"Hej Leo, kom ind." Søren hilser på Leo, der med raske skridt kommer op af havegangen.
   "Hej, hej Søren, og hej Katrine. Søren står i døråbningen. Katrine kigger lidt genert frem mellem benene på sin far. "Hvordan går det?" spørger Leo.
   "Fint. Jeg er virkelig glad for, at du kunne komme så hurtigt. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men et af systemerne er brudt sammen, siger de. Og jeg er den eneste, der har rettigheder til basen, nu Andreas har sagt op."
   "Jamen, jeg og Katrine skal nok få en god dag sammen. Det har vi da prøvet før, ikke Katrine?" Leo forsøger at gribe fat i Katrine, der er kravlet frem fra sit skjul, men det lykkedes ikke. Som et lyn er hun smuttet om bag farmand igen. "Ja, hvis du vil hoppe trampolin," siger hun grinene.
   "Er I sikre på, at den kan bære mig?" spørger Leo.
   "Ja, ja," forsikrer Søren," den kan klare op til 100 kg." Han løfter Katrine op og træder til side, så Leo kan komme ind i entreen og væk fra den direkte sol. 28 grader er lidt rigeligt for ham.
   "Ja, jeg er godt nok glad for, det ikke er mig, der skal på arbejde i den her varme," siger Leo. "Men du får vel noget ekstra for det, når det er weekend?"
   "Det gør jeg. 50 procent, tror jeg. Det er sgu OK. Men jeg ved altså ikke, hvornår jeg er tilbage. Det kan tage en time eller det kan tage fem timer, det er ikke til at vide."
   "Det er i orden. Hvis du ikke er retur inden klokken fem, laver vi noget mad. Ikke Katrine, når vi er færdige med hopperiet, så laver vi mad. Vi kan lave noget vegetarisk. Jeg var til et spændende foredrag i går om vegetarisme. Det var faktisk ret godt," siger Leo henvendt til Søren.
   "Veg...tar ... hvad er det for noget?" spørger Katrine, men afbrydes straks af Søren.
   "Nej, det mener du ikke! Du er ikke hoppet på den dille." Han kigger vantro på Leo.
   "Jo, jeg overvejer faktisk seriøst helt at blive vegetar. Jeg og Lotte spiser næsten ikke kød mere. Når man tænker over det, er det egentlig noget mærkeligt noget at slå dyr ihjel for at spise dem. Vi kan sagtens klare os med grøntsager og bælgfrugter og ..."
   "Bælgfrugter! Nej ved du nu hvad. Vi er dyr, rovdyr. Det er naturligt, at vi spiser kød." Søren gestikulerer voldsomt med armene for at understrege sin holdning. Man kunne få den mistanke, at han tidligere har været igennem diskussioner om grøntsager kontra kød. Måske med sin tidligere kone, hvem ved.
   "Lad mig lige forklare Katrine, hvad det vil sige at være vegetar." Leo vender sig mod Katrine. "At være vegetar vil sige, at man ikke spiser kød, men til gengæld masser af grøntsager. Lyder det ikke lækkert?"
   Katrine kigger frem og tilbage mellem sin far og Leo og ved ikke rigtig, hvad hun skal sige. "Arh ... jeg ved ikke ... er pølser en grøntsag? forsøger hun."
   "Nej, det er det ikke," ler Leo. Men der findes masser af grøntsager, der smager lige så godt som pølser. Faktisk er der meget vegetarmad, der smager bedre end pølser." Katrine kikker noget skeptisk på Leo.
   "Altså, børn skal i hvert fald ikke påduttes noget. Når de bliver voksne må de jo selv om det, men så længe de er børn, skal de voksne ikke vælge for dem," siger Søren.
   "Nu kunne man jo påstå, at det at spise kød og servere kød for børn også er et valg. Man kan jo faktisk slet ikke undgå at træffe et valg, også på børnenes vegne," påpeger Leo.
   "Sludder og vrøvl. Det er vores natur at spise kød. Se vi har hjørnetænder, der er beregnet til at flænse og spise kød." Søren åbner munden, som var han vitterligt et rovdyr, der viser tænder.
   "Men tænker du aldrig over, at det er et andet levende væsen, der mister sit liv, fordi vi slår det ihjel og spiser det. Hvem ved, måske bor der en slags sjæl i dyret. Leo kigger intenst på Søren, der nok har lukket munden igen, men stadig lyser af vantro.
   "Sjæl!" udbryder han. "Der er sgu ikke nogen sjæl i dyrene ... og det er i øvrigt heller ikke i os mennesker. Det er noget romantisk plat. Når dyr ... og mennesker ... dør, så er det slut. Vi bliver til jord og så er det ligegyldigt, hvad der er sket ... så er der ingen, der mærker noget mere."
   "Hvordan kan du være så sikker på det?" spørger Leo tilsyneladende oprigtig interesseret i spørgsmålet.
