Personligt:
Kan kun sige, at jeg føler mig flad og udkørt!
Finder det temmelig deprimerende, at min dag går med at stå op kvart over 6, får børn og mig selv i tøjet, mens Bo står for morgenmad og madpakker, følge børn i skole/vuggestue de dage hvor jeg ikke møder tidligt, lige have en halv til en hel time til overs før jeg selv skal cykle på arbejde, og så knokle løs på arbejdet, indtil jeg har fri ved 15.30-tiden (eller kl 17). Jeg når hver dag at føle, at jeg har lidt overskud tilbage til at hygge derhjemme, og hver dag bliver det sidste overskud brændt af på cykelturen hjem, og så at hente børn (i januar har Bo og jeg tit haft fri samtidig, så Bo har hentet Erik, og jeg har hentet Helene (Lucas går selv hjem)). Og så hjem, hvor jeg egentlig bare føler jeg burde ligge på sofaen, men så skal der laves mad og vaskes tøj, læses lektier med de store samtidig med at en morsyg Erik kravler rundt om benene på mig. Bo er heldigvis god til det med indkøb og aftensmad, og får tit købt ind til 3-4 dage ad gangen, og går som regel altid i gang med maden, mens jeg klarer de andre praktiske ting i huset. kl 7 rejser vi os fra bordet, og Bo og jeg smider os så vidt det er tilladt på sengen (der jo står plantet midt i vores stue) alt imens rødderne brænder deres sidste krudt af ved computeren/fjernsynet og for Eriks vedkommende ved at sprede en masse legetøj og hvad han ellers kan nå ud over gulvet (fjernbetjeningen til dvd'en har vi ikke kunne finde i en uge nu, og jeg mistænker stærkt Erik for at være synderen). kl kvart i 8 begynder Erik gerne at brokke sig og han får en portion havregrød til at falde i søvn på og bliver så ellers gjort sengeklar, samtidig med de store. Så putter jeg gerne Helene, mens Lucas er stor nok til at putte sig selv med en Harry Potter bog, og mens Bo tuller rundt med Erik, der som regel er fuld af frisk til det sidste. Af og til putter Bo så Erik, men lige så tit er det mig, når først jeg kommer ned. Og kl 21.00 :D :D :D VOKSENTID!!! Og hvad sker der ni ud af ti dage??? Michala falder i søvn efter tre minutter på sofaen.
Jeg lever og ånder for mine weekender (og lidt for mine onsdage, hvor jeg har fri kl 12), og går som regel i seng søndag aften, med en klump i maven, fordi jeg slet ikke kan overskue at en ny uge allerede skal til at begynde, og fordi jeg slet ikke synes jeg har slappet nok af, og fordi jeg slet ikke har nået alt det jeg gerne ville nå for min egen skyld, og fordi at huset, trods en mindre eller større (alt efter overskuddet og planerne) oprydningsindsats fra begges sider gennem weekenden, endnu engang ligner noget der er løgn. Det er lige til at tude over, og det gør jeg såmænd også gerne når jeg kører på arbejdet mandag morgen... Og jeg tænker hver mandag, at I DAG bryder jeg sammen på arbejdet, der skal lige være nogen der siger noget til mig... Og på magisk vis kommer jeg igennem hver mandag, og så kører trummerummen igen...
(Det er grumt, når man et eller andet sted bliver glad når man kan mærke, at halsen begynder at gøre ondt, for så er der måske en sygedag om hjørnet - og når man så endelig når dertil hvor man med en vis retfærdighed kan melde sig syg, så møder man troligt op alligevel, fordi man ved der også er en anden der er syg, og godt ved hvor stressende det er at være på arbejde bare én mangler, og naturligvis ikke kan byde sine kolleger at skulle dække ind for to (hvad fanden er der galt med det system??!) og så bliver man alligevel "reddet" lige som man træder ind ad døren, og telefonen ringer, og de fra skolen siger at datteren er syg...
Og det hele er så ikke gjort lettere af den kæmpe mængde sne vi igen i år har haft glæde af, det er sørme ikke nemt for cyklen at arbejde sig igennem, specielt ikke når gearene er frosset fast, og kæden springer flere led over pga. is (den ene dag kunne den ikke bremse!). Sne og kulde og mørke. Det kan godt blive for meget. Selv for en sneelsker som jeg!!

