Det kan godt være at jeg nu kommer til at træde en og anden over tæerne. Hvis det kommer til at gøre ondt vil jeg hævde at det ikke er tæerne det kommer til at gøre ondt i. Og det er ikke usandsynligt, at de mest forhærdede tidselgemytter blot ryster på hovedet og at den beretning, som nu skal berettes vil blive affejet som en håbløs idealists forstyrrede fantasier.

Lad mig begynde midt inde i historien.

Under universitetet i Århus er der en samling af arkæologiske fund fra det gamle Ægypten. Sidste år i marts måned gik en far og hans søn en tur nede i kælderen og betragtede de smukke figurer fra en forsvunden civilisation. Faderen var mest optaget af de græske billeder af den skabning, som er en mellemting mellem en hest og et menneske - en kentaur. Drengen stod også længe og betragtede det mærkelige væsen. Så længe, at faderen var gået videre for at se resten af samlingen, men drengen blev stående.

Med et begyndte hestemanden at bevæge sig. Overfladen revnede og lidt efter lidt blev spændingerne i stenfiguren så voldsomme at formen ikke kunne holde. Så stod den der. En lyslevende kentaur. Drengen satte sig op på den og i et stort lyshav forsvandt de begge.

Oppe under skyerne kom drengen til at fryse og han råbte til kentauren at det var for koldt.
   "Du skal bare holde ud," sagde kentauren, vi er der snart.
   "Det kan du sagtens sige for du har din pels, men jeg har kun en tynd skjorte."
   "Så bliver du hærdet," svarede kentauren.
   Og drengen mistede bevidstheden.

Da drengen vågnede, stod han i en meget stor og smuk sal og lige foran ham var der en dør, og ovenover døren var der et skilt hvorpå der stod: 'Udsigt'. Der var ikke andre døre eller vinduer i salen og der var heller ingen mennesker. I en afkrog af salen, bag nogle søjler malet i den samme røde farve som drengen kendte så godt, for det var den farve hans værelse var malet i hjemme i Århus, stod et bord med appelsiner og kiwier og ferskner. Da drengen var sulten spiste han nogle af frugterne.

Så gik han hen til udsigtsdøren, men der var ingen dørhåndtag, men der var en lille lem, som kunne åbnes. Han åbnede lemmen. Han så at der til venstre var en trappe, som gik nedad og til højre en trappe, der gik nedad og i midten var der en elevator. En ung pige kom op af den trappe, der for drengen gik nedad, men for pigen gik opad.
   "Psst," sagde drengen og straks var pigen væk. Hvad mon det skulle betyde, tænkte han. Jeg sagde åbenbart noget forkert, siden pigen forsvandt.
   Men der var altså andre mennesker end ham selv i borgen, eller hvad det nu var han var havnet i.

Bagved ham lød en skraben af hestehove og drengen vendte sig hurtigt omkring. Der stod ikke en hest med menneskekrop, men en dreng på hans egen alder. Drengen, der før var en mellemting var iført en skarlagenrød kappe. Drengen fra Århus, som hed Bryan, spurgte den anden dreng hvad han hed.
   "Jeg hedder Arkibal," svarede han, "og jeg har nu i fire tusind år været buret fast i en kunstners skulptur og de sidste fyrre år har jeg været i en kælder i Århus for at lære dansk. Det har været en træls omgang, for den kunstner, som lavede den kentaur var ikke for snu, for han tænkte ikke på at når nogen lavede et rigtigt kunstværk, så var der altid et menneske, der efter gudernes bestemmelse måtte træde ind i skulpturen, maleriet eller hvad det nu var. Og eftersom jeg altid har været en utålmodig sjæl, sagde min far til mig at han nok skulle lære mig tålmodighed. Så tog han mig til en kunstners værksted, og lige med et var jeg lukket inde i det der fabeldyr, som du har fløjet på. Men jeg fik da lært dansk og i alle de år der er gået har jeg også lært mange andre sprog, for det er kun de sidste fyrre år jeg har været i Danmark. I al den tid, der er gået forud, har jeg været buret inde i en pyramide her i Ægypten, og det er først nu at jeg har fået lov til at tale, så jeg er så usigelig glad."

