Februar startede skidegodt ud... Allerede en uge inde havde jeg skrevet over halvdelen af mit februarmål (Jeg sætter bare mål i antal ord, ikke i vendepunkter og begivenheder, selvom jeg godt ved, at halvdelen +/- ryger fra, når jeg skal til at redigere - det er en dejlig simpel måde at se fremskridt på)... Og så blev det vinterferie...

Bo og jeg havde sat tid af til date første søndag i ferien. De store var hos deres far, og Erik blev passet af farfar (der bor lige overfor de stores far - HAHA sjov historie, jeg tror muligvis den er at finde i virkelig gamle dagbogsindlæg (blandt de 50 første eller deromkring)). Vi havde planer om at tage til en økologisk café i Frederikssund, som jeg egentlig skulle have besøgt med en veninde, men hun blev syg. En halv time før vi skulle ud af døren tjekkede jeg lige den nøjagtige adresse og tænkte jeg hellere måtte se hvornår den havde åbent.
Det havde den slet ikke om søndagen.
Så vi skiftede spor, og kørte til Bastrup sø. Vi ville gå turen rundt om, og mens vi kørte dertil åbnede himlen sig med sne... Men ingen af os ville trække i land, selvom vi begge gav den anden muligheden. I begyndelsen troede jeg skulle dø. (Nej det troede jeg selvfølgelig ikke). Det var koldt og vinden kylede sne lige i ansigtet på os... Men så fik vi ryggen til vinden og vænnede os til kulden og kom til ruinen fra den 'forkerte' side. Vi prøvede at gætte dens indre mål... Og skød meget ved siden af, da vi kom ned og læste på skiltet.
Før vi kørte hjem igen stoppede vi på vores lokale kro, kun for at finde ud af, at de ikke serverer kage, så vi måtte nøjes med kakao... Det var jeg faktisk ret overrasket over.
Og så hjem og få varmen i sengen mens vi så Dirk Gently... og gjorde andre ting.
Det var helt som en standard weekend fra før Erik kom og de store (små dengang) var hos Daniel... Bortset fra at vi faldt i søvn og sov resten af dagen og ikke engang var udhvilede nok til at holde os vågen langt ind i natten.

Næste dag kom alle børn hjem, og Helene og jeg skulle ud og kigge konfirmationskjoler... Vi startede i nabobyen - bare lige for at se. Helene havde kigget på deres hjemmeside og syntes ikke rigtigt der var noget, men vi prøvede alligevel. Det viste sig så at de havde 3-4 gange så meget som de viste på hjemmesiden. Helene hev kjoler ned og rakte mig til mine arme var ved at give efter for vægten, og så slog vi os ned i et prøverum...
Helene har altid haft god smag og efter at have prøvet alle og været begejstret for mange var der alligevel ikke nogen tvivl om, at den hun bedst kunne lide var den der 3. sidste hun havde prøvet... Og så fandt vi ud af, at det faktisk også var den dyreste af dem. Vi tog den og så andenpladsen (der kostede det halve) i hånden og gik ned til den rare ejer, for at høre, om hun havde gode tip til at gøre den billigere til yndlingskjolen... Men uanset hvad hun foreslog var Helene bare mere begejstret for yndlingskjolen end den anden...(Og jeg må hellere indskyde at jeg var enig...!)
Så da vi endte med at sige, at vi ville tage den dyre, sagde den rare ejer: "Nu bliver I glade for mig." og slog næsten en fjerdedel af prisen...
Vi tog videre til Ballerup for at prøve at finde sko. Men Helene er MEGET skokræsen, og efter halvanden time gav vi op... I løbet af den halvanden time nåede jeg også at føle mig rigtig dårlig. Tænkte, at det bare var resultatet af at være i meneskefyldte omgivelser for lang tid...
Men nej jeg lå med hoste og forkølelse resten af ugen.

