Dette er min historie, jeg tror ikke på gud, er ikke overtroisk, tror ikke på Ufo'er..
Det siger jeg til alle, som gider høre på det.

En UFO?
Lyskeglen fra den grønne bils lygter, brydes, kæmper mod, de modkørende biler på motorvejen. Det er ligesom om, alle de andre biler, ligger højere på vejen. Hun bliver blændet. Det flimrer for hendes øjne. Hun tager hånden op mod det grå hår, for at beskytte øjnene mod lyset. Slår solbeskyttelses klappen ned. Intet hjælper." Kun dækkenes susen, mod den regnvåde asfalt høres.
Hun blinker af. Drejer bilen til højre, op af motorvejsafkørselen, fortsætter til højre mod Hammelstrup.
Hun kender vejen. De første 5 kilometer på landevej, derefter ind i gennem, den' skovtrykning, hun som barn legede i, sammen med hendes veninde. De klatrede i træer, byggede huler. Sad i hulens mørke og skiftedes til at fortælle fantasihistorier, om trolde, hekse og om Ufoer. De snakkede tit, om der var mennesker, eller væsner på andre planeter, i solsystemet. De havde hørt i skolen, at der var lavet en Ufo-klub, for fantasinørder, der troede på, at der boede skabninger på andre planeter.
De to veninder, grinede, når de kørte hjem på cykel, og opsummerede deres fantasihistorier. Nogle gange gøs de. Var det kun fantasi? Fandtes disse ting ikke, i virkeligheden?
Hun føler at roen, begyndte at indfinde sig, i hendes krop. Hun kører på en smal landevej. Dækkenes susen, mod den våde asfalt virker nu, som en sagte visk. Lygteflimren, for hendes øjne, er forsvundet.
Hun er helt alene, på den' vej, som vil fører hende til barndomshjemmet.
Hun flyttede hjemmefra som 20 årig, da hun blev optaget på uiversitet i København. Blev uddannet cand. Mag. Rejste rundt i verden. Havde på universitet, specialiseret sig i engelsk og spansk og senere Italiensk. Det kom naturligt, da hun giftede sig med en Italiener. Boede i rom, i 15 år hvor hun sammen med manden, Antonio var turistguide og underviste samtidig, på den danske skole i Rom.
Børn fik hun aldrig.
Nu er hun alene, og på vej, til en ny tilværelse.
Forældrene er begge døde, og hun har som enebarn arvet, det dejlige bondehus, som ligger på den ene side, mod skoven og den anden side, med udsigt, ud over de vidtstrakte marker.
Faderen har hele sit liv været skovarbejder og skytte. Han var ansat på godset Arresø og hans opgave var at søge for skovens drift. Moderen dyrkede, en omfattende økologisk urtehave, som blev større og større år for år. Hun havde også en mindre æbleplantage, hvor hendes høns, gæs og ænder kunne gå og spise, de nedfaldne æbler og blive store og slagtemodne til efteråret, samtidig med, at de gødede plantagen. De var næste selvforsynende med madvarer. Brugsen købte flere varer af hende, end hun købte af Brugsen. Hun udvidede senere med en gårdbutik i laden, hvor hun solgte alt fra haven og æbleplantagen.
"Alt var landligt lykke og idyl, men var det kun på overfladen?", tænkte hun. "Hun vidste det ikke, på trods af at hun lige var fyldt 60 år".
Der var noget, hendes forældre ikke ville fortælle. De havde åbenbart en dyb hemmelighed for hende.
Hun havde flere gange oplevet, som barn, at forældrene sad og snakkede intenst sammen, og stoppede deres samtale, når hun kom ind i stuen. Hvis hun spurgte, hvad de talte om, sagde de," at det ikke var noget hun skulle vide".
Faderen døde som 85 årig. Han faldt om i skoven. Døde der, hvor han hele livet havde lagt sit arbejde, og sin sjæl.
Moderen fortsatte med at dyrke og sælge grøntsager, selv om det kneb med helbredet, hendes ryg smertede og år knuderne i benene gjorde ondt.
Hun sank sammen, en sommer morgen, hvor hun stod og ekspederede i gårdbutikken, og blev kørt på hospitalet og udåndede med et smil på munden, få timer efter.
Moderen havde inden sin død, skrevet et brev, stilet til hende ved moderens død I brevet siger hun farvel, og fortæller at der ligger, en sum penge, smykker og et brev i bankboksen i Andelsbanken.
Moderen skriver, at hun skal først læse brevet, når hun sidder i stadsstuen, i den blomstrede sofa, med landskabsmaleriet på væggen og har lave en god kop kaffe og skænke en dram. Derefter skal hun åbne brevet og læse det.

