Solen er ved at gå ned og jeg er bange for min egen krop.
   Sengen er blød at ligge i. Hvis den ikke var det, ville min ryg begynde at smerte, og det ville krybe opad og blive til hovedpine. Gløden på min smøg flammer op og æder af papiret med knitrende tunge. Røgen siver ned i mine sortnende lunger og ud igen, mod det åbne vindue, der bærer aftenens lune brise og en fornemmelse af natteliv ind til mig.
   Duften af ham er her stadig, mine lår er stadig varme, fyldt med mere liv end et hjerte.
   Min hud er så tynd og blød. Jeg kan se ribbenene presse sig mod den, betragte den dunkende pulsåre i min mave. Jeg burde ikke ligge på ryggen, hvor jeg kan mærke mine egne indvolde.
   Vi er kød og instinkter.
   Jeg havde lyst til at fortælle ham det, mens vi havde sex og hans øjne borede sig ind i mine.
   Kød og instinkter.
   Vi er hæslige væsner og et evolutionens uheld så smukt at det er ubegribeligt.
   Kærlighed er en kemisk reaktion, der former vores verden.
   Vores kroppe kan forråde os på et split sekund. Måske er jeg bare træt.
   Gløden brænder mine fingre og jeg kaster den ud af vinduet. Lagenenerne er fugtige af en hed forelskelse, jeg allerede savner, som fyldte mig for ti minutter siden men nu er væk.
   Så voldsom og så flygtig.
   Det er jo bare en pik, tænker jeg, og en mand.
   Kød og instinkter.