Det bliver alt for intimt at, bruge hans fornavn,' tænkte jeg og mine kinder begyndte at blusse. 'Derfor gør jeg det ikke igen,' tænkte jeg vider og så demonstrativt væk fra ham.
... Springer:
Solen have skinnede hele dagen og luften var dejlig lun. Selv hen i mod aften, da jeg gik og hang tøj op, ude i min have. Jeg selv, var kun iført en tynd, hvid sommerkjole og mit hår hang løs ned ad ryggen. Hvad jeg ikke viste, var at Andrew stod et sted i skyggen af mit hus og betragtede mig, med en undrende mine. Jeg gik og sang for mig selv. Da tøjet var hængt op og jeg gik de få trin ned til min lille tresse, fik jeg øje på Andrew. Mine øjne begyndte, at stråle om kap med, den nu ned ad gående sol og mine bevægelser blev lidt mere ivrige. Han så det. "Bliv stående," sagde han hæs. I mens havde han rakt en hånd ud fra sig, for at stoppe mig. Han forsatte, "Kom ikke nærmer." Jeg stoppede op og fangede hans blik. Hvad gik der af ham? Det var kun i få sekunder, men det føltes som en evighed, hvor jeg bare stod og så ind i hans øjne. Jeg havde stadig ingen ide om, hvad det hele gik ud på? Så til sidst trak jeg bare på mine skuldre og gik væk fra ham. Derfor så jeg ikke smerten i han blik, samt den sorg og håbløshed der gled over ham og hans ansigt.
... Springer:
"Du skal have en mand der kan hundse rundt med dig. En der kan sætte dig på plads, fra tid til anden," sagde han med et glimt af moreskab i sin ellers så sørgmodige stemme. "Sådan en som dig?" for det ud af mig, for det var jo ham, jeg havde i mine tanker, dag og nat. Jeg kunne mærke, at det gav et sæt i ham, da vi jo sad tæt op af hinanden. Hvis han havde, kunne så var han sprunget op, eller (havde) bare rykket sig lidt væk. Men desværre. Vi var fanget i det trange og mørke kosteskab, som en eller anden morsom og venlig sjæl havde lokkede os ind i. Ikke at jeg havde noget i mod det, da jeg hørte låsen klikke i bag os. Det frydet mig lige frem, men til gengæld viste jeg, at Andrew ikke var særlig begejstret for det. Og nu sad jeg her mellem hans ben, med ryggen op af hans brystkasse. Lykkeligere, kunne jeg ikke blive på trods af han modvillighed og denne lidt sære situation vi var havnet i.
... Springer:
"Helt ærlig David, hvorfor fortæller du ikke bare din far sandheden?" spurgte jeg og forsatte sukkede, "Din far er så stædig og åh... Andrew, hvorfor kan du ikke indse, sandheden? Den er jo lige foran øjnene på dig, min ven." David smilede trist til mig og sagde, "Du kan virkelig godt lide min far ikke?" Jeg smilede lige så trist tilbage til ham og svaret, "Jo det kan jeg, desværre." David hævede et øjenbryn og lød som mit ekko, "Desværre?" Jeg sukkede igen, for jeg kunne ikke lade vær med det, inden jeg svaret ham. "Ja desværre kan jeg lide Andrew, men som jeg også sagde før, så er han så stædig, at han ikke vil se eller opfatte det. Men alligevel er der et eller andet. Jeg kan ikke sætte en finger på det. Han har bare opført sig underlig, de sidste par gange, jeg er kommet i nærheden af ham."
... Springer:
Jeg vågnede med et sæt. Hvad var det der havde vækkede mig? Jeg så mig forundrede omkring og min hukommelse vendte hurtig tilbage, da jeg mærkede en bevægelse ved min side. Jeg så ned og en rødmen så kraftig, farvede hurtig mine kinder rosenrøde, ved tanken om hvad vi havde brugt den halve nat til. Små hurtige glimt, flimmeret forbi mine øjne, som en film i løbetid. Jeg så en hånd der og små sensuelle bevægelse der. Kys, kram og kærtegn. Jeg sukkede af betagelse og nydelse, samt jeg endnu engang mærkede den flammende fornemmelse der startede ved mit ømme punkt og som så bredte sig til resten af min krop der nu var blevet tændt igen på ny.