Pludselig kom lyset.
Nu bagfra.
Hun kigger i sidespejlene og i bakspejlet, for at se efter den' bil, hun tror, kører bag hende. Der er ikke nogen bil! Men hun er total blændet? Lyset er specielt, det har en anden farve, end lyset fra almindelige billygter
Lyset kommer ikke, fra vejen, men fra luften. Hun fornemmer en vibreren i luften. Ikke nogen lyd, men en følelse. Lyset bevæger sig over hendes bil, over hendes hoved. Nu foran bilen.
Midt på skovvejen står pludselig, en genstand, med en projektør, rettet mod hendes bil. Mod hendes forrude. Ind i hendes øjne. Det er rigtigt, lyset har et mere rødligt skær, end bilens lys.
Hun træder hårdt på bremsen, stopper, ti meter fra objektet.
Bliver siddende i bilen og kigger intenst ud af forruden, kniber øjnene sammen.
Er hun ved at blive gal.
Hun tænker, "først de romantiske tanker fra barndommen. Efterfølgende tankerne om forældrene".
"Nu har en tingest blokeret vejen for hende"." Er der en sammenhæng?" Tankerne eksploderer i hovedet på hende.
"En Ufo, som hende og veninden havde fantaseret om. Er det en Ufo, der står foran hende"?
Hun tager sig til håret, klør sig i hårbunden. Trækker det lange grå hår, om bag ved øret og gnider øjnene med knoerne. Det er svært at se noget, på grund af det stærke lys, der blænder hende
Lammet af angst, låser hun først, alle dørene i bilen. Prøver lidt kejtet at vinke.
Er der nogen væsner? Hendes nysgerrighed, overvinder angsten.
Hun stiger ud af bilen, holder hånden op for øjnene. Folder hænderne til en håndkikkert. På den måde kan hun undgå, at lyset blænder hende. Hun ser nogen bevæge sig, henne ved genstanden. Den ligner en tallerken.
"En flyvende tallerken, farer det gennem hendes hoved".
"En Ufo. Skal have kontakt med den", hun føler en tiltrækning, i mod det ukendte. Hun går frem. Vinkede med hånden, til hilsen. "Hvor får hun modet fra"?
Uden om "tallerkenen" står, noget, der lignede skikkelser, og kigger på hende. Hun kan se det.
De bevæger sig! De vinker!
Hun klapper sig på lommen. Hvor er min mobil? Hun vil tage et billede.
"Den er der ikke, den ligger inde i bilen"!
Hun vender sig om, og løber mod bilen, for at hente mobiltelefonen.
I det samme, fornemmer hun en vibreren over sit hoved, og lysglimtet forsvinder.
"Satans også", tænker hun. Nåede det ikke! Hun slår hænderne ned i biltaget i ærgrelse.
"Det var en rigtig Ufo". "Jeg så noget der lignede, nogle ubestemmelige væsner".
"Hun bliver ved, med at bekræfte, sig selv".
Hun sidder i bilen, alt er mørkt.
Hvad er det, hun lige har oplevet? Er hun ved at blive skør? Hun mærker pulsen, den er høj. Blodtrykket banker i brystet og i tindingen. Alting er gået meget stærkt, fra hendes hyggelige tankespind, til et lyshav og et Ufospin. Er det hendes fantasi, der igen har spillet hende et puds? Hun er overanstrengt, er træt og ked af det. Er det, det, man kan forvente sig af en træt og forvirret hjerne?
Det er bælg mørkt, hun kan høre dyrenes lyde i skoven.
Hun starter bilen, og kørte de sidste meter, frem mod hendes barndomshjem.