Og så blev Lucas selvfølgelig myndig i vinterferien. Det er alt for vildt at have en myndig søn, når de fleste af mine veninder ikke engang har børn endnu - eller kun lige er begyndt på det.
Så jeg skubbede alle tanker om sygdom så langt væk, som de nu kunne komme når sygdommen selv stod og grinede mig op i mit åbne ansigt, og prøvede virkelig at være på både til fødselsdagsplamlægning og til generel vinterferie hygge med børnene og skatten.
Han skulle have en særlig gave, og der var sat 1.500 af til projektet... Men enten ønskede han sig helt almindelige småting til 2-300 kr eller også ønskede han sig en pladespiller+højttalere til 3.600 kr. Så en masse energi gik til at samle en større del af familien til projektet, og pludselig havde vi alle med på vognen (undtagen dem der havde været tidligt ude og allerede fundet en gave), og 700 kr i overskud... Eller det troede vi indtil vi ankom til HiFiKlubben i Lyngby...
Jeg var SÅ klar til at afvise, at bi skulle have noget som helst andet end de ting, Lucas havde skrevet på ønskelisten, for jeg vidste, at de selvfølgelig ville sige "Har I tænkt på XXXXX?" og "Skal I ikke også have disse YYYY?"
Men jeg var på ingen måde forberedt på, at manden med et venligt smil ville sige "Jamen de højttalere passer slet ikke til den pladespiller." For så at bruge de næste 20 minutter på at vise os rundt i alternative valg - hvoraf den billigste kostede 6.000 kr.
Vi blev enige om, at tage Lucas med på dagen og så kunne han træffe sine egne valg...
(Det der reddede vores r*v var dog, at Bos tante og onkel havde overført 1.800 til Bo, som de gerne ville bede os om at købe gave til Lucas fra dem for - og på den måde blev der alligevel penge nok).
Og jeg havde det skidt, da vi kom hjem...

Jeg havde ingen stemme, da vi tog til Daniel d. 15. med alt for mange rundstykker i bagagen, for at synge (eller hoste) fødselsdagssang for Lucas og spise morgenmad sammen...
Jeg var ved at dø (igen ikke rigtigt!), da vi slæbte pladespiller og højttalere fra HiFiKlubben senere på dagen. Jeg havde meldt mig til at bære højttalerne, der var de tungeste men også de billigste. Frostvind slog mig i hovedet og ned i lungerne, da jeg strakte hovedet op over kassens kant for at hive et forpustet åndedrag ind, mens jeg så mine to store børn langt fremme (Bo og Erik var blevet hjemme - Bo kører ikke bil, så det var nødvendigt, at jeg var med), og måtte bede dem om at vente lidt mens jeg fik vejret igen ved en bænk... Og jeg var desuden svimmel og havde muligvis feber.
Men Lucas havde fået sin gave, og det var det vigtigste.
Dagen i øvrigt gik med Unlock-spil (Det er for fedt et spil og kan virkelig anbefales - kortspillets svar på Mystery Rooms) og middag om aftenen på Flammen, hvor mormor og morfar var inviteret med samt farmor og farfar, der var fløjet hjem fra England i dagens anledning.
Trods ondt i halsen var det en rigtig hyggelig aften og Erik kom rigtig godt ud af det med Lucas' og Helenes anden lillebror, Alexander. De plejer at konstatere, at de er for forskellige til helt at finde fælles fodslag - men Erik havde et kortspil med og de sad og spillede krig i en time, og farfar, der sad ved siden af mig kommenterede at det var utroligt så stille de var, han havde ikke troet, at børn i den alder (8 år) kunne holde så lang tid ud på en restaurant. På det tidspunkt havde de dog afsluttet krigen, og var gået over til mobilspil, så jeg svarede, at selskab fra mobiltelefoner jo nok også havde noget at sige, hvis man sammenlignede med, dengang vi andre var børn... Tyve minutter senere sidder selvsamme farfar med sin telefon og viser Helene, hvordan han spiller bridge mod andre spillere... Jeg kunne ikke lade være med at kommentere, at det var fantastisk med mobiltelefoner som passificereingsmiddel til utålmodige sjæle...
Vi havde siddet der i cirka 20-40 minutter, da Christina (søster) og Kasper og yndlings-niecen (og eneste-niecen) Julie bliver placeret ved bordet lige ved siden af vores. (Det er ellers en ret stor restaurant!)
Christina har jo også fødselsdag 15. februar (blev teenager samme dag, som hun blev moster). Det var så fint også lige at sige tillykke til hende på dagen!

Himlen havde, for Gud ved hvilken gang i ferien, åbnet sig med sne, inden vi skulle hjemad. Det var mig der var chauffør, for os og mine forældre, (os inkluderer ikke Lucas og Helene, da det egentlig var "Daniels dag", og de skulle hjem og hygge med far og farmor og farfar). Det var ok, lige indtil vi nåede Ganløse, hvor jeg skred i svinget. Min mor kommenterede at jeg var god billist, fordi jeg fik rettet bilen så hurtigt op igen - jeg svarede, at jeg bare var glad for, at der ikke lige havde været nogen modkørende!

