troværdigt, men jeg vil sige at mange af mine favoritbøger er skrevet af forfattere der ikke kan siges at ligne alle deres personer, selvom det kan forekomme.

Flemming, Jeg forstår hvor du kommer fra. Når det kommer til konceptet om at forstå psykopatens sind eller morderen, så kan der komme fremragende historier, uden at forfatteren selv har begået mord eller er psykopat.

Men hvis du lægger mærke til det, så ræsonnere de historier bedst, hvis der er et aspekt af noget ærligt eller sandt. Hvis vi for eksempel tager Hannibal Lecter. Jeg forventer ikke Thomas Harris har indgående viden eller har prøvet at spise en masse mennesker. Hvad jeg forventer han har prøvet er at være i et rum med en masse forlorne overklasseløg, som maskerer uhøflighed i sociale masker. Når man ser karakteren af Lecter, så handler hans motivationer om transgression af den sociale kontrakt, vi kalder høflighed. Det er noget, der er dybt i os alle og kan relatere til. Der er noget sandt i at vi tåler dårligt folk, der ikke respektere os. Et urinstinkt bliver vækket i os om at være anerkendt og respekteret som et menneske. Det er hvad karakteren Lecter viser os.

For når det kommer til den virkelige verdens seriemordere, så er der ikke nogen Hannibal Lecter. John Wayne Gacy, Ted Bundy og hvem ellers Lecter siges at være baseret på var ikke hyperciviliseret mennesker, der slog ihjel som tvangstanke baseret på respekt eller høflighed. Jeg har studeret en del seriemordere og hvad der er slående, er at der ikke er nogen af dem der er videre intelligente. Myten om den intelligente seriemorder virker til oftere at komme fra en historie om inkompetente politifolk, der lod morderen gå ud af ren idioti. En af Dahmers ofre f.eks. en ung sort dreng kom løbende nøgen, rædselslagen ud af en bygning, mishandlet, blødende ud af rektum og ud af det hul i hovedet fra Dahmers hjerneoperation udført på drengen. Politiet fandt drengen hos nogle unge kvinder, der forsøgte at hjælpe drengen, men politiet bragte drengen tilbage til Dahmer, da Dahmer fortalte dem at drengen var hans elsker. Hans beviser var det børneporno, som Dahmer havde lavet med drengen. Drengen blev senere myrdet og spist efter Dahmers metode. Det er meget mere kendetegnende for de faktuelle sager om seriemordere at politiet havde en forestilling om homoseksuelle og sorte at denne slags hændelser var normale, bygget af en kultur fyldt med misledende myter lavet af disse såkaldte "frie fantaster, som bare opdigter historier".

De romantiserede billeder der findes i kriminal litteraturen og i popkulturen generelt er det pure opspind, som oftest ligger til hinder for politiets arbejde med at opklare mord, da folk giver vildledende tips bygget på en grundlæggende misforståelse om seriemorderens natur eller psykopatens natur.

Min pointe værende at Lecter er kun interessant fordi han afspejler noget i forfatteren, som giver genklang i os selv. Ikke fordi han er psykopat eller seriemorder. Studiet er af vores eget sindelag og vores egne oplevelser, men det giver os ikke indblik i en psykopats natur, som en sober gennemgang skrevet af fagfolk gør.

I dit eksempel med race, om hvor vidt en sort person, absolut bør afbilde hvide mennesker som arketypisk hvide, så forekommer det mig at den sorte person bør være autentisk omkring sin oplevelse af hvide mennesker. Solomon Northup skylder ikke nogen at romantisere sin oplevelse af hvide mennesker. Hans arbejde er at fortælle ærligt om sin oplevelse. Selvom det er en ubehagelig sandhed om menneskets natur og det krænker jeres fintfølende sarthed. Det samme gælder Rudyard Kipling og andre store forfattere. At målet er ikke at bøje sandheden, men nærmere at vise den.

