På bænken, foran det røde murbrok byggede rækkehus, sad Majbritt med krydsede ben. Solen havde allerede gået ned, men stadig ventede hun på at Steve skulle komme op af indkørslen, og hilse med smil og kys. Men der var ingen. Kun primitive følelser af ensomhed, og rødglødende jalousi holdte hende med selskab. Hendes krøllede blonde hår blafrede ukontrolleret i vinden, mens hendes krydsede arme fastholdte den ranke ryg, der med hjælp af vrede var bibeholdt.
   "Hvor er han henne" tænkte Majbritt, mens hun tørrede en lille tåre fra kinden, der var fremprovokeret af den hårde vind.
   Sidste gang de snakkede var i morges, kort før Majbritt skulle på arbejdet. Steve ville ikke have at hun skulle forlade ham, men som den eneste arbejdende i huset, var hun nød til at tage af sted, og efterlade Steve med en hel dag af uproduktiv tidsspild.
   Meget kunne nås i de timer, men alt hvad Steve ville have, var Majbritts opmærksomhed. Et lille nik til hans eksistens.
   Desværre kunne det ikke lade sig gøre. Tiden var knap, men Majbritt lovede at de nok skulle hygge om aftenen, foran fjernsynet med fyldte maver og fyldte hjerter. Det eneste han kunne gøre var at acceptere forslaget og lægge sig tilbage på den sofa, han havde efterladt. Men hvorfor var Steve ikke her nu, hvor Majbritt var så ivrig efter deres sammenkomst? Havde han glemt hvad de lovede hinanden den morgen? Eller var han simpelthen blot blevet forsinket på grund af vejret?
   Hun kunne sagtens finde på en anden almindelig undskyldning der ikke ville ødelægge resten af aftenen, men mistanke blev ved med at flyve rundt i hovedet.
   "Hvem fanden er det, han løber rundt og roder med?" tænkte Majbritt.
   Hun pustede luften langsomt og frustreret ud gennem næsebordene, hvorefter hun drejede den højre mundvig skævt, så selv hendes ansigt viste de hårde følelser der boblede under huden. Utålmodig rejste hun sig op, og gik hen til døren, hvor hun temperamentsfyldt trykkede dørhåndtaget, i mat rustfrit stål, ned og stormede indenfor.
   Det gav en rummelig og høj lyd, da hun smækkede døren, uden frygt for hvad de hårde vibrationer ville gøre mod de grumsede ruder, der sad øverst og nederst i dørens træ.
   Hun gik ud i køkkenet, for at se om han havde sneget sig over hegnet til haven, og ind af køkkendøren.
   Igen var der ingen. Døren var stadig uberørt og ingen tegn var der for, at han skulle havde ubemærket flygtet hjem. Spisebordet var lige overfor døren, så hun satte sig ned, med telefonen i hånden. Hun kiggede hurtigt ned på uret, selvom der kun var gået fem minutter, siden hun sidst havde set tallene langsomt stige.
   "For helvede, Steve" pustede Majbritt ud.
   Det tog mere styrke end forventet. Hun lagde sit hoved oven på hånden, der blev støttet af en albue.
   Hun fyldte næsten hele spisebordet, og hendes tanker fløj i usunde baner. Midt i tankevandringen, lagde hun lagde mærke til den tomme skål i vasken, hun helt alene havde spist af.
   Derefter lagde hun mærke til Steves skål, hvor der stadig var mad, næsten for meget til hvad han havde fortjent, tænkte hun.
   De sidste timer havde ikke gjort maden mere appetitlig, tvært i mod. Det var blevet kedeligt og tørt. Uacceptabelt, ifølge Majbritt. Maden skulle spises lige så snart det var blevet sat klart, men stadig var skålen der hvor hun havde lagt den.
   "Hvad hvis han er sammen med en anden?" tænkte Majbritt og rystede af tanken. "Hvad hvis der er en anden der holder ham, giver ham alt det, jeg ikke har givet ham i lang tid?"
   Hun rejste sig, og forsøgte at efterlade de ubehagelige tanker, men stadig hjemsøgte de hendes humør. Hun slog hul i luften, men intet ændrede sig. En skam. Men hun kunne ikke bare stå der og lade jalousien æde hende op indefra. Efterlade hende som en tom skal af aggression og ubetydelighed.
   Der var kun én ting at gøre. Stuen, lige ved siden af samtale køkkenet, var noget der kunne distrahere hende fra de vildledende tanker, med fjernsynets simple og påvirkende effekt.
