Normalt en glad pige
Men hun har intet at sige
Hendes lange lyse hår
Og neglelak lagt i går
Af hendes veninder i en stille stund
Det var så hyggeligt at det gjorde helt ondt
Hun stille og bange hjem går
Bare ved tanken hun tårer i øjnene får
Døren til hendes hjem hun åbner
Og straks er der nogen der råber
"Hvor har du været i alt den tid?"
"Dig kan man heller ikke vise tillid"
5 fingre hun på sin kind får
Og intet undskyld hun opnår
Hendes mærker hemmeligholdt bli'r
Mærker over hele kroppen som svier
Men slag er ikke det eneste hun får
Hver aften hendes far med lemmet slår
Han røre hendes hår og tager en tår
Hvorefter han hendes tøj flår
Mor ved det hele foregår
For at glemme hun i flasken går
Men for tur hun også står
At hun kan leve under disse kår
Drømme og håb er forsvundet
Og hun føler hun intet har vundet
Hun de forkerte venner får
Kriminalitet for dagen står
rusmidler så hun glemmer sin fortid
får og tager hun evig og altid
hverdags rus er hendes eneste håb
hvert nyt stik føles som en dåb
Datteren voksen og ældre bli'r
Med hendes sår der ikke længere svier
på gaden hun lever som en luder
der i sit dybe indre tuder
over livet uretfærdigt
helt uden kærlighed
I en ung alder valgte hun gaden
Frem for lejligheden i forstaden
Fremmede siger "tag dig sammen!"
Men hun mangler nogen til at sætte rammen
Nu er lys fra en gadelygte og en papkasse
Det eneste hjem hun har at passe
En dag med frost hun ligger
På gaden trøstesløs og tigger
Penge til en varm kop kaffe
De var svære at skaffe
Kulden tager hende
Hun har ikke mere i sinde
Lyset er gået ud
Tilbage er hendes kolde hud