At sætte en afrikaner i Jeg form, i en historie der ikke handler om race, er vel det man kalder "Virtuesignaling", hvor forfatteren forsøger at vise verden hvor tolerant forfatteren er. Selvom race ikke er indblandet i historien, så vælger forfatteren at gøre personen til sort afrikaner. (Hvis historien handler om racisme set fra en sort persons synspunkt, så skriver forfatteren om noget, de ret beset ikke ved noget om, som giver liv til myter der oftest indtil videre er blevet brugt til diskrimination) Desuden er der en del afrikanere i f.eks. sydafrika, som vil synes din karakterisering af afrikanere som værende sorte, for at være en smule snæversynet. Spørg bare Charlize Theron eller Die Antwoord.

Jeg er desuden også forbeholden om tanken at skrivehvervet er fantasi-opfyldning. At høre andre folks fantasier er noget af det mest hjerneblæste og sindsoprivende kedelige jeg nogensinde kan forestille mig. Jeg synes at hvis ens mål er at opfylde folks fantasier, så bør man lave porno, da porno ikke er andet end fantasi-opfyldning. At give folk hvad de vil have istedet for hvad de har brug for. Den nye Star Wars film hører til i den kategori. Den handler ikke om noget. Det er ren og skær fantasi-fyld. Skrivehvervet handler om at udforske og strække sin empati, sin indlevelsesevne til det yderste. At udforske sine grænser og lede efter mening i en ellers meningsløs verden. Ikke at drømme sig væk til en fjern galakse og sidde i en gokkecirkel og fortælle hinanden hvor dygtige man er. Skrivehvervet er at vække følelsen af der mangler noget og udforske om der er noget, der kan fylde den længsel.

Forfatteren behøver ikke at ligne sine karakterer rent fysisk, men de skal kunne forstå deres motivationer bag deres valg, for at kunne redegøre for de valg. Ellers ender man med de her opspind, som skader os alle indirekte og nogle gange direkte. De opspind er fordummende, samfundskadelige og ukonstruktive.

Den sidste sæson af Game of Thrones er der en scene, hvor Sansa Stark fortæller om sit traume af at være blevet voldtaget af Ramsay Bolton. I den viser hun en stolthed og tilfredstillelse af at være bleven voldtaget fordi det har gjort hende "stærkere" Det er tydeligvis skrevet af en mand, og hvis man taler med kvinder, som har oplevet voldtægt, så er det langt størstedelen som beretter om den modsatte følelse. At en voldtægt giver følelsen af magtesløshed og mindre værd. Det er skrevet sådan, fordi den mandlige forfatter har en fantasi om at hvis han voldtog en kvinde, så ville hun blive "stærkere" så det er essentielt en tjeneste at voldtage kvinden, endda måske en pligt at gøre. Det er resultatet af denne form for fantasi-opfyldning, som jeg tror er stik i mod ånden af skrivehvervet, som bør være en udforskning af hvad der kan få en til at tænke sådan.

Hej Titken

Jeg har kun set én stjernekrigsfilm. (Den første). Aldrig set Game of Thrones, men jeg kender personen Hannibal Lecter.

Jeg ved ikke om jeg helt forstår dine betragtninger, men jeg har den mening at vor interesse for ham nok har noget med at han besidder det, som du kalder høflighed.
Jeg vil sige at manden har stil, fordi han er veluddannet. Han KUNNE stille sig an på måder der ville vække beundring og respekt hos alle der blot ikke kender hans alimentære tilbøjeligheder.
I modsætning til filmens anden skurk, som helt igennem er frastødende.

Film og bøger skal jo sælges, og det er lykkedes Thomas Harris at få vind i sejlene.

Fagfolk ved noget som amatører ikke ved. De sidste kan lave en vis research, som gør deres bøger spiselige. Og man skal huske at en afhandling skrevet af en fagmand ikke vil tilfredsstille manges læselyst.
Fagbøger henvender sig ikke til romanlæserne. Hvor maget lødigere de end må være.

Din beskrivelse af en voldtægts positive sider (At der næppe er nogen overhovedet) kan jeg tilslutte mig. Vold er og bliver vold.

Hej Flemming

Altså, det er selvfølgelig et kompliceret emne, men hvis jeg for argumentet skyld skulle koge det ned, så tror jeg min pointe er at vi som forfattere har en pligt til at søge sandheden. Ikke at opdrive løgne og misinformation. Hvilket jeg tror på at ideen om at forfatteren "bare" er en lystløgner, der ud fra han eller hendes gudsgivne talent får inspiration ud af den blå luft til at finde på hvad som helst, er en skadelig myte.

