Kære dagbog.

Så har jeg endelig fået skrevet mandagens begivenhed ned, og fået det lidt på afstand.

Det var ikke nogen festlig oplevelse. Humøret gik helt i bund bagefter. Men det har hjulpet at skrive det her. Efter at have læst det igennem, kan jeg bare se hvor typisk det er for mig. Så jeg vendte lige tilbage til toppen og skrev denne kommentar.

Det er så typisk for mig, at når jeg kommer ind på følsomme emner, hvor jeg giver noget af mig selv, så får humoren lov til at dække over min generthed. Og så beskytter den mig selv, hvis jeg får sagt noget der ikke falder i god jord. Humor er mit skjold. Selv når jeg ’bare’ skriver.

Jeg var altså med på dobbelt daten. Selv om jeg længe var i tvivl, og allerhelst ville have meldt afbud. Men med mit ønske om at give J en hjælpende hånd vejede tungest på vægtskålen. Da først jeg havde bestemt mig for hvad jeg ville, gik det lidt lettere. Jeg måtte jo bare fortælle hende lige ud, at jeg ikke syntes hun var attraktiv, altså ikke lige var min kop te. Hvor svært kunne det være tænkte jeg? Altid godt at have en plan. Godt planlagt general Li, roste jeg mig selv.

Jeg besluttede mig for at være offensiv for en gang skyld. Selv om det sjældent er min taktik. Så jeg ringede til M, så jeg på en gang kunne sige ja tak til invitationen, men at jeg kun ville dukke op for at gøre J en tjeneste. Og som en ven. Det blev en rigtig behagelig samtale. Bortset fra, at intet gik som planlagt.

Da jeg hørte hendes stemme i røret, kunne jeg med det samme høre hendes usikkerhed. Alene måden hun fik sagt sit navn på, og sagde hej. Først på det tidspunkt kom jeg til at tænke på, hvor det hele så ud fra hendes side. Jeg fik sagt tak for sidst og for invitationen. Og uden at tænke mig om, fik jeg spurgt om jeg ikke skulle komme og hjælpe hende med madlavningen. Det sagde hun med det samme ja tak til. Hun havde planer om at lave lasagne, hvad jeg syntes om det? Jeg tænkte et kort øjeblik på, om hun havde fået C til også at spørge min livret. Det virkede lidt for arrangeret, men hun lød oprigtig overrasket og glad, da jeg sagde, at det var jeg lige den rettet til. Så det måtte være et tilfælde.

Vi snakkede sammen lidt for længe... hmm... ok så, i 28 minutter. Men så fik hun også sagt undskyld mindst hundrede gange for i fredags. Og jeg fik fortalt hende lige så mange gange, at der ikke var noget at undskylde. Inden vi lagde på, var det lykkedes mig at påtage mig opgaven med at handle ind samt at få lavet maden. Og så fik jeg sluttet af med 'jeg glæder mig til vi ses'. Hvordan var det nu lige gået til? Så meget for den plan... Fik sådan en lyst til at råbe lige som Thorkild (Søren Pilmark) i ’Blinkende Lygter’, da deres flugt bil bryder i brand... hvordan er det nu, noget i retningen af 'kalder du det ikke at vække opsigt... sådan en... sådan en lorte spasser bus'. Bortset fra jeg ikke lige kunne gi’ andre end mig selv skylden. Og det i øvrigt ikke have noget med en bus at gøre det her. Men lysten til at råbe, den var der.

Der gik ikke fem minutter fra jeg havde lagt røret på, før der kom en sms fra J. 'Heysan. Har lige hørt fra C, at du er på i aften. Kanon. Stensikker f.... til dig gamle jas. Husk gummi. Ses' Ja, den var god med ham. Jungletrommerne var hurtige. Og han var bare så morsom. Det var sgu ham der var 'den lorte spasser bus' i dag. Jeg fik sat underbevidstheden i gang med ny plan. Så svært kunne det jo ikke være. Så blev det fyraften, og jeg sørgede for at handle på vejen hjem.

