( 2012 )
Concerto nr. 1
Han kneppede hende i bilen på vej tilbage, hårdt og hurtigt og hun nåede ikke selv at komme, men lige i denne sammenhæng var hendes egen orgasme også uden betydning, kunne hun fornemme. Hun var der for ham denne gang, for havde han ikke allerede opfyldt hver eneste behov hun måtte have? I bagagerummet lå nok Valentino til at hun kunne klare sig et stykke tid og derefter... Tja, han inviterede hende da i hvert fald med op i sin lejlighed igen, gjorde han ikke? Ordløst og kontant, ligesom han forlod hende til fordel for sit privatliv et andet sted. Marguerite stillede ingen spørgsmål, lod ham gå. Bar selv alle sine poser og pakker op i soveværelset, smed dem skødesløst på sengen, før hun bevægede sig ud på badeværelset. I sin hast, i sin lyst havde han ødelagt hendes yndige kjole, revet en stor slids op ad hendes ene lår for at komme til. Pletter af ubestemmelig oprindelse, uden tvivl deres begges væsker i ligelige mængder, mørknede det tynde stof langs nederdelens kant og i små plamager omkring skridtet. Den lignede en ulykke, kjolen. Marguerite betragtede den kortvarigt, da hun var kravlet ud af den. Holdte den oppe foran sig. Lod den derpå dumpe ned på flisegulvet, smed BH og sine fugtige trusser oveni, som underlige røde fugle i en rede på klipperne.
Kjolen lignede måske nok en ulykke, men den var beviset på det stik modsatte. For hende. Ikke sandt? Med en mand som Augustus var intet sikkert, selvfølgeligt, men han var stadigvæk vendt næsten troligt tilbage, havde købt hende endnu en gang og taget hende med. Hvis hun ventede nu, her, ville hun snart se ham igen.
Igen i aften, igen i morgen, igen og igen.
Augustus' badeværelse havde størrelse som et af de romerske bade hun engang havde set i England, brusekabinen alene var på størrelse med et eftertragtet udlejningsværelse i indre Paris. Man kunne savne vægmalerierne, farverne og panteons lystige lege til inspiration, men de klinisk-hvide fliser og skarpslebne kanter var ganske tiltalende alligevel. I det ene hjørne, som var det blevet forsøgt gemt væk - forsøgt og fuldstændigt forfejlet, var indbygget en nedsunken jacuzzi. Hun tøvede kun et sekund, før hun gik over og tændte det, betragtede ikke hvordan vandmasserne fossede frem som horisontale gejsere, men gik i stedet på jagt iblandt hans skønhedsprodukter efter sæbe og badebomber. Ikke at hun fandt det store udvalg, men et par (tydeligvis) efterladte småting kunne hun da skrabe sammen. En high-quality kokosnød og lime body scrub, kun brugt én gang. Et par sølle, men uendeligt gyldne badebomber der duftede af varm chokolade, da hun smed dem i det efterhånden halvfulde bassin.
Hun ventede tålmodigt. Løsnede sit hår fra dets ødelagte opsætning. Slukkede for vandet efter endnu fem minutter og trådte ned i dybet som bød hende velkommen, varmt og blødt og kælende. Ved Gud, om hun så måtte kravle efter ham på knæ, blottet og i snor, ville hun gøre det, bare for dette. Ved Gud.
Et suk.
Siddende på den afrundede kant der næsten formede en fuldkommen undervandslænestol under hendes røv og lår, gjorde Marguerite sig endeligt bekendt med sit underliv igen. Hun var øm, ikke ødelagt som de Groot så ofte havde efterladt hende, men det kunne mærkes. At Augustus havde taget hende to gange på to dage. At hun ikke havde haft vaginal sex i... månedsvis, før i går. Ikke siden jul, ikke siden før jul. Hendes fødselsdag sidste år, var det virkeligt sidste gang? Som tiden dog gik.
Men Marguerite var ikke nogen jomfru og en lille smule smerte kunne sjældent undgås i kampens hede. Hun blev nemt våd, men mænd blev ligeså nemt overmåde voldsomme, når først al tanke drog syd. Hvad end det var for en kontrol Augustus så desperat klyngede sig til i alle andre sammenhænge, så blev den sluppet - kunne hun sørme mærke - når han begravede sig i hende, ikke sandt? Så var det blot at tage imod. At tage imod uden for mange modkrav.