Fysisk:
Udkørt...
Har tabt mig - ikke for meget, ligger på 63kg og vil gerne ned på 58-60kg, men dog måske lidt for hurtigt.
Går og skranter og får ondt i halsen og maven og føler mig svimmel...
Er derudover plaget af uren hud (som jeg først begyndte at få i en sen alder, til gengæld har den holdt ved. Har dog gode og dårlige perioder, og er for tiden i en dårlig periode - tænker det skyldes min småstressede søvnløse livssituation).

Arbejdet:
Vidste jo allerede før jeg gik på barsel, at jeg var træt af mit arbejde, og bestemt ikke skulle være dér resten af livet, men tænkte at jeg i hvert fald skulle holde ud, til Bo var færdiguddannet og havde job samt solgt sin lejlighed. Og selvom jeg var træt af at arbejde i børnehave, var jeg jo glad for mine kolleger, og for børnene, så det var jo ikke så galt endda. Men tiderne har ændret sig, og det mærkes tydeligt!
Fik en lille forsmag på det, da jeg til min fødselsdag i August tog Erik med et smut forbi, med kage til dem. I de to timer jeg var der, var der ikke én der havde tid til at sætte sig med mig, og det på trods af at jeg havde varslet at jeg ville komme, og kom i pausetidsrummet. Til gengæld, gik jeg med min lille 9-måneders-Erik på armen straks igang med at hjælpe børn og voksne med dit og dat. Den dag gik jeg hjem og tænkte at jeg ikke ville tilbage... Og sådan har jeg det stadig! Jeg elsker mine kolleger højt, men der er vitterligt ikke mere for mig i børnehaven. Jeg brænder ikke for det pædagogiske, og når det kollegiale er ved at gå fuldstændig tabt i stress og våde flyverdragter, så er det på tide at komme videre.
Da jeg i begyndelsen af november, var ved at køre Erik ind i vuggestuen, kom jeg den ene dag derned til en lidt tam stemning. Der var fyringsrunde, og én af dem var røget. De sagde at der var fyringsrunde i hele kommunen på samme tid, så jeg tænkte jo straks på om der var røget nogen ude hos os. Det blev jeg hurtigt bekræftet i at der ikke var, men fik at vide at der højst sandsynligt ville være inden længe, for vi havde også alt for mange timer ude hos os i.fht. det faldende børnetal. Og så tænkte jeg straks, at det var mig der blev fyret, og den eneste grund til at chefen havde fået lov til at udsætte det var, at man jo ikke fyrer én der er på barsel... Først var jeg klar til at tude, men efterhånden blev det et håb mere end en frygt.
Nåh, men sagen var den, at der altså alligevel ikke skulle fyres nogen (i hvert fald ikke det første halve år) det andet var bare løse rygter, med lidt hold i sandheden....
Men alt i alt... Jeg skal videre nu, og jeg er nærmest panisk for jeg har intet clue om hvad jeg skal kaste mig ud i. Jeg tøt ikke sige op, men håber på at blive fyret.
Det hænger slet ikke sammen, og alles overskud hænger i en tynd tråd, og vi når dårligt at tale sammen mere :(