... Springer:
Det gav et, nydelse stød/jag i underlivet på mig da jeg lod mig dumpe ned på stolen. Et gips undslap desværre mine læber, da det skete. En rødmen strømmede til mine kinder og farvede dem røde. Vores øjne mødets i et brøkdel af et sekund, og jeg sværger på at, mit hoved ikke kunne blive mere rødt ind det allerede var. Han sendt mig bare et smil så strålende og forstående, som om han for forstod det jeg gik igennem. Ikke bare lige nu, men i det hel, lige siden jeg mødte ham første gang.
... Springer:
Hans hånd på min ryg, var måske kun en sød og venskabeligt gestus, men kunne nu også godt tolkes som noget andet og mere. Så da jeg ikke viste hvordan jeg skulle fortolke det, stod jeg bare stille og så på det smukke sceneri der udspillede sig foran os. Jeg ture knap nok røre mig i frygt for hvordan han vil opfatte det og opdaget derfor først nu at, jeg stod og holdet vejret, da han blidt lagde sin anden hånd på min mave og hviskede blidt ind i mit øre, "Træk vejret, det er tilladt." Hvor på han forsigtig kyssede min øreflip.
... Springer:
"Bliv stående," sagde han hæs i mens, han havde han rakt en hånd ud i mod mig, for at stoppe mig. Han forsatte, "Kom ikke nærmer." Jeg stoppede op og så på ham, uden at forstå hvad der gik af ham. Det var kun i få sekunder, men det føltes som en evighed, hvor jeg bare stod og så så ind i hans øjne. Og stadig havde jeg ingen ide om, hvad det handlede om, så til sidst trak jeg bare på mine skuldre og gik væk fra ham. Derfor så jeg ikke smerten i han blik og den sorg og håbløshed der gled over ham og hans ansigt.
... Springer:
"Hvorfor vil du have, at jeg skal giftes mig med din søn, når du selve vil have mig?" spurgte jeg og så trodsig på ham. Han så bare den anden vej og vil ikke møde mit blik. Jeg begyndte, at stampede utålmodig i gulvet, med min højre fod. Han sad bare der og var tavs. "Aldrig i live," råbte jeg og forsatte, "Jeg vil IKKE giftes med din søn, når det er dig elsker." Efter de ord vendte jeg mig om og stormede ud af rummet, mens jeg smækkede døren i bag mig.
... Springer:
Stilheden der lagde sig som et kvælende tæppe i mellem os, var ved at drive mig til vanvid. Og det sjove var, at da der var andre inde i rummet lige før, pjattede han, lo og grinte højt. Så gik de og stilheden kom. Den larmende tavshed, der fik mine indre tanker og følelser til at lave oprør. De skreg til mig, at jeg skal sige noget, men det eneste det har ført til hver gang, er at jeg har rejst mig op og er gået, ud af rummet meget frustreret.
... Springer:
"Du skal have en mand der kan hundse rundt med dig. En der kan sætte dig på plads, fra tid til anden," sagde han med et glimt af moreskab i sine ellers så sørgmodige øjne. "Sådan en som dig?" for det ud af mig, for det var jo ham jeg havde jeg havde i mine tanker, dag og nat. Det gav et sæt i ham, kunne jeg mærke, da vi jo sad tæt op af hinanden.
... Springer:
"Er du, en stor og stærk mand, bange for lille mig?" Jeg kunne selv høre, at der var vandtro at spore i min stemme. Alligevel kunne jeg ikke tro mine egne øre. Hans ord. Det han lige havde sagt, flød sammen og vil ikke rigtig hænge fast. Vil ikke blive til mening i mit hoved.
... Springer:
"Stop du er jo spændt som en fjeder," sagde han og jeg kunne høre på hans stemme, at der var noget, men jeg kunne ikke sætte hoved eller hale på det. "Det går ikke," fortsatte han og lagde en arm om livet på mig. Hvis ikke jeg var spændt i kroppen før, så blev jeg det nu. Han slap mig omgående og jeg kunne høre ham sukke.
... Springer:
Jeg stod og så på i skjul, mens han arbejdet. Mine øjne gled over hans slanke krop, mens jeg så betaget og henført på hans hænder der arbejde hurtig og behændig. Jeg fulgte grådige hver eneste bevægelser han lavede med sine hænder.
