Mine fingre lugter af hans parfume og mine cigaretter. Yves Saint lorent og rød Marlboro. Jeg vender mig i sengen og smiler. Billie knitrer og knirker stadigvæk og blandes med gadens sang og skrig, "I'll be seeing you". Dynen kravler frivilligt af mig, og jeg mærker natteluften på mine ben. Lampen har tabt sin skærm, men lyser trofast videre - nøgen. Du burde have forladt mig for længe siden. Før jeg forlod dig. Men du blev, og du bliver ved med at komme tilbage til mig. Du efterlader lidt af dig selv her hver gang. Jeg lader min arm falde ud over sengekanten. Den griber i blinde, men fanger en lille rød rektangel. Klokken er 5:36, og jeg tænder dagens første cigaret. Gad vide hvor du er?

Jeg rejser mig fra sengen med cigaretten hængende i mundvigen. Jeg tager din grå T-shirt på, den du altid glemmer, som er alt for stor til os begge, men som vi elsker lige højt. Jeg tror, at du glemmer den bevidst - for at jeg kan bruge den. Du griner bare. Du griner og smiler hele tiden, som kendte du løsningen på smerten og urimeligheden i verdenen, "Jeg skal bare gøre en forskel". Jeg synes blot, at du er sød, når du taler sådan. Jeg har aldrig taget dig seriøst, det ved du, men det er som om, du glemmer det. Hver nat. Det er jo ikke kun min fejl.
   Jeg sætter mig i vindueskarmen, og ser på natten lysne. Jeg har været omkring ti år, da min farmor lærte mig om blues og jazz, om Billie, Bessie og Ella. Hun lærte mig om smerten i sit liv og i disse kvinders stemmer - kunsten at leve videre og skabe noget smukt ud af livets ondskab. De levede for at skabe et stykke skønhed og lykke midt i rædslerne omkring dem. Jeg tænker ofte på hende, faktisk oftere end jeg vil være ved. Tårerne presser sig på, men de får aldrig lov til at slippe fri. Det er hende jeg ser, hver gang, "Lady sings the blues". Det er en for mig efterhånden velkendt realisering en tidlig tirsdag morgen: At blues er langt mere end musikken i højtalerne og langt mere end smerte, men hvad det mere er, kommer jeg aldrig frem til. Tiden bringer ingen svar, men bare flere spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad jeg ville stille op med kærlighed. Kan det skjules - bør det skjules? Jeg har ikke lyst til at være en del af parrene på gaden, i hjørnet, til brylluppet. Jeg har ikke lyst til at være "et par". Hvorfor er det så mærkeligt at ville være sig selv? "Du er dig selv, uden at være dig selv nærmest" skrev min engelsk/tysklærer engang i min blå bog. Det blev jeg glad for - det er jeg glad for, og det er hvad jeg gerne vil være, men selvfølgelig er jeg mig selv nærmest. Min sjæl deler ikke min krop med nogen. Jeg er lige ved at forelske mig i mig selv, og det kan jeg gøre uden hjælp. Ydre bekræftelse hæmmer kun mit indres kærlighed til det selv. Jeg hviler ikke i mig selv - jeg hviler slet ikke. Jeg har aldrig forelsket mig, eller også har jeg lykkeligt glemt det igen. Selvom jeg har en tendens til at huske alt det forfærdelige og glemme det gode. En ny cigaret tændes. Det er ret koldt udenfor. En gråblå efterårsmorgen. Jeg overvejer at klæde mig på, men udsætter det på ubestemt tid. I stedet laver jeg kaffe. Det er min evige overspringshandling. Én af mange. Jeg har aldrig fundet en passion, en ægte lyst til livet, i stedet har jeg afhængigheder. Jeg lever fordi jeg ryger - fordi jeg drikker kaffe. Har jeg ikke dem, har jeg intet at gøre med mit liv - har jeg intet liv. Jeg mangler ingen mand i mit liv - jeg mangler ingen kærlighed. Jeg behøver ikke flere afhængigheder.
   En cigaret skoddes. En cigaret tændes.

Jeg føler mig som en fremmed - i byen, i mit hjem, i min familie. Det betyder ikke længere noget for mig. Jeg er træt, men alt for udmattet til at kunne stå op igen. Jeg bliver på benene. Måske skulle jeg gå i bad? Jeg kunne også bare lade slå til - igen i dag. Jeg burde tage tøj på. En ny kande kaffe sættes over. Jeg har ikke tænkt på mænd i lang tid. Selvfølgelig har jeg tænkt på mænd, men ikke som deres køn, ikke som seksuelle væsner. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har et behov, men jeg venter bare på at det ovre - hver gang. Jeg har ikke lyst til at røre dem, og jeg har endnu mindre lyst til at blive rørt. Jeg føler mig svævende og luftig fanget i min egen krop - som røg i en glaskugle. Engang levede jeg for de mænd. Engang. Nu føler jeg mig som en gammel mand. Jeg har lyst til at forære alt væk og bare gå ud i natten. Jeg har ikke lyst til at solen skal stå op. Jeg har ikke lyst til at falde i søvn. Jeg har ikke lyst til at leve videre, men frygten for det uvisse holder mig i live. Det giver ikke mening, eller også giver det god mening. Jeg har for længst indset mine mange mangler, og affundet mig med de fleste. Jeg har det fint nok - jeg har det okay. Hver anden dag har jeg tømmermænd. Jeg ved ikke, hvad jeg laver de andre dage. Haute bohème. Jeg elsker tanken, men frygter at udleve den. Heldigvis kan jeg blive i min lejlighed med åbne vinduer og radiator tændt. Hvorfor tænker jeg på denne måde - hvorfor al denne selvdestruktion? Det er urimeligt, men velsagtens også uvilkårligt. Uden årsag eller forklaring. Det er et ligegyldigt spørgsmål - en ligegyldig eksistens.

Anden sal. Der er et pænt stykke ned. Ville jeg kunne springe? Ville jeg dø, hvis jeg gjorde? Så ville jeg opleve at svæve. Uden net eller sikkerhedssele. Et øjeblik i luften, og så i evigheden. At bytte tiden for evigheden. At efterlade sig sine kære. De har allerede efterladt mig - for længe siden. Jeg er blot en hindring for mine medmennesker. Spild af atomer, og så værdsætter jeg det ikke engang. Jeg har så ondt i min ryg. Jeg har båret på så meget. Jeg ville falde tungt, hvis jeg sprang. Jeg ville nok dø. Skoddet flyver gennem luften. Gløder fyger på asfalten. Tænd cigaret.

Regnen starter med én dråbe - så to, så tre, så tusinde. De falder med stigende hastighed og hamrer mod jorden. De samles på himlen, splittes i faldet og samles igen til én på den sorte asfalt.
   Cigaretten brænder langsomt i glasaskebægeret - tobak bliver til aske. Jeg plejede at ryge lange, men det var dyrere, og så prøver jeg at bilde mig selv ind, at ryger jeg korte, så ryger jeg mindre. Jeg er indbildsk. Det er ikke sundt, det ved jeg så ganske udmærket, men det er rart. Hvorfor opgive noget som giver mig nydelse i øjeblikket? Verden står måske ikke i morgen, og jeg kunne være død og borte inden da. Jeg regner ikke med noget langt liv - jeg håber ikke på et langt liv. Stilheden og evigheden kan ikke være så forskellige fra hinanden. Jeg håber bare på at have det godt indtil jeg ikke længere er - andet end død. Cigaretten slukker sig selv - en perfekt cylinder af aske.