Den mest nærliggende forklaring er nok, at der ikke er meget salg i det. Skuespil i bogform siges også at ligge lavt i bibliotekernes udlån.
Ja, jeg kan godt finde på at læse skuespil, men ja, de nyere kommer jo ikke i bogform.

Der er mange der læser romaner. Derfor har mange fået lyst til at skrive romaner selv.
Skuespil skrives af "teatermennesket." Jeg tror at jeg har "Aladdin" liggende i reolen et eller andet sted. Men jeg har aldrig læst den.

Men sagen er, tror jeg, at der ikke er mange der kan skrive sådan idag.
Men god, idé Kåemer!

Der skrives da skuespil i dag, som opføres på teatrene. Men når de ikke udkommer i bogform er de jo bare væk, når de er udspillet. Det må da være utilfredsstillende for forfatterne, og bliver de ikke indspillet som film er de jo tabt. Jeg har både Henrik Ibsens og Shakespeare's samlede værker, og jeg har læst dem mange gange. Også "Aladdin" forresten.

Kåemer

Jeg har ikke læst meget af den slags. Jeg har et bind om Shakespeare. Heri er blandt andet "Trold kan tæmmes."
Heri bemærker man ganske præcist intrigen i Holbergs "Jeppe på bjerget." Altså eksperimentet hvor fine herrer forestiller sig spasen med at drikke en bonde fuld og anbringe ham i baronens seng, hvorefter alle på slottet bukker og skraber for ham, som var han herremanden selv.

Det kan være en god øvelse at prøve med at skrive et skuespil, for det sætter vel fokus på det at skrive replikker?

Det er længe siden, jeg har set Jeppe på Bjerget eller læst Trold kan tæmmes, eller set filmen, måske er det derfor, jeg har svært ved at se ligheden? Jeg kan heller lige komme på andre Shakespeare-stykker, som minder om Jeppe, men jeg kender ikke dem alle. Jeg kan i øvrigt anbefale Niels Brunses oversættelser af Shakespeare.

Åhja, det er rigtigt, jeg skulle have tjekket først. Prologen...hvad meningen så er med den, for den afsluttes ligesom ikke.

Det der ligner "Jeppe" er ikke med i filmen, mener jeg. Jeg vil prøve at slå efter hvor.

Nej, det er en prolog eller rammefortælling, som ikke er med i filmen, formentlig fordi det ikke har noget som helst med den egentlige historie, farcen/psykodramaet mellem Katerina og Petruchio, at gøre.

Ja en fyr fortæller vist om at han har fået en idé til et sjovt eksperiment. Så vidt jeg husker.

Nu du fremhæver Niels Brunse, kan jeg ikke dy mig for at reklamere for hans hustru, Nila Parly, som er en fantastisk klog kvinde inden for Richard Wagner og hans musik. Jeg har læst tre af hendes bøger: "Kundrys afspejlinger," "Absolut Sang," og "Vocal Victories," som alle handler om Wagners musik i relation til kvindefigurerne. Hun er netop klog, fordi hun ikke alene er super mht sprog, historie og filosofi, men også formår at gå helt dybt i selve nodematerialet og afsløre hvad der ligger deri. Derfor er hun en usædvanlig komplet fortolker. Og man skal virkelig gøre sig umage for at følge med.
Det være blot nævnt i parentes.

Om Jeppe og Shakespeare

Løsningen på problemer ligger lige for: Læs Shakespeares "Trold kan tmmes". Der er i sig selv meget givende. Man får noget andet ud af det end at se det på teater og film. Jeg vil ikke gå så vidt som Karen Blixen som sagde: "Jeg kunne ikke have levet uden Shakespeare!" Men noget er der om det.

Læs også Henrik Ibsens skuespil. De er ikke svære at få antikvarisk.

Kåemer

Jeg synes måske nok, at Trold kan Tæmmes er lidt grovkornet, også på tekst, men det skal der vel også være plads til. Den er ikke lige blandt det mest lyriske og subtile fra den kant. Det med Wagner-bøgerne skulle jeg måske se på, for jeg skal netop til at lytte til Wagner, har købt Mestersangerne på gammeldags cd, ham har jeg ellers konsekvent undgået siden min teenagetid.

Mestersangerne er meget lang. Jeg så den første gang på Det Kongelige i de sene 90-ere. En sjov situation opstod midt i 3' akt, hvor koret med ét skråler: "Wach auf!" Måske var en gæst faldet i søvn, for i hvert fald begynder han at klappe helt vildt. Han er nok blevet "aufgewacht" og har troet at forestillingen var slut. Og nej, det er ikke en "historie!"

Som dreng sagde min far: "Ham der Wagner, det er noget voldsomt noget. Det skal man nok ikke kaste sig over!"
Nu er det ofte sådan med børneopdragelse, at hvis de gamle fraråder noget...
Nu proppen er afe, kan jeg anbefale at man går på SAXO og downloader den gratis "Kærlighedsvalget" af Flemming Dalsgaard. Den handler primært om Nibelungens Ring, men breder sig lidt ud over denne.