   Majbrit lagde sig i sofaen, og kiggede rundt på kaffebordet for at finde den mørke fjernbetjening, der tit og ofte forsvandt, nærmest gemte sig hver gang hun skulle bruge den. Det var sikkert en efterladent spøg fra Steve, tænkte Majbritt, en lille memento fra hendes partner der skulle vække og irritere.
   Hun blev nød til at rejse sig, og gennemrode den sorte sofa, for at finde det forsvundet mekanik. Fra simpelt fjernelse af puder og og pynt, blev det hurtigt til en fysisk manifestation af hendes indre kaos. Alt blev smidt væk. Thai silke og hør blev kasseret og smidt igennem rummet.
   Til sidst fandt Majbritt den liggende på sofaens kant, hånende. Hun tog den arrigt og kastede sig op i luften, i håb om at lande blødt i det efterladte betræk.
   Omgivet af sorte puder, tændte hun for skærmen, og begravede sig i dagens nyheder. Der var åbenbart fundet en gammel skat, i nærheden af Kattegat. Resten af ugen ville blive omringet af regn og skuer, ligesom den aften.
   Alt var ubrugeligt og ligegyldigt. Intet relevans var der for hendes situation, tænkte Majbritt. Men pludseligt reporterede nyhedsværten en historie om en kvinde og hendes mand. Kvinden havde fanget hendes mand i en længerevarende affære og derefter valgt en straf, der passede til forbrydelsen. Hun havde skåret hans manddom af, med en brødkniv. Det chokerede Majbritt. Utroligt og ubehageligt, men havde Majbritt gjort det samme? Man skal aldrig udtrykke sig voldeligt, det vidste hun, men stadig fristede historien. Hvis hun have muligheden, og fangede Steve i en situation i stil med kvinden fra fjernsynet, havde hun så gjort ham ondt? Hun vidste det ikke. Dog kunne hun godt sætte sig i samme situation. Historien udviklede og udviklede sig, og langsomt, uden at Majbritt bemærkede det, havde hun bevæget sig tættere og tættere på skærmen, lyttende og tiltrukket.
   Det var først kvindens perspektiv der blev fortalt, men lige pludselig kom manden ind i billedet. Uden at havde sagt et ord, havde Majbritt allerede hendes første indtryk, og den var meget simpel.
   "Kæft en nar" sagde Majbritt højt til sig selv og bekræftede hendes egen forestilling.
   Hun vendte sig om mod fjernbetjeningen, og skulle til at tage den op for at skifte kanal, men så hørte hun mandens stemme.
   Den var dyb og behagelig. Lige frem så behagelig, at hun, stadig med fjernbetjeningen i hånden, vendte sig mod skærmen, og lyttede opmærksomt. Hans utroskab var ikke helt ubegrundet. Kvinden havde ignoreret manden i længere tid. Karrieren var åbenbart mere vigtig end intimiteten, så manden havde reageret som man nu gør, i mangel på bedre. Han begyndte at finde den bekræftelse han så længe han havde savnet, med en anden kvinde.
   Det fik Majbritt til at tænke. Var det måske hendes skyld at han ikke havde været hjemme til tiden de sidste par dage? At maden var blevet kedelig og tør, på grund af at hun havde jagtet ham væk og ignorerer ham? Åh Gud, kan det være sandt?
   Hun tog hænderne op til ansigtet, imens hun tænkte tilbage på de tider hvor de var allermest glade. Hvor de, under en plaid, hyggede sammen, og lod solen stige op og gå ned, uden at bemærke timerne der var forsvundet i deres lykke.
   Lige siden de var flyttet fra det indre København, til yderlige Allerød, havde der været en stram stemning. Det tog længere tid at komme på arbejdet, så Majbritt var nød til at stå tidligere op. Senere hjem, kom hun også. Som regel, når hun var kommet ind af døren, ville Steve løbe hen til hende og uddele den kærlighed, han havde opbygget i løbet af de timer han var alene. Nogle gange nåede hun ikke engang at stille bilen før han stod der, med et smil der ikke kunne måles, men absolut mærkes.
   Den sidste måned, havde hun været træt, og gik meget tidligere i seng, end da de var sammen i den romantiske lejlighed lige ved Gothersgade. Hun smed ham ligefrem ud af soveværelse hver gang hun skulle lægge sig til at sove, på grund af at han hellere ville hygge.
