Små vanvidskugler danner ring om mig. Jeg er ikke egentlig bange, blot forundret over deres tilstedeværelse. De har samme farver som min barndoms blandede bolsjer. Når jeg griber om dem, mærker jeg deres bløde klistrede masse glide gennem mine fingre.
Der er en fortælling gemt i dem. En historie, med mig som hovedrolleindehaver. Jeg vil så gerne folde den ud, lægge siderne i kronologisk orden, læse indholdet og forstå hvad der er sket. Men kuglerne er spredt i kaos, og den klistrede masse er som en klæbrig grød. Køkkenets 4 vægge danner rammen om mit fængsel, uret slår 8 slag. Den stærke kaffe baner sig vej gennem mit spiserør, slanger sig i mit indre, koger om kap med vanviddet.
Hjerter i flødesovs har aldrig været min livret, hellere nøgne kendsgerninger. Hvorfor kan jeg ikke få øje på dem?
Jeg læner mit hoved helt ned, tæt på bordets voksdug, for at nærlæse det ternede mønster. Men mine øjne klør, og kuglerne følger med.
Er jeg mon i et kæmpemæssigt akvarium?
Jeg basker irriteret med arme og ben. Kuglerne deler sig, og jeg griber krampagtigt om kaffekruset. Knuger det som min sidste redningsplanke. Mærker varmen gennem håndfladerne, og lukker øjnene, mens jeg beordrer min krop rolig. Langsomt forsigtigt åbner jeg igen øjnene, kuglerne er væk. Men farverne har skiftet karakter. Mine hvide vægge er pludselig grå, de sorte elementer i køkkenet minder om gravstens eftermæler, og den røde farve i valmuebilledet giver blodig eftersmag i munden.
Et vemodigt strejf af fortids minder rammer mig. Hun hed Janni. Janni havde langt sort hår, og den blødeste hud jeg nogensinde havde rørt ved. Jeg elskede at ae hendes kinder, og at ligge med hovedet på hendes bare mave. Forholdet holdt kun kort. Jeg ved ikke hvorfor hun dukker op nu, men jeg ser hende, som står hun her.
Jeg havde store drømme, om hvad jeg skulle udrette i verden med Janni. Vi talte seriøst, om at blive ulandsfrivillige og redde udhungrede børn i Afrika. Janni ville være læge. Jeg ville være, jeg ved ikke hvad.Bygge broer måske. I stedet endte jeg som kontorassistent på et kommunalt løn kontor. Mismodigt betragter jeg køkkenvinduet. Selv vejret er skiftet fra grønt til gråt.
En svag undren fylder mig. Efter jeg har trykket på ringeklokken, bliver jeg stående og spekulerer over, hvordan jeg er endt her foran navneskiltet med påskriften IRENE HEIDENEGGER. Trappeopgangen er holdt i grå beton, dørene er blå, men det der fylder allermest, er de farvede kugler der omgiver mig. Der går en rum tid, inden døren bliver åbnet. Hun har fregner, jeg så dem ikke i går. Jeg så, så meget andet. Hendes fødder tramper uroligt rundt i kuglerne. Jeg forsøger at gribe hendes øjne med mine, da der i det samme vokser en hærdebred mand frem, bag hende. Han lægger et par arme om hende, og i stedet møder mit blik, en sort tatoveret drages røde øjne. Manden ser spørgende fra hende til mig.
"Det er Simon Karlsen, som jeg mødte i går", smiler hun op imod hans karseklippede brede ansigt: "Vi skal lige veksle et par ord".
Han slipper sit greb, purrer op i hendes hår, og forlader entreen.
"Øh---", siger jeg, mine ord hænger i laser, som iturevne tøjstykker.
"Du ville snakke", hun nikker, griber min hånd, og giver den et lille klem: "som du kan se, er det et dårligt tidspunkt lige nu".
Så opsluges hun af kuglerne. Jeg hører døren lukke med et hurtigt klik. Betontrappen er kølig at sidde på. Tårerne falder som dug, da jeg rejser mig igen. Sløret af væden, bevæger mine fødder sig gennem trinene ned. 99 trin, og ud i den grå morgen.
Robotben og skarpe negle der river, sidder i toget på vej væk. Vågner, da jeg når endestationen, Klampenborg. Står af, og bevæger mig op mod skoven. Det er køligt, men jeg fortsætter. Efter at have gået i hvad der føles som timer, ser jeg et udsigtstårn. Lettere ramponeret, men absolut brugbart. Jeg klavrer op og ind. Svagt lys strømmer gennem de utætte brædder. Nogen har efterladt en foldet klapstol, og en lommelygte, der stadig har lidt lys i sig. Jeg slår klapstolen ud, og sætter mig tilrette ved udkigshullet. Skyerne glider som sagte guirlander forbi på himlen derude. Jeg ser, og ser ingenting. Indsnuser den halvrådne duft fra skoven omkring mig. Hører vindens susen, småfuglenes kvidren.
Tanken slår mig som en hammer: "Her vil jeg bo, midt i skoven under et egetræ".
Sludder og vrøvl, hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre? Men, hvorfor dog ikke? Jeg har ingen penge til den slags. Ergo, er det ikke en mulighed.