Skrivekunst er et håndværk, der producerer tekster med formål at give indsigt i ens egen menneskelighed, ofte igennem linsen af andres oplevelser.

Teknikken er at kombinere viden, kunsten er at tage ud og søge efter viden. Det kræver en del mod og galskab at rykke grænserne for hvad der er muligt. På den led, så minder dem der opdigter om dem der opfinder. Forlader-geværet var nødvendig for at opfinde revolveren. Revolveren nødvendig for at opfinde automatpistolen. De banebrydende elementer er små, som f.eks. aflåste kamre eller roterende mekanik eller patronhylstre igennem utallige iterationer produceret af fagfolk og entusiaster. Forskellige mennesker opfandt hver deres del, men med noget håndværk og forestillingsevne, så har man Gatling kanonen etc.

Det irriterer mig, når man I Danmark har sådan en ringeagt for skrivekunsten at tro det er noget der kommer af sig selv som et lyn fra en klar himmel. At man gør det til noget guddommeligt og helligt, uopnåeligt (som når en forfatter siger kunst er subjektivt og kritik, god eller negativ kritik, ikke betyder noget.) At ens karakterer er bare noget man opdigter og bunder ikke i nogen form for realitet og der er ikke noget man kan gøre hverken værre eller bedre.

Specielt når det kommer til digteformen, som meget ofte beskriver en meget personlig oplevelse og er et forsøg på at nå ind til den dybeste del af det menneskelige og sande i os selv fri for konventioner og genre. Til det synes jeg f.eks. ikke man bør diagnosticere hverken Hannibal Lecter eller som situationen der startede denne tråd, nemlig at hvis en person har skrevet om at være for fuld til at finde hjem og derfor får en følelse af manglende tilhørsforhold. Uanset hvor meget oplevelsen kunne minde om et anfald fra en med dissociativ personligheds forstyrrelse. Det er på mange planer en nyttesløs affære at begive sig ud på, da man ikke har nok baggrundsviden eller indsigt i hverken personen eller emnet.

Når det kommer til Hannibal Lecter, så har Harris dog elegant også indkorporeret at hvad end Lecter lider af (hvis han dog overhovedet lider), så er det ikke muligt at diagnosticere, endvidere bliver det hintet at Lecter har en superhuman indsigt i andre seriemorderes lidelser og motivationer, hvilket er grunden til Starling har brug for ham. Det er spekulation baseret på FBI's famøse forhold til Ed Kemper, men Kemper var på ingen måde overnaturlig eller specielt indsigtsfuld. Han fortalte mere om sine egne oplevelser og sin egen forståelse af sig selv, mere end han fortalte om seriemorderes morderiske tilbøjeligheder. Selv efter de 40 år hvor den psykologiske profil har været i brug siden Kemper, så er vi først begyndt at indse hvor mangelfuld og misledende den information produceret af de FBI agenter, der interviewede seriemordere er. At den psykologiske profil er en forældet og meget inkonsistent analyse, der optager ressourcer og giver fejlkonklusioner. Og når så en forfatter som eksempelvis Thomas Harris giver sig i kast med at lave en kriminal-roman, baseret på de undersøgelser, vil den jo også være ligeså fejlagtig som undersøgelserne er.

Det er ikke at sige at Lecter-bøgerne er uden værdi eller uden mangfoldig appel til en lang række folk. Min pointe er at det fascinerende ved Lecter-bøgerne er ikke at det giver indsigt i psykopaters psyke, men at han rammer en masse øjeblikke af sandheder reflekteret i vores eget liv, i sin fortælling om Starling og Lecter. De glubske blikke Starlings mandlige kollegaer giver hende rammer vores egen oplevelse af mindreværd i en ny og fremmed arbejdsplads. Lecters "trigger" når det kommer til manglende høflighed, som vækker en vrede i os alle, når vi selv bliver udsat for denne manglende høflighed. Det er det der fanger os som skrivere og læsere. Sendere og modtagere. Ikke lange skemaer med gerningssteder og gernings-tidspunkter og lister af mordvåben.

