At skrive skal ikke være en anmelders spidskompetence. Han skal først og fremmest kunne læse. Han skal kunne læse tykke boger hurtigt, og hans anmeldelse skal baseres på mere end hans egen mening. (Selvom der findes anmeldere der står så stærkt at de også lader egen mening flyde i strømme!) Bogen skal korreleres med andre vægtige værker i genren ud over forfatterens øvrige produktioner. Han skal være helt fremme med viden om bogmarkedets aktuelle ting, og overfor sin nye arbejdsgiver kunne fremvise et egnet CV.
Jeg gætter på at han også skal være villig til at anmelde bøger, som han ikke selv har udvalgt, hvis sådanne trænger sig på i offentligheden i relation til andre aktuelle samfundsspørgsmål. Her tænker jeg på bøger der debatterer vedkommende politiske emner.
Tales om skønlitteratur, skal anmelderen have en solid kulturhistorisk viden der muliggør evaluering af forfatterens grundighed omkring research. Hvis en forfatter lægger stor vægt på faktuelle beskrivelser, bør en anmelder kunne se om der er tale om ægte viden eller fantasi. Hertil sikker viden om sproglige kvaliteter.
Disse er sådanne ting jeg tror er vigtige for en betalt anmelder.
Men så er der jo freelanceengagementet, hvor man kan indsende anmeldelser og se om en redaktion vil give betaling for at bringe dem og eventuelt aftale mere fremover.
Jeg husker engang en avis, hvor der var en privatmand der regelmæssigt havde en anmeldelse i bladet omkring ikke mindst TV udsendelser. Det fik han plads til. Jeg aner ikke om han fik penge for det. Men en dag kom en større TV udsendelse af meget stor betydning. Den skaffede professionelle anmeldere på banen, og nu så man tydeligt forskellen. (På proff'en og amatøren.)
De store aviser har tilknyttet anmeldere der opnår en vis status. De genkendes af læserne og bliver en hel institution i sig selv. Overfor en kvinde der var gift med en sådan kendt anmelder, kom jeg til at citere Tom Kristensens gamle bon mot: "Af en dårlig forfatter kan der komme en udmærket anmelder, ligesom der af en dårlig vin kan blive en udmærket eddike." Det faldt ikke så heldigt ud. Men jeg fastholdt min ret til at nævne det, da provokationen er og bliver et element der kendetegner mange anmelderes egne udtalelser. Som en anmelder kan sable en bog ned efter noder, må han selv finde sig i rådne tomater i nakken. Ikke mindst når salutten lyder i generelle vendinger og ikke rettes specielt imod den enkelte.
Sagt en passant vil jeg nævne at generel kritik som regel er mere moralsk acceptabel end kritik af navngivne individer.
Kritikere må tåle røg i samme grad som forfattere. Forfatteren får løn for at skabe, kritikeren for at ødelægge.