Næste dag, sidder hun i sofaen, og tænker på det, der skete i går.
Hun prøver at fortrænge tanken om, af at hun, som en' af de eneste i hele verden, har set og næsten "kommunikeret med en Ufo og dens beboere"
Måske hun skulle besøge hendes gamle veninde, som hun ved, stadig bor i landsbyen og fortælle hende om oplevelsen.
Hun har lige været i andelsbanken og talt med bestyren, som har bekræftet, at der ligger noget i bankboksen, til hende.
Konvolutten er tyk, det er moderens dagbog, og et brev.
Kaffen står foran hende på egetræsbordet, ved siden af koppen en stor dram, fra faderens hjemmebrænderi. Hun kan mærke det uldne tæppe, under hendes bare fødder. Hun sprætter brevet op og begynder læsningen.
Moderen skriver. Din far og jeg har haft et godt liv. Det var vores store lykke, da du blev født.
Der skete to ting i vores lange ægteskab, som vi aldrig har fortalt til nogen mennesker. Det har været fars, og min dybe hemmelighed.

Vi hyggede os en aften, som vi tit gjorde, dengang. Kaffen og flasken, med din faders god dram, var på bordet, vi sad tæt sammen i sofaen. Din fars arm lå om min skulder, den anden var på vej ind under min kjole. Han var gået på opdagelse. Der gik ikke lang tid, før vi lå i dobbeltsengen og elskede.
Det var den nat, du blev undfanget, det er jeg sikker på.
Da vi var færdige med at elske, og lå afslappet side om side og følsom berørte hinandens kroppe, så vi et lys, ude på marken. "Du ved, vi har den dejlige udsigt ud over markerne, fra soveværelset". Vi rejste os, stod nøgne, side om side, og så en tallerkenlignende genstand, med lys i vinduerne lande på marken. Genstanden rettede et lys mod vore vindue, og vi måtte knibe øjnene samme, for at skimte noget. Vi så pludselig en masse små menneskestørrelser, myldre ud på marken. Det var tydeligt, at de pegede på vores hus, på vores soveværelsesvindue. Mens din far gik ud for at prøve at kontakte dem, blev jeg stående og så tallerkenen suse væk, hen over vores tag.
Vi var overraskede og stumme.
Det første, vi sagde til hinanden. "Dette er vores hemmelighed. Hvis vi siger, noget om denne fantastiske oplevelse til nogen, tror de vi er skøre", det var vi enige om.
Derfor forblev det en hemmelighed, indtil nu, hvor du sidder og læser historien.
Men fortsatte hun, "det var ikke en enlig svale".
Det samme gentog sig, den nat, du blev født.
Jeg fødte dig hjemme i huset. Da jordmoderen var gået, og din far og jeg sad og betragtede din pludren, mens du lå i moseskurven på sofaen og sprællede med benene, skete det samme, som den nat, hvor du blev undfanget.
Først lyset ud på marken. Ufoen der lander. De levende individer, der at myldre ud og som alle står og peger, peger på vores hus, på os, peger på dig.
To gange, og hver gang, var det dig' der var i centrum.
For os var det glæde og romantik, men ærlig talt, også lidt flovt, ingen ville tro os.
Derfor blev det din fars og min hemmelighed, indtil nu.
Lev vel.


Efterskrift.
Der er mere mellem himmel og jord, end jeg vil erkende. Måske bliver min verden, lidt blødere, lidt mere fantasifuld, når jeg springer ud i det, med begge ben.