(Fredag) Det er sjovt, når jeg læser lidt tilbage her i dagbogen, til dengang jeg var ret ny studerende, kan jeg virkelig se hvor meget krudt jeg har brugt på at spekulere i om jeg nu var god nok til at læse på universitetet...
Jeg havde jo også lidt et par fejlslagne forsøg bag mig, havde taget hul på mit tredje og sidste forsøg (reglerne er vist lavet om siden), havde ikke SU nok til resten af min uddannelse (er faktisk i gang med mit allersidste klip nu!) og var efterhånden ved at nå en alder, hvor jeg godt ville føle, at jeg faldt på plads i verden - så sådan set er det ikke så mærkeligt, at jeg panikkede lidt hver gang jeg følte at jeg måske ikke magtede det...
Og pludselig midt i al min alle-mine-anstrengelser-fører-jo-ikke-til-noget-og-jeg-bliver-aldrig-til-noget-alligevel-selvmedlidenhed begyndte jeg pludselig at gøre det til en regel mere end en undtagelse at få 12 for alle opgaver (opgaver!) jeg afleverede (de mundtlige eksaminer bliver jeg aldrig gode venner med).
Det er benhårdt knoklearbejde, der ligger bag, for jeg er ikke noget gudsbenådet geni, men jeg forstår da at sætte mig ind i et komplekst emne og skrive om det - og det var sgu rart at få bekræftet lige pludselig.
Men hold nu op hvor føler jeg også jeg har lidt mange knæk på det studie og jeg er spændt på at se om jeg retter mig ud igen når jeg engang er færdig.
Jeg har fået nogle sunde lektier med mig - fagligt selvfølgelig, men også ift. at lægge pres på sig selv, og hvornår det ikke er det værd. Bevares, jeg lægger tit stadig alt for stort pres på mig selv, så dér er jeg heller ikke blevet et gudsbenådet geni, men jeg har virkelig også lært at trække på skuldrene af nogle ting - for det er bare ikke muligt at nå alting, og selvom studiet gerne vil have os til at tro at det er det vigtigste i vores liv, så er det altså noget vi selv bestemmer!
Men sidste vinter fik jeg virkelig et knæk. Har aldrig oplevet et helvede magen til... Jeg var så tæt på at droppe ud, at jeg begyndte at svare på jobopslag. Nu tænker jeg, at det var meget godt, jeg ikke fik noget tilbudt, men dengang var det virkeligt vigtigt for mig at få det gjort - at tro på at der fandtes en vej ud!
Det var også sidste vinter, jeg første gang valgte at udskyde en eksamen og aflevere blankt. (Og selv det gav næsten ingen luft til dem der var tilbage). Det hjalp så ikke lige på at genopbygge overskuddet at reeksamen trak sine spor langt ind i februar.
Så fandt jeg ud af, at det ikke var jordens undergang, at udskyde en eksamen, og gjorde det igen i sommers så jeg kunne få ro på til dels at hjælpe Lucas igennem sin afgangseksamen til folkeskolen, dels til for første gang siden studiestart at forberede Helenes fødselsdag ordentligt og dels til at passe dyr (passe kat havde egentlig været tanken), da vi havde besluttet vi omsider var klar til ny kat 2 år efter den sidstes død... Det sidste endte med at være det, der fyldte mest, da vi pludselig fandt den kaninmor vi adopterede for 2 år siden syg nede i hulen (hun havde altid været sky - hun kom fra en kaningård på en skole med alt for mange kaniner indtil min søster tog affære - så der var ikke noget underligt i at hun ikke hoppede glad hen til os, men da hun pludselig en dag ikke kom op af hulen måtte jeg kravle ned og få hende op og med til dyrlæge), hende passede og plejede jeg med medicin og håndfodring i 3½ døgn, hvor jeg stort set ikke sov og hvis jeg gjorde var det i sofaen ved siden af hende... og så døde hun alligevel :'(
3-4 dage efter blev vores høns angrebet af et eller andet møgdyr, stort nok til at slå den ene ihjel og skade den anden (de to sidste var bare møgforvirrede og skræmte) men ikke stor nok til at slæbe den døde med (eller også blev det bare selv skræmt væk af noget). Den skadede høne (Frank) skulle også håndfodres da hun ikke rigtigt kunne gå (brækket bækken mente dyrlægen - det kan åbenbart godt hele sig selv uden problemer) og vi holdt hende inde i stuen, indtil vi pludselig opdagede at hun godt kunne bevæge sig rundt alligevel (eller igen?) og bevægede sig frejdigt rundt i stuen men hoppede glad tilbage i kassen når vi kom ind for at fodre hende... Tror måske hun nød en lille ferie ;)

Nå, men forårssemestret var alt andet lige meget mere overkommeligt end efterårssemestret havde været, og jeg fik modet lidt tilbage trods alle udfordringerne på privatfronten...
Og nu, efter praktik og det hele er der kun specialet tilbage...

Den sidste uge er gået op i sygdom. Erik begyndte med opkast og diarre i lørdags og siden da har vi ligesom stået i kø for at få lov selv at prøve. I dag er første dag jeg ikke føler mig mere syg end rask. Det var egentlig ikke det jeg synes jeg manglede. Et eller andet sted stresser jeg lidt over det speciale, men lige nu trænger det ikke rigtigt igennem... Synes dog der er rigtig mange brikker der skal falde på plads inden januar :O

Michala