Hvis du kaldte mig skat ville jeg kys din kind, og viske i dit øre at det er det jeg kan li.
Men det øjeblik skat blev til so, og so til hoe.
Var det øjeblik jeg heller ikke kunne skabe mig selv.
Uden en følelse, uden et mål.
Jeg travede hvileløst rundt, en tomhed jeg ik ku forklare.
du udfyldte den brat, men kun med ord og handling, som for dig var en leg.
Nu sidder jeg her, På den ene side med mit djævle horn.
Der fortæller mig det var en leg, en leg jeg burde lege meget mere.
En leg jeg var god til en, en leg der legede med ilden i mine øjne.
En leg der vækkede min indre dæmon, som er kommet for af blive.
Men på den anden en grædende engel, der fortæller mig hvor dum jeg var.
At jeg aldrig skulle havde elsket dig, eller troet dig.
Jeg skubber hende væk, jeg dræber den lille kujon.
Hvem tror hun endelig hun er? Med hendes tåre og barne smil.
Hun er nok bare den lille pige der altid har følt sig uelsket, ligesom jeg.
Vis jeg kan dræbe hende, hvorfor kan jeg så ikke nedsætte mig?
Nå ja fordi jeg til evig tid vil være styret af min indre ruskende trang.
En trang for ondskab, en trang for død, i hvert fald en tanke om hvor sød jeg er!