Børn:
Lucas:
Er langt om længe blevet en flittig skolegænger, efter at have plaget sin mor i 4 år næsten dagligt, ved at bilde hende ind, at han fejler alverdens sygdomme, og lidt for ofte fået hende overbevist. Årsag: Han havde pludselig fået for mange fraværsdage, så jeg blev ringet op af klasselæreren, og tog siden en snak med ham, hvor jeg forklarede ham, at det simpelthen ikke var i orden, at prøve at smyge sig uden om sådan som han gjorde, og at det satte mig i et dårligt lys overfor skolen, og gav ham nogle dårlige pjækkevaner.
Det har fandme været svært, for han er en god skuespiller. I en lang overgang kørte jeg den hårde stil og sendte ham afsted uanset hvad, men han har sgu også overbevist sine lærere om det, for mange dage er han da blevet ringet hjem igen. Så i den tid jeg gik på barsel, har jeg været lidt mere lydhør overfor hvad han sagde om morgenen, og så tilgengæld sat ham i streng skole herhjemme, med først at klare alle sine lektier, og dernæst sætte sig og læse en bog til skoledagen var slut, kun afbrudt af en frokostpause. Både for at kunne lade ham være hjemme med god samvittighed, skulle det vise sig at være skuespil, men også så han kunne lære at en sygedag ikke kunne betragtes som en fridag.
Men altså den snak tog han til sig, og siden da har han kun haft én sygedag, og det var da han kastede op, hvilket må siges at være fair nok.
Derudover kan jeg virkelig mærke, at han er ved at være stor og fornuftigt. En dejlig hjælpsom dreng. Dejlig storebror (dog skændes han ofte med Helene - hvilket han også kan have sine gode grunde til). Og lidt af et fjollehovede, og fræk nok til at komme med kvikke kommentarer om sin mor når hun gør/siger noget forkert. Og i øvrigt rigtig dygtig i skolen (omend en smule doven - hvilket han ikke har fra fremmede.... Suk! Tænker tilbage på min egen skolegang). Han er begyndt at tage hul på nogle næsten voksenagtige småfilosofiske emner, og lever derudover (nøjagtig som sin gamle mor) i sin egen lille bobbel... men er dog mere med på hvad der rører sig i virkelighedens verden end jeg nogensinde har været...
Helene:
Skøn og kvik pige. Er efter eget udsagn den bedste til at læse i klassen (om det er rigtig ved jeg ikke, men hun er bestemt dygtig, og læser langt det meste flydende, hun er altså kun 7 år), er bestemt også matematisk begavet. Har stadig en vilje af stål, men er blevet lettere at tale med end hun tidligere har været. Er derudover også en super følsom pige, men er til min store glæde og så super god til at sætte ord på sine følelser, hun kan slå meget præcist ned på hvad i en situation der gør hende ked af det, og hvorfor det er at hun og den pige hun leger mest med slet ikke kan finde ud af det, når denne piges anden veninde er med. Hun observerer rigtig mange ting, og stiller spørgsmålstegn ved alt.
Og så er hun en fjollehat uden lige... Tjah, måske bortset fra hendes søskende, de kan godt give god konkurrence på det punkt.
Erik:
Skønne frække dreng... Altså!
Mage til dreng med fis og ballade og krudt i rumpen! Og en dejlig evigt glad dreng (dog en smule morsyg efter en dag i vuggestue).
Og han klatrer alle steder og når alt hvad han vil nå. Jeg havde en lineal som barn, hvor der stod: Vend aldrig ryggen til en Buko-mad, det samme gør sig gældende her: Vend aldrig ryggen til en Erik - så er han væk!
Og han udfordrer sig selv, og kommer han galt afsted skal han lige trøstes, men altså ikke mere end 10 sekunder - så skal man da prøve igen. Men det med at gå ser han stadig kun som en leg. Sjovt... Han har kunnet gå siden nytår. Vi satte hård træning ind, og han skulle gå frem og tilbage imellem os, og han kan sagtens, men han gør det kun når vi sidder på hug og kalder på ham. Om han glemmer at han kan, eller om han bare ikke tør, hvis ikke der sidder én til at tage imod ham, skal jeg ikke kunne sige. Men han gør det i hvert fald ikke.
Vi var til 3-måneders-samtale i vuggestuen i dag, og han blev rost til skyerne. Glad og nem dreng, med den letteste indkøring i mands minde, tryg ved alle de voksne nu, elsker at følge med i de store børns lege, og madglad... Og en lille smule fræk (han smider maden på gulvet, ligeså lusket, ved at lægge en hånd ovenpå det, vente lidt, og så trække hånden til sig, hvorved maden ryger på gulvet, og så kigger han jublende efter det og udbryder "HOOOV!"). Og så er han humørfuld og klukker af grin når noget er sjovt.
Der er faktisk ved at komme rigtig mange ord på ham. lige siden han lærte at kravle har vi trænet ham i ordet "op", fordi der ikke er noget mere ynkeligt end en glad lille baby der kravler rundt, og så begynder at klynke når han vil op... I begyndelsen blev "op" til "mø", men han var konsekvent, og sagde "mø" hver gang han ville op... Men nu i løbet af den sidste uge er det blevet til et helt klart "op" :D
Derudover siger han "de-go-daa"(="en-to-tre", det kommer troligt hver gang han ser sin tællebog, så nu er vi i gang med at vise ham at man også kan tælle andre ting) "o-kaaay", "hej", "ja", "nej", "a-aa" (alt i mens han er ved at flå pelsen af den stakkels kat, der er for godhjertet til at gi' igen) "lea"(="Helene") "lua"(="Lucas") Og "mor" og "far" selvfølgelig :D "Av-varm" (altid i selskab med en viften med hænderne - har siden hans nysgerrighed blev vakt for alvor, ladet ham rør ved langt de fleste ting, også de varme, fordi jeg ved, at han på et eller andet tidspunkt nok skal få fat i de ting alligevel, hvis ikke han ved, at de ikke er sove at få fat i - og det bærer frugt med de varme ting... han siger "av-varm" bare han ser en kaffekop, eller en gryde med mad, og tager aldrig fat i en radiator, før han forsigtigt har mærket den med hånden - dygtig dreng!) Og så siger han "mammam" eller "ma-mi" om maden...

