"Hvordan gik det med den dér PU-samtale, du snakkede om? Var det ikke i dag?" Leif flytter et øjeblik opmærksomheden fra vejen og kigger på sin kone.
   "Jo. Ja, det gik vist meget godt. Jeg skal på noget coachingkursus. Birger foreslår, at jeg skal være supervisor for nogle af de nye."
   "Nå, det lyder sgu da spændende. De er da vist efterhånden rigtig glade for dig i den afdeling, er de ikke?"
   "Jo, det går da godt. Selvom jeg i dag var ved at få fnidder på teammødet. Det er hende Grethe. Hun snakker og snakker og snakker, og der kommer ikke en skid brugbart ud af munden på hende."
   "Giv hende noget coaching." Leif griner højlydt.
   "Ja, nu er coaching vist mere noget med at støtte nogen, ikke at give dem skideballer."
   "Nå, min chef har da formået at integrere de to ting meget fint. Men det er måske noget, han har lært på et specialkursus." Leif griner igen. Hans forhold til sin chef er ikke alt for godt, det ved Lone godt. Han havde ellers vovet sig ud i noget nær et venskab med Stefan, men over de sidste måneder havde de igen måttet ty til en mere professionel indstilling til hinanden. Lone er ikke helt klar over, hvorfor det er gået sådan. Det er Leif for øvrigt heller ikke.
   De kører videre i tavshed. Det er som sædvanlig Leif, der kører bilen. Ikke fordi Lone ikke har kørekort, heller ikke fordi hun ikke kan køre bil, det gør hun tit - når bare Leif ikke er med. Det er nok bare én af de sidste rester af de gamle kønsroller, som ellers efterhånden kun ganske få savner. Men Leif har det bedst, når han sidder ved rattet. Det er, som om det er det sidste sted, han kan få lov til at være lidt mand. Her kan man både være aggressiv og galant uden at skulle stå til regnskab for nogen af delene.
   "Jeg har forresten meldt mig ind i en sponsorklub inde på jobbet." Lone bryder tavsheden.
   "En sponsor-klub! Hvad skal I sponsorere?"
   "Et barn fra Afrika og måske ét mere fra Indien. Det er ikke helt fastlagt endnu. Vi er ti-tolv stykker i klubben. Så betaler vi 40 kr. om måneden. Pengene samles sammen, og så er der én, der står som formel sponsor gennem ... én eller anden organisation, jeg ikke lige kan huske."
   "Det synes jeg da er smart. Er det så noget med at skrive breve og sende gaver og sådan noget?"
   "Det tror jeg hende Lotte, der står for det, tager sig af. Men hun sender de breve rundt, som hun får dernedefra. Klubben har kørt sådan i nogle år; jeg har bare ikke opdaget den før her for et stykke tid siden. Så, nu er jeg med til at holde liv i og hjælpe med at skabe en ordentlig tilværelse for ét eller måske to små børn, som ellers ville leve et kummerligt liv. Det er rart at tænke på."
   "Ja, det er det da. Selvom jeg troede, at vi var enige om, at vi har rigeligt i Pia og Kim - er du sikker på, at der er plads til flere børn i dit liv?" spøger Leif. De smiler til hinanden. Som alle andre forældre er de selvfølgelig meget glade for deres børn, selvom det også betyder, at de jævnligt står i lort til halsen - i både den ene og den anden forstand.
   "Nu vi er ved det. Skal jeg ikke købe ind, så kan du hente børnene," foreslår Leif.
   "Ja, det kan jeg godt. Jeg har faktisk aftalt et lille møde med pædagogen. Pia blev slået i går af en dreng, og det viser sig, at det ikke er første gang. Hun græd, da jeg hentede hende i går. Hun er vist bange for ham. Jeg vil ikke have, at hun skal vokse op og blive utryg på grund af den slags ting."
   "Ok. Nej, der må du sgu sige til dem, at de må holde ham lidt væk fra hende. Der var faktisk én inde på arbejdet, der snakkede om noget ... jo, der var én, hvis bror var blevet overfaldet inde i byen for et års tid siden. Han gik sgu stadig til psykolog, eller hvad det var. Det skulle ellers ikke være et egentligt overfald, men vist bare én, der stak ham et par på kassen. Han var blevet bange eller kronisk nervøs eller hvad det nu hedder. Der skal ikke så meget til."