Når det kommer til Buffalo Bill i historien, så er oplevelsen ikke set fra Buffalo Bills synspunkt. Han er et objekt for den transfobi vi alle besidder mere eller mindre. Vi oplever alle et ubehag ved tanken om en person, som ikke er hvad denne udgiver sig for at være. At han lyver og bedrager konstant først ved at lade som om han har en brækket arm og har brug for hjælp til at flytte et møbel, til at han forsøger at "forklæde" sig som en kvinde ved at lave en huddragt af sine kvindelige ofre. Denne formskifter er en arketype, der lever dybt i os alle. En skyggefigur så at sige, om formskifteren vi ikke kan stole på. Om det er Loke, der skifter form til dyr eller historier om varulve eller vampyrer eller Zeus. De rammer alle sammen en følelse af dyb mistillid til vores medmennesker og omgivelser. Buffalo Bill er en ny iteration manifesteret af en gammel frygt, som går tydeligt igennem al vores historiefortællings-kulturhistorie.

På et analyse-niveau så handler "Silence of the lambs" om en kvinde, der prøver at blive en "mand", altså Starling der vil klare sig i en mandsdomineret verden, og en mand, Buffalo Bill, der prøver at blive en kvinde. De er modsætninger på alle tænkelige måder, men det er den samme sociale mistro de støder på i deres liv og de håndterer det på to vidt forskellige måder. Det er meget fint konstrueret og bygger på oplevelser, vi kan relatere til og opleve som værende sande. Det giver os derimod ingen indsigt i Ted Bundy, John Wayne Gacy eller Summer of Sam. "Silence of the lambs" har dog også spredt en masse unødvendig frygt for transkønnede og afbildede dem som værende mentalt syge perverse seriemordere. Det kommer jo af en manglende forståelse af Thomas Harris at han ikke har oplevet eller forstået den transkønnede oplevelse. Det har tydeligvis fået slået en hel del transkønnede mennesker ihjel verden over, som har den højeste dødelighedsrate af alle befolkningsgrupper i vesten. Lidt på samme måde som "Jaws" bevisligt har fået slået næsten alle hajer ihjel i hele verden. Eller de utallige døde mennesker, som er blevet skudt ufrivilligt fordi Hollywood har overbevist os om at hvis man taber en pistol, så går den af, så folk har forsøgt at gribe faldende pistoler og ved uheld har grebet pistolen på aftrækkeren. Selvom alle pistoler er specielt designet til ikke at gå af, uanset hvor hårdt du taber den.

Denne form for uansvarlig skrivning er misledende og misinformerende, men også selvbedragende, da vores fælles oplevelse af den kultur-oplevelse hurtigt bliver til ufravigelige "fakta" i vores samfund. God skrivning gør os klogere på verden, om end måske bare mere vidende om hvordan andre oplever den. Den opdigter ikke noget ud af den blå luft, men bygger på hvad forfatteren har samlet af oplevelser og viden. Man skal ty til religion, for tekster der kommer fra en uforklarelig kilde.

Så spørgsmålet i sidste ende bliver hvor vidt man forliger usandhederne i Lecter bøgerne med at god skrivning søger at nå sandheden. Til det vil jeg sige at Harris har søgt sandheder om menneskets natur og fundet en del, men farvet af kulturel forårsaget uvidenhed, har han også spundet usandheder. Uanset, så tror jeg ikke på han har haft f.eks. Hermanøv's udgangspunkt om at man bare hiver ting ud af den blå luft (guddommelig inspiration eller tranceskabt meditativ uforklarelig sjælesøgen, eller hvad end folk kalder det)

Hej Titken

Tak for det ualmindeligt spændende indlæg!
Jeg glæder mig over din skarpe opfattelse af modsætningen imellem Starling og Buffalo Bill.
Jeg tør tilføje at Buffalo nok er inspireret af en person i "The Texas chainsaw massacre," som bedrev samme "hobby."

Og jeg er enig med dig i at Harris nok har valgt den "indbildte transkønnethed" fordi den (af ham) ses som en oplagt ækelhed, der straks frastøder sit publikum.
Det er jo ikke ligefrem kvindelig ynde Bill disker op med. Han udstiller en uskøn nøgenhed til larmende musik. Nej det er kvindagtighed af mest kvalmende art.

