Jeg ligger slagen på trægulvet under vægten af min egen ubeslutsomhed og angst. Lyset er slukket. Hvide tænder, klirrende glas og latter bryder mørket i små nøje udvalgte arbitrære doser, i et mat og halvhjertet forsøg på at skjule deres egen skønne dekadence. En skæbne vi alle deler i dette selskab. Forfinede og fortabte i mørket en sorgfuld søndag. Jeg stabler mig på benene ved egen hånd i glasskårene fra tyve shotglas og forlader dansegulvet blødende, efterladende Agnes dansende med skummende øl i hånden og på sin skjorte, omgivet af sorte smil og trætte blikke, baner jeg mig vej gennem mængden af fyldte glas og tomme lommer hen mod de læderpolstrede bænke i hjørnet, hvor løgnagtigt kærlige omfavnelser og berøringer udveksles for ligegyldige blikke og alt for dyre drinks.

Laura huskede sine forældre som misantropiske og støvede væsner, som undgik naboerne såvel som deres egne døtres sande ansigter - ikke anerkendende deres eksistens i identitetens og intelligensernes storhedstid. Nu sidder hun smilende og lyshåret på skødet af en unavngivet sydeuropæer grinende af en uforståelig anekdote om ukendte personer i et fremmed land i håbet om endnu en gratis aften i paradis.

Fælles om vort forfald bevæger vi os hen over brostenene på bare fødder, leende holder vi hinanden oppe, holder afstand til afgrunden. Vi sidder på havnens betonkant, hvor månen hælder sit sølv i vores hår og vandet skummende slår mod vores ankler. Vi er de glemte, den oversete minoritet, der aldrig oplevede syndefaldet. Vi vil aldrig se lyset eller opleve fordærvelsen - aldrig gå på kompromis for kærligheden. Vi lever i dagens skygger og nattens mørke, men vi lever.