Hansen gik en tur. Der var solskin. Det var skærtorsdag. Han gik ind i kirken. Og deltog i aftensmåltidet. Sang med på salmerne.Han kendte de fleste af sangene. Om ham, der satte livet til for andre, der var i nød.
   Hansen fattede det ikke. Det var sgu ikke til at forstå, at alle skulle få et godt liv, efter at han var død. På et kors. Dømt af pøblen. Hvem var pøblen? Var det hans kammerater. Eller var det ham selv. Måske hans nærmeste familie. Han kunne ikke løse den gåde. Præsten sagde, at du ikke skal løse den gåde. Lad den ligge. Du kan ikke løse Livets gåde, sagde han.
   Det var den løsning folk gik i kirke for at fejre. Som om der var noget at fejre. Ude i våbenhuset stod der en mand i laset tøj. Manden i pjalter gik hen til Hansen og stak ham en seddel i hånden.
   Det var en lille blå biografbillet. Biografen lå i Prag. Billetten var ikke brugt. Den var kun gyldig en lørdag aften om tre uger. Adressen stod på forsiden. På bagsiden var der en underskrift. Underskriften var ikke til at læse.
   Da han kom hjem tog han en lup, og så at kragetæerne vist nok var et eller andet på kinesisk.
   På en ikke almindelig Hof, der stod på hans skrivebord, var der en etiket. Den var også på kinesisk. Et af tegnene måtte betyde 'pilsner'. Flasken var tom. Men hvad betød ordet 'pilsner'.
   Han havde radioen tændt. Det var ønskekoncert. Folk kunne ønske et stykke musik, som de godt kunne lide. Så begyndte Osvald Helmuth at synge 'To bajere i en snor'. Fire minnutter efter var sangen færdig. Radioværten sagde så, at en 'pilsner' var en øl fra en by, der hed Plezn. Byen lå i Tjekkiet. Men det hørte Hansen ikke. Han havde jo fået den ide at knappe en bajer op. Og nu stod han ude på altanen og drak den.

Han gad ikke tænke. For så fik han bare hovedpine. Det fik han også af at drikke øl. Det fik man også, hvis man ikke fik sex nok, sagde de i TV-programmet 'Ansjosen'.
   Så gik han ind på sofaen og tog en lur. Da han vågnede fik han en ide. Han ville tage toget til Prag. Det sagde han til en af sine venner, som lige var kommet på besøg.
   "Hvad vil du der?" sagde hans ven.
   "Jeg vil i biffen. Her er billetten," sagde Hansen, og viste ham den blå billet.
   "Du er skør," sagde hans ven.
   "Det har jeg papir på, og det er det jeg lever af," sagde Hansen.
   "Du er en slyngel," sagde hans ven.
   "Det er du også," sagde Hansen
   "Men vil du have en bajer."
   Så gav de sig til at drikke en kasse bajere.
   "Hvornår vil du af sted," spurgte vennen.
   "I morgen tidlig."

Hansen pakkede sin kuffert. Stoppede en radio og en polsk parlør ned til tøjet. Han fik sikkert brug for en parlør, og han havde ingen parlør til tjekkisk.
   "Du er åndsvag" sagde han til sig selv.
   "Det behøver jeg ikke at fortælle mig, det kan de andre godt," fortsatte han.

Om morgenen tog han sin cykel ned til stationen. Købte en billet til Prag. Satte sig ind i spisevognen og bestilte en øl. 'Sagde den ene bajer til den anden...' sang han for sig selv.

Der satte sig en kvinde ved hans bord. Der var ikke så mange pladser i spisevognen.
   "Hvad er Deres ærinde i Prag," spurgte hun
   "Hvad er Deres navn," spurgte Hansen.
   "Erika," svarede hun.
   "Jeg skal i biografen," svarede han.
   De gav sig til at snakke lidt mere fornuftigt med hinanden. Da de kom til Dresden i det gamle Østtyskland, steg de af toget.
   "Jeg giver en frokost på Kreutzner cafeen," sagde Hansen.
   "Det vil jeg gerne tage imod," sagde Erika.
   Da de sad på cafeen og fik et måltid kom en ung mand med en løbeseddel om, at der var en koncert i et gammelt hus overfor om aftenen.
   "Jeg prøver om jeg kan bruge biografenbilletten til den koncert," sagde Hansen, "og så stikker du bare kontrolløren ti mark og fjumrer lidt med ordene. Så bliver de forvirrede og du kommer også med."
   "OK."

De hørte så en koncert med en mand og hans kone. De sang på russisk. Hverken Erika eller Hansen forstod en lyd. Og slet ikke et ord af hvad, der blev sunget.
   Hansen kiggede på Erika, og det flimrede for hans øjne. Så var han forelsket.
   Erika med det kulsorte hår gav ham et kys på halsen, for hun var også blevet forelsket.
   Under pausen blev der serveret champagne, og de drak fire glas hver. Så blev de beruset.
   Efter koncerten fandt de et hotel, og havde en hed elskovsnat. Hansen faldt i søvn da solen stod op, og da han vågnede var Erika væk.
   Han ringede efter room-service for at få noget morgenmad, og en smuk pige kom op med kaffe og lækkert brød.
   Telefonen ringede og pigen forsvandt. En stemme sagde på engelsk, at hvis han ville se Erika igen, måtte han komme på Club Violetta klokken halv tolv om aftenen. Han skulle aflevere sin radio til tjeneren. Hvis han havde sit liv kært, måtte han ikke se hvad radioen indeholdt.
   Hansen åbnede kufferten og tog radioen. Han prøvede at tænde den, men der kom ikke en lyd. Batterierne var taget ud, og de to skruer var plomberet med rødt lak.

