Fortsættelse af Et liv bliver til
   Et liv i nuet, der får minderne til at blomstre.
   Alma skriger i vilden sky, hendes ben og arme går som møllevinger. Ole er på barsel, lige nu er han optaget af at skrive en artikel til Information, om de hjemløses forhold i Danmark. Ole er arbejdsløs journalist, han arbejder med de opgaver han kan få, han kalder sig freelancer. Det er en ideal tilværelse for ham. Rosa er begyndt på sit studie, efter en kort barsel, sammen med Ole. Han har taget over, samtidig med at han skriver lidt.
   Når det brænder på, hvis han skal til møde, eller i byen, kan han få sin mor til at passe lillepigen. De bor dør om dør, i samme lejlighed. Han har forsværget, at det kan lade sig gøre, men det gode forhold, til hans mor, kombineret med en elendig økonomi, har gjort det muligt. De har byttet værelser, moderen har fået Oles værelse, og den lille nye familie, har fået moderens soveværelse. Fællesrummet, er den store stue, som vender ud mod det støjende metrobyggeri på Enghave plads.
   Alma er blevet træt, hun har fået mos og modermælk. Rosa pumper mælk ud hver morgen, inden hun går på universitetet. Ole har lagt Alma, ned i barnevognen, hvor hun allerede sover trygt. De er nu på vej, hen til hans ven Carl, som bor på Østerbro i et boligkollektiv sammen med 5 andre kvinder og mænd.
   Han går op ad Istedgade, krydser rund med barnevognen, mellem opgravninger, vejarbejde og afspærringer. Frem til Hovedbanegården, drejer til venstre og går mod Vesterbrogade, hen ad Vesterbrogade over Rådhuspladsen, forbi Politikens hus, til højre ad Vester Voldgade, forbi Nørreport station. I gennem den skønne Landbohøjskolens have, med endemål i kartoffelrækkerne.
   Ole ringer på, han har stillet barnevognen i gården, så han kan holde øje med, når Alma vågner. Liva åbner døren, hun ser alvorlig ud, hendes ansigt er blegt, hun giver Ole et varmt kram, han kan se på hende, at der er noget i vejen.
   Ole har jævnlig kontakt med Carl, talte med ham i sidste uge. Han var opstemt, talte om at de skulle planlægge et projekt sammen. Han havde en ide, som han ikke ville fortælle i telefonen.
   Carl, ligger halvt ned på sengen, ryggen støtter op ad væggen, han har sort rander under øjnene, han ligner en, der lige har grædt. Carl er røget tilbage i den depressive tilstand, som han har været i, adskillige gange i hans liv. Det sker når barndomsminderne, om hans mor, blusser op. Ole giver Carl en krammer, fortæller, at han kommer igen senere. Han orkede ikke at tage krisesnakken med vennen.
   Mørke skyer over Østerbro.
   Ole styrer barnevognen ned forbi Kastellet, og drejede til højre, ned over lystbådehavnen, med retning mod Langelinie.
   Barndomsminderne dukkede op.
   Turene bag på faderens cykel, ud på Langelinie, de dejlige isvafler, kigget ind gennem hegnet, til den, lidt hemmelige Frihavn, hvor det store skib lå, der sejlede rutefart mellem Danmark og USA. Landet hvor mange emigranter havde slået sig ned, og hvor de talte om den amerikanske drøm.
   Mindet om hans farfar og farmor, der gav ham hans første cykel.
   Mindst to gange om året rejste han som barn, sammen med sin far til Nordjylland, hvor farfaren og farmoren boede på et lille landbrug, tæt ved den lille fiskerby Ålbæk.
   Det var spændende, at sidde i toget, se marker, huse og træer i glimt, når toget med fuld fart passerede. Togstop på stationerne, hvor folk myldrede, først ud af toget, og derefter ind i toget, se på deres travle ansigter, nogle glade smilende, andre forpint sammenbidte, nogle der kiggede rundt, andre med øjnene rettet mod gulvet. Pift i fløjten og dørene lukkede.
   Når toget stoppede på Frederikshavn station, stod farmor og farfar på perronen og vinkede. En af gangene havde de en overraskelse. Spændingen blev udløst, da de nåede det lille husmandssted, hvor farfar tog Ole i hånden og sammen gik de ud i den tomme stald. Her stod en blå cykel, det var Oles første cykel.
   Nogle år efter, var det anderledes. Ole kiggede som sædvanlig ud af tog ruden, efter farmor og farfar, men de stod ikke på perronen og vinkede. Ole syntes det var mærkeligt, underligt, utrygt. Det var så hyggeligt, når de stod der, det hørte med, det var han vant til.
   Da han og faderen nåede gården, sad farmoren alene i stuen. Farfaren var ude ved biografen, hvor han igennem mange år havde været filmoperatør, den person som monterede filmrullerne på fremviseren, startede, indstillede og stoppede filmen.
   Nu var biografen brændt ned.
   Ole løber hen mod farfaren, som stod og kiggede på hans elskede filmfremviser, den der havde givet ham og alle biografgængerne store oplevelser. Den lå på jorden, som et forkullet lig, omgivet af smeltede filmrullerne fra en Morten Kock film.
   Nogen havde sat ild til biografen.
   Mobiltelefonen ringer, Alma og Ole, er nået ud til ishuset på Langelinie. Det er lukket, der er stålnet for vinduerne. Inde i havnen er der bygget moderne ejerlejligheder og midtermolen er blevet fyldt op af en aflang glasbygning, der ligner et stykke gennemsigtig lagkage.
   Det er Rosa, der spørger om de snart kommer hjem.