I søndags ringede min mor. Min far var gået en tur men havde nu været væk i to timer... Hun var lidt ude af den, for han plejer ikke at gå mere end en time ad gangen. Hun havde kørt en tur rundt i byen for at se om hun kunne få øje på ham. Jeg gjorde det samme. Hun ringede mig op igen efter 20 minutter, og kunne fortælle at han var fundet. Han havde mødt en og var faldet i snak. Han har boet i denne lille by siden han var ti år, så det skulle undre mig hvis han, sygdom og alt det der til trods, skulle fare vild for alvor. Han har formået at glemme hvor han var på vej hen, og gået for langt før det gik op for ham at han skulle en anden vej, men han har ikke decideret været faret vild.
I dag var det værre.
Vi havde lige sat os til aftenbordet (jeg var alene hjemme med børnene), da min mor ringede:
Min far havde en times tid forinden sagt at han ville gå ud i haven og nyde vejret, men hun havde netop opdaget at han ikke var hjemme, og hun anede ikke hvor længe han havde været væk. Hun havde kørt rundt i byen men uden at finde ham. Jeg forlod bord og børn og kørte i cirkler og op og ned ad samtlige veje i byen de næste 3 kvarter (større er vores by heller ikke), men uden at se ham. Min mor lagde så et billede af ham på byens facebook-gruppe, og hvor var der mange skønne mennesker, der sprang i bilen, på cykler eller tog gåben rundt i byen... Men der tikkede kun meldinger ind om hvor han ikke var.
Jeg startede også bilen igen, uden nogen god fornemmelse af hvor jeg skulle lede efter ham, så jeg kørte omkring på må og få. Helene var hoppet på cyklen med to veninder og ledte også.
Der kom besked fra Nordsjællands Politi, og det var så surrealistisk at læse sådan en efterlysning, som jeg har læst så mange gange, men denne gang vide, at den gjaldt min far. En lille trøst var det at tænke på at jeg vist nok kun har oplevet at sådanne beskeder bliver fulgt op med en "manden er fundet i god behold"-hilsen indenfor 1-2 timer.
Og ganske rigtigt.
Jeg tror kun der gik 20 minutter, før min mor ringede og sagde, at han var fundet. På det tidspunkt havde han så været væk i næsten 4 timer!
Politikvinden havde fået øje på ham ude fra marken bagved mine forældres hus. Det var nærved umuligt at få ham den vej tilbage til huset, fordi der var for overgroet, så de måtte få ham til at gå væk fra huset og ud mod vejen bag ham, hvor min lillesøs kørte med ud og samlede ham op.
Han var ret forvirret og kunne ikke selv huske så meget andet end at han havde gået, og pludselig var blevet klar over, at han havde været væk i lang tid, og så besluttede at skyde genvej over marken, men havde fundet ud af at det var noget nær umuligt at kæmpe sig igennem der.
Lille far, altså...
"Så, ja, det er det min dag er gået med," sagde han, da vi alle (mig, Helene og veninderne, lillesøs med mand og datter og selvfølgelig mor og far) sad og fik os et velfortjent glas vand, efter han var kommet hjem, "at vandre rundt på marken og finde ud af, hvor man ikke kunne komme igennem."
"På Herrens mark," sagde jeg.
Så grinede han og gav mig ret.
Han har altid sat pris på en humoristisk indgang til tingene, og det tror jeg også (måske i særdeleshed) han gør nu.
Nu skal han have GPS tracker i skosålen. Der er trods alt ting jeg hellere vil lave dårlige jokes om end andre.