"Har du lagt vores bowlingkugler ud i bilen" Lone stod og hoppede hun var utålmodig. Vi har travlt, skal lige prøve mine nye glide sko, de skal gi mig strike' på strike' i dagens kamp". Hun var spændt, kunne mærke adrenalinen stige op i hendes krop. Hun ville gerne vinde dagens kamp, var lige ved det sidst. Hun var lige så hun dirrede, øjnene strålede og kinderne var røde.
   Hver onsdag mødtes de med "seniorklubben", i det lokale bowling center. Det startede med en is kold fadøl, hvor de fortalte hinanden historier om deres oplevelser i ugen der gik. Derefter dagens ret med husets rødvin til og til sidste bowlingturneringen som Bente havde besluttet, at hun skulle vinde.
   "Hov, var der ikke en der gik i gennem naboens have", sagde Poul. Jeg så lige en skygge passere. Det er nye naboer der lige er flyttet ind. Huset er tomt.
   "Kan se en kvinde. Hun står nu oppe på deres terrasse og roder ved havedøren. Hun ligner en af de der'. Lang frakke, stor taske, en typisk østeuropæer, der er ude efter noget de kan sælge. "
   Ser lige efter hvad hun laver, hun går ud til hækken. "Er der noget jeg kan hjælpe dig med" råber hun til kvinden på terrassen. Kvinden vender sig, hun har et tørklæde om hovedet. Hun svare ikke. Kigger lige ud. Går ned fra terrassen, hen langs huset og ud på vejen. Kigger til siderne, og går til venstre.
   Lone løber. Hun er ophidset. Hun er sikker det er en tyv der ville bryde ind hos naboen. Da hun når op til Poul råber hun. Det er en der ville bryde ind, ring til politiet hurtigt.
   Inden for ganske få minutter holder en patruljevogn uden for deres villa, de sætter betjentene ind i sagen og fortæller at kvinden gik til venstre.

Patruljevognen sætter efter hende, de har fået et godt signalement af kvinden.
   "Melder vi eftersætter en mistænkt kvinde, lang mørk frakke, tørklæde på hovedet, bærende på en stor taske, hun mistænkes for indbrudsforsøg i villa på Rosenvænget 26, for få minutter siden". Politibetjent Rudolf Hansen afgiver rapport til stationen.

Nina Andryz, går ned af Langes Alle, hendes ben går som trommestikke. Hun er bange. "De forbande danskere, de råbte og skreg efter mig, hvad kan de finde på, tilkalder de mon politiet", tænker hun.
   Nina og hendes mand Nikolaus, boede inde de kom til Danmark i udkanten af Krakow i Polen, i en lejekaserne med deres 2 børn og hendes mor. De var begge arbejdsløse. I Polen fik de så få penge fra kommunen, at de hver aften måtte samle flasker, for at skaffe mad til børnene og bedstemoren.
   Mange i deres omgangskreds havde lidt samme skæbne, der var ikke arbejde at få i Polen og hvis de fik et var det meget dårligt betalt. Derfor søgte de mod de vestlige lande i EU, de var glade for at de nu var EU borgere og at EU hyldede arbejdskraftens fri bevægelighed.
   Nina og hendes mand havde hørt om Danmark. Deres nabos mand, arbejdede der, og han kom hjem en gang hver måned, på et en kort weekendophold. Han arbejdede på en byggeplads.
   Der var polske bureauer i Krakow, der formidlede arbejdskraft til Danmark og de kunne også skaffe dem et sted at bo.
   En aften hvor menuen havde stået på vandgrød, for 3 dag i træk. Børnene sad blege og kigge sløvt ud i lufte, stemningen var mat. Nina og Nikolaus kiggede sørgmodigt på hinanden. Det går ikke. Vi er nødt til det. Det var løsnet, det var ord de begge forstod.
   Næste dag tog manden sporvognen. til byens centrum, her lå de bureauer der formidlede arbejdskraft til de Polske firmaer, der havde entrepriser i de europæiske lande.
   Han fandt en arbejdsformidlingsforretning, hvor de søgte betonarbejder, til en byggeplads i Bagsværd. Lønne var 65 kr. i timen. Af dem skulle de betale 2000kr for et sovested. Ikke et værelse, men en seng i et værelse, hvor flere andre også boede. Nikolaus diskuterede med jobformidleren, han syntes at det var dyrt for en seng. Hvad med min kone, hun skal også med. Hun kan få en seng for 1000kr, så har du fået lidt rabat, hun smilede til ham. Han rømmede sig, der var ikke noget at gør, han måtte skrive under på kontrakten.
   Nu boede de i Danmark i et kælderværelse hvor der stod 6 senge, alle var optaget af Polske mænd og kun en kvinde. Henne ved væggen stod et bord, hvor de på skift kunne sidde og spise deres sparsomme mad. Priserne på mad og fornødenheder i Danmark var overraskende høje, meget højere end i Polen. De havde været i Danmark i 3 måneder og de havde ikke kunne spare en krone op. De havde kun at sende meget lidt penge, til familien i Polen. Det kostede også, de få gange de tillod sig at rejse hjem til børnene og bedstemor i Krakow.
   Det pinte dem begge at se børnenes sørgmodige ansigter og høre deres klager når de var på besøg, og høre deres grådkvalte stemmer, når de talte i telefon sammen. De havde regnet med, at nu blev der lidt fest og nyt spændende legetøj.
   Hun havde ikke fået arbejde, hun var nødt til at skaffe penge nu, på den ene eller den anden måde.
   Nogle af deres bekendte, som var blevet fyret fra deres job i Danmark, var blevet kriminelle. De stjal i supermarkedet, brød ind i biler, og huse. "Skal det også blive min skæbne, for at vi og børnene kan overleve" tænkte hun.

