Okay, så er det bevist: Jeg er IKKE en mormor. Jeg troede at mit langsomme tempo, og alt det jeg ikke kan, gjorde mig lidt mormoragtig, men det har min mormor i dag modbevist! – Hvad fanden kan køre dén kvinde træt?! I hvert fald ikke mig ... Så må jeg jo være *hyyyl!* en OLDEMOR!! Nej, det er simpelthen for grumt at tænke på ...

De sidste to dage har simpelthen været ’henrivende’ – eller måske det bare har været mandag hele ugen? Faktisk var min mandag betydeligt bedre end min tirsdag og også bedre end i dag ... Selvom – jeg har faktisk haft en ret fed dag, den sluttede bare provokerende dårligt!

Tirsdag startede med, at Heino rystede mig vågen klokken ged om morgenen. Mine forældres bil – som vi låner, mens de er på ferie – ville ikke starte! For den uvidende læser kan jeg fortælle, at ’klokken ged’ dækker over 08:40 (ja, ja, jeg ved godt, jeg er et uhelbredeligt B-menneske!). Og Heino skal altså møde klokken ni! Efter lang tids baksen og forsøg på at finde problemet opdagede han, at den ene dør ikke var ordentligt lukket, og der derfor ikke var nogen strøm. Han bad mig ringe til apoteket, når de åbnede klokken ni og forklare situationen og sige, han var på vej.

Jeg opfordrede ham i første omgang til at tage en taxa, for man kan sgu da ikke komme for sent efter at have været på jobbet i to-tre uger! Men han hældte mere mod en busbillet, der er betydeligt billigere. Men da bussen først kørte 09:10, opgav han den idé. Pludselig fik han den tanke, at Falck måske gav starthjælp, så i hast fik han ringet og det varede ikke mange minutter, før de dukkede op. Heldigvis! I mellemtiden nåede jeg at opdage, jeg først kunne komme igennem på telefonen klokken halv ti (aaargh – vækket til igen verdens nytte, bare en masse stress!).

Men nu jeg var oppe, kunne jeg jo lige så godt få streget lidt i listen over de steder, jeg efterhånden skulle ringe til. Som start ringede jeg til dyrlægen og fik tid til Sippis neutralisation og Phoebas vaccination. Med deres ferieafspadseringer og mine minimale kørelejligheder kneb det at komme til enighed, men vi kom da frem til et fælles forlig, der hedder næste torsdag. Sippi skal afleveres klokken otte om morgenen og hentes halv tre. Der skal jeg så have Phoeba med, og så får hun et skud i nakken. Og så er Sippi mere eller mindre klar til at betræde det forjættede land, HAVEN, med sine små behårede poter.

Dernæst – gys – skulle jeg have ringet til lægen og fornyet min ene recept. Efter i ti minutter at have lyttet til en monoton stemme: "Sekretærerne er optaget; vent venligst ..." efterfulgt af et spagt "tak!" og en masse duttelyde, var jeg ved at blive idiot. Samtidig bankede Heino på ruden, og jeg var nødt til at lægge på (aaargh!), men jeg regnede med, han skulle bruge telefonen. Men han ville såmænd bare fortælle, at bilen duede igen, og at han nok ville være på apoteket 10:20. Derefter kunne jeg under bandelyde og rasende ulveøjenbryn (et udtryk mig og Morten fandt på som børn efter en film – og som dækker enten over yderst behårede øjenbryn, der mere eller mindre er sammenvoksede til ét, eller den form øjenbrynene får hos en person, der er aldeles rasende – mine dækkede i dette tilfælde over sidstnævnte). Heldigvis havde sekretærerne endelig besluttet sig for at få fingeren ud, og jeg fik heller ikke (dobbelt held!) ’idioten’ i røret (en af sekretærerne, der selv mener at være så ’klog’, at det er en dyb misforståelse, at hin ikke sidder i lægekonsultationen, men kun i sekretærburet. Af og til nægter denne at stille én ind til lægen eller at give én en tid, fordi det "ikke lyder så slemt". Da jeg havde lammelser i begge mine arme og det ene af mine ben *panik*, hvilket jeg var ret sikker på skyldes noget penicillin, jeg havde fået, sagde sekretæren: "Jamen, nu må du jo tænke på, det er en yderst sjælden bivirkning". Derefter blev røret lagt på. SAY WHAT?! Det kan sgu da godt være, det er en sjælden bivirkning, men det ER en listet bivirkning, så nogen får den jo! ’Idioten’ mente heller ikke, der var nogen grund til at melde det til medicinalfirmaet, hvilket man jo skal, så de kan finde ud af, hvor mange og hvilke bivirkninger brugere af medicinen får. Min mor, som selv har arbejdet i medicinalindustrien, rystede på hovedet og støttede mig i, at det skulle meldes, og så måtte jeg jo selv).