Og nej, jeg købte ikke party balloner. Uanset hvad J mente. Da jeg kom hjem, måtte jeg lige bruge en halv time ved computeren på at få sendt Thor og Elizabeth i hver sin retning. I hvert fald i første omgang, for det lykkedes mig kun at få indskudt en pause i deres samvær. Det lader til at de er blevet ret glade for hinanden. Da minut uret ringede efter 30 minutter, måtte jeg modstræbende forlade dem. Bruger tit uret til at sætte en grænse for hvor længe jeg må skrive. Ellers flyver tiden bare af sted, og jeg ville nok aldrig komme udenfor min dør.

Det blev til en hurtig tur under bruseren, hvor jeg gennemgik planen fra min underbevidst. Bare bevare roen og få sagt det lille ud. Sådan, total god plan… meget bedre end den første. Og så var det ellers af sted. Jeg grinede højt for mig selv, da jeg tænkte på fredag aften, hvor jeg vaklede den modsatte vej, efter en lang dag og en pokkers masse øl. Men i det mindste var jeg i godt selskab med miss Hurley den aften.

Op ad af trapperne til 3. sal. Pyha, der var mindst 40 grader i den opgang. God svedig ringede jeg på døren. Husk nu planen, mindede jeg mig selv om. Være kold og bare få det sagt.

Så åbnede M døren, lille og spinkel, iført et stort smil... og i en kjole der var tæt på at være helt gennemsigtig. I hvert fald kunne den ikke skjule at hendes undertøj var blåt, selv om der ikke var så meget af det. Hvis hendes undertøj var blev prissat efter hvor meget stof der var blev brugt til det. Så var der for max 25 kroner under hendes kjole... Ja kære ven, jeg ved det; jeg fik kigget lidt for godt efter. Især da hun vendte ryggen til.

Vi kom ud i køkkenet, og da jeg fik sat poserne, gav hun mig et velkomst knus… som jeg lidt modstræbende besvarede. 'Du skal da passe på du ikke bliver forkølet i... det der'. Fik jeg sagt, da hun endelig stoppede med knuseriet. Jeg følte det som om spasser bussen voksede til en kæmpe amerikansk truck... 'flot, nu ved hun lige præcis at hendes påklædning virkede, og at du har bemærket hver eneste detalje af hendes krop'. Trangen til at skrige meldte sig igen. Hvor dum har man lov at være? Hun svarede med et rigtig tøset fnis og snurrede en gang rundt om sig selv og spurgte om jeg kunne li’ det.

Det havde jeg så ikke lige noget svar på. Jeg gloede bare på hende. Stemningen i mellem os var pludselig elektrisk. Jeg var så fristet, så meget på nippet af at lade fornuften ryge og lade lysten styre det hele. Når man ikke har været sammen med en pige i... nogen (lang) tid... er der grænser for hvor store fristelser man kan modstå. Lige som en stor is på en varm sommerdag... man ved godt at den er usund og at den feder... men den frister for meget, man må bare have den… man ved godt at bagefter kommer den dårlige samvittighed... og alligevel tager man jo den is...

Min ’redning’ blev vores mobiltelefoner. De begyndte at ringe stort set samtidigt. Mit opkald var fra J. Han var stadig på arbejde, og ville blive lidt forsinket. Om jeg ville sige det til M. Det kunne han da ikke mene, 'For helvede J ..argh... lorte spasser bus' var det eneste jeg kunne få frem, Han lo bare. 'Ro på nu. Så kan I jo lige nå en tur. Ses.' Og så var han væk igen. Jeg bandede ham lagt væk i mit indre. Den Judas, han skulle få sådan en omgang næste gang vi var i ringen.

M var gået ind i stuen med hendes mobil. Så jeg benyttede muligheden til at få pakket poserne ud, og gå i gang med maden. Jeg havde på det tidspunkt virkelig brug for at lave noget praktisk, og få det hele under kontrol igen. Det hjalp at snitte løg, rive ost og skylle salaten.

M kom ud i køkkenet igen. Hendes opkald havde været fra C. Hun var også forsinket!!!! Men J havde lovet at tage hende med. Ja ja, den var god med dem. Overarbejde, min bare r.. - Når han kom her, ville det blive med det smørrede grin på fjæset. Bare synd for ham, at det ville blive sidste gang, at han smilede med alle sine tænder i behold. Han var på det tidspunkt bare 100% a...... efter min opfattelse.

'Hvad gør vi to så nu?' Spurgte M forsigtigt og kiggede på mig med de store brune øjne. Ok, jeg har nok heller ikke set rar ud. Jeg havde både mord i blikket og en stor skarp køkkenkniv i hånden.

