Efterhånden stod solen tidligere op end Marguerite gjorde, men sov hun ikke til middag, kunne hun stadig godt være heldig at fange de sidste rosa solstråler i sin egen, sin første kop café au lait den dag. Det lyserøde skær ville hvirvle rundt med mælken og opløses på samme måde, som en art optisk illusion, sikkert ganske videnskabeligt (u)interessant for nogle. Nej, giv hende alle verdens illusioner i stedet, som så let forgik og forsvandt for enden af et søvndrukkent blink. Hvis de ved et rent mirakel formåede at overleve længere end dét, de kære små stråler i al deres pink pragt eller illusionerne, for den sags skyld, da slugte hun dem i sin næste mundfuld kaffe. Sådan, væk var de - og det kunne frit blive dag, hvor alt gjordes klart!
***
Han hengemte sig i Augustus lejlighed i hele fire døgn, før Marguerite overhovedet opdagede, at han eksisterede, bedstevennen og bodyguarden, Marcel som han hed og som hun vel frit kunne kalde ham nu, hvor de praktisk talt sov, ah, hvis ikke i samme seng, så under samme mands tag. Det var tidlig morgen, klokken var kun halv ti, og hun stod lænet op af køkkenbordet, drak sin morgenchokolade som hun havde trukket i Augustus' automat med de tusind knapper. Vejret udenfor varslede et ganske kønt forår. Marts var kommet på de mildeste listefødder, ikke sandt? Marcel derimod vandrede ind på et par grimme plader og med pikken (der var abnormt stor, tilmed) dinglende slapt under hemmen af hans stramtsiddende T-shirt. Hun stirrede på ham over glassets kant, fulgte den linje med øjnene som han tegnede gennem luften med sin hvid-blege stang, da han slentrede forbi. Stoppede på den anden side af hende og smækkede en porcelænskop ind under tuden af kaffemaskinen, trykkede espresso, selvom koppen virkeligt var alt for stor dertil. Han trykkede tre gange, indtil bægeret på alle måder var halvt fuldt og gik derpå tilbage på sit værelse, lige dér, tæt på, for tæt, på den anden side af entreen. Marguerite stillede sin chokolade fra sig og rynkede den mindste smule på panden. Pludseligt havde hun lige lidt lyst til chokolade og pik, hende som elskede begge dele så højt, især til morgenmad! Åh, han burde skamme sig, den barbar.
***
Næste dag stod de op samtidigt og da hun kom ud fra badet, helt igennem nøgen, helt igennem våd, stod han ved vasken og børstede tænder, ligeså nøgen som hun, meget mindre våd. Deres øjne mødtes i spejlet og hun ville til at fortælle ham, at han ikke skulle få nogen ideer, at han ikke var hendes type, sådan en bølle, sådan en bøf, at Lucretia frit kunne beholde ham helt for sig selv eller til hvilken grad manden nu engang var egnet, men han kom hende i forkøbet og spyttede både tandpasta og tandbørste ud af munden, på den mest ucharmerende facon. "Du er ikke mit problem," sagde han på et forfærdeligt fransk man knap kunne forstå og tørrede sig om munden med hendes håndklæde. Marguerite vrængede ansigt, spidsede læberne og stak tungen ud som et barn, men ligeså snart han var væk (hvilket han hurtigt var), faldt hendes træk tilbage i de rette folder. Når hun ikke var hans problem, mente han selvfølgeligt, at hun var en andens. Problem. Augustus'. Åbenbart var ikke alt, der var hans, til deling. Kun lejligheden og hans hele formue. Hans halve rige, men ikke hans dronning. Hun var afsat, besat, så sat, så sat. Tydeligvis.
