Jeg ved ikke om det er det mørke hår og de skæve øjne, eller om det er den halvliters Heineken, hun sipper af kl seks om aftenen i S-toget mod Københavns Hovedbanegård, men jeg tænker: Grønlænder.

Må jeg stille dig et spørgsmål?
Jaa, okay?, siger jeg tøvende.
Hvilket land kommer du fra?
Danmark, smiler jeg.
Hun griner.
Nå, dét ville jeg ikke have gættet på!
Jeg griner.
Nå!

Jeg får ikke spurgt, men tænker, hvor dælen tror hun så jeg kommer fra? Jeg svarer på dansk og har et udpræget arisk udseende med langt lyst hår og grå-grønne øjne. Hun læner sig atter tilbage i sædet med sin Heineken. Lidt efter læner hun sig atter frem.
Må jeg stille dig et andet spørgsmål?
Jaaa. Jeg trækker lidt på det, men smiler opmuntrende.
Hvornår slog du igennem med din kunst?
Jeg ved efterhånden ikke hvilken mine, jeg skal finde frem. Jeg smiler. Min kunst?
Ja, du sidder og tegner og skriver.
Jeg smiler og kigger ned på min ternede blog, hvor der er en hastigt nedfældet skitse over en annonce, og kragetæer, der former en en to-do liste.
Jeg er ikke kunstner, siger jeg afværgende. Jeg arbejder med markedsføring og kommunikation.
Hvordan kommunikation?, spørger hun og griner. Øjnene er to smalle sorte sprækker. Sådan snakker du med mennesker og sådan?
Nææ, jeg arbejder med kommunikation, sådan reklame og markedsføring. Jeg nikker op mod skærmen som viser reklamespots i S-toget for at give et illustrerende eksempel.
Nåååå, siger hun og kigger op og nikker, men virker ikke til at have forstået. Hun tager en slurk øl og kigger ud af vinduet.
Giver det dig værdi i livet? Det er en sætning som på en eller anden måde lyder utrolig spøjs i hendes mund.
Jooo, siger jeg, det gør det vel på en eller anden måde.
Jeg synes du skulle lave noget kunst. Skrive noget eller tegne noget. Som du gør lige nu.
Jaaa, det kunne være jeg skulle, siger jeg smilende, og tænker over, hvor mange der lytter med på vores finurlige samtale.
Er du virkelig ikke kunstner?, spørger hun igen og kigger indtrængende på mig.
Nææææ, siger jeg, hvorfor tror du det?
Det ved jeg ikke, det tror jeg bare, siger hun og tager en resolut en stor tår hollandsk øl.
Jeg ville lave kunst, jeg ved bare ikke... jeg har ikke... du ved, vilje?... eller, mmm, jeg har en datter. Hun smiler igen fra øre til øre.
Nå, hvor gammel er hun? Jeg er glad for at få samtalen led lidt væk fra mig.
Syv. Jeg vil gerne sige til hende, at hun kan blive alt, men det kan jeg ikke, for det kan hun ikke. Man skal vide, hvad der er vigtigt, for at gøre det. Men det er svært, ikke?
Men hun kan da godt blive alt, siger jeg opmuntrende. Hun går vel i skole, ikke?
Jo, hun går i skole. Hun bliver sur på mig hver gang jeg staver et ord forkert... ejjj moar, siger hun. Hun stiller den tomme Heineken ned på gulvet i S-toget.
Jeg synes du skulle lave kunst og tænk, om tre år, om fem år, så har du lavet en stor ting og er slået igennem. Hun siger det konkluderende, og smiler.
Jeg smiler bare til svar og kigger op og følger stationerne på displayet. Vi er ved Enghave og snart er det Dybbølsbro. Jeg overvejer at stå af dér, i stedet for København H, men bliver siddende.
Du er ikke hård, du er ikke ond. Den kommentar kommer fuldstændig ud af det blå. Jeg rynker brynene, og smiler igen, lidt forlegent.

Jeg befinder mig i et dilemma: Et sært ubehag ved at det føles som om, hun ved noget om mig - og nysgerrigheden, der rykker i at få uddybet hendes bemærkninger og observationer. Hvad er det hun ser, når hun ser mig?
Vi triller ind på København H.

Du talte med mig. Det er jeg glad for, siger hun og skutter sig i dynejakken.
Jamen selvfølgelig, smiler jeg. Jeg rejser mig.
Ha' det godt, siger jeg, før jeg vender mig og går gennem de automatiske døre. Hun smiler.

Jeg traver ned gennem Istedgade og tænker på hendes ord.