Jeg vil gætte på at Carl Nielsen har kendt til Mestersangerne inden han skrev Maskerade. Der er en smule ligheder, synes jeg.
Læg iøvrigt mærke til kvintetten (for sangere) midt i 3' akt. Suverænt godt skrevet. Men den var endt i brockkassen, hvis ikke Franz List havde fisket den op og anbefalet sin svigersøn at bruge den, trods alt.

Til slut i værket hyldes (jøden) Kong David, og ham, der vandt Evas hånd og sangkonkurrencen, blev en fremmed, en udefra. Ikke rivalen, den pedantiske Nürnbergborger og sangerlaugets udnævnte smagsdommer.

Hvordan er debatten om skuespil i bogform blevet til at handle om Wagners operaer. Jeg holder for øvrigt selv meget af Wagner, men det er jo en anden historie.

Men facit må vel så blive, at skuespil ikke læses og ikke interesserer. Det er en skam, synes jeg.

Kåemer

Fordi, Kåemer, at nogle fjolser ikke kan lade være! :-)

Jeg tror du har ret. Skuespil som læsning tiltrækker måske en endnu mindre kreds end de sikkert også færre og færre der ser skuespil på scenerne.
I første halvdel af 90'erne (altså 1990'erne) havde vi et abonnement på blandet opera og skuespil. Disse skuespil på Stærekassen nød ikke særlig stor tilslutning syntes jeg og jeg så dem oftest selv alene fordi vi havde betalt billetterne allerede.
Nu er der bygget et nyt skuespilhus. Jeg har ikke været der, så jeg kender ikke billetsalget. Men jeg synes at der i min levetid har været en tendens til at man ikke vil give folk det de vil have, men give dem noget nyt at lære af. Og mange gider ikke komme på skolebænken, hvis de skal betale hundredvis af kroner for hver billet.

Jeg tror aldrig jeg selv har læst et skrevet skuespil, desværre. Jo - Anna Sophie Hedvig af Kjeld Abel, men det skyldes skolens krav til pensum.
Og det var fint nok. Men også der fornemmer man trangen til at opdrage på folk. Abel vil have folk til at handle, når moralen (hvad den så er) byder det. Og så laver han en handling om en kvinde der skubber en ond mand ned ad trappen. Og så kan alle se at ja! det var rigtigt! Man kan komme i en situation at handling er nødvendig, selv når den isoleret set er uacceptabel. og adressen er nok tydelig, samfundssituationens udvikling kan gøre det nødvendigt også osv. osv.

Skuespil på scenen eller læst har altid været opdragende, når det da ikke har været det rene fis og ballade, men selv da gør det sig bedst, hvis der er nogle dråber alvor i. Det gælder i øvrigt al litteratur. Georg Brandes sagde, at litteraturen skulle sætte problemer under debat. Politikerne dengang var som regel også kulturpersoner, og aviserne bragte litteratur- og teateranmeldelser på forsiden.

Litteraturen kan ikke frelse verden, siges der. Jo den kan. Ikke den enkelte forfatter naturligvis, men god litteratur og godt teater handler om holdninger, og har da også i tidens løb ændret samfundsnormer gang på gang.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg tror, at I allerede har fundet kernen af, hvorfor der ikke bliver udgivet teaterstykker som bogform mere. Der er simpelthen manglende interesse. Mange unge vokser op med forældre, som ikke går i teateret, og derfor får de aldrig udviklet en interesse for skuespil (udover det i biografen). Jeg er dog rigtig glad for, at gymnasier stadig har f.eks Shakespeare som en del af pensum.

Det er også yderst sjældent man ser skuespil i tv, og når de gør er de bearbejdet til film. På film har man naturligvis mange flere virkemidler end på teatret, men alligevel er der noget betagende når man ser skuespil med meget få kulisser, og hvor alt er lagt an på skuespillerpræstationerne.

Der var engang tale om at der skulle sendes flere forestillinger i tv fra det kgl. teater og andre teatre. Hvor er de blevet af?

Jeg husker vidunderlige skuespil som "Inden for murene" og "Parasitterne"

Kåemer

Langt størsteparten af skuespil jeg har set, har jeg set i TV. Siden tresserne var det "TV-teatret," hvor DR opførte skuespil. Det var ikke dyre udstyrsstykker, men stykker, hvor aktørerne og deres replikker var centrale. For eksempel "Dødedans" og Et dukkehjem.
Det holdt op. Hvorfor? Jeg gætter på at man ikke mere ville tage brødet ud af munden på de rigtige teatre, som måske ikke fik gæster nok, når TV mættede folks trang til skuespil.
Men måske er det alligevel ikke rigtigt. For der vises stadig film på TV og biograferne kan godt leve alligevel. Man kunne jo håbe at TV's opførelser fik folk til at ønske sig den nægte vare.