Lørdag havde vi inviteret hele min og Bos familie til linner (IDK - brunch er så alment-accepteret, mens koblingen mellem frokost og aftensmad ikke rigtigt har noget navn, jeg kender til?). Fredag, mens jeg for første gang i 15 år lavede tunmousse (fordi Lucas havde ønsket det, men jeg ellers havde undgået det, fordi det gik så gevaldigt galt dengang jeg lavede det til en reunion-julefrokost for gymnasieklassen (dem er der masser af, mens man stadig bilder sig selv ind, at men er kommet i klasse sammen, fordi man passer sammen og ikke omvendt)) skrev Lucas og spurgte om jeg ville hente ham hos Daniel. "Please!"
"Hvornår?" svarede jeg.
"Nu"
Jeg skrev han skulle stå klar, for jeg havde det ikke så godt. Og han svarede "That makes two of us."
Han faldt i søvn på vej hjem i bilen.
Faldt i søvn igen på sofaen efter at have spist.
Lørdag lod jeg ham sove længe, men vækkede ham dog en time inden gæsterne skulle komme... Og han kunne dårligt holde sig siddende i sofaen... Kunne ikke overskue at sætte en af sine vinyler på, så de glade medgivere kunne høre, når de kom... Han var ret syg... Så syg, at han ikke engang for alvor nåede at nyde rester, mens de stadig var gode.
Tillykke med dagen min dreng!

Hm, ja... Det korte af det lange er, at i ferien fik jeg sammenlagt skrevet 144 ord... (mit mål er 500 ord/dag)... Og jeg kunne ikke rigtig samle den op efter ferien. Jeg er ikke så sikker på, at det bare var feriens sklyd. Jeg tror også det skyldtes at jeg var nået til et punkt, hvor jeg i hovedtræk godt vidste, hvor vi skulle hen, men ikke helt kunne få til at hænge sammen på papiret...

Så denne og sidste uge har jeg følt som nogle, der har stået ret stille. Skrivemæssigt. (Men takket være den første uge af februar, nåede jeg næsten mit februarmål på 500 ord om dagen)

Helene meldte sig desuden til noget Catwalk for kræftens bekæmpelse. De var 15 piger der skulle gå catwalk i donerede konfirmationskjoler... Med i dealen hørte en gang shellak, vippe- og øjenbrynsfarvning. Den der lak, som Helene var henne og få lagt i mandags, holder egentlig superfint, men de havde ikke lige taget med i betragtning at Helene er i praktik som låsesmed hos onkel Kasper - det lykkedes hende lige at få lavet hakker og ridser i allerde dagen efter det var blevet lagt :)
Jeg tror i sidste ende, at Helene syntes det var ret akavet... Hun kendte ingen af de andre piger, og hun faldt vist heller ikke rigtigt i snak med dem... Men Erik og jeg var henne at se dem i går, og de var så fine. Helene havde styr på det pjat med at gå Catwalk og var så fin i kjolen og fuldt stylet. (Jeg ved ikke om billederne kommer op her https://www.facebook.com/events/1965862790336501/ eller andetsteds, men hvis nogen mangler konfirmationskjole, så kan de fås til 500 kr gennem det show der, og overskuddet går til kræftens bekæmpelse).
Erik var ikke mega fan af at skulle med og se catwalk (han var blevet sløj), men en pose slik hjalp på det, og så blev han også rigtig glad, da de mens vi ventede spillede "Coming back to You". Jeg hørte "You dont own me" med Grace og G-eazy... Jeg har altid elsket 60'er musik, men aldrig (når vi ser bort fra Beatles) gået vildt meget op i hvem der sang det, men pludselig genkendte jeg en stil... Jeg vidste ikke om det var en ny sang der tilfældigvis ramte en 60'ernerve eller en faktisk nyindspilning af en 60'ersang. I disse moderne tider kunne dette dog afgøres med en hurtig googlesøgning, og Lesley Gores oprindelige version har kørt på repeat herhjemme idag...

Som sagt var Erik syg i går (den eneste fra familien, jeg troede ville gå fri - han har et jernhelbred den knægt!). Men ikke mere syg end at han, på trods af feber og nys med snotsprøjt var frisk som en havørn. Vi er begyndt at læse Harry Potter, og han elsker det! Vi er halvvejs igennem Flammernes pokal. I går da han var syg læste vi 78 sider, og i søndags 98... Det er da herligt at have samme interesser som ens børn :) Jeg kan godt mærke, at vi er kommet op på et niveau, der ikke helt er beregnet til 8-årige (Harry er lun på Cho og Krum kigger efter Hermione) men han er helt med alligevel når lige jeg sikrer mig at han ved hvorfor Harry smiler ned i sin hovedpude, og syntes det er lidt sjovt, at Harry er forelsket...
Af filmene har han kun set 4'eren med, så jeg glæder mig så meget til, vi når næste bog, og han ikke ved hvad der sker fra filmene... :)

Nå... Nu vil jeg egentlig skrive videre på mit projekt. Erik er af sted i dag, og skal til skolebal (slutter klokken 17) og de store er hos Daniel, så jeg har gode muligheder for at skrive uforstyrret indtil kl ca 17...

Michala

- You must stay drunk on writing, so that reaity cannot destroy you. - Ray Bradbury