I begyndelsen var Ordet.

Og Ordet ville så gerne lave noget helt nyt.

Det skulle være en verden som aldrig var set før.

Derfor satte Ordet sig hen under et stort flot træ, hvor der var skygge for den skarpe sol. På det sted, hvor der var en flot udsigt over det store hav, kunne Ordet tænke sig rigtig grundigt om. Det havde det gjort nogen gange før, men det var ligesom om der altid var gået kludder i et eller andet. Ordet havde aldrig tænkt sig, at mennesker skulle bruge deres tid til at føre krig med hinanden. Så der måtte jo være et eller andet, som Ordet havde gjort forkert.

Ordet mente, at det nok ville være godt, hvis det lige tog en lur under skyggefulde træ, så det lagde sig ned, og inden længe sov det trygt og godt. Det drømte så herligt om de skønneste ting, der overhovedet var skønne, og efter en halv times tid vågnede det op og havde på fornemmelsen, at nu vidste det, hvad og hvordan det nye skulle være.

Så bestemte det sig til, at det nye skulle være den fuldkomne kærlighed mellem mennesker. Ordet så allerede for sig, hvordan alle krige sluttede, også de krige, der udspillede sig indeni hvert enkelt menneske. For det vidste godt, at det var de indre krige, der var grunden til de store krige mellem landene. Ordet så at menneskene gik med hinanden i hånden, og at de en gang imellem så op på den store blå himmel og takkede for, at der nu var fred på jorden. Alle de gamle kampvogne, og hvad mennesker ellers havde fundet på for at ødelægge livet for hinanden var væk. Når menneskene blev uenige om et eller andet nu, så snakkede de om det, og hvis de ikke kunne blive enige, så raflede de om det i stedet for at skændes.

Og menneskene fik et helt andet syn på det de så i naturen. Hver gang, der kom en lille fugl flyvende, jublede de og undredes over hvor fantastisk smukt den var skabt, og de så på dens måde at flyve på, at den var så glad for at de tobene endelig var kommet til fornuft.

Ved stranden legede børnene med hinanden, og der var altid et ishus ikke langt fra hvor de var. Det syntes børnene var det bedste ved det hele. De var også glade for, at de voksne ikke skændtes nu, og at de voksne var i et sådan godt humør. De fortalte aldrig om forurening og krige, som udspandt sig alle mulige steder på jorden, og i fjernsynet var der så mange sjove og gode udsendelser om alle mulige mærkelige dyr og om ting, som man kunne lave af papir, for der fandtes stadigvæk papir i den nye verden.

Ordet tog skikkelse af en kongeørn på udflugt hen over jorden, for at se hvordan jorden nu så ud. Ørnen kom til en smuk skovsø, og den kredsede over søen i cirkler, der kom nærmere og nærmere trætoppene, og den lagde mærke til en lille pige, derpegede op mod ørnen for at vise den for sin far og mor. Ørnen vinkede til pigen og udstødte et stort og flot ørneskrig, så alle de folk, der var nede ved søen, kiggede op.

Det så ud som om det var selve solen, der fløj rundt oppe i luften, men det var det ikke, og en ung teologistuderende sagde til de andre, at det var selve Ordet, som de havde så meget at takke for. Der var også nogle, der havde skakbræt med, og lige idet ørnens skygge ramte skakbrættet, flyttede ham, der havde hvid sin sidste bonde og sagde skak og mat. Ham der havde sort blev ikke misundelig eller sur over at have tabt, men han sagde, at det var et meget smukt skakspil, de havde haft, og så vendte han brættet for at få revanche.

Der var også en del, der sad og tegnede hinanden og den smukke natur ved skovsøen, for der var så meget at få øje på, og efter at Ordet havde lavet verden om, så så alle mennesker alle ting tydeligere, og de fik øje på alle de forskelligheder, der var i de ting, der ellers så så ens ud.

Inde i byen kørte der busser rundt, men ved alle vejene var der en cykelsti, så cyklisterne rigtigt kunne spille på deres cykelklokker. Det var helt fantastisk med alle de forskellige cykelklokker, man kunne købe nu. Den dyreste man kunne købe lød som en violin, der spillede nogle strofer fra Dvoraks "Den nye verden". Hele musikstykket kunne man købe på cd, og det havde længe ligget på førstepladsen på hitlisterne. På bænkene, der alle var nymalede, sad folk og snakkede sammen, og der var mange, som var mægtig gode til at fortælle sjove historier. Storm P. havde også fået lyst til at leve igen, og han stod hver dag på et podie på de store torve i byen, og der fortalte han alle de historier, som alle kendte, men som de elskede at høre igen.

Ude på landet var der mange, som før var arbejdsløse, men som nu havde fået arbejde på gårdene, og der var arbejde til dem, som syntes at arbejde var det bedste af alt. Og ligesom i de rigtig gamle dage så sang landarbejderne altid, når de arbejdede. Man var helt holdt op med at bruge giftige ukrudtsmidler, og det var ikke længere nødvendigt at skrive på varerne i supermarkederne, at de var økologiske, for det var de alle.

Der var en del mennesker, der var blevet arbejdsløse, fordi meget af det arbejde de havde haft skyldtes menneskers dumheder, men de fandt hurtigt ud af at lave noget de godt kunne lide, og som kunne glæde andre efter omskoling, som for nogle tog en del tid.

I byerne var der indrettet pladser eller torve, hvor folk kunne mødes, og der var et hav af digtere og filosoffer, som hver dag glædede sig til at stå op og høre de nyeste påfund.

I kirkerne var der hver dag fyldt med mennesker, fordi man her kunne komme og synge sange sammen, og hvis der var nogen, som var ked af det, kom de altid i godt humør igen efter at have sunget en glad eller sørgelig sang.

Ordet var så frygtelig benovet over alt det der var sket, og det bad til sig selv, om at det hele ikke skulle gå hen og udvikle sig i en gal retning, og når der var nogen steder, hvor der var optræk til noget galt sørgede Ordet for at være der og genoprette alt det gode.