Jeg drømte, at jeg fik en invitation fra en gammel veninde. Til hendes fødselsdag. Jeg var både glad, overrasket og lidt loren ved, at festen involverede en egenbetaling på 400 kroner, som skulle dække mad og 'underholdning'.

Hende veninden og jeg bor lige overfor hinanden. Igen, kunne man sige, for det gjorde vi også som børn. Hun købte lejlighed i den ejendom, hvor hun boede som barn. Jeg arvede min mors lejlighed og flyttede tilbage. Nu hilser vi på hinanden, men har ikke talt sammen i 30 år.

Og så denne fødselsdagsinvitation, som jeg takkede ja til, i drømmen, mest fordi der var nogle af de andre gæster, som jeg gerne ville gense. Jeg indbetalte de 400 kroner (i sidste øjeblik) og - whoosh - var vi samlet på en restaurant der serverede agurkestave og brændende røde datterino tomater. Bagefter fik vi gulerodsmos garneret med rå gulerodsstave og hvid dressing. Jeg spurgte fødselsdagsbarnet, om der ikke også blev serveret kød.
"Men vi er jo alle sammen vegetarer," svarede hun.
"Ikke jeg. Jeg vil gerne ha' noget kød," bad jeg.
Undervejs pakkede hun min gave op. En hvid perlekæde, som hun straks tog på og et blåmeleret tørklæde.
"Det er lige før denne her farve er ved at være umoderne," bemærkede hun. Men jeg blev ikke stødt.
Whoosh - vi var tilbage i hendes lejlighed. Lige over for min. Jeg talte med to andre veninder, som jeg ikke havde set meget længe - Esmeralda og Julie. Hvor holder de sig godt, tænkte jeg. De ser meget yngre ud, end jeg gør, tænkte jeg. Men jeg var ikke misundelig; bare fuld af undren.
Og så underholdningen.
Fødselsdagsbarnet havde lagt gamle sokker ud langs søerne. Dem skulle vi skyde efter. Den første festdeltager hang ud af vinduet med geværet. Så tog min fornuft et smut langt væk fra drømmen og ud i virkeligheden, hvor vildfarne kugler kunne ramme de renhjertede der gik tur omkring søerne. Derfor - whoosh - befandt festdeltageren sig fluks på stien og sigtede på strømpen med geværet. Han skød - ud fór en tennisbold der strejfede sokken, før den hoppede ud på søen som var dækket af tynd is. Han sprang ud efter bolden og jeg råbte til ham, at han skulle glemme bolden og komme ind på land igen. Bagefter var det min tur til at affyre tennisboldgeværet. Men det fik jeg ikke lov til, for barnet kom ind og vækkede mig. Han var lige var vågnet af et mareridt, hvor en kødædende plante i Ørstedsparken forfulgte ham og prøvede at spise ham.

En dag giver alting mening.