Da det blev mørkt ringede han efter en taxa og kørte til Club Violetta med radioen i sin inderlomme. Han var godt ræd. Hvem stod bag. Var det stodderen i våbenhuset i kirken forleden dag. Var det ham der hang på korset. Var det hans ven, som han havde drukket pilsnere sammen med lige inden turen. Eller var det ...
   Ved indgangen til Clubben, blev han budt indenfor af en stor stærk fyr. En anden velklædt ung mand fulgte ham ind til et bord nær ved scenen.
   Hvad ønsker Herren at drikke... osv. En gøgler stod på scenen og jonglerede med fyldte champagne-flasker.
   Tæppet fik ned og tæppet fik op. Et blodrødt fløjstæppe.
   Orkestret blev lynhurtigt skiftet ud. En mørk, bister mafiosofyr satte sig ved hans bord. Han manglede en finger.
   Bossen rakte ham en seddel, hvorpå der stod: "Ønsker de psykiatrisk hjælp, så henvend Dem på Krakovska no. 24 nær hovedbanen i Praha. Prisen er Deres rejseradio. Aflever den nu."
   Hansen afleverede radioen og ind på scenen trådte Erika. Hun dansede en sigøjnerdans til sigøjerorkestret. Ind på scenen listede jongløren. Dansede med pigen på en lidt underlig måde. Han begyndte at kaste med knive efter hende.
   Det gik op for Hansen at det var alvor. Jongløren havde virkelig i sinde at dræbe hende. Hansen trak sin pistol og skød jongløren og blev straks overfaldet af tre tjenere. Han nåede lige at se Erika forsvinde bag scenen inden han mistede bevidstheden.
   Han vågnede op på ladet af en lastvogn, der kørte i stor fart henover den ujævne brolagte vej. Han var fortumlet og forslået. Bundet på hænder og fødder.
   Han anede at han var på vej til Prag. Opgav at tænke. Han så en ung soldat sidde med en maskinpistol tre meter fra ham.
   "Wee are going to Praha. Keep quiet. Do'nt try to move," sagde soldaten.
   De skulle altså til Prag, troede Hansen nu.
   Otte timer efter blev han smidt af på en mark, nær en motorvej. Der lå nogle skarpe sten, som han forsøgte at skære rebene over med. Ved morgengry lykkedes det ham at få hænderne fri, og han løsnede rebene om fødderne.Ved siden af ham fik han øje på en kuglepen. TWP/High-Tech precision. Rød og blå. Han tog kuglepennen. Skruede den fra hinanden og så at patronen var en patron. Men til hvilket våben?
   Den ene gåde efter den anden havde hobet sig op for Hansen. Det hele havde startet med en gåde om en ung mester, der ville frelse verden. Ved at lade sig ofre. Men det han havde oplevet i de sidste par dage var lige så gådefulde. Uden sammenhæng.
   Da han kom op på vejen var der et skilt. Der stod: Plezn, 5 km.
   Mon pilsner øl var øl fra Plezn?
   Han huskede at han havde fået en adresse i Prag af en mafioso.
   Han vidste at Erika var i livsfare.
   Hvem trak i snorene?
   Det lignede noget som forfatteren Kafka havde fundet på. Kafka havde levet i incest med sin søster i et lille hus nær slottet i Prag.
   Hansen spurgte sig selv, om han var en reinkarnation af Kafka.
   Hansen spurgte sig selv om Kafka var en reinkarnation af Mesteren på korset.
   Hansen holdt op med at spørge sig selv om noget, for han fik intet svar.
   Nu ville han til Prag. Pilsnere havde han fået nok af.
   Han stillede sig op ved vejen, der førte fra Plezn til Prag. Efter halvanden time kom han op at køre med en dansker i en mørkeblå Mazda.
   Han savnede åbenbart selskab, ellers ville han vel ikke have standset. Danskeren vidste jo ikke at Hansen var dansker, så de begyndte at tale tysk. Hansen sagde at hans engelsk var bedre. Det blev Danskeren lidt ked af for han tog altid blaffere op for at øve sig i tysk. Men Hansen kom til Prag og havde fået et glimrende foredrag om forsteninger.
   Han kom af ved hovdebanegården i Prag. Han så at der lå en kvinde på en bænk. Ved hendes side stod en fordrukken mand og han havde lige rullet nogle klæder sammen, så kvinden kunne hvile sit hoved.
   Han gik op ad en rundtrappe til en turistanvisning. Her købte han et kort over Prag. Fandt Kraskovska gaden.
   Gik med ømme lemmer hen mod National Museet. Tog kortet frem og kom hen til Krakovska no 24.
   'Erika Mjuli', stod der på skiltet ved døren.
   Hansen ringede på og en stemme spurgte på tjekkisk hvem det var.
   "Club Violetta," svarede Hansen. Hvad skulle han ellers sige. Det var jo der, han havde set hende sidst.
   Døren blev åbnet med en summende lyd.
   Han gik op af trappen, og på tredje sal var der et skilt: 'La Violetta'. Erika stod i døren. Skønnere end han huskede hende.
   Hun førte ham ind i et værelse hvor han kunne sove.
   "Har du været meget igennem," spurgte han.
   "Sigøjnere har lært at klare sig," svarede hun og omfavnede ham.