De forstod jo så udmærket spillereglerne, begge to. Kravene kunne hun stille bagefter. Han havde lige købt en hel butik til hende, om ikke andet, løftet om én. Hun behøvede ikke bekymre sig. Hun behøvede ikke bekymre sig længere.
Gjorde hun vel?
Langsomt sank hun længere ned, indtil vandet nåede hende til hagen. Hun var omgivet af fortyndet skum og små bobler. Duften af kakao hang i luften. Alt var blødt og eftergivende, intet holdte hende fast. Hun var nøgen og varm og hendes ydre skal opløstes lidt efter lidt indtil hun, hvis hun åbnede øjnene, ville kunne se sig selv forvandlet til klistret sæbeskum og skøre sæbebobler - den luksuriøse version of H. C. Andersens stakkels lille havfrue. Marguerite lod sig dog ikke nøjes med prinser. Og hvis hun bare blev her i jacuzzien, gjorde sig lidt til og følte sig hjemme, kunne kejseren da umuligt finde nogen mere tillokkende... Ah, måske var Marguerite slet ikke en havfrue, når alt kom til alt, måske var hun en sirene, måske sang hun sømænd til sig, så hun kunne komme til at plyndre deres skibe.
Hun gabte. Skjulte det ikke bag hånden, gad ikke røre sig. Hendes lange hår vejede som et anker ned ad ryggen, når det var vådt. Trak hende ned. Hun sank lidt dybere, det var hun jo vant til, åndede ud med munden halvvejs under vand. Smilede for sig selv, helt for sig selv denne gang, hvis der var en spejling et sted i den brudte overflade, så hun den ikke. Kiggede ikke engang efter.
Ja, en sirene... En sirene lød mere som Marguerite Gagnon. Meget mere. Til gengæld for denne slags behandling, Valentino og spa og måske massage senere, hvem vidste om han ikke var den masserende type, skulle hun gerne synge den store Augustus en hel concerto, det måtte hun også snart nok lade ham vide.
*
Concerto nr. 2
Hans lejlighed var et gyldent bur, men Marguerite følte sig aldrig fanget dér. Hun nød fornemmelsen af at flakse vildt med vingerne imellem alt det hvide og sorte, midt i alt hans enkelhed - at se hvordan guldstøvet lagde sig over hendes fjerdragt som et klæde i den efterfølgende, dirrende stilhed. Hvilken rigdom man dog kunne gemme i det simple, ikke sandt? Efter et par dage begyndte hun at bruge sine udstukne håndører på blomster fra torvemarkedet, overdængede hans sorte flader med vaser fulde af bonderoser og dahliaer, en enkelt solsikke omgivet af enorme liljer, den farvestrålende slags hvis hoveder slog imod hans hvide vægge. Voldsomt, voldelige, slog hul i deres perfektion. Derudover bragte de en særlig duft med sig indenfor, duften af en anden verden, en anden tid...
*
Selvom stjernerne selvfølgeligt ikke var tændt om dagen, udviklede hun hurtigt en forkærlighed for at onanere i hans seng, på ryggen med løftet om nattehimlen, Nordstjernen og den åh så ærværdige månemand, hængende, lokkende lige udenfor rækkevidde. Når hun kom, forestillede hun sig gerne, at det var sådanne astronomiske størrelser, hun tænkte på. At hun ikke tænkte på Camille, at hun i det mindste tænke på Camille og hende der havde sex, at hun ikke huskede følelsen af hans læber mod hendes hals, hans ånde der fik løse lokker af hendes hår til at kilde hendes næse, hans fingre der spredte sig blødt ud over hendes hånd i stedet for hendes lår under den Chopin koncert, de havde været til sammen. Dengang. En eller anden concerto, hun kunne ikke huske hvilken. Den havde været så fin, så køn, så dejlig og Marguerite kom, hun kom til bevidstheden om, at så mange andre mænd end Camille havde tilfredsstillet hende tusind gange bedre seksuelt, men ingen havde nogensinde holdt hendes hånd under en Chopin koncert og ikke presset den mod deres skridt lige bagefter, ingen anden end ham.
