Måske var det jordemoderens uopfyldte spådom,
over hvilken min mor glædedes og spændtes,
om pigebarnet i den store mave
jeg kaldte hjem,
der gjorde mig homoseksuel.
Bøsse. Homo.
Jeg blev presset ud af fire mand trykkende på mors mave, sikrende at fødslen forløb fejlfrit
og ikke som sidst,
da han næsten kvaltes, på trods af hendes nervøse formaninger
om sin egen mors fem manglende børn,
frygt for DNA.
Min far spiste først og sov derefter
- det var for helvede da alt for tidligt
og han havde vel også ydet sit.
Fællesskabet skabtes af fire,
jeg som ham, han som hende,
selvom jeg var hun
længe før, jeg blev han,
fordi jeg ikke længere turde andet.
Jeg tror hun har overlevet,
mit hjertes måne,
der styrer ebbe og flod i mit blod,
det er hende der smiler kærligt til de unge mænd,
men ham der forlader dem, som solen stiger.
Hvor ville jeg gerne have været blåøjet
som min far, men jeg blev todelt,
grøn og brun, hverken eller,
som min mor.