   Det må have skuffet Steve, gang på gang. Men efter at havde været sammen de sidste seks år, kunne han da heller ikke forvente, at hver time skulle nydes i hinandens selskab. Der skulle være plads til individet.
   "Åh Steve. Måske er det min skyld" sagde Majbritt til sig selv, alene og reflekterende.
   Hun rejste sig op og begyndte at trave frem og tilbage i stuen. Lidt luft og aktivering var lige hvad hun havde brug for. Distancere sig selv fra skyldfølelsen, der mildnede harmen. Hvorfor skulle han finde kærlighed hos en anden? Var hun ikke nok, selvom hun ikke var der hele tiden? Spørgsmålene ville ikke stoppe. Lige så snart hun havde besvaret et, til hendes bedste evner, kom et andet styrtende og bombaderede hendes samvittighed.
   Han havde nok følt sig tilsidesat og, at han ingen kontrol havde over deres forhold. Alt var jo gået efter hendes hoved, hendes vilje. Det var ikke hans beslutning at de skulle flytte til Allerød, kun Majbritt. Det var med de bedste intentioner. Hun mente bare at de ville havde mere plads og mere ro. Ikke alle de biler og naboer der boede klods op af dem, og larmede om natten, og larmede om morgenen.
   De havde alligevel ikke den store relation til deres naboer, så hvorfor skulle de ikke flytte hen til et sted hvor græsset var grønnere. Steve havde brug for rent luft og rigelig plads at leve på.
   Majbritt kunne ikke vente længere og stampede mod døren. Hun vidste ikke om hun ville være råbe eller undskylde, endnu. På vejen mod døren greb hun sin jakke der lå nænsomt over ryglænet på stolen, hvor hun havde efterladt den. Hun gik ud i bryggerset og tog sine sko på. Da de endelig var på plads, rettede hun ryggen og åbnede døren.
   Vinden havde ikke lagt sig, det var nærmest blevet værre. Hun rettede kraven op, i håb om at have nogle få centimeters ekstra læ. Der var nogle få steder hvor Steve plejede at tage hen, når Majbritt ikke var hjemme. Det vidste hun på grund af at de tit havde gået ture, hvor han uden advarsel stoppede op og skuede over pladsen der var from og frodig. Et sted hvor han kunne samle sine tanker, og nyde den uskyldige udsigt.
   Hun gik forbi naboerne, og forsatte ned af den lille grønne sti, de så tit havde gået sammen. Hun forsatte den lille kilometer i blæsten, og blev næsten skubbet omkuld, da hæggene der vejledte ruten, stoppede med at vokse.
   Pladsen var stor, og hendes vagtsomme blik kunne ikke ane nogen skikkelse, hverken ved træet hvor han ofte sad i læ, eller ved cykelskuret der var unormalt placerede i denne menneskeskabte natur. Hun gik et par hundrede meter til højre, i håb om at Steve måske havde fundet et mere passende sted at beskytte sig fra blæsevejret.
   Nej, heller ikke her. Han var ingen steder, men det var også dumt af hende, at tro at Steve ville nyde pladsen i uvejret. Fortvivlet og fortabt gik hun tilbage mod rækkehuset. Det kunne jo være at han var kommet tilbage, imens hun havde trodset uvejret og ledt.
   En naiv tanke, men for hende var det bedre at være positiv end jaloux. Lyset var tændt i vinduet, men det var ikke et tegn på Steves hjemkomst, selvom hendes hjerte hoppede en takt. Hun havde glemt at slukke lyset, i den hurtige afgang.
   Besejret af skam, åbnede hun døren, og pustede varm luft i hendes hænder, inden frakken blev taget af. Denne gang hængte hun den højt, selvom hendes hoved hang lavt. Hun tog skoene af, og forsatte den tunge gang ind i stuen hvor hun, igen, prøvede at finde ro. Hun startede med at tage puderne op og børstede dem rene fra de små hår der lå på gulvet.
   Pludselig, ude fra indkørslen og igennem det åbne vindue, hørte Majbritt en bekendt lyd. Et lille piv, fik hende til at tabe puderne og løbe ud i bryggerset, hvor hun kraftigt rev døren op.
   Dér var han. Nonchalant og ubekymret, gik Steve med hævet hale. Alle bekymringer og overdrevne teorier, blev hurtigt smidt væk og Majbritt løb over og tog ham op. Glæden blev hurtigt gengældt da Steve låste øjne med hendes. Han aede sig op af Majbritts kind, imens hun kyssede og krammede ham, så meget, endda at Steve begyndte at spinde.