Jeg ved ikke, Kåemer -
Omkring de daglige gøremål, så har jeg nok altid været præget af at jeg ikke gad gøre alt for meget ved det. Desværre.
Som barn fik jeg at vide at jeg havde evnerne, men jeg manglede flid og den der med at fastholde interessen længe nok og virkelig ville kæmpe for at opnå det gode resultat. Jeg har været præget af dovenskab og opgivenhed.

Vedrørende mine beskedne litterære præstationer, så har det nok også slået igennem der. Når jeg har skrevet noget og følt mig "favnet af musen," så har jeg nok ved den umiddelbare færdiggørelse ment at nu var det godt nok. Men først efter intenst og grundigt efterarbejde bliver resultatet for alvor godt nok. Ikke bare "godt nok."
Èt er korrektur, (som naturligvis kræver en indsats,) et andet er at heller ikke "musen" rammer plet i første forsøg!

Når man læser en bog af andre, synes man ofte at den "ligesom er skrevet i en øjeblikkelig inspiration og med perfekt teknik tillige."
Det er imponerende, men man kan nok ikke lige se hvor meget arbejde der fra forfatterens side er lagt i finish'en. For også det der ligner noget umiddelbart perfekt kan have krævet lange overvejelser og mange omskrivninger.
Det er"farligt" når man tror at det man lige har skrevet er perfekt. Men sådant kan ske når man svæver i "musens" forførelse. Og så springer man over og glemmer det grundige efterarbejde.
og resultatet er så derefter: "Godt nok," men absolut ikke GODT NOK!

Dino

Jeg forstår mig udmærket på dovenskab. Det meste af min tid er gået med, ikke at lave noget. Eller som min sidemand på hospitalet sagde: "Vi ender som mestre i den ædle kunst, at glo lige ud i luften." Nogle vil kalde det meditation. Nåja, dovenskab og meditation ligger måske ikke så langt fra hinden.

Men når noget så skal gøres, så skal det gøres ordentligt. Jeg har aldrig været forfængelig. Om andre synes om mit udseende, hvordan jeg klæder mig, og hvordan jeg lever mit liv, interesserer mig ikke og har aldrig gjort det, så i den forstand har jeg nok haft ord for, at været sjusket og doven. Men når jeg så skal præstere det som er min livsopgave, det jeg brænder får, så bliver det aldrig "godt nok", men måske nok "så godt som jeg kan".

Suzanne Brøgger sagde: "Man kan tage mig på alt, undtagen på ordet". Jeg siger omvendt: Tag mig på ordet, og ikke på noget andet.

Kåemer

Hmm... Personligt har jeg i hvert fald svært ved at lægge noget op, jeg ikke er tilfreds med - og selv da er jeg sjældent tilfreds!

Min kæreste introducerede mig til ballettens verden (som tilskuer!), et sted hvor "godt nok" vel nærmest ikke eksisterer - og dette quote fra Balanchine kommer til mig apropos: "Hvis du ikke føler dig udfordret, så foretager du dig ikke nok. (...) At være komfortable er dovenskab." Sådan synes jeg faktisk det er med alle kunstarter, havde det på samme måde med klaverspil, da jeg dyrkede det, selvom det bare var på hobbyplan.

Samtidig kan jeg godt nogle gange tænke, at man med skrivning kan komme til at blokere for sig selv, hvis alting hele tiden skal være fuldkomment - nogle gange kan "godt nok" måske også være en måde at komme fremad i stadier? Ved ikke. Jeg kan i hvert fald godt lide at vende tilbage til nogle af mine noveller fra tid til anden med friske øjne, men selvom jeg ender med at rette dem til, fortryder jeg ikke, at jeg har lagt dem op (man kan også tit få gode tips herinde til, hvordan det skrevne kan forbedres - det ville jeg heller ikke være foruden!).

Spændende spørgsmål.

- Polina.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Godt nok...er det ikke noget der hører tiden til?
Som gammel grafiker, med en typografisk og perfektions uddannelse er det frygteligt at se alle de tryksager, skilte og elendige firma logoer der produceres af billige digital klamhuggere. Det er godt nok...det er billigt! Det er der alt for meget af...ingen værdsætter kvalitet og godt håndværk, vil heller ikke betale for det...man vil hellere have hvid vægge, en reproduktion på væggen...og skidt på gaden. Gå på restaurant og æd hvad du kan for 100 kr...det er godt nok...det er billigt...Giver man ansvar til alle...er der ingen der tager ansvaret...vi har det jo godt nok...men hvad hvis det hele kunne være bedre?
Poul

Hej Poul
Som talt ud af mit hjerte.