... Springer:
Han kyssede mig grådig og brutalt, men hvor jeg dog nød det. Mine læber summede og det forplantede sig til resten af kroppen. Det var jo det her øjeblik, vi begge havde ventet så længe på.
... Springer:
"Vi er smukke inden i," sagde jeg og følte mig næsten lykkelig.
"Tal for dig selv," sagde han og vendt ryggen til mig.
... Springer:
Det er som om han gerne vil af med mig. Ikke kun her, men også hjemme i børnehave. Det føles bare som om, at jeg ikke er velkommen her, fra hans side af. Du ved den usynlig og meget kolde skulder?
... Springer:
Bare tanke om, at gøre noget erotisk, sammen med Andrew, fik det til at krible så dejligt i min krop
... Springer:
Det var så komisk, at forstille ham som Amors budbringer. Ham der ellers altid var så kold og kynisk.
... Springer:
"Hvad bilder du dig ind?" sagde jeg med vreden lysende ud af mine nøddebrune øjne. "Det er mere end hvad du kan tillade dig," fortsatte jeg, inden jeg vendte om på hælene og gik, uden at hive ham tid til, at svar.
... Springer:
Bare det at, han var i nærheden af mig, gjorde næsten at, jeg blev våd i trussen (med det samme). Jeg tænkte næsten hverdag, 'Hvordan kan han påvirke mig sådan, når ingen andre har, kunne det?' Jeg var solgt på stedet. Som forhekset. Tryllebundet af han smukke, klare og skønne blå øjne, der lyste som smukke månesten.
... Springer:
"Åh min gode gud, jeg er blevet forelsket og undskyld..." sagde jeg stille for mig selv og blev afbrudt. "Hvem snakker du med?" spurgte Andrew undrende, bag mig. Det gav et sæt i mig og jeg snurrede omkring, for at stå ansigt til ansigt med ham. Mine kinder begyndte at blusse på ny, så jeg så hurtig væk..
... Springer:
Han var en høj, rank, elegang og stolt mand, med øjne der tindre og et smil så smukt, der alligevel gemte på sorg og en hemmelighed, der var så dyb at, han strejfede rundt og lod ingen komme ham nær.
... Springer:
Jeg satte mig fortumlet ned og kunne ikke undertrykke et lille gisp. Jeg havde været så optaget af mine egne tanker og hede fantasi at jeg ikke, havde optaget af alles øjne var nu rettet i mod.
... Springer:
Han sad på min sengekant og så på mig. I mens jeg havde set den danske film, havde jeg fuldstændig glemt ham og det skammede jeg mig over nu, hvor det gav et sæt i mig, da jeg fik øje på ham.
... Springer:
Hvad klokken var, anede jeg ikke. Det eneste jeg viste var at, jeg vågnede med smerte i mit højre knæ. Jeg lå og klynkede, stille for mig selv, da jeg ikke vil vække Thomas.
... Springer
Han løftede min dyne og lagde sig forsigtig ned ved siden af mig. Jeg ture knap nok trække vejret, så spændt og nervøs, var jeg. 'Hvad havde han mon i tankerne?' fra tid til anden kunne jeg mærke hans åndedrag i nakken, og en duft af alkohol ramte mine næsebor. Og jeg tænkte, 'Åh nej, ikke det,' men han gjorde ikke noget. Lå bare der og holdet let om mig.
... Springer:
Jeg prikkede ham i siden og han vendte sig om i mod mig. Lige i det øjeblik viste jeg ikke rigtig hvad der gik af mig. Jeg sendte ham et strålende smil, stillede mig på tær, hvor på jeg let og flygtig lod mine læber berører hans i et lille kys. Derefter sagde jeg lidt genert, "Hej Thomas." Han kiggede undrende på mig og jeg sukkede, hvor på jeg sagde, "Ja okay og undskyld, jeg går bare igen." Jeg vendte mig om for at, gå men jeg fik ikke lov. Han havde nemlig taget fat om mit ene håndled, for at forhindre mig i at gå. "Petra?" spurgte han, og små usynlige gnister fløj fra ham og til mig, eller sådan føltes det. Han berøring og lyden af hans stemme der sagde mit navn, selvom han ikke var sikker på at, det var mig, tryllebandt mig på stedet.