*
Hans kaffemaskine kunne lave absolut alt, hvad hjertet begærede, havde hundredevis af knapper og skummede mælken bedre end en lavtlønnet barista på gaden. Den kunne endda spytte et lillebitte udvalg af latte art ud, hvis man spurgte pænt og Marguerite drak kaffe konstant. Fik café au lait til morgen, en dobbelt latte med hjerte på til frokost, en mini-espresso til eftermiddag og en stor kop kakao med cremet flødeskum til aften, når han kom sent hjem, hvilket var de fleste dage. Aftener. Nætter.
Ellers var køkkenet formodentligt det mest negligerede rum i hans lejlighed, han havde pizzaer i fryseren og påfyld til kaffemaskinen i køleskabet, men derudover forsørgede hans bodyguard på den anden side af opgangen ham, så hans jobbeskrivelse kunne udvides til pilot, chauffør, sikkerhedsvagt og kok på én og samme gang. Marguerite havde smagt en kasserolle, Marcel havde lavet for nyligt. Den var rustik og uden de store dikkedarer. Masser af kød, masser af fylde. Mandemad, kort sagt. Næste torvedag købte hun stort ind, fandt ubrugte gryder i hans skabe og lavede kartoffelsuppe med vilde svampe og bacon som hendes mor havde lært hende det, som det eneste kvinden nogensinde havde lært hende af nytte. Hvis ikke gennem hendes fisse, var hans mave nemlig næste station på vejen og man kunne ligeså godt dække alle sine baser, ville hun mene.
Suppen anrettede hun i små Tupperware bokse, satte en portion til ham i køleskabet og frøs resten ned til senere. Pikken og maven var såmænd gode nok territorier at besidde, men som altid var Marguerites mål videre, altid videre. Hjertet kunne han beholde selv, hvis hans viste sig at have funktion ud over den rent kropslige, men hun ville gerne have en plads i hans hoved, i hans bevidsthed og ved Gud, den måtte gerne være fast. Man blev da så træt af hele tiden at skulle rejse... sig. Rejse sig, ja.
*
Camille havde selv lavet mad. Også efter hun flyttede ind. Han elskede japansk, lavede sin egen sushi, imens hun betragtede hans fingre der rullede måtten omkring tang og ris og rå fisk. Marguerite kunne ikke lave sushi, han forsøgte at lære hende det, men det faldt altid fra hinanden igen, ligeså snart hun gav slip. Når han fingerkneppede hende, tænkte hun tit på de lakseruller han havde med i sin madpakke, på den fingerfærdighed med hvilken han fik risene til at klæbe sammen som molekyler, netop uden at mase dem for meget, huskede lugten af fisk der hang ved hans hænder bagefter, den bitre undertone af tang og hav. Når han trængte ind i hende, slikkede hun hans fingre rene for sine egne safter, før hun så ham i øjnene, forestillede sig i sit stille, stille sind at han gjorde det samme ved hende. Fik hende til at hænge sammen, uden at holde for hårdt på hende. Uden at klemme hende helt ud af form.
Alt imens han tog hende og kyssede hende og kom inden i hende, fornemmede Marguerite dog godt, at et eller andet holdt for hårdt, at hun strakte sig i sømmene for hans skyld, at hendes stønnen mod hans læber i virkeligheden var lyden af en syning der sprak, dybt indeni.
Et sted som han hverken kendte eller kiggede efter.
*
Hans arbejdstider var ligeså tidlige som de var sene og hun vænnede sig til at vågne op alene. Hans kalender var altid fuld, men hun fandt måder at klemme sig ind, i de mindste små sprækker, lod kanterne tage hendes kjoler og hive hul i strømperne. Marguerite fandt en simpel glæde i, at klæde om omkring ham. At trække i sit haute couture og sin high fashion som var betalt af hans lomme med hans øjne hvilende på sig, fra BH'en inderst til blondebluserne udenpå. Hun fandt en simpel glæde i, at han havde genkendt hendes sande værd ud fra hendes nøgne krop først, for derefter at underbygge den med de dyre stoffer, de tunge smykker.
Måden hvorpå han tillod hende at sætte pris på sig selv i disse valutaer og intet andet. Måden han så på hende, når hun dængede sig til i alle hans dyrt-købte prisskilte, et helt læs Valentino og en enkelt skør McQueen ventende på sidelinjen, på den røde løber. Måden hans syntes at forstå. Acceptere.
Måden han syntes at påskønne hende, præcis sådan.