Camilla
Det forekommer mig, at det du beskriver her, særlig i første afsnit, er selve den litterære udvikling. Inspirationen kommer flyvende til en - fra himlen, fra dybet af ens sjæl, eller bare fra en livlig fantasi. Men for at det skal blive til litteratur skal der teknik til, naturligvis det basale, at kunne læse og skrive, men skal det blive læseværdig kunst skal der mere til. Teknikken kommer ikke automatisk sammen med inspirationen. Det kan føles som en spændetrøje, ens højtflyvende tanker skal presses ind i en fast form. Men det er jo bare et led i udviklingen. Jeg har før sagt, at man skal skrive hundrede dårlige sider før man kan skrive en god. Målet er, at blive så fortrolig med teknikken, at den ikke føles som en hæmsko, men som en selvfølgelighed. Som fodboldspilleren der ikke behøver at tænke på, at han ikke må røre bolden med hænderne. Han spiller først frigjort, når dette føles naturligt. Så er det teknikken der bærer ham frem, men teknikken er usynlig.

For stenaldermanden ville det være tortur at skulle tage et par moderne sko på, men for os er det ganske naturligt, og vi kan knapt nok gå uden. Sådan er det også med skriveteknik, den føles først som en hård tvang, men med tid og øvelse bliver den usynlig og umærkelig, men den bærer en frem, og man kan boltre sig helt frit.

Sagen er, at vi alle har lært at læse og skrive i skolen, og så skulle man tænke, at vi alle var potentielle digtere. Sådan er det ikke. At læse og skrive er det nødvendige grundlag, men der begynder det egentlige arbejde. "Øvelse gør mester", siger man, og det er mere sandt end man vist rigtig tænker over.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Camilla

"Men jeg mener sagen, eller det rejste tema er fyldt med nuancer og derfor ikke kun har et entydigt svar!".

Du har både ret og ikke ret, for vel har sagen mange nuancer, men hvis valget står mellem "omhu" eller "sjusk", så skulle valget vel ikke være så svært.

Min pointe har hele tiden været, at "godt nok" bestemt ikke er godt nok, men at "så godt jeg kan" er fint.

Selvfølgelig må vi alle stræbe efter de højeste mål, men hvis kriteriet skulle være litteraturens største mesterværker, hvem af os kunne da offentliggøre noget som helst? Ikke jeg i hvert fald.

Nej, "hver fugl synger med st næb". - Jeg så for nylig på YouTube en berømt operasanger undervise en elev. Eleven sagde: "Jeg kommer nok aldrig til at synge så godt som dig", og mesteren svarede: "Du skal aldrig sammenligne dig selv med nogen. Skulle jeg sammenligne mig selv med den store Pavarotti, så ville jeg straks opgive at synge." - Det betød ikke, at eleven godt kunne slappe af og nøjes med det der var "godt nok", men at han skulle stræbe efter det højeste på sine egne præmisser, med de midler der var hans, og med hjælp af de redskaber og den teknik som mesteren kunne give ham.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg kendte for nogle år siden en dame som skrev på en bog (som aldrig blev færdig). Vi talte om, hvad genialitet var. Jeg mente, at det var en kombination af høj intelligens og stærk koncentrationsevne. Hun svarede, at havde man det sidste, kunne man komme langt med en almindelig forstand.

Selvfølgelig er det godt med genier som kommer legende let til det de foretager sig. Vi andre må tage det hårde slid. Men det kan vi jo også bare gøre.

Kåemer

Camilla Weidinger ...en lille histore om - Godt Nok. Det handler ikke om at vi alle skal kunne noget..håndværk, kunstnerisk snilde og i den dur. Godt nok er, når man ikke tager stilling til den mængde valg/ tilbud/ ekspertise, der kan fremme det bedste. F.eks. Jeg bor i en andelsbolig med kun 8 andele. Huset er et Funkis fra start 30'erne. Da huset blev skabt var vinduerne todelte, hvert vindue kunne åbnes som normalt. Jeg kæmpede for huset. Jeg var bare gammeldags. Bestyrelsen ejer ikke meget begreb om æstetik og arkitektur historie...selv om der findes en arkitekt tegning...så vælger de alligevel det billigste, store åbne vippe vinduer...for at spare 40.000 kr. Sætter Formandens venner til at montere dem, det gøres ikke for godt...de har købt og bestilt standard til et murmester hus, her er der ingen mål der holder, presser standard vinduerne ind i hullerne...efterfølgende retssag, hvor andelshuset får ret på noget og taber på noget andet. Betal omkostninger 150.000,- Hvor mange rigtige vinduer, med en uvildig dygtig håndværker kan man få for de penge? Taberen er huset. Det ser så tom og ensomt ud med sine store tomme drivhus vinduer. Sådan skal det vel stå de næste 20 år. Inde bag vinduerne er vi alle ved at dø af varme, på grund af drivhus effekten...og det er svært at lufte ud, når vinduet kun kan svindes op...til en vis grænse, uden der skal et kostskaft til at holde det vandret ud fra huset.
Hver dag begræder jeg huset...for det var -Godt nok-
Poul (Blækhuset)

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]