"Jeg synes det hele er noget mærkeligt noget," sagde Bryan. "Det er lige så underligt som hjemme i Danmark, for der går det hele så hurtigt at det næsten ikke er til at følge med. Min storebror går i gymnasiet, men der er en hel masse, som de voksne ikke ved hvad de skal stille op med. Det er dem, der laver ballade i skolen, og de går i skole i 9 år og får slet ingenting ud af det, og når de så kommer ud af skolen laver de det de har lært i skolen, nemlig ballade eller også bliver de syge i hovedet. De første kommer på institution eller i fængsel og de andre får et klistermærke på ryggen og det kalder lægerne en diagnose, men de har ikke forstået noget som helst. De værste læger hedder psykiatere, og det er fordi de selv er forstyrrede i hovedet, siger de selv. Men de tjener en masse penge og mange af dem tager livet af sig selv, fordi de godt kan se at det hele er noget rod, men de ved ikke hvad de skal gøre ved det."

"Ja, jeg ved godt at de står galt til i Danmark, for jeg har både set og hørt hvordan både voksne og børn opfører sig når de var på besøg nede i den arkæologiske samling i Århus," sagde Arkibal. "Det var rædselsfuldt at høre al den larm de lavede når de var på museumsbesøg, for lærerne kunne ikke styre eleverne. Og når der ikke var besøg kunne man høre en underlig torden hele dagen. Kun om natten var der fred."
   "Jeg tror godt jeg ved hvad det var for en torden du hørte," sagde Bryan, "det var tusindvis af biler, som drønede af sted på Ringgaden."

Heldigvis for drengene var de nu sluppet væk fra Århus og efter at have snakket sammen gav de sig til at lege med nogle kugler, som lå i et fad på bordet ved siden af frugterne. Men pludselig hørte de at nogen bankede på døren med den lille lem.
   "Kom ind," sagde Arkibal, og så kom der nogle væsener ind som lignede de smølfer, som Bryan havde set på film.
   "Hvor kommer I fra," spurgte begge drenge i munden på hinanden.
   "Vi kommer fra en galakse, der ligger firs lysår bag ved Syvstjernen, og der havde vi for 20.000 år siden de samme problemer, som I har på jorden i dag. Hvis I tør må I gerne komme med os og læse bogen, som vi har i et krystalpalads, og hvor der også er en regnskov ligesom den i Randers, med alle de dyr, som var i det I kalder Noahs Ark. Men I skal have den lille pige med som vandrer hvileløst op og ned ad trapperne på den anden side af døren med lemmen. Hun kommer også fra vores galakse, men hun har glemt hvad hun hedder, for der har i flere hundrede år ikke været nogen, som hun kunne snakke med.
   Hun hedder Århusila, for hun er bestemt til at redde Århus og alle de andre byer, som ligger ved en å eller en flod."

Så gik Bryan hen til den lille lem i døren igen og efter at have ventet et stykke tid kom pigen igen gående op ad den ene trappe.
   "Århusila," kaldte Bryan. "Du hedder Århusila," og straks lyste pigen op og døren åbnede sig ved det stærke lys.
   "Jeg kender godt den elevator," sagde Arkibal, "den kan føre os lige derhen vi vil." Og han kaldte på de besøgende fra den fremmede galakse og de gik ind i elevatoren, hvor der var plads nok og med tre gange lysets fart ankom de til galaksen bag ved Syvstjernen. De landede på en landingsplads, hvor den røde løber var rullet ud og på mindre end et minut var de alle forsamlet i krystalpaladset med den ukendte bog, hvori der stod hvordan overbefolkningsproblemer, forureningsproblemer, sociale problemer osv. kunne løses.

Bryan, Århusila og Arkibal fik at vide at de blot skulle give sig god tid, for tiden er ikke noget problem. Tiden og rummets gåde var løst for tusinder af år siden, så når de vidste at de var parate kunne de vende tilbage til Århus og begynde på det arbejde, der i jordtid ville tage mange generationer, men i absolut tid kun var en uge. De tre fra jorden var helt fortumlede og de fik anvist et værelse, hvor der var jordfjernsyn, jordradio og jordcomputere med internet og hele molevitten, så de kunne følge med i hvad der skete over hele jorden, alt imens de satte sig ind i de erfaringer som man havde på galaksen Optimistria.