Tredje punkt på min liste var optikeren. Jeg har den sorteste samvittighed. Jeg fik et brev i maj om, at jeg skulle komme til mit halvårlige synscheck. Jeg fik aldrig åbnet brevet, men bare lagt det i tasken. Og derefter skiftede jeg taske og glemte alt om det *hummerrød af forlegenhed*. Forleden fandt jeg brevet, og de næste mange uger passer det mig ærlig talt ad H… til at skulle til Rønne alene for et synscheck, men jeg er i hvert fald nødt til at få ringet – også fordi der ikke bliver bestilt nye linser, før jeg har været til check. Men ak – telefonen blev ikke taget.

Herefter besluttede jeg, at nu måtte jeg have nogle ekstra timers søvn. Forinden smækkede jeg en vask i maskinen og en opvask i opvaskemaskinen. Og så af sted til drømmeland ...

Men ak! Selvfølgelig ringede telefonen, mens jeg lå dér i min sødeste søvn. Da det kunne være mine forældre, der ringede fra Italien med en besked, tvang jeg mig selv til at vågne og gå på jagt efter den forsvundne telefon. Da jeg endelig tog den, var det en eller anden overfrisk dulle fra et analyseselskab der spurgte, om hun måtte forstyrre tre-fire minutter. Jeg svarede hende, at det måtte hun da gerne, nu hun alligevel havde vækket mig. Første spørgsmål var, hvornår jeg var født. Dernæst, hvilken bank jeg bruger. Så bliver hun tavs nogle sekunder og svarede: "Øøøh ... jeg kan se du ikke passer ind i vores målgruppe. Men tak for hjælpen." AAARGH!!! Og dét blev jeg vækket for?!

Således forstyrret i min skønhedssøvn besluttede jeg, at så kunne det sgu også være lige meget. Så jeg daffede ud for at hænge de vaskede håndklæder op og sætte en tøjvask mere over. Derefter tullede jeg rundt og ordnede andre småting.

Da Heino kom hjem, havde jeg fået møgondt – sikkert en eller anden vejrforandring, der drev rundt et sted. Så jeg var gået til sengs igen med "Undtagelsen", jeg skal have læst til min læsegruppe. Heino var så sød at lave hjemmelavet pizza, og jeg var egentlig på vej i seng, da han spurgte, om det var mig, der havde en vask over. *Fuck!* Den havde jeg lykkeligt glemt alt om. Jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at tørre den af på Heino, så jeg viklede mig ud af dynerne og begyndte at hænge tøj op. Mens jeg hængte op, undrede jeg mig godt nok over, at det ikke lugtede specielt meget af hverken sæbe eller skyllemiddel, men jeg blev enig med mig selv om, jeg sikkert ikke havde puttet nok i, (hvilket jeg allerede tænkte, da jeg tændte for maskinen). Men da jeg kun manglede et par stykker tøj og fik fat i et par underhyler, der så mindre rene ud, blev jeg ærlig talt mistænksom. Vores vaskemaskine har det sidste stykke tid haft en vilje of it’s own, så jeg tøffede ud for at tjekke – og ganske rigtigt: Både sæbe og skyllemiddel var urørt. *NEEEJ!!* Halvt i krampegråd fik jeg pillet lortet ned igen og tilbage i maskinen. På dette tidspunkt var det blevet over midnat, så jeg besluttede mig for, at så måtte skidtet bare vente med at blive hængt op til om morgenen. Også fordi jeg skulle mødes med min mormor til frokost næste dag, og forinden nå at losse Phoeba af hos mine forældre, så hun kunne underholde sig med deres puddelhund i mellemtiden – herhjemme ville hun bare hulke samtlige timer, jeg var væk eller æde en af kattene af frustration. Så jeg skulle tidligere op end jeg plejer og derfor gerne se at få noget søvn.