   "Nu vil jeg høre lidt mere om, hvad det er, der sker. Men det kan være, at det tager lidt tid, inden vi er hjemme."
   "Så begynder jeg på madlavningen."
   "Ok!" De drejer af motorvejen og kører videre hen mod institutionen. Der er tæt trafik på det her tidspunkt. Og selvom Leif kører effektivt, hjælper det jo ikke noget, hvis han er den eneste.
   "Ved du hvad, min skat! Jeg synes, jeg trænger til en rigtig rar hyggeaften sammen med dig. Skal vi ikke lægge børnene lidt tidligt og tage nogle timer, hvor vi bare slapper af og nyder hinanden og hygger os. Vi kunne se en film," foreslår Leif.
   "Den er jeg med på, jeg har heller ikke noget arbejde med hjem i dag."
   "Jamen, så køber jeg da bare noget flute og ost og rødvin. Så er den klar."
   "Det er en aftale!"

"Pyha," sukker Lone og sætter sig i sofaen ved siden af Leif. "Det var lidt hårdt."
   "Ja, men nu er vi der. Jeg henter vinen." De var kommet hjem som planlagt og havde spist aftensmad så civiliseret, som det nu kan lade sig gøre med mindre børn i huset. Derefter var der blevet leget, og senere igen var børnene - efter en del forhandlinger, historielæsning og trods alt kun en begrænset mængde skældud - faldet i søvn.
   "Skal vi finde en film? Hvad skal vi se, synes du?"
   "Ja, hvad med den dér med seriemorderen, der kvæler unge kvinder, mens han voldtager dem."
   "Ja, dem er der jo altså nogle stykker af, skat. Er det den, hvor han samtidig også stikker dem med en kniv i brysterne? Hvad er det nu, den hedder..."
   "Nej, han fanger dem og holder dem indespærret uden mad og drikke, til de er ved at dø. Så brækker han armene på dem. Og så voldtager og kvæler ham dem. Vi så den her forleden, da Jan og Birte var her."
   "Nå, det må være "Seven" med Morgan Freeman. Men den har vi jo så lige set."
   "Så er der den dér "Bleeding tears". Den, hvor en galning opsøger gravide kvinder, der er alene hjemme, sprætter dem op og æder fostrene og brænder de skrigende kvinder bagefter."
   "Den synes jeg ikke, jeg kan huske."
   "Jo, dér hvor én af de vordende fædre så kommer hjem, men bliver overmandet og tvunget til at se på det hele. Og er det så ikke noget med, at han også bliver brændt levende?"
   "Nå jo, efter at han har fået det dér kogende olie hældt i ørene og øjnene. Jo, jo, den kan jeg godt huske. Men jeg ved ikke lige, om det er den, jeg gider se ..."
   Et øjeblik sidder de og kikker hen på DVD-reolen, som håber de, at en film pludselig af sig selv falder ned og tilbyder sig.
   "Vi skulle have købt en ny film. Hvorfor tænkte du ikke på det, skat!" Lone puffer til Leif, så han vælter om i sofaen.
   "Det gør jeg næste gang. Det lover jeg!" forsøger han at afværge med. De ligger lidt og krammer.
   "Vi kan også bare tænde TV'et. Jeg tror, at der kommer en genudsendelse af den dér "Rejseholdet." Det er vist det afsnit, hvor de finder en gravid, der er blevet syet sammen, så hun ikke kan føde, og derefter hængt op under loftet i et net eller sådan noget. Og barnet og moderen er vist delvist rådnet, når de finder dem. Det er jo dansk!"

Leif rækker ud efter fjernbetjeningen og læner sig tilbage i sofaen. Lone hælder vin i glassene.
   "Skål, skat!"
   "Skål!"
   "Jeg glæder mig," hvisker Leif sin kone i øret, idet han trækker hende ind til sig. "Vi plejer at have så dejlig sex, efter at vi har haft sådan en hyggeaften."