Først tommen op for dit indlæg. Dernæst en lille iagttagelse herinde vedrørende romaner som stort set er uden for respons, selv om der ligger et kæmpe arbejde bag enhver roman for at få en helstøbt udgivelse, nej det er korte frokost digte osv. der er hurtige at løbe igennem, som er oppe i tiden. Det er på dem, der kommer respons. Det ved skribenten og det ved læseren.

Ja, det kan være svært at vælge. Kåemers forslag er tre bøger, om hvilke man kan sige, at de er relativt korte og dertil ret homogene.
Andre romaner er "større," i hvert fald kvantitativt. Den bog der nok har gjort størst indtryk var Brødrene Karamasov. Men den har i sin midte et langt afsnit om Sosimas liv, og denne del er nær ved at kunne undværes, eller i det mindste forkortes. Man kan indvende at sådant svinkeærinde måske spolerer romanens sammenhæng, altså "homogenitet."
Alligevel ville Dostojevskijelskere ikke stryge et komma i den sidste ende.
Det jeg finder tiltrækkende ved denne roman er det dejlige sprog, der har en suspense midt i sin letlæsthed. Og så det at der trænges så dybt ind i personernes liv og selv. Samtaler tales næsten helt til ende, noget der ellers er meget sjældent i romaner.

Man kan sammenligne med andre kunstværker: Et maleri kan være et stort vægmaleri af Diego Riveira fyldt med detaljer, eller det kan være et lille intimt billede med en enkel komposition, hvor alt synes smukt og perfekt. Vi kender nok alle "Pige med perleørering," hvor pigens øjne lyser af stolthed ved at bære den smukke og fine ørering. Sådan ser hun i hvert fald ud. Vi ser direkte på øreringens perle og fornemmer den magiske forening af det kvindelige og det smukke.
Eller musik: En lille romance kan synes mere perfekt end et større musikdramatisk værk for stort kor og orkester.

Den lille roman jeg senest har læst er "Kongens Fald." Den lånte jeg af en veninde og har så læst den for første gang. Selv kunne jeg aldrig have skrevet blot en halv side af den. Jeg kan ikke kalde den bedste roman, da jeg nok ikke i så høj grad gribes af den. Men flot skrevet, det er den bestemt. Jeg har også været glad for "Phantasterne" af Hans Egede Schack. (Er du der, Kåemer? :-) ) Den er virkelig flot skrevet og har også en god sammenhæng, uden svinkeærinder.

Jaja, Dino, jeg er her. Jeg har også læst "Phantasterne", men det er meget længe siden. Jeg elsker i øvrigt hele guldalderlitteraturen. Deri stikker vel også min fascination af Karen Blixen, som jo er en slags fortsættelse af guldalderen.

"Kongens fald" kunne for min skyld gerne have del i nomineringen til verdens bedste bog.

Kåemer

Blixen var meget dygtig. Hun kaldte sig snarere "storyteller" end "auther."
Selv kan jeg lide begrebet "fortælling," Hvor en forfatter forklarer hvad der sker, men det er nok mere moderne at man lader personer tale og derigennem skabe fortællingen. Den alvidende forfatter siges at være død.
Jeg har længe været vred over at man på TV ikke i DK har vist filmen "Ehrengard," baseret på en bog af Blixen. Den har været vist på svensk TV for ca 28 år siden. Hvorfor ikke i Danmark? Er man misundelig over at det er en italiensk film? Er den ikke god nok?. Jeg kan påstå, at filmen bestemt er god nok, og måske netop fordi den er italiensk!
Når man så tænker på hvilket bras man ellers viser på dansk TV!
Skandaløst og helt ubegribeligt!
Heldigvis har jeg den selv på DVD, men desværre kun med italienske og franske undertekster, og selvom jeg stort set kender replikkerne, så er det svært at få min kone til at se med.
Blixenselskabet har engang haft den på nettet med danske tekster, men jeg ved ikke om den er der endnu. Hvis den er der, kan jeg anbefale den til alle der holder af "kunstneriske film."

En anden bog der nok er lidt overset, er "Sangen om Bernadette" af Franz Werfel. Den er fremragende.

Hej med jer,

Det er en sjov tankeøvelse I har sat i gang i. Mine bud kommer næppe til at vinde verdensmesterskabet, når de kommer op imod de sværvægterne, men det er bøger som på hver sin måde har betydet noget for mig og min måde at skrive på:

TRÆKOPFUGLENS KRØNIKE af Haruki Murakami. Det er mange år siden jeg har læst den, men efterfølgende havde jeg sådan en fornemmelse af at bogen havde fortalt mig om hvordan hele universet hænger sammen eller måske ikke gør og at jeg, selv om jeg ikke havde forstået det, alligevel var blevet meget klogere. Og så er det en bog der hjælper en til at føle at man ikke hele tiden behøver være "proaktiv" som samfundet ellers foreskriver, men at det er okay at der er tidspunkter hvor man blot accepterer og afventer at "noget" vil ske enten inde i sig selv eller udenfor og at der så er andre hvor man selv handler.