***
Weekenden kom og weekenden gik, i en behagelig form for stilhed og under en umættelig atomsky af sex som bedstevennen og bodyguarden og Marcel endeligt ikke forstyrrede. Marguerite lod kun Augustus slippe, da mandag morgen oprandt og hun fangede endnu et par solstråler i sin kop, fordi han jo ejede et helt lille land og lande, hvor end små de var, passede givetvis ikke sig selv, det var hun udmærket klar over. Han var mægtig, hendes mand og hun glemte det aldrig. Mandag var vel netop opkaldt i den ånd, ikke sandt? Skulle hun mene. Som hun også skrev til ham per sms. Min kære, fik hun tastet ind, hurtigt og præcist, selv dagen er din. Marcel kiggede over hendes skulder, læste med, for det kunne han pludseligt også og lo hende ind i øret. Marguerite kunne let, åh så let, være blevet fornærmet, hun bar ikke mindre nag end de allerbedste, så var han advaret, men hun havde ikke hørt ham grine før og lyden kastede ekko imellem dem, lagde sig over de hemmelige ord til hendes hårdtarbejdende statsminister-skråstreg-kejser og rungede uden tvivl mellem bogstaverne, da han læste beskeden. Han, gik det op for hende, alt for sent, var også Marcels, når alt kom til alt. Det gik ikke kun den ene (og derfor den anden) vej.
***
I dag var det hans tur til at stå i kalenderen, Augustus' egen, den ingen andre fik af se, men hun havde glimtet sit navn dagen før og, åh så diplomatisk, var det altså på denne gråsprængte tirsdag, denne langsommelige arbejdsdag (for nogle, i hvert fald, ikke for hende, ikke mere) bedstevennen og bodyguarden og den dovne hund der fik tid. I stedet havde hun brugt hele formiddagen på at bage, gjort croissanter og baguette klar, pakket det ned i en kedelig, men praktisk pose sammen med to øl og en stor smoothie, den kunne de vel dele, hun havde lagt et sugerør ved til dem hver. Da hun stak ham posen i hånden på vej ud af døren, stirrede han længe - først på hende, derefter ned i dens dyb, som tjekkede han alting efter, som forventede han at det var gift iblandet eller måske en bombe gemt et sted. Arbejdsskadet tog han sig under alle omstændigheder ud. Hun smilede, lagde hovedet på skrå og vidste, at hun havde vundet denne runde, som hun havde vundet alle de andre. Som hun altid ville vinde, fordi hun besad fissen og magten og æren. Marcel rynkede dog brynene, rystede posen, så alting klirrede dernede. "Han drikker ikke øl," fortalte han hende derpå. Uden forklaring, uden udlægninger, så uendeligt simpelt. Han drikker ikke øl. Hun kunne have argumenteret, at dette jo ikke var hvilken som helst øl, det var vintage Carlsberg som hun havde fået importeret netop til lejlighed, men udtrykket i hans ansigt, koldt og blankt, lige til at skøjte på, fik Marguerite til at tie, til at tage sine to øl tilbage og bytte dem med colaer, siden de var det eneste andet der lå på køl. Marcel nikkede tilfreds, men sagde ikke noget, før døren talte på hans vegne og han allerede havde smækket den bag sig. Hun stod tilbage. Uafgjort.
***
Om torsdagen stod hun op med solen, på denne - den sidste dag før verdens undergang. Lavede en single espresso til ham i den dertilhørende, lille espressokop og stillede sig i døråbningen til ekstraværelset der på nuværende tidspunkt var (og var blevet) hans. Han lå på ryggen, på sengen, for en gangs skyld havde han briefs på, så alting - alt der dinglede og daskede ikke bare hang løst mellem hans lår. Bulen som hans pik dannede under stoffet var dog stadig enorm og hun tillod sig at betragte dens volumen, dens om ikke andet ærværdige tinde. Det var sådan en pik der skulle bestiges, ja, kun en enkelt mand hun kendte, havde en ligeså stor pik som Augustus' bedste ven, hans bodyguard, hans alt andet derudover. Også. Kun en eneste og var det ikke ironisk, hvem, var det ikke blot? En enkelt gang tittede hun ned i koppens dyb, men kaffen var for sort til at reflektere solopgangens forelskelser. Naturligvis. Alt andet ville da undre. "Stil den på bordet," beordrede han, rørte sig ikke. Selv. Marguerite sukkede, så teatralsk som muligt, kaldte ham elskværdigt og yderst venligt Tornerose, men stillede ellers espressoen fra sig ved siden af den slukkede computer på skrivebordet. Åh, han måtte hellere snart vågne op, tænkte hun. Overlod ham til sin skønhedssøvn endnu engang. Prinsen ventede og den gode fe med.
***
De var trods alt del af det samme eventyr