Jeg vidste bare, at det her ville ikke blive rart for nogen af os. Men der var ingen vej tilbage, hvis ikke jeg skulle rodes ind i et forhold, der på forhånd var dømt til at mislykkes, så måtte jeg gøre noget NU.

Jeg fik hende til at sætte sig ved køkkenbordet, og så begyndte jeg min forklaring om, hvorfor det ikke var nogen ide at vi to startede på noget sammen, mens lasagnen blev lavet færdig og kom i ovnen. Det blev overhovedet ikke den kølige og logiske forklaring jeg havde planlagt. Men en lang følelsesladet samtale, hvor vi begge kom dybt i os selv. Selvfølgelig endte med at hun begyndte at græde. Og ja, mine tårer fik også frit løb. Havde lasagnen ikke stået sikkert i ovnen, så var den blevet til en slags salt suppe i stedet for.

Bedst som vi stod der og tudede om kap, ringede det på døren. Så kunne de være her, J og C. Og selvfølgelig kom det smørrede grin frem. Men det forsvandt hurtigt da de så vores ansigter. Der var ingen af os fire der troede på min forklaring om, at vores røde øjne var på grund af de hakkede løg, der bare sved så meget i øjnene... ja, og månen er lavet af grøn ost, som smager godt i lasagne...

I mens pigerne dækkede bord i stuen, fik jeg et klap på skulderen af J, og et 'undskyld'. Han har set mig i mange forskellige situationer, og var helt klar over at jeg mente det, da jeg nok ret koldt fik forklaret ham, at nu havde han bare af få den middag overstået i en fart, og så få C med derfra. Jeg kunne se han fik hvisket det videre til C, da jeg lokkede M ud i køkkenet fordi jeg ikke kunne finde proptrækkeren… dårlig undskyldning, vinen var sgu åbnet for længst. Jeg var ligeglad på det tidspunkt. Jeg skulle bare have det her overstået. Dem ud af døren, og afsluttet det hele med M.

Det blev den mest kiksede middag jeg nogensinde har oplevet. Mine tæer er først ved at rette sig ud nu, så meget sad jeg og krummede dem, i noget der føltes som timer. Samtalen var så kunstig og gik gang på gang i stå. Jeg tror alle sukkede lettet, da J fik fremført en fantastisk forklaring, om hvor hyggeligt det havde været men nu måtte han desværre tage hjem. Et kort øjeblik frygtede jeg at han havde sagt, at det måtte vi da gentage. Havde han gjort det var han blevet sparket ned på stedet. C skyndte sig at spørge om hun kunne få et lift hjem, og så var de to væk.

Jeg fik hjulpet med at rydde op og klaret opvasken, mens vi fik snakket nogenlunde ud og færdig. Og vi gav hinanden et kæmpe knus da jeg gik, med løftet om, at vi begge nok skulle klare den. Men da døren lukkede bag mig, blev jeg stående et kort sekund. Og jeg kunne høre at hun igen begyndte at græde inde bagved.

Jeg gik bare lydløst ned af trappen. Måske var det fejt, bare at gå fra hende. Men jeg kunne bare ikke mere. Jeg nøjedes med at ringe J, og sige at nu kunne han godt se at få lettet røven, og sendt C tilbage, så hun kunne trøste M. Han var utrolig ydmyg, og sagde bare ja selvfølgelig.

Jeg kørte direkte hjem, satte mig ved computeren og begyndte at skrive. Men måtte opgive at skrive noget fornuftigt for det hele var bare sort. Så i stedet for gik jeg bare i seng, lod tårene få frit løb igen.

Jeg trænede med J i går. Han sagde at C havde sovet hos M mandag aften. Og hun var ved at være på højkant igen. Hun havde været glad for at snakke med mig. Desuden fik jeg en stor undskyldning fra ham, fordi han fik rodet mig ud i det. Den har jeg taget i mod. Jeg ved jo at han ville mig det bedste.

Heldigvis har Thor været utålmodig for at komme ’videre’ med Elizabeth. Det er han nu ikke den eneste der har været. Det har hjulpet mig at få tankerne væk fra M’s skæbne, at skulle give for presset og lade Thor få sin Elizabeth.

Spørgsmålet der står tilbage er; hvem får jeg så?