"Melder, har lokaliseret kvinde mistænk for indbrud på Rosevænget, hun går på Lange alle". "Vi skrider til anholdelse, tilbage til stationen", Rudolfs myndige stemme lød i mikrofonen. Politimakkeren Erik kørte ind til højre og Rudolf sprang ud af bilen, spærrede for Nina og sagde, "klokken er 15,15 og du er anholdt".

Nina så op på ham, med et chokeret ansigt." I... I dont understand, fik hun fremstammet. I dont spea k danish only polish". Det havde hun lært af sin mand, at hun skulle sige, hvis nogle tiltalte hende. Hun havde øvet sig på den sætning i de 3 månder, de havde været i Danmark.

Politifolkene kiggede på hinanden, så skal vi have fat i en tolk. "Vi skal bede dig følge med", han dirigerede hende ind på bagsædet." Vi skal en tur rund om Bellahøj station inden vi kan køre til Rosenvænget" sagde Erik og drejede politibilen ud i trafikken.

Lone og Poul er dagens midtpunkt i bowlings senior klubbens historiefortælling, som de altid starter med når de mødes. De står alle i en rundkreds med en kold fadøl i hånden, Lone har ordet.
   Hun fortæller at de har set og anmeldt et tyveriforsøg. En kvinde ville bryde naboens terrassedør op og stjæle noget af deres indbo. De fortæller detaljeret hvordan de reagerede og hvordan kvinden så ud "hun ligner en af de typer, lang frakke og stor taske, hun arbejder sikkert sammen med andre, som kommer og hjælper hende, når hun er kommet ind i huset. Bowling vennerne er begejstret. "Det er flot, i er kvikke, i er gode naboer, det kan vi lide", roserne daler ned over det stolte ægtepar. De glæder sig over at de har hjulpet naboen og over de mange rosende ord.
   Efter indtagelsen af dagens ret skal der bowles, hvem vinder bowling turneringen.
   Lone er "fit for fight", hun udfordre det andet hold, Poul bakker hende varmt op. Hun lægger hårdt ud, hun kommer i spidsen. Lige efter hende, ligger hedes mand placeret. Nu handler det om hvem der laver det bedste resultat, på sidste kast. Der er stilhed. Lone misser, vælter kun 4 kegler. Poul går målbevidst frem, laver en strike. Han vinder. Han fare over og krammer Lone, han ved hun er skuffet, sejren blev i familien, jubler han. Hun kniber en tåre, hun havde sat næsen op efter sejren. Næste uge, så er det hende der hæver pokalen, det er hun sikker på, hun tror igen på sig selv.

På vejen hjem til Rosenvænger aftaler de at gå direkte ind til naboen. De må være glade, indbrudsforsøget er afværget og forbryderen er fanget, siger de i munden på hinanden
   Lone ringer på klokken. Nabokonen åbner, hun siger hej, kom inden for. Inde i stuen er familien samlet om deres spisebord. De kiggere, siger ikke noget, de ser nærmest flove ud. Lone og Poul, mærkelige mennesker, de virker ikke glade. Efter et par minutters pinlige tavshed tager, nabomande endelig ordet. Han rømer sig, kigger ned i bordet, kigger op, vender så blikket mod Lone og Poul
   Vi er glade for at i holder øje med vores hus, men vi er flove og kede af det. Damen som i så, stå ude på terrassen og rode ved panelet.
   Hun er vores nye rengøringsassistent. Vi havde glemt at lægge nøglen til hende.