Bo:
Søger stadig job. Er i øjeblikket i praktik på et gymnasie, hvor det da vist går meget godt, og han har også mødt en lærer, der kæmper får at han skal have et job der. Hans praktik slutter med januar måned og så skal han i noget andet aktivering... Spændende at se, hvad han så kommer ud i.
Hans lejlighed er blevet solgt, så vi står lidt bedre for at skulle få os et lån til hus nu, når først han får arbejde.
Derudover er han vist næsten lige så træt og udkørt som jeg er...
Men selvom der ikke er meget kærestetid i hverdagene, så prioriterer vi det virkeligt højt i weekenderne!

Kreativt:
Har indviet mig en blok (og der ligger 6 til og venter) til at skrive på. Må vist bare indse, at det dér med at skrive på computeren er en by i Rusland, når vi er så mange om den samme computer, og den står midt i kaoscenteret (spise-/TV-stue, køkken, soverværelse), jeg skriver ikkegodt ikaos, og hader at bliver læst over skulderen... Også når det er børn og kæreste... Jeg får skrevet lidt hver dag - nogle gange kun et par linier, andre dage op til 3 sider... Ikke meget, men jeg vil gøre hvad jeg kan, jeg kan ikke bruge dårlige eller gode undskyldniger til en skid når jeg som 90-årig ærgrer mig over at jeg aldrig for alvor fik prøvet skrivningen af...
Derudover vil jeg love mig selv at sætte mig ned og tegne mindst én gang om måneden!

Det eneste jeg helt sikkert kan sige er galt i min livssituation, som den er nu, er mit arbejde... Jeg skal bare lige samle modet til at komme videre. Jeg er også pisse-hammer-træt af at bo så småt, men jeg ved også, at det ikke går mig nær så meget på, når jeg har fri, og overskud til at gøre noget ved det, som det gør, når jeg træt og udkørt kommer hjem til en lille lejlighed, hvor bare den mindste smule rod får det til at se kaospræget ud, og ikke mindst spænder ben for én...
Jeg er i gang med "Nuets kraft" (God, god bog!), og den hjælper mig helt sikkert med at holde fokus på nu og ikke imorgen og om ti år, eller på hvad der skete for tre timer siden... Jeg vil skyde, at jeg i dag har haft ca. 10 minutter sammenlagt, hvor jeg havde fokus på nu, og ikke så meget andet... Det lyder ikke af meget men det var virkelig stort fremskridt!
Prøv engang at læg mærke til hvor meget tid sindet bruger på at løse for nuet irrelevante problemstillinger (ikke uvigtige, nødvendigvis), eller på bare at tænke ligegyldige tanker, samt på at bekymre sig/drømme om fremtiden, eller ting og mennesker der ikke er der her og nu... Det er lidt vildt at lægge mærke til. Så ti minutter er stort (og ikke nødvendigvis helt rigtigt??)

Åha, og på næste torsdag har jeg en aftale med min healingsterapeut... det er ca 4 år siden jeg var hos hende sidst (hvis jeg ser bort fra min håndlæsning for 1½ år siden), men hun er fantastisk, og har sådan en god evne til at få én til at se ind i sig selv, og finde svarene... Og jeg går altid derfra fyldt op af energi :D
Det bliver så godt... Og er så tiltrængt!!

Michala (der nu endnu to gange har dysset Erik til ro, og nu vil forsøge at gå i seng)