Således lykkeligt forvisset om at NU måtte mandagen da være helt slut, efter vi også havde passeret tirsdag, faldt jeg hurtigt i søvn.

Men klokken lort om morgenen – i dette tilfælde ved jeg ikke præcist, hvad udsagnet dækker over, men tidligt var det – vågnede jeg med de vildeste mavekramper. Ved ikke, hvad det er, der foregår med mine tarme, når jeg får dem – måske danser de fandango – men i hvert fald gør det ondt. Jeg kunne i ånden se, hvordan min frokostaftale røg sig en tur, men da vækkeuret ringede, var det værste heldigvis væk, og før jeg nåede op til min mormor, var det fuldstændig forsvundet. Da jeg havde hørt i vejrudsigten (allerede her burde jeg være blevet mistænksom), at det skulle blive køligt med temperaturer på højst 18 grader om formiddag, besluttede jeg, at jeg hellere måtte tage jeans på i stedet for nederdel eller shorts. Jeg nåede dog at fortryde mange gange, før jeg nåede mine forældres adresse og fik afleveret Phoeba, for det var bestemt ikke køligt!

Jeg var på vej over til min mormor, da jeg kom i tanke om vasken derhjemme, der havde ligget i maskine siden midnat (dobbelt fuck!).

Humøret steg dog, da min mormor lukkede op og kunne berette om sin, ligeledes, dårlige dag: Kattelort på køkkengulvet hos mine forældre (hun passer hund, kat og hus, Heino og jeg have og fugle), invasion af flyvemyrer i bryggerset og kattebræk i jordbærrækkerne. Hun havde rendt fra Herodes til Pilatus efter noget gift, hun kunne sprøjte med, som ikke også ville tage kattene med i faldet. Derefter var hendes havemand kommet, og i dagens anledning skulle han også lige være på tværs, så hun glædede sig til en afslappende frokost.

Vi blev enige om at prøve røgeriet, selvom jeg til at begynde med var skeptisk. Den eneste form for kød jeg spiser, er fisk. Fisk dækker i dette tilfælde over dåsetun (kun i vand og kun visse mærker), fiskefileter og smat, der udgiver sig for at være lakse- eller tunmousse. Men vi blev enige om, at de nok havde en fiskefilet eller andet, jeg kunne få ned – om ikke andet måtte jeg forsøge mig med en anden form for fisk – måske jeg ville blive overrasket over noget, jeg bilder mig ind, jeg ikke kan lide.

Men der var skønt nede ved røgeriet. Udendørs bænke direkte ned til havet og smuk natur. Vi gik ind for at bestille – og kors en varm, de holder sig indendørs. Jeg er glad for, jeg ikke skal stå dér en hel dag. De få minutter vi stod i kø, nåede jeg at blive drivhamrende våd. Mærkeligt nok så de andre i køen ikke ud til at være generet af varmen, så jeg følte mig som en halvgammel havtudse i overgangsalderen iført flyverdragt og placeret i en sauna! Svedperlerne dansede, meget ucharmerende, nedover mit ansigt, før vi nåede ud.