Men bomben faldt næsten foran min hoveddør. Bomben kunne have slået mig ihjel. Jeg kan slet ikke, forestille mig, hvordan det må have været at befinde sig i den bus. Brænde ihjel.
Braget er enormt, jeg holder mig for ørerne. Holder hårdt med begge hænder. Kryber sammen i bunden af tårnet. For fødderne af klapstolen skælver jeg om kap med min angst.
"Kryster, medløber, vane dyr", tænker jeg, da jeg igen sætter mig op på de rå træ brædder.
En lyd af kvaste grene rammer mit øre. Jeg kravler forsigtigt hen til glughullet, og sætter mig på klapstolen. En flok rådyr bevæger sig ind i lysningen under mig.
Jeg holder vejret, mens jeg betragter de elegante dyr spise af buskenes friske skud. Et levende sofastykke bredt ud lige under mig, som et håb om en fremtid, måske? Så puster jeg ud, til lyden af latter og småsnak. Der er mennesker alle vegne, også i skoven.
Klokken er tæt på to, da jeg rammer døren ind til banken. Hele vejen tilbage i toget har jeg regnet på mine muligheder. Det kan godt lade sig gøre. Det er sådan, det må blive. Jeg har en plan, lille ganske vist, men det er en start. Ved skranken insisterer jeg. Trods afslag bliver jeg stående, mens køen bag mig vokser. Min bankrådgiver har et forbløffet udtryk i øjnene, da han leder mig ind bag skranken, mod det tilstødende lokale.
"Det må blive kort", siger han hvast bag skrivebordet: "jeg har møde om et kvarter".
Jeg smækker mig ned i stolen overfor: "Opsigelse af min kapitalpension", udbryder jeg: "udskriv papirerne og jeg underskriver nu. Pengene ind på min lønkonto, gerne i dag. Hvis ikke i dag, vil jeg have et overtræk på 10.000 kr. på en crosset check."
Jeg betragter ham, mens han effektivt taster, og jeg udfylder papirerne, efterhånden som de bliver udskrevet.
20 minutter efter står jeg udenfor banken, og skutter mig. I min inderlomme ligger checken og brænder. Mit mod er faldende, ved tanken om det jeg har for.
Kære søster tænker jeg, du vil sikkert gerne have de penge jeg skylder dig. Men hvor sandsynligt er det, at du vil være med til at genoprette kontakten efter alle de år?
Torvet ligner næsten sig selv i dag. Bortset fra at en del af butikkerne har plader for vinduerne, er der ikke meget der indikerer gårsdagens dramatiske begivenheder. Jeg passerer mit supermarked, og går ind for at handle. Jeg køber brød, smør, ost, og en billig taletidstelefon, så jeg igen kan komme i kontakt med min omverden. I tobaksafdelingen smider jeg to aviser på disken. Således belæsset går jeg mod centerudgangen. Da er det, jeg ser BLOMSTERKUMMEN. Alt står stille, mit hjerte, min vejrtrækning. Jeg stirrer paralyseret på påskeliljerne, hvis hoveder synes at bevæge sig. Vanvidskuglerne omringer mig, cirkler, blinker, sol, måne og stjerner.
I faldet taber jeg posen med varer, så lukker jeg øjnene, og giver mig hen.
Dejavù, drømmesyn, Irenes fine ansigt svæver, kalder. Øjnene lyser så klart gennem mørket. Blødt stof under mit hoved. Duften, duften af hende.
Da jeg vågner igen, ligger jeg under en hvid dyne i et hvidt rum, der er en seng mere i rummet, men den er tom. Jeg løfter begge mine hænder og betragter dem stille, de ser helt normale ud. Så fjerner jeg dynen og ser ned over min krop, alt er som det skal være. Jeg kan ikke hitte rede i hvad jeg laver på et hospital? Jeg fejler ikke noget. Her vil jeg sgu ikke ligge, jeg skal hjem og spise aftensmad. Jeg når hen til døren, men også kun lige. Kvinden der griber om min arm virker bekendt: "Du er vist kommet på af veje", udbryder hun, mens hun leder mig tilbage mod sengen: "Du har strenge ordre på at blive i sengen, du har slået hovedet og skal blive her til observation".
Jeg hæver stemmen, og forsøger at få den til at lyde myndig. Det er svært kun iført natskjorte: "Jeg skal tale med en læge, og så skal jeg hjem".
Kvinden har fået mig anbragt i sengen, pakker dynen om mig, og rejser sengehesten før hun svarer: "Jeg er lægen, jeg undersøgte dig da du kom ind. Du har en middelsvær hjernerystelse efter et fald mod en blomsterkumme. Og så vidt jeg kan se var du ligeledes involveret i de voldsomme begivenheder omkring busbomben i går. Så, du bliver her". Hun sætter smilende hænderne i siden, og bliver stående ved sengen.
Det er smilet der afslører hende: "Janni", udbryder jeg forundret: "er det dig?"
Hun nikker: "Ja hej Simon, sikken et sammen træf. Men nu skal du være sød, at tage den med ro, og lade sygeplejerskerne tage sig af dig. Jeg kommer tilbage og ser til dig i morgen eftermiddag. Så må vi se, om du kan tage hjem der".