   "Ja, det er jeg bare fuldstændig overbevist om. Folk er sgu så irrationelle og følelsesladede. Man kan ikke lave om på naturens orden, og vi mennesker er da en del af naturen, selv om vi bor i huse, kører i biler og så videre. Så vidt jeg ved, har vi den samme biologi, som da vi levede i naturen ved siden af de andre dyr for tusindvis af år siden. Det er ren indbildning, at vi skulle være anderledes i dag. Vi er dybest set som alle andre dyr."
   "Jeg vil være en missekat," indskyder Katrine, men det drukner i de voksnes diskussion.
   "Ja, det kan godt være, du har ret, Søren." Leo kikker lidt ud i luften. "Det lød ellers så meningsfuldt ... og Lotte havde det på samme måde ... men jeg kan godt se, du har fat i noget rigtigt."
   "Godt at høre, at der stadig er fornuft tilbage i dig. Pas på med de der foredrag." Søren ler, tydeligvis tilfreds med at få overtaget i diskussionen. "Nu tager jeg ind på arbejde, og så kan du pasende bruge eftermiddagen på at komme i kontakt med dit indre rovdyr. Tænk på dig selv som en løve, så vi kan få noget ordentlig aftensmad." Fortsat leende giver han Katrine en lille svingtur og et farvelkram.
   "Ja, ja, lad os nu se, men du har da givet mig noget at tænke over," ler Leo tilbage. Han tager Katrine i hånden og sammen følger de Søren ud til bilen.
   "Hej Katrine."
   "Hej, hej, far ... og kom så Leo. Trampolinen er ude i baghaven." Katrine trækker af sted med Leo.

...

"Hej, så er jeg tilbage!" Søren dukker op i den åbne dør. "Ja, det blev altså sent. Holdkæft, de havde lavet kludder i det. Jeg måtte køre en backup ind fra i går, og det tager jo en helvedes tid," fortsætter han og sætter tasken fra sig.
   "Jamen velkommen hjem. Du kommer faktisk lige til aftenmad. Den står på bordet," siger Leo og rejser fra sofaen.
   "Ja, det kan jeg dufte. Hvis ikke min næse tager fejl, har du stegt os en dejlig bøf. Ha, ha, og du lagde ud med bælgfrugter." Søren går hen mod spisebordet, hvor maden står pænt serveret med servietter og det hele.
   "Ja, vær så god at sidde ned," siger Leo.
   "Hvad er det der?" Søren kigger undrende på tallerknen. Han dufter en gang, men trækker hurtig hovedet tilbage igen.
   "Det er noget lort, og det er Katrine," siger Leo og sætter sig ved bordet.
   "Har du overladt det til Katrine at lave mad? For fanden, hun er kun 6 år." Han studerer igen tallerknen med et noget snerpet ansigtsudtryk.
   "Nej, det der er lort, og det der er Katrine," siger Leo roligt.
   "Hvad mener du? Hvor er Katrine? Skal hun ikke have mad?" Søren kikker rundt og går mod køkkendøren.
   "Jamen Søren, Katrine er maden. Det der er et stykke af hendes lårben."
   "Hold så kæft med det der sludder. Det er sgu ikke sjov. Sig mig, hvor hun er henne," kommanderer Søren.
   "Ja, resten af hende ligger ude på køkkenbordet. Se selv."
   Søren flår køkkendøren op og kigger ud i køkkenet. Lamslået træder han nogle skridt tilbage og kigger rædselsslagen på Leo: "Du har slået Katrine ihjel!"
   "Ja, ja, rolig, det er helt naturligt. Dyr slår andre dyr ihjel, for at spise dem."
   "Du har slået min datter ihjel for at spise hende, du er sindssyg."
   "Hids dig nu ned, Søren. Der er mange dyr, der spiser deres afkom, hvis de får lejlighed til det. Hanløver for eksempel. De spiser gerne deres egne unger. Det er naturens gang. Det ved du da. Og hun er helt død nu, hun mærker ingenting."
   "Jamen Katrine!" Søren falder ned på knæ og tager sig til hovedet. "For helvede, hvad har du gjort?"
   "Nej Søren, ved du nu hvad. Jeg har ikke gjort noget rovdyr ikke helt naturlig gør. Dyr spiser andre dyr, og mange gerne deres afkom, hvis de kan komme af sted med det. Det er der mange dyr der gør."
   "MED LORT PÅ!" skriger Søren.
   "Ja, ja," fortsætter Leo roligt. "Bulder derhjemme for eksempel, han spiser nogle gange lort, hvis ikke jeg holder ham væk. Sådan er dyr. De er ikke så sarte."
   "DU ER JO SINDSSYG MAND!"
   "Nej, nu må vi være rationelle. Der er intet sindssygt i at spise sit afkom, man skal bare passe på mødrene, de kan godt blive lidt gnavne. Men det har de glemt, når de har fået unger igen. Sådan er naturen indrettet. Det skal man ikke blande alle mulige følelser ind i. Nå, jeg har parteret hende, som du har set. Men hun skal selvfølgelig lige puttes i poser og så i fryseren. Men så tror jeg også, der er kød til det meste af en måned tid."