THE STAND ("Opgøret" på dansk) af Stephen King. Det er et eksempel på en teknik jeg holder meget af og som G. R. R. Marting også bruger i sine Game of Thrones bøger - den er fortalt i bunden tredjeperson, men for hvert kapitel er det en ny persons øjne vi ser igennem, og det bruges så til at væve en stor historie frem hvor vi følger mange personer, som har hver deres udgangspunkt, men hvis skæbner væves sammen i løbet af historien. Og så er det en god bog at læse en halv side af hvis man selv er gået lidt i stå, fordi han ikke er så perfektionistisk, men bare skriver derudaf (han skrev den da han var alkoholiker og på stoffer i firserne). Man kommer virkelig til at holde af personerne (som sidder i sofaen med tømmermænd og drikker en Pabst beer og forbander naboens knægt irriterende knægt der absolut skulle vælge denne dag til at slå græsset som de altid gør i Stephen King bøger :-)). Den har også sine svage punkter og der er en del sider man ikke ville savne, men alt i alt har jeg et blødt punkt for den.

WATCHMEN af Alan Moore. Nogle vil måske mene at denne falder uden for kategori, da det er en grafisk roman (altså en tegneserie i boglængde), ikke en roman som sådan. Ikke desto mindre kan man finde den på mange liste over bedste romaner gennem tiderne, blandt andet på Time Magazines liste over de 100 bedste romaner nogensinde. Emnet er superhelte, men vinklen er en helt anden end man ellers kender i den slags historier. Det er sådan en slags dyster dissekering hele konceptet om superhelte som en del af vores mytologi - og derudover er det bare en god historie med en række personer, som er spændende, nuancerede og farverige på hver deres måde. Den er bygget op non-lineært med en masse flashbacks og i slutningen af hvert kapitel er der noget som er fortalt i en anden form af tegneseriens - uddrag af en af personernes kontroversielle selvbiografi, en af "superheltenes" psykiatriske journal, en professors analyse af betydningen af superhelte for magtbalancen i den kolde krig, etc.

Er der andre der har bud? :-)

Hilsen Morten

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Paul Auster, Trilogi

Kafka her også, Processen

Den lille prince, også her

Proust, På sporet af...

Peter Plys

Er mine hurtige bud.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Ja, Engbo, Sinuhe Ægypteren er fremragende. Jeg læste den i min ungdom, og har for ca 15 år siden desuden set den som film.
Den har flere facetter. Der er dels hovedpersonen problemer med sig selv - og dem der er omkring ham, men der er også det store spørgsmål og Farao Akhnaton. Han tillægges af nogle æren for at have opfundet monoteismen. Hvad der siden skete omkring Moses, jøderne og frem til muslimerne skal have stammet fra denne farao. Argumentationen er ikke dårlig. Akhnatons kamp imod de mange andre guder kan ligne Muhammeds kamp imod de mange guder i hans land.
I filmen er en smuk scene, hvor farao til sidst har drukket gift, serveret af nogle andre. Tæt på døden siger han at han nu forstår det bedre end nogensinde: Gud - Aton - er ikke alene den eneste og største. Han er langt større endnu!

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Vedrørende "Brødrene Karamason af Dostojevskij har jeg lyst til at reklamere for filmudgaven.
Den er filmatiseret af russerne og i en kæmpe lang udgave. Den findes også i en ældre amerikansk udgave, som har almindelig filmlængde.
På Amazon har engang købt en stor pakke af Dostojevskijfilm. De er russiske, og kan man (Som jeg, desværre) ikke sproget, kan man slutte engelske tekster til.
Pakken bestod af Brdr. Karamasov, Idioten, Raskolnikow og "De ydmygede og sårede."
Det er selvfølgelig lækkert med alt det materiale, men der er en fælde: Filmene er trængt så meget sammen på skiverne, at det kan kræve en god DVD spiller at spore dem.
Og det er en velkendt pestilens ved amerikanske film. De har en anden landekode, og køber man som supplement en kodefri spillemaskine er det som regel en billig kinaspiller, der ikke altid kan håndtere filmene.

De landekoder har fanden skabt!

Verdens bedste roman?
Det er der vist mange meninger om - og jeg har svært ved bare at vælge hvilke, jeg synes er de tre bedste, men her kommer alligevel tre bud:

*."Magen og Æren" af Graham Greene.

*"De blev fir" plus de to næste i trilogien af Jan Friedegård.

* "Idealister" af Hans Sherfig.

- og så selvfølgelig de redigerede udgaver af mine romaner ( nej, jeg pjatter bare med det sidste her :-))

vh. Pia

How green was my valley. Af Richard Llewellyn

Læste den som min første bog på engelsk, da jeg var 16 år.

Bogen gjorde et uudslettelig indtryk på mig og har sin faste plads i min reol.

Bogen er senere blevet filmatiseret med John Ford som instruktør og fik et utal af Oscars.
Efter min mening er filmen ikke værd at spilde sin tid på. Den forherliger og idealiserer uhæmmet de lyse sider af historien.

Med venlig hilsen
Kattegat

Jeg har set filmen. Der er måske en lidt for happy end?
Men tak for anbefalingen. Der er ofte mere kød på en bog end på en film.