Personalet havde lidt svært ved at dele vores regning i to, når vi bestilte sammen, selvom vi begge skulle have fiskefilet og pommes frites; godt nok med forskellige drikkevarer, min mormor fadøl og jeg Cola Light. Til sidst betalte jeg, og vi blev enige om, at så gav min mormor frokost næste gang – en god undskyldning for at komme igen snarest! :)

Mens vi sad og spiste, kom der et ungt par og satte sig ved nabobordet. Jeg registrerede ikke noget specielt ved parret og tænkte ikke nærmere over deres tilstedeværelse, før et par tøser kom drønende gennem mængden af frokostspisende mennesker og stillede sig op ved parrets bord og bad fyren om en autograf. Jeg spekulerede over, hvem han mon var, men glemte det hurtigt igen. Efter nogen tid begyndte min fiskefilet dog at vokse i munden, da det føltes som om, hele restaurantens gæster gloede uhæmmet, som jeg sad dér og gnaskede. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var mig, der var genstand for deres interesse, men parret ved vores nabobord. Lidt efter kom en ældre dame hen, klappede ham på skulderen og sagde i familiær tone: "Nå, jeg syntes jo nok, det var dig. Hvor skægt. Jeg håber, du har det godt?" Det virkede, som om han krøb lidt sammen i hjørnet – og bestemt ikke som om han kendte damen, der stirrede, mens hun nærmest bakkede ud fra restauranten for at få det hele med.

Da parret var inde for at købe mad, hviskede min mormor: "Det er David Owe – det er derfor de glor!" Jeg anede stadig ikke, hvem manden var, før hun nævnte "Vild med dans" og Baard Owe. Derefter kunne jeg ikke lade være at undre mig over, hvorfor folk gad sidde og glo – manden sad trods alt bare og spiste frokost – han dansede ikke tango på bordet, mens han kylede sine beklædningsgenstande én efter én!

I løbet af den tid vi sad der, var der flere henne og bede om autografer, jeg kunne ikke lade være med at have ondt af manden – måske er han på ferie og ønsker bare at slappe af, og så kommer folk rendende og skal snakke, have autografer m.v.

Havde min mormor ikke gjort opmærksom på, hvem han var, havde jeg aldrig tænkt over det. Og ærlig talt er jeg også ligeglad. Jeg har aldrig kunnet forstå folk, der gider rende rundt i røven på kendte mennesker og bede om autografer. Og jeg er imponeret over den ro og det overskud, hvormed – i hvert fald David Owe – kradsede autografer ned.

Efter endt frokost bekendtgjorde min mormor, at hun også skulle på apoteket og i Super Brugsen. Da jeg ikke havde travlt med at komme hjem til de sure pligter traskede jeg lydigt med hen til bilen. Da jeg nu havde givet frokost, købte hun til gengæld nogle jordbærkager til kaffen.

Selvom vores frokost startede klokken tolv, var den over fem, før Phoeba og jeg var klar til hjemturen. Min mormor ville følge mig på vej og samtidig få luftet Puls, mine forældres hund. Mens hun gjorde sig klar, stod mig, Phoeba og Puls i haven. Pludselig mærkede jeg noget koldt løbe ned ad mit ben – og for det ikke skal være løgn, var det min fucking cola, der var lækket, så nu svømmede kalender, mobil, nøgler og pilleæske lystigt rundt i en halv liter cola. *Neeej!* Jeg fik hevet mine pakkenelliker på land og hældt tasken flydende indhold udover plænen. Mine to pilleæsker så meget sørgelige ud, som colaen skvulpede rundt i de små rum med halvt eller helt opløste piller.

Så nu er det meste af min aften gået med tøjophængning og at sætte ny vask over. Men nu vil jeg tillade mig at kyle mine ømme fødder op på bordet, og prøve om jeg kan resonerer mig frem til en rimelig forklaring på, at min mormor, der nærmer sig de 80, er i sådan vigør ... gad vide, hvad hun gemmer i medicinskabet?