Og din pointe: At Harris derved bidrager til den almindelige afsky som mange føler ved mødet med den "provokerende umandighed."
Starling, derimod, har intet grimt ved sig. Højst en frygt, som vi har sympati med.

Jeg har altid set Lecter som en slags overmenneske på visse "parametre." I moralsk forstand er han derimod en fortabt stakkel.
Og dog! Harris kan ikke lade være! For han ved som vi at publikum vil glæde sig over en smule menneskelighed hos ham. Den viser han i fortsættelsen "Hannibal," hvor han (nok meget overdrevet) hellere hugger sin egen hånd af end gør Starling fortræd.
Det er en grotesk variant over "skønheden og uhyret."

Det er et meget stort problem du antyder: At der i fiktionen sker en række skadelige virkninger på samfundet, ved eksemplet du nævner med pistolen der (ikke i virkeligheden) går af, når den tabes.

En andet eksempel kan jeg selv nævne, hvor svage (kvinder?) en kort stund har overtager over deres angriber, men så sætter det overstyr ved at flygte i stedet for at udnytte situationen og slå til mens skurken ligger ned. Hvor ofte har vi ikke set det på film?
Burde genren ikke lære de svage at de skal turde være brutale i det korte sekund hvor de har chancen?

Jeg har selv i al beskedenhed skrevet om transkønnethed og brutale kvinder, men da jeg ikke kan prale af større succes, kan jeg vel heller ikke gøres ansvarlig (?)

Altså, Norman Bates fra Hitchcocks "Psycho" er nok den første til at være inspireret af Ed Gein (morderen som skar ofres hud af og havde alle mulige kropsdele til alle mulige formål i sit hjem), dernæst "Texas Chainsaw Massacre" og så Harris' med "Silence of the lambs".

I bøgerne så stikker Clarice af med Hannibal til Brasilien og de bliver elskere. Filmen tolker det anderledes. Den menneskelighed og sympati vi oplever med Lecter er netop baseret på andre ting, end den morderiske psyke. Det hænger stadig sammen med at Hannibal ikke slår folk ihjel, der er høflige. Han kan ikke skære Clarices hånd af, fordi hun netop ikke har været uhøflig mod ham. Det er en udforskning af, hvor dybt vi egentlig er i en uhøflig, uhumsk, uciviliseret verden at udsat for ekstreme situationer, hvordan ville vi så selv reagere. Det er en reel overvejelse og ikke blot en fantasi. En fantasi er mere som det at vi alle forestiller os at vi ville løbe ind i en brændende bygning for at redde en hundehvalp eller hvis nogen forsøgte at voldtage os, at vi ville bide deres penis af eller et eller andet eller hvis vi var på de fly på 9/11. Vi ved det ikke, før vi har stået i situationen.

Med skrivekunsten bliver vi puttet ind i situationerne på sådan en tilstrækkelig måde at vi får alle de relevante omstændigheder om os, så langt som vores indlevelsesevne rækker. I nogle tilfælde misinformeret, i nogle tilfælde med helteglans over os selv, men jeg tror på vores forstand er indbygget med en mekanisme, der kan sanse når noget nærmer sig usandhed.

F.eks. får en visning af Die Hard os ikke til at tro vi kan hoppe ud fra en brændende bygning i bare tæer med brandslange om livet, men historien tackler et helt andet emne, nemlig kernen i historien, som er forholdet mellem John McLane og hans kone, eller forholdet mellem John McLane og den sorte politimand på jorden. Det er dybe reelle komplekse forhold, som får historien til at fungerer. Ikke eksplosionerne eller skyderierne. Overvej hvor mange tusinde film, der er blevet glemt som har langt flere skyderier og eksplosioner, men ingen skrivekunst. Skrivekunsten er et håndværk, der taler til alle der er villige til at lytte til historier. Ikke sagt at alle historier kan fordøjes af alle, men alle historier følger et mønster, som er gældende i alle genre af litteratur. Selv digtningen, og den eneste vej til at lære skrivekunsten at kende er gennem udforskning og applikation af nyfunden viden om sig selv på den ene eller anden måde.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]