Tv-teaterformen tror jeg ikke, ville fungere i dag. Det sidste, jeg kan huske fra DR, var Sven Holms tv-serie om Liva Weel, som var god og velspillet, men med et meget enkelt interiør, ingen dekorationer, som på naturalistisk vis illuderede eksempelvis en ægte spisestue. Man vidste ligesom hele tiden, at det var en dekoration, sætstykker og rekvisitter, som kun gav en nødtørftig illusion, og med tv-filmens fremmarch gennem årene, tror jeg simpelthen, at tiden løb fra det gamle tv-teater-koncept. Der var dog mange gode tv-teaterproduktioner, men man var muligvis lidt for ukritisk med hensyn til at lade forfattere komme til med underlige og syrede idéer - altså undertiden. Det var ikke så strømlinet dengang, og det kunne jo være meget godt.

Jeg har selv "Regnormenes liv" stående, men den udgivelse har mindst et par årtier på bagen og ville jo nok ikke blive udgivet idag. Jeg har på engelsk bl.a. købt både Bernard Shaw (behøver nok en præsentation for de yngre, men det må vente) og Pam Gems, bl.a. kendt for lidt banale, biografiske skuespil om legendariske personer såsom Edith Piaf og Marlene Dietrich. Af de ældre har jeg også en lille bog med Willy Russel-tekster (ham med Shirley Valentine), heri er der en komedie, som hedder "One for the road" og replikkerne, situationerne og personerne er simpelthen så mundret turnerede og timede, at man ser det for sig og griner højt.

Og jeg er enig, det er sjovt at læse skuespil og se handlingen udkrystalliseret i dialog og så selvfølgelig i mindre grad i scenebeskrivelse og regibemærkninger.

Det kan godt være, at tiden er løbet fra tv-teater i sin oprindelige form, men det synes jeg er en stor skam. Jeg husker for snart mange år siden, at en engelsk skuespillertrup, lavede en dramatisering af Charles Dickens' "Nicolas Nickleby", og de neste kulisser var nogle stole, som de flyttede rundt med. Resten var overladt til skuespillernes kunst og tilskuernes forestillingsevne, og det fungerede fint. Jeg har aldrig glemt den forestilling.

Kåemer

Jeg har Nicolas Nickleby på film, men har endnu ikke set den. Men generelt synes jeg at man ikke skal undervurdere teatrenes muligheder for at lave effekter. Godt teater kan godt hamle op med film, hvis de principielt begrænsede effektmuligheder understøttes af skuespillere der kan gribe gæsternes fantasi.
Men ok - har man set trilogien "Hobitten" i biografen, så er der da forskel. Alligevel tror jeg at man kunne lave selv Hobitten på teater, hvis man virkelig ville. Det ville ikke være det samme, men det kunne nok fungere.

Og det er fordi transformeringen af spillet præstation over til oplevelse hos publikum nok handler om noget principielt. Noget der er det samme på film og på teater.
For nylig oplevede jeg Søren Pilmark der optrådte som blandt andet tryllekunstner. Han trak en mand op på scenen og efter nogle numre, endte han med at trække skjorten af ham, selvom manden endnu havde sin jakke på. Og skjorten havde ikke taget skade. Øjeblikket efter så man mandens nøgne bryst under jakken. Man kunne forestille sig at Pilmark, da han hilste på manden allerede der løsnede knapperne i ærmerne som en forberedelse. Men hvordan kunne han så trække skjorten af oppe ved kraven? En skjorte skal jo normalt af den anden vej!
Uanset hvad - på en teaterscene er de mest umulige ting mulige! Og derfor er der næsten ingen grænser for hvilke forestillinger der vil være mulige der!

Den med skjorten kræver forberedelse, altså en præpareret tilskuer, som foregives tilfældigt udvalgt eller frivillig. Han har ikke haft skjorten rigtigt på, den er arrangeret på meget spidsfindig vis, men hænderne har været stukket ind i ærmerne, og trylleren har, som du også bemærker, løsnet manchetterne forinden. Jeg ved det med sikkerhed, for jeg har fra min barndom en tryllebog, den ligger stadig i mit barndomshjem, hvor det trick er beskrevet. Eller gu' ved om, jeg ikke har den liggende i en kasse? Jeg prøvede dog aldrig tricket selv.

Nu skal vi jo ikke på afveje igen, så jeg vil skynde mig at sige, at The Royal Shakespeare Companys berømte og meget lange teaterudgave af Nickleby med minimalistisk sceneri - dog nok lidt mere end stole - er af Trevor Nunn og kan fås på dvd i tv-udgaven til svinagtigt høje priser på Amazon. På e-bay kan den ligenu findes billigere, men muligvis i region 1-format. Der er i øvrigt også klip på youtube. Jeg ku' godt sidde og kigge på den her til vinter.

Polo

Jeg tror du har ret i at denne opførelse af Nicholas Nickleby fra 1977 er den som jeg nævnede. Jeg har nu set lidt af den på YouTube. Jeg husker den som meget mere spartansk, men det er nok denne. Jeg har foreløbig bare set nogle få scener, men den ser ud til at være værd at se.

Kåemer